’Adolescence’: Ny Netflix-serie om 13-årig mordmistænkt er en vanvittig præstation
Fire afsnit, fire timer, fire uafbrudte optagelser.
Det er opskriften på en af årets mest opsigtsvækkende tv-premierer, det intense britiske morddrama ’Adolescence’.
Over fire episoder fortæller den om 13-årige Jamie, som i første scene anholdes som hovedmistænkt for knivmordet på en pige fra hans skole.
Det er i sig selv en opsigtsvækkende historie, men at man har lavet hver episode – én dagen efter mordet, hvor Jamie anholdes, én dagen derefter på skolen, en syv måneder senere på den institution, hvor han er fængslet, og slutteligt én 13 måneder senere i og omkring familiens hjem – som én lang optagelse uden klip er en vanvittig præstation.
At det tilmed er løst til noget nær perfektion, gør det nærmest uvirkeligt.
Teknisk er det noget af det vildeste i nyere tv-historie.
Instruktør Philip Barantini mestrer da også de lange indstillinger, som han tidligere har arbejdet med i køkkendramaet ’Boiling Point’ fra 2021. I hovedrollen havde den Stephen Graham, der har skrevet ’Adolescence’ sammen med Jack Thorne og spiller Jamies sønderknuste håndværkerfar Eddie.
Serien er altså skabt af folk med specifik erfaring med det tekniske udstyrsstykke, de sætter sig for at udføre, og det kan mærkes fra start til slut.
Sagen udrulles fra flere perspektiver, og chokket lyser ud af samtlige karakterer, selv bundrutinerede politifolk, efterhånden som vi lærer mere om Jamies liv, familie og venner samt den dræbte og det nordengelske bysamfund, de lever i.
Det glidende kamera klamrer sig til karakterer og situationer og får historien til at gøre det samme ved sit publikum, for som en lus at hoppe over til en ny karakter, når to passerer hinanden.
Sådan fastholdes fremdriften uden klip, og man kan kun klappe i næsegrus beundring af det kreative, tekniske og praktiske forarbejde, seriens præcision har krævet.
Allerbedst er tredje afsnit, et voldsomt intenst lille kammerspil mellem den mordanklagede dreng og psykologen Briony (Erin Doherty).
Her udfoldes den højaktuelle tematik om unges sociale og digitale liv allermest vedkommende og skarpt. Og med det følger også peaket i 15-årige Owen Coopers kraftpræstation som Jamie.
Cooper mestrer vekselvirkningen mellem underkuet ’jeg vil have min far’-drengethed, udadreagerende, frustreret ung mand og den flabede, grænsesøgende teenager mellem de to.
Man mærker en dreng formet af den komplekse sociale virkelighed, som driver gæk med alle de voksne, ikke mindst hans far og politiinspektøren Luke (Ashley Walters fra ’Top Boy’). Walters, Graham og Doherty mildest talt fremragende som de bærende voksne karakterer.
Oven på pletskuddet i afsnit tre kunne man frygte for afslutningen, men den bliver helt sin egen gennem en knivskarp, emotionel nedsynkning i al den smerte og ulyksalighed, sagen forvolder Jamies familie. En familie, der intet andet har end hinanden, da lokalsamfundet vender dem ryggen.
Med det tekniske valg om at udføre alt i én bevægelse følger et væld af udfordringer omkring narrativ, karakterer og dialog, men også dem løser serien overbevisende.
Dramaet understøttes af musik og stiltiende mimikspil, når kameraet skal transporteres fra én scene til en anden. Sådan forbinder man dramatisk stederne, hvor de intense hovedscener udspiller sig, uden at miste grebet om publikum.
Kun ganske få steder virker transportbidderne (af nødvendighed) lidt lange, og så er der en kort jagtscene til fods, som heller ikke rammer plet. Heldigvis er det den eneste gang, Barantini og fotograf Matthew Lewis forsøger sig med reel action, for de behøver den ikke.
Det dvælende kamera, der stædigt går helt tæt på særligt Jamie og faren Eddie, uden at give dem plads til at trække vejret, er nemlig det, serien gør allerbedst. Ikke mindst fordi det er så godt skrevet og spillet.
Samtidig blotlægges de unges sociale koder og internetsprog med enormt realistisk tæft. Udover one-shottet er det seriens vigtigste kendetegn, at den forstår de unge, men også udfolder den uindviede frustration, der rammer de voksne som chokbølger.
Det fremstår hjerteskærende virkelighedsnært, når forældrene paralyseres af deres egen uvidenhed om alt det, der sker i deres børns liv.
Er man en god forælder, hvis man holder sit barn hjemme i sikkerhed fra andres og egne dumheder, men ikke aner, hvad de foretager sig bag den lukkede værelsesdør?
Hvor meget kan en ung teenager udsættes for, før de enten bryder sammen eller tyer til ekstremer, og hvis ansvar er det, hvis en 13-årig begår mord?
Spørgsmålene runger gennem hele ’Adolescence’ og sætter sig i kroppen, længe efter man har færdiggjort den.
Det gør one-shottet til en filmisk genialitet frem for en teknisk gimmick – og ’Adolescence’ til en af de bedste miniserier i lang tid.
Kort sagt:
Stortalentet Owen Cooper debuterer med et brag i ’Adolescence’, der med fire afsnit alle skudt som one-shots er et teknisk mesterstykke, som klogt og nuanceret behandler den digitale og sociale virkelighed, unge lever i.