’Efterforskningen’: Nu skal kritikken af TV 2’s serie om ubådssagen forstumme
Tobias Lindholms dramatisering af ubådssagen har mødt sjælden modstand længe inden premieren.
Man skal ikke scrolle langt ned i Facebook-posts om TV 2’s kommende serie for at møde danskere, der stempler projektet som usmageligt, og fra mere intellektuelt hold har dramatiker Katrine Wiedemann i Weekendavisen plæderet for, at serien »er det endegyldige bevis på de kreative branchers moralske fallit«.
Wiedemann angreb mediernes dækning af ubådssagen, som forvandlede forbrydelsen til underholdningsstof og glemte ofret, og hun mente, at »bag Kim Walls sag, dens ydre detaljer, er der ingen visdom at vinde«.
En kategorisk afvisning af muligheden for en pointe med en serie som ’Efterforskningen’ bygger på en antagelse af, at den forvandler virkelighedens tragedie til underholdning. I den antagelse bor en kategorisk afvisning af muligheden for, at tv-serier kan være andet end underholdning, men at serier har andet potentiale end virkelighedsflugt til aftenkaffen, har vi vidst i mindst et par årtier.
Alligevel var jeg også selv skeptisk, da jeg første gang hørte, at det uhyggelige drab skulle være genstand for fiktion i bedste sendetid. At Tobias Lindholm og hans faste hold stod bag, var hurtigt et forsonende træk. Instruktøren bag film som ’Krigen’ og ’Kapringen’ er om nogen en omhyggelig og samvittighedsfuld kunstner. At Kim Walls forældre selv var involverede i tilblivelsen, var selvfølgelig et endnu mere vægtigt af slagsen.
Men var der virkelig noget at uddrage af denne meningsløse tragedie, der ikke – som for eksempel Utøya-massakren – bærer på et direkte samfundsperspektiv?
Jeg havde svært ved at se det for mig. Indtil nu, hvor jeg har set det.
Etik over dramatik
Mens man altid skal tage sig i agt for besserwizzere, der mener at kunne fælde dom over noget, de ikke har set, vil jeg her stramme udsagnet yderligere: Man skal tage sig i agt for anmeldelser og vurderinger, der ikke baserer sig på alle seks afsnit. For det er først med de sidste episoder, at det står lysende klart, at der kan være visdom at vinde fra en uvirkelig hændelse som denne.
Allerede i de første afsnit er man dog forsikret om, at Lindholm & co. har gjort et sobert stykke arbejde. Lindholm havde aldrig drømt om at røre mordet med en ildtang, før han talte med politiets primære efterforsker i sagen, Jens Møller, og siden med Kim Walls forældre, som han i dag har et tæt forhold til, og som har været tæt på tilblivelsen. Hovedpersonen i ’Efterforskningen’ er selv samme Møller (Søren Malling, der fornemt docerer sine virkemidler), en durkdreven drabsefterforsker, der i seriens første scene fra sin plads i retten må se til, mens en sandsynlig drabsmand bliver sat på fri fod på grund af mangel på beviser.
Ubådsmordet lander på hans bord, og fra start behandler Lindholm sagen i et tålmodigt tempo og uden at svælge i sensationalistiske detaljer. Navnet Peter Madsen nævnes ikke så meget som én gang i fortællingens cirka fire timer, ja faktisk falder den indimellem næsten over sig selv for at udviske konturerne af morderen.
Ganske vist afhørte Jens Møller heller ikke i virkeligheden selv »den tiltalte«, men historien er ikke skåret udelukkende fra hans perspektiv, og det virker derfor ikke helt naturligt i dramaturgisk forstand, når vi hverken kommer med ind i forhørslokalet eller den psykologiske profil i en serie, der bærer titlen ’Efterforskningen’. Men nogle gange må dramaturgi vige for etik.
Den er vigtig
Tobias Lindholm har overført momenter fra den lavmælt intense tone og iscenesættelsen af de grå mødelokaler fra sin instruktion på David Finchers ’Mindhunter’, samtidig med at han opponerer mod Netflix’ seriemorderfascinerede tilsnit ved eksempelvis at afholde sig fra filosofiske metakommentarer om sagens større betydning, bortset fra fem velkomne sekunder i et møde mellem efterforsker og statsanklager til allersidst.
Lindholm lader, som i sin Oscar-nominerede ’Krigen’, forløbet udspille sig på dets egne præmisser i en jordnær og grundig procedural. I sine tidligere film som instruktør har han ud fra sit reality rules-koncept ladet virkelighedens erfaringer trumfe dramaets kunstige logik, og nu giver han så ’baseret på virkelige hændelser’-genren et tiltrængt skud ædruelighed og etik.
I seriens anden halvdel indser man, at ’Efterforskningen’ er mere end blot en smagfuld og kapabel gengivelse af forløbet. At den er vigtig.
Her kommer den til at virke som et bolværk per efterkrav mod offentlighedens tankeløse nyfigenhed i sagens slibrige detaljer. Gennem Møller og hans lille holds langsomme, men målrettede arbejde forstår vi i en slags realtid, hvor svært det var at bygge en ordentlig sag op mod Peter Madsen. Set fra alle os sofadetektivers perspektiv var livstidsdommen jo selvindlysende, men realiteten var anderledes:
Peter Madsens skiftende forklaringer skulle kunne afvises 110 procent, og Jens Møller kører i pendulfart mellem statsanklager Jakob Buch-Jepsen (Pilou Asbæk), der har brug for konkrete fysiske beviser, og søværnskaptajn Lars Møller (Henrik Birch), der har brug for bedre informationer til sine dykkere for at kunne lokalisere ligdelene i et uoverskueligt farvand.
Det afstedkommer en vis repetition, når Henrik Birch for sjette gang vender sig fra Jens Møller og går ud af molen med variationer over samme småknotne replik, og midt i al lødigheden prøver Lindholm indimellem at skabe kunstig konflikt, så sagens frustrerende stilstand trods alt ikke bliver for dvælende: På et tidspunkt undlader medarbejderen Musa (Dulfi Al-Jabouri) at ringe tilbage til Jens Møller i flere timer med en opdatering – men hvorfor finder vi aldrig ud af.
Kim Walls arv
Pointen står dog efterhånden eftertrykkeligt tilbage: Vores retssystem, hvor man er uskyldig, til det modsatte er bevist, kræver mere end folkets fingerspidsfornemmelser, og man får respekt for det arbejde, alle fra politi til dykkere sætter ind for at bane vejen for retfærdighed og en vis følelse af afslutning i de pårørendes liv. I en tid, hvor politiet og retsstatens bias er til heftig diskussion, er det interessant, at der nu lander en fortælling, hvor demokratiets og velfærdsstatens institutioner er de sande helte.
Endnu skarpere står seriens stikpille til medierne – og til alle os ude i stuerne.
Lad mig gå til bekendelse som den første: Jeg var også blandt dem, der i sociale fora luftede rygterne om, at Kim Wall og Peter Madsen kendte hinanden i forvejen, og efter at have set serien har jeg en ækel smag i munden. ’Efterforskningen’ adresserer de forsmædelige lægmandsrygter head-on, så man kun kan føle sig ramt. Til dem, der på forhånd kritiserede den for at svælge i sagen: Forkert, den kritiserer os, der svælgede i sagen.
Men det absolut fineste ved ’Efterforskningen’ er, at den stiller de grænseoverskridende tabloidsprøjter, der truer med at smide halvbagt sladder på forsiden uden tanke for de efterladte, i kontrast til Kim Walls arbejde som journalist. Det fylder ikke meget i handlingsprocenter, men det skinner klart igennem som en hyldest til, ja, mennesket Kim Wall og den arv, hun efterlader: en nysgerrighed på fremmede mennesker og et mod til at sætte fokus på verdens reelle problemer også i fjerne, oversete egne.
Endelig lander serien til sidst som et diskret, men rørende portræt af en mand, Jens Møller, der altid tilsidesætter sine egne nærmeste i sagens tjeneste. Da hans datter (Josephine Park) annoncerer, at han skal være bedstefar, ringer telefonen med seneste opdatering om sagen, og han er hurtigt ude af havedøren. Man fornemmer, at hun har set ryggen af ham hele sit liv.
Det havde været svært at sluge, hvis efterforskerens personlige problemer overdøvede sagen, men heller ikke dette aspekt overgør Lindholm, selvom datterens indifferens over for farens ærværdige mission indimellem forekommer en anelse vrangvillig. Serien og Malling lader akkurat nok empati stråle gennem træmandens kølige, afdæmpede professionalisme til, at det sætter sig i maven, når også han lærer noget af den hårdeste efterforskning i karrieren. Særligt fordi hans forhold til Kim Walls forældre – perfekt gestaltet af de svenske klassespillere Pernilla August og Rolf Lassgård – hele vejen igennem skubbes frem som fortællingens menneskelige hjerte.
Joachim og Ingrid Wall er stærke og stoiske midt i deres afgrundsdybe sorg, og særligt Joachim træder i karakter som djærv dukkefører, der trækker i de svenske tråde til lighunde og ubådsruter på tidspunkter, hvor opklaringen ellers er kørt fast.
Skildringen af dem, gerne i sammenhæng med Nils Thorsens interviews med deres virkelige udgaver i Politiken, glemmer man ikke igen.
Kort sagt:
Med kras kritik af både medierne og danskernes svælgen i mordet på Kim Wall – og med et rørende eftertryk på både Kim Walls arv og forældrenes sorg – får ’Efterforskningen’ al forhåndsskepsis til at forstumme. Den skal ses til ende, før man fælder sin dom.
Anmeldt på baggrund af hele serien.