Under den scene tænker man tilbage på hans opvækst og kan ikke holde tårerne tilbage

Over juleferien røber Soundvenues anmeldere de scener, der fik dem til at tude i det forgangne år. Her skriver Morten Kildebæk om en DR-fortælling om en ung outsiders rejse mod selvværd og livsglæde, der kulminerer ved et tempel i Tokyo.
Under den scene tænker man tilbage på hans opvækst og kan ikke holde tårerne tilbage
'Originalerne'. (Foto: Jonathan Herrik/DR)

SCENEN, DER FIK MIG TIL AT GRÆDE. Dokumentarer om mennesker, der ikke passer ind, er altid garant for at sætte gang i mine følelser. Jeg kan simpelthen ikke undgå at fælde en trist tåre, når mennesker føler sig ensomme og forkerte.

Glædestårer er der dermed også rigeligt af, hvis disse outsidere bliver mødt med accept og solidaritet. Hvis de kan få lov til at være helt sig selv.

Derfor er DR’s ’Originalerne’ lige i min grådlabile boldgade.

Dokumentarserien, der i oktober havde premiere på sin anden sæson, følger eleverne på Bifrost, en kunstskole i Randers for voksne med særlige behov. Gennem flere år har DR-vært Jonathan Herrik besøgt skolen med sit kamera og lært en håndfuld af de charmerende og på alle måder originale kunstnere at kende.

Både serien og Bifrosts største stjerne er uden tvivl 53-årige Kenneth Rasmussen, der med plastikposestrik, gigantiske linoleumstryk, farverige skulpturer, utallige penismotiver og no bullshit-attitude for tiden udstilles på Arken som den første kunstner med udviklingshandicap nogensinde.

Det er da også hans udstilling – fra invitationsbrevet til forberedelserne og den store fernisering – der danner ramme om anden sæson af ’Originalerne’.

Mens Kenneth leverer humoristiske og skarpe betragtninger i hobetal, er det dog en 20 år yngre Bifrost-kollega, der i et parallelt spor fungerer som seriens emotionelle center. Og det er hans opbyggelige fortælling, der sætter gang i saltvandet.

Fra Randers til Tokyo

33-årige Mathias Iversen laver kantede og udtryksfulde tegninger af overnaturlige væsner og solbrillebærende sci-fi-figurer. Disse karakterer har han set med egne øjne i verden omkring sig, særligt da han var barn, og hver gang han får dem ud på papiret, hjælper det ham mentalt.

Et tilbagevendende motiv er de såkaldte nøglehulsvæsner – ansigtsløse kæmper, der ved alt om dig, selvom de er fremmede. Anderledes venlige og glade er hans sjælevenner kaldet himmeldæmoner.

Mathias føler et stort slægtskab til japansk kultur, og faktisk har hans tegneserie-agtige streg også skaffet ham fans i landet mod øst, som han altid har drømt om at besøge. Da han i sæson 2 af ’Originalerne’ får æren af at blive udstillet på et galleri i Tokyo, tager han omsider også selv turen dertil.

‘Originalerne’. (Foto: Jonathan Herrik/DR)

Han har allerede et lille netværk af japanske venner, der har besøgt ham på Bifrost i Randers, og som nu viser ham rundt i den farverige storby. Den beskedne dansker er helt benovet over, at de har taget fri fra arbejde for at tilbringe tid med ham.

Efter veloverstået fernisering og artist talk rundes det forløsende besøg af med en afgørende scene ved et gammelt tempel. Her skal han skrive sit største livsønske ned på en træbrik og hænge den på et træ.

»Et godt liv med gode venner«, lyder Mathias’ ønske. »For det vil jeg godt have«, forklarer han til kameraet. »Altså, fortsat«.

Hvorfor er dette enkle budskab så tårefremkaldende? 

Vejen til det gode liv

Som alle tårefremkaldende scener er også denne selvfølgelig en kulmination på et længere forløb.

Mathias’ tekst på den lille træbrik rummer en lang rejse ud af ensomhed og mindreværd.

Har man set hele dokumentarserien, tænker man tilbage på Mathias’ svære opvækst. Fra han var tre år, voksede han op på børnehjem, og her fik han at vide, at han kun måtte smile og være glad. Han kunne med andre ord ikke bare være sig selv.

»Jeg troede faktisk ikke, jeg var noget værd«, forklarer han i første sæson om sin isolerede tilværelse som barn. »Der var ikke nogen, der kunne lide sådan én som mig«.

‘Originalerne’. (Foto: Jonathan Herrik/DR)

Man tænker på, hvordan Mathias som barn fik forbud mod at tegne. For det gik ikke, at han levede i sin fantasiverden, mente de voksne. Man forestiller sig, hvor klaustrofobisk og kvælende det har været, når det, han havde allermest brug for, blev gjort forbudt og forkert, så han måtte gøre det i smug på sit værelse.

Man tænker også på, hvordan Mathias selv udmærker sig som en fantastisk ven for sine medkunstnere på Bifrost. Kollegaen Allan fortæller i sæson 1, hvordan Mathias har hjulpet ham med at tro på sig selv og få sin »kreativitet til at blomstre« efter en hård periode med 25 års pause fra kunsten.

De medvirkende bruger ord som »healing«, »helbredelse« og »medicin« om deres kunstneriske virke. I stil med den fine nye TV 2-dokumentar ’Giv os en chance’ giver kreativiteten dem mulighed for at skrive deres egen fortælling på ny – skabe et andet selvbillede end det, omverdenen har påtvunget dem.

Hvor er det fantastisk, at Bifrost findes. Hvor er det livsbekræftende at se hovedpersonerne udfolde sig uden begrænsninger og have succes, fordi de netop er ingen andre end sig selv.

Hvor er det rørende at bevidne det kreative fællesskab føre til, ja, et godt liv med gode venner.

’Originalerne’ kan ses på DR TV.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af