(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’Adolescence’ færdig)
Et langt stykke inde i ’Adolescence’ tvivlede jeg på, at lille søde Jamie kunne slå en jævnaldrende pige ihjel med gentagne knivstik.
Et stykke længere inde frygtede jeg, at tvivlen skulle forfølge mig gennem hele serien.
Jeg frygtede, at den mesterlige Netflix-serie skulle udvikle sig til et mysterium. Gjorde han det, eller gjorde han det ikke? Hvad tror du?
For den legede jo med tvivlen. I første afsnit er vi sat i forældrenes sted. Som dem mærker vi chokket af at se politiet banke en dør ned og hive en 13-årig dreng ud af sin seng på børneværelset. Som dem tror vi på drengen, når han igen og igen bedyrer sin uskyld. Hvordan kan vi andet?
Men som faren Eddie rammes vi af virkelighedens tonstunge smerte, da han ser overvågningsvideoen af drabet, råt og ufiltreret. Vi ser Jamie myrde Katie.
Det virker til at dæmre for far Eddie dér i forhørslokalet, men hos seeren nager tvivlen alligevel i baghovedet, fordi vi har set så mange film og serier af den slibrige slags. True crime og metervarekrimi. Mon ikke der er et twist?
I andet afsnit møder vi så vennen Ryan, når politiduoen besøger børnenes skole, og virker han egentlig ikke mere afstumpet og kold end den sympatiske og bløde Jamie? Kunne han have iklædt sig Jamies tøj og givet sig ud for at være vennen? De kunne godt forveksles på afstand?
Prikker til seerens konspirationstrang
Det lille gran tvivlrådighed tager man med ind i den timelange psykologsamtale, som er omdrejningspunktet for afsnit 3. Og her begynder vi at forstå, hvem Jamie egentlig er.
Samtalen er fænomenalt velskrevet og -spillet. Jamie træder først frem som den helt almindelige, let usikre dreng, han på nogle områder også er. Men undervejs viser han også en anden side. Hans ustyrlige temperament og hang til vold. Hans indgroede had til kvinder. Hans mindreværd og anerkendelsessyge. Hans intelligente evne til at slå psykisk og socialt fra sig, når han føler sig presset op i en krog.
»Hvad fuck var det? Sender du ham væk som en fucking dronning«, siger han oppe i psykologens ansigt med et foruroligende ansigtsudtryk. Man kan diskutere, om ’Adolescence’ er i fare for at reducere Jamies psykologiske motiv til sociale mediers dårligdomme, men psykologtimen afdækker en personlighed mere disponeret mod vold og had end de fleste teenagere, der oplever det digitale livs mobning og pres.
Det er et dybt skræmmende maskefald, og jeg krydsede samtlige fingre for, at fjerde afsnit ikke skulle underminere denne afdækning af morderens psyke og selvforståelse.
Det skete heldigvis ikke. I fjerde afsnit springer vi 13 måneder frem i tid og oplever, hvordan forældrene både prøver at leve deres liv – at tage dagen tilbage – og hvordan netop det er en umulighed.
Her prikker serien selv til de true crime-vante seeres trang til at lede efter twists og konspirationer, da Eddie i byggemarkedet i afsnit fire støder ind i en ung ekspedient, der tydeligvis har gravet sig dybt ned i internettets teorier om sagen: »Jeg har set billederne af hende. Du har min støtte«.
Ikke bare ren ondskab
Men ’Adolescence’ handlede ikke om en uskyldigt dømt teenager eller om de ringe i vandet, der opstår i et samfund, når man ikke kender sandheden bag en grufuld forbrydelse. Det var en serie om de skælv, der ryster jorden hos de pårørende til en teenager, som gør noget, man aldrig havde drømt om, han kunne få sig selv til.
I den forstand er serien beslægtet med Lynne Ramsays ’We Need to Talk About Kevin’, hvor Tilda Swintons mor til en massemyrdende søn får sit hus overmalet af rød maling. Men hvor Kevin her på mange måder er ondskaben selv, der allerede som spæd udviser psykopatiske tendenser, er det tankevækkende aspekt i ’Adolescence’ de menneskelige og autentiske nuancer.
Har der været tegn på, at noget var galt med Jamie? Måske, men intet der kunne pege direkte i retning af hans senere forbrydelse. Kunne have forældrene have gjort noget for at forhindre det? Ja, måske kunne de. Men som de siger hinanden mod slutningen, var de ikke nødvendigvis dårlige forældre af den grund.
Slægtskabet er her større med dokumentarfilmen ’Mit barn blev skoleskyder’, hvor forældrene til flere børnemordere reflekterer over deres egen skyld, og Malin Persson Giolitos svenske roman ’Størst af alt’ (som blev til Netflix-serien ’Quicksand’) om en teenagepige, der bliver skoleskyder. Begge forsøger at finde forklaringerne bag den utilgivelige gerning, ud over indgroet ondskab.
Var man grebet af forældredimensionen i ’Adolescence’, bør man virkelig også se den kriminelt oversete film ’Mass’, hvor forældrene til en skoleskyder mødes med forældrene til et af de børn, han dræbte seks år forinden. Et følelsesmæssigt utroligt stærkt og nuanceret mesterstykke, der stemningsmæssigt såvel som tematisk deler mange ligheder med Netflix-serien.
Den virkelige inspiration
Stephen Graham, der spiller Eddie og var initiativtager til ’Adolescence’ (som han selv har været med til at skrive og producere) har fortalt, at virkelige begivenheder gav ham ideen til fortællingen.
»Der var en hændelse, hvor en ung dreng stak en pige ihjel. Det chokerede mig. Jeg tænkte, hvad sker der? Hvad sker der i et samfund, hvor en dreng stikker en pige ihjel?«, har han sagt. Herhjemme har sagen om en 15-årig dreng, der stak og dræbte en anden 15-årig med en kniv i Grenaa, vakt stor opmærksomhed. Mødrene til begge drenge har råbt op om systemets ansvar.
Det er med andre ord en knusende relevant historie, ’Adolescence’ fortæller, og den løfter sit ansvar exceptionelt ved at vige uden om krimigenrens forslidte klicheer.
Historien er stenrig på krimiserier med afsæt i myrdede børn, og mange af dem er gode, fra ’Twin Peaks’ til ’Forbrydelsen’, men efterhånden emmer det også ofte af smagløs spekulation, når serie på serie bruger cliffhangers og red herrings for at lade os gætte lystigt med på, hvem der tog livet af en mindreårig.
Med tidsspringene mellem hvert afsnit er Netflix-hittet langt fra en gængs skridt for skridt-oprulning af en sag. De fire afsnit er hårdtslående nedslag i en tragisk historie skildret med dybfølt menneskelighed og empati.
Det gør så ondt i hjertet, at Jamie slog Katie ihjel. Og ’Adolescence’ bliver en stor serie, fordi den i sidste ende ikke lader os spekulere i, om dette faktisk var tilfældet.
’Adolescence’ kan ses på Netflix.