’Giv os en chance’: Kan psykiatriens nye medicin virkelig være … kunst og fællesskab?
DOKUMENTAR. Dårligt havde jeg skrevet min artikel om, hvordan første afsnit af ’Løsladt’ på DR afspejler de hårde kampe, man kan have med sit sind i det moderne samfund, før TV 2 har premiere på en dokumentar, der viser en simpel, men tilsyneladende effektiv metode til at hjælpe sårbare mennesker.
’Giv os en chance’ foregår i ét studie med ganske få remedier. Borde, stole, gennemsigtige skærme og farverige skriveredskaber.
Men omgivelserne bliver rigeligt fyldt ud af filmens aktører.
Inspireret af en udvikling i psykiatriens metoder viser filmen, hvilken effekt kunst, fællesskab og selvudtryk kan have på psyken.
Fem mennesker med lange journaler fra forløb i det offentlige – kommune, jobcenter, psykiatri eller kriminalforsorgen – får muligheden for at sætte deres egne ord på hver deres historie.
Det sker på en række skriveworkshops over to måneder, hvor de mødes med forfatter Trisse Gejl, der også står for lignende forløb i virkeligheden.
Hun sætter deltagerne til at beskrive deres følelser, minder og forestillinger om fremtiden, og de leverer hjerteskærende små historier fra deres liv.
»Jeg husker det første slag«, rammer tungt fra flere sider, men der er plads til at få det sagt for at kunne komme videre.
Det bliver starten på fem historier, der, i hvert fald så længe skrivegruppen består, ser ud til at gå i den rigtige retning på trods af tilbagefald med stoffer, angstanfald og søvnløshed.
Den hårdt plagede Nicklas udtrykker sig fra starten i formfuldendte digte med hårde tanker om sig selv, mens han kæmper sig igennem samtalerne i gruppen.
Sabrina når et højdepunkt, da hun sletter sin »luderprofil« og smilende viser det frem for kameraet og sine nye venner.
Sebastian får sin første fødselsdagskage i 15 år kort efter sit tilbagefald på stoffer – og med det fornyet mod på livet.
Det er den slags håbefulde øjeblikke, der er smukke at have på kamera, men filmens ærinde er udpræget nobelt og malker intet for underholdning, sympati eller følelsesporno.
Deltagerne kan altid gå ud og tage en pause og i kritiske situationer få hjælp fra en socialrådgiver. Nogle gange bliver den rådgivning fanget på mikrofon, men ikke kamera.
Det står i slående kontrast til traditionel, dramatisk reality-klipning, der ville hive så meget drama og nærbillede ud af ethvert problem som muligt, men det er ikke pointen her.
Der bliver ikke dvælet ved de forskellige sob-stories, for fokus er helt klart på det mentale arbejde, og hvordan deltagerne finder styrken til at vokse ved hjælp af fællesskabet og de simple skriveøvelser.
Instruktørerne, Amanda Seeberg og Andrea Strøbæk, holder sig til at afbilde den professionelle fremgangsmåde og virkningen på de medvirkende, der får en oprigtig oprejsning i deres liv, og alle ender med at understrege deres følelse af håb for fremtiden til sidst.
At se det i sammenhæng med, hvor umulig kampen med sig selv er med viljestyrke som eneste værktøj i ’Løsladt’, fremhæver virkelig denne nye metodes styrker og anvendelighed.
Selvom vejen ikke er lige, og der stadig er brug for medicin i dokumentaren, er det tydeligt, at deltagerne vokser. Nogle gange tager de et skridt frem og to tilbage, men de vokser – og håbet vokser inde i dem.
På trods af tilbagefald til stoffer, abstinenser og intens angst kunne løsningen så være smukkere end et fællesskab, hvor man udtrykker sig selv?
Kort sagt:
’Giv os en chance’ er en lille film med en hel masse håb, der viser, at skrivegrupper for psykisk og socialt udsatte kan hjælpe mennesker med at finde styrke i deres eget liv.