20. ’Mo’ sæson 2
Kan man virkelig få noget sjovt ud af at være ulovlig palæstinenser i USA’s ICE-terror?
At man på en mainstream-højborg som Netflix kan finde en både bramfri og nuanceret historie om at være statsløs immigrant, er en af de sjældne forekomster, der giver én tro på, at der findes andet end onde jakkesæt hos verdens største streamingselskab.
Samtidig er det magiske ved ‘Mo’, at den lykkes med at hive nogle af verdens største stridspunkter nok ned på jorden til, at de kan indgå i en næsten fjollet sitcom-ramme. I centrum af det hele står serieskaberens egen hudløst ærlige præstation som den hårdtprøvede Mo, der på en enkelt sæson kæmper sig fra eksileret falafel-tacosælger i Mexico og helt til smuk familiegenforening på den palæstinensiske Vestbred.
Modigt.
Imponerende, øjenåbnende og muligvis noget af det mest vedkommende underholdning, der er kommet i år.
Heldigvis går ‘Mo’ også balancegangen mellem vigtig og original med stor dedikation. Udover sine meritter som minoritetsserie fungerer den som en universelt rørende historie om familie. Bevis på, at der er aldrig noget, der kun handler om én ting. Et knust hjerte er stadig knust, mens man overvejer at sætte hele sit liv på spil for at krydse landegrænser ulovligt. Voksenlivets præstationsræs bliver ikke mindre hårdt af, at man ikke har papirer på sin tilværelse.
‘Mo’s helt store bedrift var at samle folk om alt det svære og få det til at se let ud.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
19. ’Severance’ sæson 2
En bundplacering til en af årets mest hypede og kritikerroste serier. Er I idioter?
I hvert fald var vi ikke lige så udelt begejstrede som mange andre lige til at starte med. Udover et velkomment gensyn med seriens overordnet blærede stil og udtryk gik handlingen i tomgang oven på sæson éts hæsblæsende finale. Som om den var blevet liiidt for høj på sin egen mysticisme og havde glemt spændingen.
Der var masser af højtidelige mærkværdigheder på spil i de lange hvide gange hos Lumon, og geder og børnemellemledere, men det var næsten før, det gav mere mening at følge med i den dedikerede gruppekonspiration på internettets mange teorier end i selve serien. Og det slukkede unægteligt lidt af seværdigheden i første halvdel af sæsonen, der var lidt for meget innie og lidt for lidt outie.
Finaleafsnittet har en rating på 9,4 på IMDb.
Så var det jo lige, at ‘Severance’ i sidste kvartal pludselig diskede op med ét af årets bedste serieafsnit. Godt nok ikke det allersidste, men episode syv ‘Chikhai Bardo’ (9,1 på IMDb), hvor vi på rørende vis fik historien om, hvordan outie-Marks levende døde ekskone Gemma endte som tilfangetagen prøvekanin for selvsamme store Cold Harbour-eksperiment, som innie-Mark sad og dataraffinerede oppe i MDR-afdelingen.
Senere i sæsonen fulgte et wildride med Patricia Arquettes Ms. Cobel og en hjerteskærende finale, der alligevel fik os til at hvine og trods alt glæde os rimelig meget til tredje tur i Lumon-manegen.
Kan ses på Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
18. ’Svanesang for en blogger’
Svanesang? Blogger? Er det her interessant for andre end super-millennials?
Lad mig millennialsplaine:
Før der var YouTubere, influencere og content-creators, var der bloggere. Nærmere betegnet almindelige teenagepiger med røvssyge liv, der dog var røvssyge på en måde, der fik hele lande og regioner til at læse (!) på deres hjemmesider (!) tilgået via stationære computere (!), hvem fra parallelklassen den pågældende teenagepige var forelsket i, og hvilken frysepizza de bedst kunne lide den uge.
Selvfølgelig ledsaget af overblitzede billeder af tilstræbt fashionable outfits taget med digitalkameraer, møjsommeligt uploadet gennem stik.
Den absurditet indfanger den norske ‘Svanesang for en blogger’ med forrygende sort humor og lyserød y2k-æstetik. Og det er noget så sjældent som et gennemført periodedrama om onlinelivets paradigmeskift, der samtidig fokuseret følger historien helt op til den some-kultur, blogsfæren lagde fundamentet for. ‘Svanesang for en blogger’ bør næsten være pligtsening for enhver, der har læst en Reddit-tråd eller fulgt en influencer.
Nårh, blogger betyder influencer på oldnordisk!
Præcis. ‘Svanesang for en blogger’ (der hedder ‘Requiem for Selina’ på norsk) kunne lige så godt have heddet en influencers død! Og selvom dens fiktive hovedperson Selina, et mobbeoffer fra nordnorges kedeligste provinsflække, er skabt med kyndig rådgivning fra det norske fænomen Sophie Elise Erichsen, er det også lidt som at se en satirisk biopic baseret på personager som Fie Laursen og Katherine Diez.
Samtidig er det et gennemført dystopieventyr, der ikke kun lever højt på sit sladdersaftige emne.
Kan ses på DR. Læs Soundvenues anmeldelse.
17. ’The Pitt’
15 timelange afsnit med drama og intriger på et hospital. 90’erne har ringet og vil have sine lægeserier tilbage.
Det er ikke helt forkert, at ’The Pitt’ var HBO’s forsøg på at lave tv, som man gjorde det i de gode gamle dage. 15 afsnit med smæk for skillingen, både i strømmen af indkommende patienter af en hver afart og i skildringen af personalets private og mellemkollegiale udfordringer. Serien er da også lavet af holdet bag ’Skadestuen’.
Mirakuløst nok fungerede det rigtigt langt hen ad vejen, så det alligevel lugtede lige så meget af prestige-tv som af hospitalssæbe. Måske især på grund af den højkonceptuelle ramme: én sæson, én (ufatteligt lang) vagt på det hårdtprøvede Pittsburgh Trauma Medical Center med den dygtige, men mangedobbelt traumatiserede overlæge Dr. Robynavitch i centrum.
Skete der ikke lovlig mange ting på den ene vagt?
Jo, konceptet havde en smule svært ved at løfte troværdigheden med så meget drama på så kort tid, men på plussiden gav det forpustet fornemmelse af kaos, pres og intensitet. Efter hvert afsnit var man næsten lige så stakåndet som karaktererne.
Den gamle ’Skadestuen’-stjerne Noah Wyle var et stærkt menneskeligt anker midt i et virvar af blod, frustration og svingende skuespil.
’The Pitt’ var ikke en perfekt serie. Men den var svær at ryste af sig. Sæson 2 er nært forestående.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
16. ’Peacemaker’ sæson 2
Endnu et multiverse med superhelte?
Ja ja – hele multivers-konceptet har i årevis været en gennemtæsket traver, hvis krampetrækninger har fået selv de mest dedikerede fans til at gabe.
Men anden sæson af James Gunns ’Peacemaker’ giver alligevel konceptet hjertemassage og gør alternative universer mere interessante, end serier og film har gjort længe.
Chris Smith, aka Peacemaker, konfronteres med en version af sit liv, hvor alt, han nogensinde har ønsket sig, allerede findes. Og i det her drømmeland (…) tvinges han til at tage ansvar, reflektere over sine fejl og navigere i konsekvenserne af sine handlinger. Her bliver multiverset et virkelystent værktøj til at fortælle historier, der virkelig betyder noget for nogen.
Og ja, så er John Cena stadig bare en ren humørbombe.
Det lyder jo meget fedt. DC-universet er måske meget godt kørende for tiden?
Med ’Peacemaker’ som overgangsfrakke og Superman som galionsfigur begynder fremtiden for DCU at tegne sig mere spændende end længe. Gunn har allerede sat ’Supergirl’, ’Clayface’, ’Man of Tomorrow’ og meget mere i støbeskeen, og pludselig ser superheltefranchisen faktisk bedre ud end nærmest nogensinde.
I den sammenhæng er ’Peacemaker’ ikke til at komme udenom.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
15. ’#1 Happy Family USA’
Den har jeg ikke hørt om.
Den er desværre også gået virkelig meget under radaren. Men i virkeligheden burde Ramy Youssefs ‘#1 Happy Family USA’ om livet for en almindelig middelklassefamilie af amerikanske muslimer i den nye virkelighed efter 9/11 være den latterligt sjove, politisk vovede, animerede komediemusical, alle talte om.
Jokes om muslimer og 9/11. Lyder friskt og moderne.
Selvom humoren og universet er i familie med oldschool animerede satireserier som ‘The Simpsons’ og ‘South Park’, er der en radikal forskel.
Denne gang ser vi det for en gangs skyld gennem Hussein-familien fra New Jerseys øjne, der går desperat kontra, da omverdenen begynder at behandle dem som terrorrister.
Der bliver skudt i alle retning, og alle fra italienere til satanister bliver ramt på kornet. Og så bliver vi nødt til at nævne, at Kieran Culkin lægger stemme til en solidaritetshijabbærende tandlæge, der er vokset op blandt bævere.
Kan ses på Prime Video.
14. ’Adults’
Fem unge med en usandsynlig boligsituation i New York. What else is new.
Det er ikke nyhedsværdien eller den overrumplende originalitet, der er ‘Adults’ store værdi. Tværtimod er det en lettilgængelig og tilpas poleret version af, hvordan det er at være i 20’erne, der falder på samme tørre sted, som evige gensyn med ‘Friends’ og ‘New Girl’: fem karismatiske, smukke og småkarikerede venner, der bor i et stort hus i New York.
Må jeg gætte: Deres jobs er til grin, de er fattige, og deres kærlighedsliv er DOA?
Ja og nej. Der bliver ikke sludret på cafe, så meget som der bliver udført mere opfindsomme nutidige fuckups. Som at komme til at GPS-tracke en rotte i stedet for en lækker fyr, komme til at invitere kvarterets knivstikker med hjem, blive roastet af generation alpha og servere rå kylling for Julia Fox. Sjovt og tilpas (u)relaterbart til, at det aldrig bliver kedeligt.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
13. ’Platonic’ sæson 2
Er det den der Apple-serie med Seth Rogen, alle gik helt i selvsving over?
Nej, den kommer vi til. Det her er den Apple-serie med Seth Rogen, alle burde været gået i selvsving over, men som ikke har fået en brøkdel af den opmærksomhed, den fortjener. Nemlig den næsten hemmelige perle af en fuldvoksen hangout-serie, ‘Platonic’, der følger vennerne Will og Sylvia, som genoptager et kuldsejlet ungdomsvenskab som voksne til vis uro for deres omgivelser.
Første sæson var skarp, men nummer to var faktisk endnu bedre.
Hvad er chancen ærligt for, at Seth Rogen er med i to af årets bedste serier?
Åbenbart større end man skulle tro. Dog skal en stor del af ‘Platonic’s komiske bedrift tilskrives den evigt undervurderede ‘Bridesmaids’-stjerne Rose Byrne, som her får lov til at udfolde sit talent som et af de sjoveste mennesker i Hollywood. Over for et andet af de sjoveste mennesker i Hollywood.
Og den er heldigvis ikke mere underkendt, end at du kan nå at få øjnene op for den, inden sæson tre heldigvis kommer.
Kan ses på Apple TV.
12. ’Overcompensating’
Der er ingen af de her 30-årige, der ligner collegestuderende.
Det har du fuldstændig ret i, men det er en del af finten ved ‘Overcompensating’, at den foregår i en anakronistisk collegetid, der er lidt ude for tid og sted. Måske endda mest i en nostalgisk millenials fantasi. Dengang Charli XCX stadig var undervurderet nok til at spille elevarrangerede campus-gigs. Hvilket gør den noget mere dybsindig end det gængse flashback-afsnit i en dramedy om voksne.
Det skal forestille at være en fordel, at de unge er gamle?
Det er netop evnen til at se tilbage med voksne øjne på college-ungdommen, der gør det muligt for dens skaber og hovedrolleindehaver Benito Skinner at kaste et komisk blik på frat-kulturens machismo, mens der samtidig er hjerteknust nerve i fortællingen om at turde springe ud som homoseksuel, når man har øvet sig et helt liv på at brillere i all american (hetero-) dude-opførsel.
Kan ses på Prime Video. Læs Soundvenues anmeldelse.
11. ’The Agency’
En spionserie med Michael Fassbender – hvordan kan jeg aldrig have hørt om den?
Af tidens mange spionserier er ’The Agency’ med Michael Fassbender i hovedrollen en af de absolut mest gennemførte, så det er en skam, at så få virker til at have opdaget den.
Baseret på den anerkendte franske serie ’The Bureau’ var brødrene Jez og John-Henry Butterworths fortælling så iskold, underspillet humoristisk og frydefuldt kompleks som hovedværker som ’Tinker Tailor Soldier Spy’.
Fassbender spiller den perfektionistiske CIA-agent Martian, der kaldes hjem fra Etiopien til bureauets London-afdeling med én brist i kufferten: Han er blevet forelsket i den lokale kvinde Sami, spillet af altid gode Jodi Turner-Smith.
»Frydefuldt kompleks«. Altså smækforvirrende?
Man skal ikke secondscreene for meget, lad os sige det på den måde. Men det er jo akkurat sådan, en god spionhistorie skal være – fuld af twists and turns og et edderkoppespind, der bliver ved med at forgrene sig, uden at man bliver sat helt af.
’The Agency’ er rig på det kølige magtspil, men formår også at skabe fin menneskelig forankring gennem Fassbenders evigt nuancerede spil og figurens forhold til sin teenagedatter.
Foretrækker man sine spionthrillers a la moderne John Le Carré, går man ikke galt i byen her.
Kan ses på SkyShowtime. Læs Soundvenues anmeldelse.
10. ’Pluribus’
Øh, den nye serie fra ’Breaking Bad’- og ‘Better Call Saul’-skaber Vince Gilligan blev modtaget som det ottende vidunder. Og så ligger den nummer 10?
Nogen skal jo sige det: Gik der lidt ekstatisk rundhyl i modtagelsen af ’Pluribus’? Var det måske allermest udtryk for en vellykket teasende marketingkampagne og en udtalt hunger efter serier, der ikke føles skåret over de vante skabeloner?
Nogle syntes at mene, at Gilligan havde overgået sig selv med sin nye science fiction-serie, men den opfattelse har vi svært ved at dele, endnu i hvert fald.
I serien gør rumvæsener menneskeheden til én jubeloptimistisk bevidsthed med ganske få undtagelser – heriblandt den generelt kyniske bestsellerforfatter Carol Sturka. Det er en fascinerende præmis, som Gilligan tager sig endog meget god tid til at etablere, og hvor man både kan anskue det som en styrke og en svaghed, at så meget plot og historieudvikling hænges op på én karakter.
Okay, nu lyder I så sure, at jeg måske hellere skal spørge, hvorfor den overhovedet er med på listen?
Fra de overraskende episodeåbninger til de opfindsomme kameravinkler og den absurde humor viser Gillian igen og igen, hvor dygtig en serieskaber han er. Og ligesom med Apples andet store mindfuck, ’Severance’, må man virkelig tage hatten af for, at han ikke er bleg for at tage gevaldige chancer.
Serien ligner ikke rigtigt andet, der er derude: både stort tænkt i sin vision og intim i sit fokus på én kvinde sat over for et voldsomt eksistentielt wakeup-call.
Om ikke andet skal serien ses for Rhea Seehorn, som efter sit gennembrud i ’Better Call Saul’ får endnu en herligt kompliceret karakter at demonstrere sit uforlignelige talent gennem.
Kan ses på Apple TV+. Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ’Mr. Scorsese’
Lad os klappe i fem timer af en af verdens i forvejen mest beundrede mandlige filminstruktører.
Selv den mest hårdnakkede anti-filmbro kan ikke undgå at blive imponeret i selskab med Martin Scorseses omfattende filmografi, der i Rebecca Millers gennemførte femtimers biografi dygtigt genskaber den verden og det New York, der former den lille astma-ramte Marty fra the mean streets, som senere bruger det hele til at bygge sine egne banebrydende filmuniverser.
Og selvom Martin Scorsese ikke ligefrem går rundt og er undervurderet, har det ikke været uden prøvelser. Nærmere er ‘Mr. Scorsese’ historien om, hvordan succesen aldrig er sikker.
Det er ikke grebet ud af den blå luft, når Scorsese anno 2025 spiller sig selv i en anden af året bedste serier, ‘The Studio’, der græder over et ødelagt drømmeprojekt om Jonestown-massakran (rip, Kool-Aid-filmen!). Hele karrieren har været fyldt med indlæggelser, skilsmisser, dødstrusler, kristne oprør og andre katastrofer sideløbende med de mange hits.
Hvor på glorificeringsskalaen befinder vi os?
Ok højt. Men der forherliges ikke udenom fejlene.
Hvis man mest kender Scorsese som en hvidhåret gammel mand, er det fantastisk at opleve ham som ung kontrær talkshowgæst eller i klippene fra tiden omkring tilblivelsen af musicalfloppet ‘New York, New York’ fra slut-70’erne, hvor man kan høre en konstant cokerus i hans taletempo.
Ekskonen Isabella Rosselini pakker det pænt ind, men lægger ikke skjul på, hvor meget han havde hovedet oppe i sin egen kunstnerrøv under deres ægteskab – og havde så voldsomme vredesproblemer, at »han kunne totalsmadre et helt rum«.
Man mærker interessen for skyld og skam lige så tydeligt i den 83-årige instruktørs selvfremlægning, som man gør det i hans oeuvre, og hvis man ikke allerede nærer en gigantisk respekt for Martin Scorsese, kommer man til det.
Kan ses på Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
8. ’The Chair Company’
Det blev altså for mærkeligt til mig.
Hvad mener du? Er en serie om en uanseelig kontormellemleder, som går bersærk i en hævnaktion mod det firma, som har produceret en stol, der braser sammen under ham under en vigtig præsentation, virkelig for underlig?
Okay, du er nok ikke den eneste, der har set den nye HBO-serie med den aparte komiker Tim Robinson i centrum og tænkt: What the actual fuck?
For har man intet kendskab til Robinson fra sketchshowet ’I Think You Should Leave’ eller filmen ’Friendship’, kan hans blanding af en Lynch’sk surrealisme og overdreven situationskomik være en voldsom, nærmest intimiderende oplevelse.
Er det en god ting?
Det er i hvert fald originalt. Og ofte ret så hylende morsomt, når Robinsons projektleder Ron prøver at opretholde sit gennemsnitlige familie- og arbejdsliv, men konstant trækkes ud på et barokt overdrev i sin mission mod stolefabrikanten Tecca. Hans indledende ansigtstab udvikler sig til et brillant altomfavnende maskefald.
Bedst som vi troede, vi havde set dramedys i alle afskygninger fra ’Search Party’ til ’Atlanta’, kom ’The Chair Company’ med en bastard mellem Hitchcock og Will Ferrell, som vi aldrig havde set før.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
7. ’I Love LA’
Det er den, der hele tiden bliver sammenlignet med ‘Girls’.
Ja. Og selvom der kun er én ‘Girls’, er sammenligningen for en gangs skyld ikke helt i skoven.
Rachel Sennotts humoristiske portræt af livet som 27-årig Marnie-Hannah-fusion i Los Angeles er det tætteste, vi er kommet på en serie, der sådan rigtigt larmer i komik og nerve på samme måde som Lena Dunhams mesterværk, der urimeligt er blevet catchall-kategori for alt, der lugter lidt af at være ung og småirriterende i en metropol.
Men udover at foregå i den modsatte by af New York har den noget, mange andre serier med det påduttede prædikat Generationsportræt mangler: Sin egen gennemført originale humor, der kun bliver sjovere og sjovere undervejs.
Men … er den så lige så god?
Den er i hvert fald så god i egen ret, at den har fortjent at blive fritaget fra ‘Girls’-forventningens åg.
Hvor mange coming of age-artsfæller er styret af en eller anden form for ‘det skal nok gå alt sammen her på trappestenen’-empati, er det mest Gen Z-agtige ved ‘I Love LA’, hvor lifligt den har drukket af kynismekarret.
Det handler befriende lidt om at famle sig gennem tilværelsen, mens man laver fejl og er god nok på bunden, og meget mere om at være et anerkendelsessygt barn af onlinekultur og neoliberalisme, der er så væk i sin egen grind-kultur, at man har mistet jordforbindelsen. Der er næppe nogen serie, der har lige så sjove ting at sige om TikTok-fænomener end ‘I Love LA’s besøg på TikTok-farmen i Elijah Woods kælder eller introduktionen af den Benson Boone-agtige kristne popstjerne Lukas.
Der er intet, der foregår i ‘I Love LA’, der er vigtigt eller skal ræssonnere med, hvordan normale mennesker har det. Og det gjorde den til en gigantisk fornøjelse – og uhyggeligt nok også et ret skræmmende generationelt vibecheck.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ’The Rehearsal’ sæson 2
Jeg har sagt det før, nu siger jeg det igen. I kan bare ikke få det freaky nok, kan I?
I hvert fald ikke hvis vi har at gøre med fænomener som ‘The Rehearsal’, der er så uforudsigeligt vanvittigt skruet sammen, at det vender alle rammerne for, hvad der kendetegner både komedie og reality-tv på hovedet.
I anden sæson af ‘The Rehearsal’ forfinede Nathan Fielder sin egen evigt vanvittige form, mens han apropos ingenting satte sig for at revolutionere den sociale dynamik mellem piloter og co-piloter, der kan forårsage flystyrt.
Den avantgardistiske tv-kunstner hackede ikke blot spillereglerne for, hvad der er muligt at samle folk om på en skærm (for hvem ved hvilken gang), men også hele det ultrakonservative og maskulint fastlåste apparat, de fleste forbinder flyvebranchen med.
Vi bliver tæppebombet med reality-formater, og genrens æstetik og dramatiske spilleregler dominerer efterhånden lige så meget i prestigeserier som i trash-tv. Derfor var det ikke blot utroligt underholdende at blive udfordret fra start til slut af Fielders byzantiske sans for at fortælle en meningsfuld historie, der alligevel udmøntede sig i en højtflyvende såvel som gennemført personlig finale.
Vi vil aldrig kunne gå igennem en lufthavn og se to piloter på vej til takeoff på samme måde igen. Ligesom den amerikanske pilot Kaptajn Sully, der nødlandede et passagerfly på Hudson-floden, nu for evigt vil være forbundet med Evanescences ‘Bring me to Life’.
Hvad har Kaptajn Sully med Evanescence at gøre?
Alt, viser det sig på allermest fantastiske vis. Men ‘The Rehearsals’ vildeste bedrifter skal simpelthen ses med egne øjne.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
5. ’Hacks’ sæson 4
Er der virkelig noget nyt at komme efter i en sæson fire?
‘Hacks’ har holdt et tårnhøjt niveau fra starten, men har for alvor perfektioneret sin rytme, sin stemme og sin position som serielandskabets førende kvindedrevne univers. Og sjældne status som en komedieserie, der både handler om noget og er sprængfyldt med jokes, som man griner af i andet end i nederste venstre mundvig.
Jean Smarts mesterlige Deborah Vance var formfuldendt spydigt som altid, men hendes Emmy-vindende præstation fik denne gang selskab ved prisuddelingerne af medspilleren Hannah Einbinder, som udviste større fysisk og dramatisk kontrol over karakteren Ava (en wokeismens svar på Job fra Bibelen) end nogensinde.
Aldrig har det været en større fornøjelse at se hende blive trukket gennem mediebranchesølet. Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og det er Einbinders præstation et af de mest interessante eksempler på. Hendes replik »I’m not suicidal, I just wanna die« er lige dele fantastisk, anvendelig og sigende for den verden, vi lever i.
Hvad var anderledes?
De tre første sæsoner af ‘Hacks’ har handlet om kampen for den ældre kvindelige komiker Deborah Vances comeback, så en turné og derefter at få jobbet som den første kvindelige late night-vært (en titel der stadig ikke findes i virkeligheden).
I fjerde sæson gjaldt det så et mere fastlåst mål om at få talkshowet til at blive en succes. Og det gav had-kærlighedsforholdet mellem hovedrolleduoen nyt liv at spille op ad et meget større og anderledes karaktergalleri. Samtidig gav lokationen i virkelighedens Hollywood et mere virkeligt mørke til fortællingens måde at skildre sexisme og magtmisbrug på.
Senere på året viste virkelighedens talkshowscene sig ironisk nok at blive en politisk boksebold, og på den måde endte ofte profetiske ‘Hacks’ med at være mere på det rette sted og tidspunkt end nogensinde.
Og så havde denne sæson Dancemom. En fiktiv TikTok-sensation af en voksen kvinde med energi som en femårig gymnastikpige, der viste sig slet ikke at være mor, men til gengæld Canadas mest letfordærvelige cokehoved. Spillet uforglemmeligt af Julianne Nicholson. En af årets bedste biroller.
Kan ses på HBO Max.
4. ’The Studio’
Har vi ikke snart set nok serier, der piller i deres egen Hollywood-navle?
Det troede vi også. Men så kom Evan Goldberg og Seth Rogen med ’The Studio’, der til vores store forundring ikke bare var den håndholdte, let improviserede city tour blandt makkerparrets filmvenner, som man kunne have forventet.
Det var derimod en sjældent ambitiøs tour de force, der i hvert afsnit både stak sublimt til Hollywoods koder og magtforhold (fra CEO’s, der gerne vil takkes ved prisuddelingerne, til selvhøjtidelige auteurs manglende evne til at lytte til kritik) og lagde filmisk vægt bag hver enkelt afsnit.
Da andet afsnits herlige satire over one takets mytologi rent faktisk viste sig selv at være filmet i et one take, vidste man, at der var smidt kræfter ikke blot i komikken, men også i kærligheden til Hollywood og filmkunstens magi.
Men var det ikke lidt karikeret?
’Taxi Driver’-legende Paul Schrader mente, at Hollywood-portrættet var helt skudt forbi, og man kan godt indvende, at en så uduelig type som Seth Rogens Matt Remick aldrig ville kunne kravle til tops i et Hollywood-studie, som han gør i serien.
Ikke desto mindre har virkelighedens filmfolk både raset over takedowns, som de har følt sig ramt af, og tigget om at være med i næste sæson, hvilket vist er et meget solidt tegn på, at ’The Studio’ har ramt den lige i røven.
De sidste afsnit af første sæson gik planken ud i Las Vegas med Bryan Cranston slapstick-komisk på stoffer, og oven på den afslutning kan man kun glæde sig til, hvad Rogen og Goldberg finder på næste gang.
Er man bare det mindste fascineret af Hollywood, er ’The Studio’ umulig at komme udenom.
Kan ses på Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’Task’
I skrev lige omkring premieren, at »hvis du ikke skal være udenfor, skal du hoppe om bord nu«. Hvordan synes I lige, den overskrift har ældedes her tre måneder senere?
Indrømmet: ’Task’ endte måske ikke helt som det samtaleemne, som serieskaberen Brad Ingelsbys tidligere Philadelphia-situerede krimidrama ’Mare of Easttown’ blev i 2021.
Men til vores forsvar: Serien fortjente at være på alles læber. Og er den måske i virkeligheden ikke også blevet lidt af et sleeperhit? En serie, som flere og flere opdager er en af årets absolut bedste? Vi gør i hvert fald vores til, at flere seere opdager den.
Den er god med jer.
God er først og fremmest fortællingen om den pressede familiefar Robbie, der røver narkobuler med sin ven og skraldemandskollega Cliff – og får en FBI-enhed ført an af den slukørede og sorgramte FBI-agent Tom Brandis (Mark Ruffalo) i hælene.
Grundtonen var en ’Heat’-agtig dynamik forankret i spejlingen af de to mænd, der begge prøver – og fejler – i at gøre noget godt for deres nærmeste i en rå virkelighed.
Spændingsplottet var nervepirrende, særligt i de sidste afsnit, men seriens hjerte var de to hovedpersoners relationer, skildret i scener så velskrevne og -spillede, at man meget sjældent ser noget tilsvarende på tv i dag. Man mærkede en grundighed, nerve og autenticitet i dialog og persontegning, som vidner om en stærk og meget specifik menneskelig forståelse, og resultatet var en dybfølt skildring af maskulinitet og manderoller.
Sæson 2 er annonceret, og der bliver noget at leve op til.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’The Lowdown’
Hov hov, den har da slet ikke haft premiere endnu!
Nej, serien med Ethan Hawke i en helt fantastisk hovedrolle får først dansk premiere 2. Juledag, men vi har fået lov at smugkigge, og I kan roligt glæde jer: Mage til hysterisk morsom, dybt original og komplet uforudsigelig crime-fortællnig skal man lede længe efter.
Ethan Hawke spiller den selvudnævnte thruthstorian – aka journalist – Lee Rayborn, der lige dele selvretfærdigt og idealistisk kommer på sporet af en konspiration i kølvandet på et mystisk selvmord forbundet til en magtfuld rigmandsfamilie i Tulsa, Oklahoma.
Lee har en »ironisk« confederate-tatovering, bor i sit antikvariat, drikker for meget, snakker for meget, kender alle og har både nynazister og advokater på nakken, mens han prøver at holde nogenlunde sammen på sit liv og den datter og ekskone, der ruller håbløse øjne af ham.
Omkring hans umanerligt irriterende-charmerende væsen åbner sig et mikrokosmos af excentriske typer, som serien har en fest med at sætte i scene i sekvenser så gode som de bedste Coen-film.
’The Lowdown’ er en elegant og original neo noir-fortælling beslægtet med Elmore Leonards blanding af forbrydelser, pulp og komik.
Hvem står bag?
Serien er skabt af Sterlin Harjo, der slog igennem med den ret så fortræffelige ungdomsserie ’Reservation Dogs’ om indfødte amerikanere, som også rummede både humor og skarpe miljøskildringer fra Oklahoma. Den erfaring har han nu brugt til at skabe et komplet og ekstremt specifikt galmandsridt båret af mord, vilde personager og dybe komplotter.
Premiere på Disney+ 26. december
1. ’Adolescence’
Sikke en overraskelse!
Der var ikke så meget at rafle om, sorry. Årets bedste serie landede ud af det blå for blot få dage efter at være det store samtaleemne, i hvad der føltes som hele den vestlige verden.
Det fantastiske var, at flere meget forskellige facetter drev samtalen. Det var en næsegrus beundring for seriens fire afsnit hvert optaget i én lang indstilling. Og så var det temaet om manosfæren, toksisk maskulinitet, unge mænds fortabthed og det resulterende kvindehad. Det var et tema, serien egentlig berørte relativt overfladisk, men det var netop den meget specifikke skildring af 13-årige Jamie og omstændighederne omkring hans brutale drab på skolekammeraten Katie, der gjorde effekten så stærk.
Modsat megen anden seriekunst var der plads til, at man selv skulle udfylde de tomme huller.
Men er det bare fænomenet, I hylder, snarere end serien selv?
Fænomenet er værd at hylde, for hvor tit kommer der en så original og seriøs dramaserie, der bare rydder bordet? Som får selv politikere til at forholde sig til problemstillingen, og som sender en ung skuespiller – Owen Cooper – mod stjernehimlen?
Men nej: De fire afsnit i sig selv udgjorde et knusende mesterværk. Hver med deres særlige identitet og vinkel og til sammen et uforglemmeligt blik på, hvad der sker, når en så tragisk hændelse overgår en almindelig lille by. Hvordan påvirker det forældrene? Gerningsmanden? Skolen? På kort sigt og på lang sigt?
Vi vil aldrig glemme scenerne mellem psykologen og Jamie i afsnit 3 eller forældrenes afmagt i afsnit 4. Det var bundsolid britisk realisme kombineret med en filmisk virtuositet, som vi aldrig har oplevet det før.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.