SÅ DU DET? Ja, sådan hedder Soundvenues faste rubrik til vores artikelformat om all things fjernsyn. Så du det?
I det her tilfælde så jeg det faktisk ikke. Men måske gjorde du?
Den udskældte dokumentar om morderen og overgrebsmanden Philip Westh – og de mennesker, der troede, de kendte ham – er blevet set over otte millioner gange på Netflix på blot tre uger. En god portion af disse views kommer utvivlsomt fra hjemlandet, for i Danmark blev serien øjeblikkeligt den mest sete på verdens mest populære streamingtjeneste, og først her i fjerde uge er den faldet længere ned ad listen.
Moren til Emilie Meng, som Westh så brutalt myrdede, har ellers taget kraftigt afstand fra serien.
»Det er upassende at lave underholdning om drabet på hendes datter«, lød det inden premieren fra morens bistandsadvokat.
»Det er så alvorlig en sag og situation. Det skal ikke være noget, man sidder med popcorn og sodavand og ser på Netflix«, fortsatte hun og bemærkede, at andre dokumentarer sagligt har beskrevet fejlene i politiets efterforskning af sagen dengang.
True crime, en industri
Nogle anmeldere har fundet værdi i de barske vidnesbyrd fra Philip Wesths venner, der er blevet traumatiserede af det ufattelige bedrag.
Soundvenues anmelder Johanne Høgfeldt kaldte derimod serien en »skamplet« og kritiserede især »de mange modbydelige og unødvendige detaljer og rekonstruktioner« – blandt andet en rekonstruktion, hvor Emilie Mengs mor panisk leder efter sin datter. Hun påpegede også, hvordan fortællingen på bedste krimivis baiter med blinde spor og falsk mistanke og konstaterede, at den psykologiske indsigt langt fra overtrumfer det grænseoverskridende indhold.
De moralske indsigelser til trods har mange danskere alligevel labbet de tre afsnit i sig. Og det er ikke, fordi jeg ikke forstår fristelsen. Tilfældet Philip Westh er så uhyggeligt og ekstremt, at det trykker direkte på fascinationsknappen. Der er selvfølgelig en grund til, at true crime er eksploderet siden streaminggennembrudene med ’The Jinx’, ’Making a Murderer’ og ’Serial’ i midten af 10’erne.
Men man skal ikke tage fejl af, at mens disse mastodonter kom med samfundskritik og soberhed, er true crime i dag en industri, der skal fastholde abonnenter med slibrig underholdning om mord, voldtægter og overgreb under dække af, at man har noget vigtigt at sige.
Og jeg ved godt, det lyder frelst, men ligesom man skal købe økologisk gris, hvis man drømmer om en mere bæredygtig svineproduktion, er man nødt til at stemme med fødderne, når det kommer til ens streaming-indtag. Netflix and guilt.
Ingen undskyldning
Seernes ansvar for opretholdelsen af etisk forkvaklet populærkultur er satirisk velbeskrevet i alt fra ’Natural Born Killers’ til ’Black Mirror’, men det gælder altså også i en streamingvirkelighed. Jo mere true crime-trash vi indtager, jo mere får vi smidt lige tilbage i hovedet.
Og mens de måske nok kan tilgives i USA, Tyskland, Spanien og de 28 andre lande, hvor serien også har ramt Netflix-top 10’en, og hvor sagen kan holdes ud i strakt arm som fjern virkelighed, har vi i Danmark ingen undskyldninger. Det skulle stå rimeligt klart for de fleste, at der ikke var tale om en lødig og tankefuld behandling, som den Tobias Lindholm gav ubådssagen i TV 2-dramaserien ’Efterforskningen’.
Sagen om Emilie Meng er alt for nær, både i tid og sted, til at vi som seere bør ignorere morens bøn, bare fordi Netflix gjorde det.
Det er tid til at kigge sig selv i spejlet. At serien topper Netflix-charten, er i sandhed en true crime.