»Det er som en film«, sagde vi til hinanden, mens vi over frokosten tilbage i august 2017 klikkede på formiddagsavisernes breaking-overskrifter og diskuterede den seneste udvikling i ubådssagen.
Jeg er selv skyldig i den kollektive besættelse af drabet på Kim Wall. Men jeg fik også hurtigt en dårlig smag i munden. Hvad ligner det at gøre en tragedie til underholdning?
Som yngre kvindelig journalist føltes sagen tæt på. Jeg talte med mange af mine kvindelige kolleger om, at det lige så godt kunne have været os de gange, vi er mødtes alene med en fremmed mand for at rapportere en historie. På et personligt plan kom sagen ekstra tæt på, da det gik op for mig, hvor mange fælles venner jeg havde med Kim Wall, fordi hun gik en årgang over mig på Columbia Journalism School.
Så på trods af sagens åbenlyse filmiske potentiale reagerede jeg med modstand, da TV 2 sidste år annoncerede Tobias Lindholms serie ‘Efterforskningen’ om sagen. Også selvom jeg har dyb respekt for Lindholm som instruktør, og han forsikrede, at serien ikke ville handle om mordet eller gerningsmanden, men om politiets efterforskning. Og at han havde fået Kim Walls forældres velsignelse. Er det uanset hvad ikke meget tidligt?
Det spørger jeg Tobias Lindholm om, da jeg et år senere – efter selv at have fået syn for sagn – møder instruktøren af serien ‘Efterforskningen’ og hans hofskuespiller Pilou Asbæk, der spiller chefanklager Jakob Buch-Jepsen. Men først spoler vi tiden tilbage til, hvordan de to oplevede ubådssagen for tre år siden.
»Jeg var på optagelse i udlandet, så det røg fuldstændig henover hovedet på mig. Jeg stiftede først rigtigt bekendtskab med sagen, da Tobias ringede og spurgte, om jeg ville være del af serien«, fortæller Pilou Asbæk.
Forløbet står til gengæld klart for Tobias Lindholm.
»Jeg kan huske den morgen, nyheden kom ud. Jeg kan også huske, at jeg ret hurtigt kiggede væk, fordi jeg ikke havde lyst til at følge med mere. Jeg havde ikke behov for at padle rundt i andre menneskers store tragedie. Jeg tror, at når en tragedie bliver så voldsomt omtalt, bliver man som menneske enten opslugt af den og ude af stand til at kigge væk, eller også må man kigge strikt den anden vej. For mig var det ikke en intellektuel beslutning. Jeg kunne bare ikke rumme fortællingen dengang«, fortæller Tobias Lindholm.
»Og faktisk kiggede jeg væk, lige indtil jeg gennem mine venner i Miso Film blev introduceret til drabschef Jens Møller, der fortalte mig om efterforskningen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig med historien. Men pludselig opdagede jeg, at det, jeg havde kigget væk fra, rummede en helt anden fortælling«.
Hvad var det for en fortælling?
Tobias Lindholm: »Jens Møller fortalt mig om sit nære venskab med Kim Walls forældre, Ingrid og Joachim. Han fortalte om sit samarbejde med anklager Jakob Buch, om de unge dykkere, om de svenske lighunde og oceanografen Torben Vang fra Aarhus Universitet, der kom og hjalp med at oversætte de fysiske signaler fra havdybet. Pludselig så jeg kimen til en historie, der handler om noget helt andet end det, jeg blev konfronteret med i 2017: En historie om de professionelle mennesker, der udfører et benhårdt stykke arbejde, ikke for at blive rige eller berømte, men fordi de kan og føler sig forpligtet til det. En fortælling om, hvordan vores fællesskab fungerer, når vi holder sammen.
Ideen til serien fæstnede sig dog først, da jeg mødte Ingrid og Joachim Wall. Mødet med dem fortalte mig en særskilt historie om styrke og håb og om at være i stand til at søge mod lyset, når man er fanget i det allermørkeste. Møderne med Jens og forældrene fik mig til at føle mig forpligtet til at fortælle den historie, for den var jeg ikke stødt på. Jeg havde ikke forstået den del af fortællingen«.
En historie om håb
Hvordan foregik din dialog med Kim Walls forældre?
Lindholm: »I første omgang over en kop kaffe på deres terrasse i deres hjem. Siden har vi talt i telefon og er mødtes et hav af gange undervejs. De har læst med fra de allerførste ord i manuskriptet og været med på hele rejsen. De har været med på optagelserne i Sverige, og de insisterede på, at deres hund, Iso, skulle spille sig selv. Uden dem havde der ikke været nogen serie. Heller ikke temamæssigt, for uden deres håb, mod og styrke havde der ikke været en historie at fortælle«.
Hvad er din opfattelse af, hvorfor forældrene sagde ja til serien?
Lindholm: »Det, vi talte om i sin tid, var, at de ønskede, at der blev fortalt en historie om de helte, der hjalp dem ud af mørket. Frem for at historien groede fast i forbrydelsen, så lad den gro fast i det, der skete bagefter og alle de mennesker, der arbejdede sammen. Det er en historie om håb, som forældrene selv har klynget sig til«.
Hvordan foregik dit samarbejde med Jens Møller og hans kolleger?
Lindholm: »Jens Møller, Jakob Buch og alle de andre aktører i opklaringsarbejdet har været med hele vejen og generøst delt deres viden med os. Dykkerne spiller sig selv, de svenske lighunde spiller sig selv. Torben Vang spiller et af sine besætningsmedlemmer, og vi optager på det forskningsskib, der blev brugt. Kranskibet, der hæver ubåden i første episode, er også det rigtige skib med den rigtige besætning. På den måde har vi forsøgt at komme så tæt på den professionelle virkelighed, vi beskrev, ud af respekt for, at de mennesker kan så mange ting på fingerspidserne, som vi aldrig ville kunne få skuespillere til at gengive.
Jeg har fra alle de mennesker, vi portrætterer i serien, mødt en stor åbenhed og stolthed over det arbejde, de har været del af. For Jens, der har stået som frontfigur på pressemøderne, er det relevant at få fortalt, at der bag ham er et helt hold af efterforskere, der betaler med deres privatliv for at opklare en sag som den her. De involverede vil gerne vise det benhårde manuelle arbejde, der gennem bittesmå skridt ligger bag.
Ofte ser vi på film og serier i krimigenren mere dramatiserede udgaver af virkeligheden. For mig var det tiltalende at komme helt ind i maskinrummet og se, hvordan en opklaring rent faktisk fungerer. Det, synes jeg, er vigtig viden for os alle sammen – der er en stor del af vores skattebudget, der går til opklaringsarbejde«.
Mennesket bag jernskjorten
Pilou, hvorfor sagde du ja til at medvirke i serien?
Asbæk: »Tobias og jeg har arbejdet sammen i 12 år. Vi deler ikke bare karriere, vi deler liv. Når han ringer, har jeg ingen betænkninger. Jeg ved, at når jeg arbejder med Tobias, er det noget af det ærligste, og dermed bedste, jeg kan få lov til at præstere som skuespiller. Jeg har en kolossal tiltro til, at Tobias er en af de ypperste og mest sandfærdige historiefortællere, jeg nok nogensinde kommer til at arbejde sammen med.
Jeg ved, at hans arbejde er nuanceret og respektfuld i forhold til de involverede. Det er ikke exceptionelt for ‘Efterforskningen’, han har altid, også i sine samarbejder med Thomas Vinterberg, haft en kolossal kærlighed til de mennesker, han gengiver på skærmen. Det er også sjovt, fordi vi er blevet tættere og mere præcise i vores udtryk«.
Hvorfor skal Pilou med i alle dine film?
Lindholm: »Pilou er vokset til at være en af verdens allerbedste skuespillere i sin generation. Han har en unik evne til at kommunikere følelser, så publikum er med, uden at vi behøver sige så meget.
Jeg vidste, at rollen som Jakob Buch var interessant, fordi han er en mand, der er bundet op på nogle klare retsprincipper. Hans arbejde handler ikke om at antage eller forestille sig noget, men om at forholde sig til, hvad man ved. Det handler om at kunne afvise enhver rimelig tvivl. Det er en umenneskelig sport, fordi den er funderet rent intellektuelt. Man skal kunne lukke af for sine følelser. Her er Pilou begavet med nogle utroligt udtryksfulde øjne, som åbner sprækken ind til Jakob Buchs følelsesliv. Så når han som anklager prøver at kontrollere verden omkring sig i lovtekst og principper, kunne vi stadig finde mennesket bag hos Pilou«.
Hvad syntes du selv var spændende ved rollen, Pilou?
Asbæk: »Et indblik i en verden, jeg ikke kendte. At arbejde med nogle mennesker, som er så dygtige. Den måde, Jakob Buch stillede sin viden og ekspertise til rådighed for Tobias og mig var altafgørende for vores samarbejde. Jakob Buch var med på optagelserne på de første scener af serien, som foregår i retten. De scener havde han gennemgået minutiøst med Tobias, fordi han er en detaljerytter. Det er ofte en detalje, der gør, om han kan bevise, om en person er skyldig eller ikke skyldig. Det er vanvittigt fascinerende.
Jens Møller er pensioneret nu, men det er Jakob Buch ikke. Han har fundet tid til at tage mig med i retten og med hjem i privaten. At der bag hans professionalisme er et privat menneske med en kone og tre børn er ikke en del af vores fortælling. Men det skal ligge der«.
Har serien adskilt sig fra jeres tidligere samarbejder på ‘R’, ‘Kapringen’ og ‘Krigen’?
Asbæk: »Energien var mere ukontrolleret i starten. Det er en velsignelse ved at være debutant, at det er forbundet med en masse energi og fandenivoldskhed. Man skal kraftedeme bevise for hele verden, at her er nogle mennesker, som vil rykke den. Det betød, at jeg dengang havde et stærkt udtryk på skærmen. Det har jeg stadig i mig – jeg vil meget gerne fortælle alting hele tiden, lige nu i dette øjeblik. Det skal nogle gange kontrolleres, og her har ‘Efterforskningen’ været et svendestykke«.
Lindholm: »Pilou har i både ‘R’, ‘Kapringen’ og ‘Krigen’ spillet et magtesløst menneske, der er fanget i et system, der bliver hans undergang. I ‘Efterforskningen’ er hans karakter en del af det system. Han er ikke magtesløs længere, han har magten til at gøre en forskel. Det ændrer fuldstændig vores samarbejde. I 12 år har vi kæmpet med at gøre Pilou så nøgen, ærlig og sammenbrudt som muligt. Nu skulle vi gøre det modsatte: give ham jernskjorte på og bygge en mand op, der kunne stå imod pres. Og så kun tilbyde en lille sprække engang imellem, så man kunne se, at der er et menneske bagved.
Det ser man i sidste afsnit, hvor Jakob Buch har overtaget sagen. Han sidder i en sofa for første gang uden slips og med uorden i papirerne. Han er blevet smittet af galskaben, og vi fornemmer, at han er andet end en pendant. Han er et menneske, der hele tiden undersøger mulighederne for at gøre sit arbejde bedre. Det var en vild energi at mærke, fordi vi indtil da kun havde skildret ham som firkantet jernskjortemand med slips, styr på tingene og en ufølsom måde at forholde sig til verden på. Pludselig var mennesket der. Og det kan kun opstå, fordi Pilou har været så god til at afstå i alle scenerne op til«.
Fiktion skal forholde sig til verden
Og så kan vi ikke drible uden om den varme kartoffel længere.
Det er bemærkelsesværdigt at skabe en fiktionsserie så kort tid efter en tragisk sag. Hvilke overvejelser gjorde du omkring, om det var for tæt på? Hvorfor skulle historien fortælles nu?
Lindholm: »Jeg accepterer ikke nødvendigvis præmissen. Man kan også sige, hvorfor ikke nu? Oliver Stone fortalte om Vietnam-krigen med mange års forsinkelse, og det blev en anelse ufarligt. Sagen er jo blevet beskrevet rigeligt fra én vinkel. Men sagen gemmer også på en historie, der ikke er blevet fortalt. Den historie er for mig vigtig at fortælle nu. Det er vigtigt, at vi forholder os til den verden, vi lever i. Der spiller fiktionen en afgørende rolle.
Ligesom journalister bør være sig bevidst om, hvordan de forholder sig til den virkelighed, de beskriver, er jeg selvfølgelig også bevidst om mit ansvar. Havde jeg syntes, at det var for tidligt, havde jeg jo ikke lavet serien nu. Men jeg syntes, at det var afgørende at fortælle historien om disse helte. Det er en historie fra vores nutid og et professionelt system, der virker, lige omkring os. Vi er gode til at fortælle hinanden, når tingene ikke fungerer«.
Hvorfor har du valgt ikke at nævne Peter Madsens navn og undgå at vise slibrige detaljer?
Lindholm: »Da jeg hørte historien om håb og helte, var det nemt at afgøre, at drabsmanden ikke havde nogen plads i den. Det afgørende er alle de mennesker, der udfører efterforskningsarbejdet. Den naturlige historie er, at serien åbner, da sagen lander på Jens Møllers bord og slutter, da han giver den videre til anklagemyndigheden. Det, der sker før og efter, er jo beskrevet grundigt i pressen. Men hele den rejse, som efterforskningen dækker over, er ikke beskrevet i samme grad«.
Jeg var en af dem, der fulgte meget med i sagen dengang. I starten syntes jeg, det var spændende, og så fik jeg en dårlig smag i munden. Jeg synes, det var en ubehagelig følelse at sidde og se en gengivelse af virkeligheden, som føles så tæt på, som et underholdende produkt, hvor der bliver skabt spænding om, hvad der sker – nu har de fundet en torso osv. Er det ikke en form for malkning af en tragedie?
Lindholm: »Det, der er sket, er en tragedie. Er det en malkning at fortælle en historie om det? Det synes jeg ikke. Jeg ser det som en fremstilling af virkeligheden, som den udspillede sig. Man kan godt spørge sig selv om, hvorvidt noget af den journalistik, der har beskæftiget sig med sagen, er underholdning, og om vores serie er underholdning. Men vi kan jo ikke ændre på, at det var sådan, sagen udspillede sig.
Jeg fortæller ingen nye slibrige detaljer, vi ser helt nøgternt på det, der skete. Vi kan ikke ændre det, der skete, men vi kan gøre et forsøg på at skabe sammenhæng i det. Selvfølgelig havde jeg også en ambition om at lave en serie, der føles vedkommende for dem, der ser den. Men derfra og så til at malke, er der for mig langt«.
Pilou, tøvede du ved at gå ind i en sag, der var så tæt på?
Asbæk: »Nej, for jeg var ikke en del af hele forløbet omkring mediedækningen. Jeg får præsenteret historien af Tobias og får lov til at møde Jakob Buch og alle de mennesker, der har stået bag efterforskningen. Da de alle sammen stiller sig til rådighed for Tobias og dermed mig, kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal sidde og agere moralsk vogter efterfølgende«.
Lindholm: »Men hør nu her, det er såre simpelt. Nogen vil påstå, at kunsten skal spille en passiv rolle som værende alene underholdning. Den præmis er jeg uenig i. Jeg mener, at fiktion og kunst skal spille en afgørende rolle, fordi den kan minde os om, hvem vi er som mennesker. Film tilbyder muligheden for at være nogle andre i en stund og se verden fra et andet sted.
Vi har alle sammen set sagen udfolde sig i pressen. Forestillingen om, at journalistikken gerne må dække den på alle måder, men fiktion er for tidligt ude, er jeg uenig i. For at kunsten skal være berettiget, skal den spille en aktiv rolle i vores samfund. Jeg skal så være mit ansvar bevidst som afsender på det, det er klart. Men for at være berettiget er kunsten nødt til at spille en aktiv rolle i vores samtid. Jeg synes, det er vanvittigt vigtigt, at vi som fortællere tilbyder publikum en mulighed for at reflektere over det liv, vi har levet sammen, og det fællesskab, vi er en del af. Og det synes jeg, at det her er en historie om«.
Asbæk: »Tobias har lavet tre fortællinger om mennesker, der falder igennem sprækkerne: Med en mand i et fængsel. Med en kapring på et skib. Og i en retssag. Lige pludselig laver han en fortælling om håbet og det smukke, mennesker kan gøre sammen. Måske er det, fordi vi er blevet ældre og mere modne. Men jeg synes, det er en smuk fortælling«.
Jeg forstår godt, hvad I mener. Men jeg har stadig svært ved at finde ud af, hvad jeg følte omkring serien, da jeg så den i går.
Lindholm: »Det er jo totalt cool og relevant. Jeg tror, at ligesom du beskrev, hvordan du reagerede, da du fulgte sagen i pressen, sådan vil vi alle sammen have det, når vi bliver konfronteret med den følelse. Hvordan har vi det egentlig med at dyrke en sag som den her? Med at have klikket løs og fulgt med og ikke kunnet give slip? Hvis vi kan fremmane den refleksion med serien, er vi kommet langt«.
Har det påvirket dig følelsesmæssigt at arbejde på serien?
Lindholm: »Selvfølgelig er jeg blevet vanvittigt følelsesmæssigt påvirket, for det er jo en forfærdelig fortælling, der ligger til grund for efterforskningen. Men det betyder ikke, at man ikke skal kigge på det. Der findes ikke noget, vi ikke kan fortælle om. Det handler om, hvordan vi fortæller om det«.
’Efterforskningen’ kan ses på TV 2 og TV 2 Play fra i dag, 28. september – nyt afsnit hver mandag.