Pilou Asbæk er en af Danmarks mest eftertragtede skuespiller internationalt, og nu har han scoret det, der meget vel kan være hans mest spændende udenlandske rolle hidtil.
Asbæk skal nemlig spille med i superstjernen Michael B. Jordans remake for Amazon af den romantiske heist-film ‘The Thomas Crown Affair’. Jordan instruerer og producerer filmen og skal selv spille den ene hovedrolle over for det unge skuespilhåb Taylor Russell fra ‘Bones and All’ og ‘Waves’.
Også Lily Gladstone og Kenneth Branagh er på rollelisten, mens det endnu ikke vides, hvilken rolle den danske stjerne indtager. Historien er tidligere fortalt på film i 1968 med Steve McQueen og Faye Dunaway i hovedrollen og i 1999 med Pierce Brosnan og Rene Russo.
Plottet centrerer sig om den stenrige kunsttyv Thomas Crown (Jordan i den nye film), der jages af en privatdetektiv (Taylor Russell). Den nye version vil efter sigende udspille sig rundt omkring i Europa.
Michael B. Jordan har siden de første skuespilroller i ‘The Wire’ og ‘Friday Night Lights’ vokset op gennem film som ‘Fruitvale Station’, ‘Creed’, ‘Black Panther’ og senest ‘Sinners’ til at blive en af de mest magtfulde skuespilstjerner i Hollywood, også fordi han har sit eget produktionsselskab. Han instruerede tidligere ‘Creed III’.
Pilou Asbæk er efterhånden fast mand på internationale rollebesætninger, fra ‘Game of Thrones’ til ‘Salem’s Lot’. Men ‘The Thomas Crown Affair’ er hans første rolle i det, man ville kalde en egentlig prestigefilm, i hvert fald siden ‘Ghosts in the Shell’.
Asbæk kan snart ses på dansk i Kasper Kalles færøsk forankrede ‘No Rest for the Wicked’ og i sæson 3 af Apple TV+-serien ‘Foundation’.
Den nye ‘The Thomas Crown Affair’ ventes at få premiere 5. marts 2027. Optagelserne går i gang denne uge.
