Det har ikke været en dans på roser for Scarlett Johansson at spille med i den kommende efterfølger til Matt Reeves’ ‘The Batman’.
»Det gav det mig en masse eksistentiel angst af en eller anden grund«, fortæller den garvede Hollywood-stjerne i et videointerview med Entertainment Tonight, hvor hun optræder sammen med Adam Driver i anledning af deres nye fælles film ‘Paper Tiger’.
I længe ventede ‘The Batman Part II’ indtager Johansson en endnu ikke specificeret rolle over for blandt andre Robert Pattinsons Bruce Wayne/Batman, Jeffrey Wrights James Gordon, Andy Serkis’ Alfred Pennyworth og Colin Farrells Oz Cobb/The Penguin.
Ifølge Deadlines oplysninger spiller hun Gilda Dent, hustru til Gothams offentlige anklager Harvey Dent, der ender som den tragiske skurk Two-Face. Han gestaltes af det ligeledes nye ansigt Sebastian Stan.
»Det var meget svært at finde ud af«, siger Johansson i interviewet om filmoptagelserne. »Jeg ved ikke hvorfor, om det bare skyldtes rollen, eller hvor jeg befinder mig i mit liv lige nu. Men det var bare en svær nød at knække. Det er alt, jeg kan sige om det. Det var en krævende rolle på mange måder«.
I det hele taget virker produktionen af ‘The Batman Part II’ til at have været en udfordrende proces, ikke mindst for instruktør og manuskriptforfatter Matt Reeves.
Filmen er blevet udskudt flere gange, fordi arbejdet på manuskriptet trak ud for Reeves og medforfatter Mattson Tomlin. I sidste måned blev optagelserne sågar sat på pause, fordi instruktøren måtte trække midlertidigt sig af personlige årsager.
Heldigvis er kollega Steven Soderbergh kommet Reeves og resten af holdet til undsætning. ‘Ocean’s Eleven’-instruktøren hjælper således med at få de resterende optagelser i hus i tæt dialog med fraværende Reeves, som agter at vende tilbage til filmens post-produktion.
I skrivende stund står ‘The Batman Part II’ til at få biografpremiere 17. februar 2028.
Inden da får vi blandt andet Scarlett Johansson at se i førnævnte ‘Paper Tiger’ af James Gray (19. november) og i Mike Flanagans ventede gyserfilm ‘The Exorcist: Martyrs’ (11. marts 2027).
