’The Housemaid’: Man både sveder og savler over hot thriller med Sydney Sweeney
FILM. Hvis din hadefølelse numero uno er klaustrofobi, kan det godt være, at du får en lille smule svært ved at se Paul Feigs nye film ’The Housemaid’.
For baseret på Freida McFaddens bog af samme navn har han lavet en psykologisk thriller om alskens former for indespærring og flugt fra fortiden – og fra hvad der kunne blive ens mareridtsagtige fremtid.
Kæmpe klammo, og lidt noget andet end instruktørens tidligere venindebasker ’Bridesmaids’ (åh, han elsker bare de maids), men stadig god.
Man er hooked fra allerførste sekund, når Millie (Sydney Sweeney) ansættes som husholderske hos det besnærende rigmandspar Nina og Andrew Winchester (Amanda Seyfried og Brandon Sklenar).
Hos dem er alt lækkert og pletfrit – indtil det ikke er. For det picture perfect picture begynder at krakelere, og både den nytilkomne stue- og barnepige og publikum forstår ret hurtigt, at palæet ikke blot gemmer på designermøbler og symboltunge arvestykker, men også løgne og mørke hemmeligheder.
For hvad sker der egentlig bag rige menneskers lukkede og låste døre?
Dét spørgsmål er blevet stillet et hav af gange i forbindelse med de seneste års eat the rich-bølge, og dele af præmissen kan derfor virke uoriginal. Alligevel lykkes filmen – med overbevisende forståelse for drama og suspense – at servere både jump scares, stof til eftertanke og semi-nye retter til overflødighedsbordet.
For selvom Feig sommetider overfortæller – eksempelvis gennem voiceovers af de to kvinders respektive dagbøger og breve – er ’The Housemaid’ (ofte) lige så leveringsdygtig i ægte overraskende twists and turns, som den er i dissekering af relevante debatter.
Det sker blandt andet i de sekvenser, hvor vi begynder at forstå, hvorfor Millie – grundet en tonstung bagage – vil gøre alt for at beholde sit job. Og det er rigtignok rædderligt.
For hverdagen hos The Winchesters bliver mere og mere fucked og gyseragtig, når begær og magt forvandles til væsentlige spillebrikker i én stor forførende (og fatal) illusion. Men hvem der har vrangforestillinger, er ikke til at sige.
Eller … jo det er det. ’The Housemaid’ er ikke i tvivl og har en meget tydelig kønspolitisk agenda, når den eksplicit angriber temaer som gaslighting, psykopati, (syg)dom og selvtægt. It’s giving Emerald Fennell-vibes.
Faktisk kunne ’The Housemaid’ meget vel være et myrekrybende kærlighedsbarn mellem stjerneinstruktørens ’Promising Young Woman’ og ’Saltburn’. For med et banging soundtrack og et svulstigt billedsprog bliver privilegeret svinerigdom og misogyne tendenser – og hertil feministisk hævn – blandet sammen til én forførende cocktail.
Apropos hotte rusmidler er der virkelig heftig 90’er-erotica-kemi mellem de tre hovedkarakterer. De gør det alle solidt og glimrende, men særligt Amanda Seyfried leverer en alsidig mindeværdig skuespilpræstation som den polerede Stepford-agtige dame i kridhvidt Chanel-tøj.
Stereotyperne og klichéerne står umiddelbart i kø, men gennem velplacerede POV-skift både be- og afkræftes fordomme, så figurerne gradvist får dybde og kant. Man kan nemlig ikke altid læse et menneske gennem cv eller overflade – slet ikke hvis foruroligende sprækker dækkes, eller sandheden og psyko-smilet pyntes.
Det er hverken en ny eller underfortalt kendsgerning, men i selviscenesættelsens ulidelige æra kan det være meget godt med en hårdtslående påmindelse.
Så ja, ’The Housemaid’ kommer nok til at give dig klaustrofobi. Men den giver dig også frisættende forløsning, et underligt fornøjeligt blodbad og minimum tre elementer, der får dig til både at svede og savle.
Kort sagt:
’The Housemaid’ er vellykket, hot og hårdtslående.