5. This Is Lorelei ‘I Can’t Fall’
Medlemmerne af flere af tidens bedste indiebands har gang i solokarrierer, der på mange måder er lige så spændende at følge med i.
Det gælder Cameron Winter fra Geese og MJ Lenderman fra Wednesday – to bands, der begge fandt vej vores liste over årets 25 bedste internationale album – og det gælder så sandelig også Nate Amos fra Water From Your Eyes, der som soloartist går under kunstnernavnet This Is Lorelei.
Ligesom både Winter og Lenderman udgav Amos sidste år et glimrende soloalbum i form af ‘Box for Buddy, Box for Star’, og nu følger han op med ‘Holo Boy’, der består af genindspilninger af gamle Bandcamp-sange.
På egen hånd er Amos (igen ligesom Winter og Lenderman) en langt mere afdæmpet størrelse. Tag bare åbningsnummeret, ‘I Can’t Fall’, der nærmest klinger lidt af Beach Boys, når først han slår over i falset. –MH
4. Luanna Elise ‘The Secret’
Debut-ep’en fra danske Luanna Elise, ‘It Is What It Is’, er generelt en meget underspillet affære. Men på højdepunktet ‘The Secret’ får dramaet frit spil.
Faktisk lyder ‘The Secret’ – med sine monumentale, næsten Phil Spector-klingende flader af instrumentation, der løftes til stratosfæriske højder af et enormt klangrum – alt andet end hemmelighedsfuld.
Her bliver hverken hvisket i hjørnerne eller snakket bag nogens ryg, men snarere råbt i en megafon på åben gade midt i myldretiden.
Det er muligvis bekymrende, hvis man kender Luanna Elise og er kommet til at betro hende sine dybeste, mest fordækte hemmeligheder. Resten af os kan bare glæde os over den fremragende sang. –RW
3. Fakemink feat. Fimiguerrero ‘Black Jeep’
Fakemink er en af årets helt store succeshistorier fra den engelske hiphopundergrund, og modsat samarbejdspartneren EsDeeKid er han brudt igennem uden at have en slående lighed med Timothée Chalameth.
Nu runder han 2025 af med ‘Black Jeep’, en kaotisk lo-fi-banger co-produceret af Skrillex (!), hvor han får selskab af en anden kollega, nemlig Fimiguerrero, der ligesom Fakemink var en hyppig gæst på EsDeeKids gennembrudsalbum fra tidligere i år, ‘Rebel’. Ja, der er nok at holde styr på.
Ingen tvivl om, at hooket er mere end en smule problematisk – »I’m a retard, I’m a retard, going hard, going dumb in it«, gentager Fakemink igen og igen – men musikken er som altid fandens vanedannende. –MH
2. Barbro ‘What Men Do’
Danske Barbro dykker direkte ned i følelsernes hvepserede på denne diskrete, men tragiske smagsprøve på det kommende album ‘Crossfade’.
‘What Men Do’ er en stille meditation over de små ting, vi gør, der ender med at efterlade dybe følelsesmæssige ar på dem omkring os.
»I get that we won’t follow up / I gave it up so long ago / What men do when they’re acting out«, synger Barbro over et blidt, vuggende groove, tilbageholdende guitarer og glasklare harmonier fra kollegaen Mija Milovic.
Hele lydbilledet er usædvanligt subtilt, et diset rampelys, der samler sig om de melankolske melodier og den brutale tekst. Der er ikke behov for mere. –RW
1. A. G. Cook ‘Dread’
Næste år bliver verden beriget med mockumentary-filmen ’The Moment’, en fiktionaliseret fortælling om musikindustrien og det zeitgeist-definerende fænomen kendt som brat summer.
Nu har vi fået en smagsprøve på filmen i form af den første single fra soundtracket, der er produceret af Charli XCX’s mangeårige samarbejdspartner A. G. Cook. ’Dread’, hedder den, og lyder også sådan.
’Dread’ er ganske vist bygget op omkring et sample af et af den britiske popstjernes allerstørste hits, ’I Love It’, men den fandenivoldske eufori, der kendetegner det udødelige Iconapop-samarbejde, er i A. G. Cooks hænder forvandlet til … ja, det diametralt modsatte.
’Dread’ er et musikalsk angstanfald af isnende synthesizere og skarpe, metalliske klange, der konstant modulerer, som om de panisk forsøger at flygte fra det tonale centrum. »I don’t care / I love it«, gentager Charli nærmest manisk. Det er lige før, man kan mærke koldsveden.
’The Moment’ beskrives som en satirisk komedie. ’Dread’ lyder mere som noget fra en gyserfilm. –RW
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
