De 20 bedste film i 2022

Soundvenue kårer en norsk perle som årets bedste udenlandske film, mens der også både er Hollywood-ramasjang og en Guldpalmevinder på listen.
De 20 bedste film i 2022
Timothée Chalamet i 'Bones and All'. (Foto: Yannis Drakoulidis / Metro Goldwyn Mayer Pictures)

Det var et udfordrende år for filmkunsten i kølvandet på to år med covid og nye vaner.

Mange kunstnerisk stærke film kæmpede ved billetlugerne, mens for få blockbusters kunne trække det helt store læs hjem.

Der var også opløftende oplevelser, både på det store lærred og til sofaen, og de kom både fra Skandinavien, Asien og USA. Det var således ikke nemt at skære feltet ind til 20. Og nej, ‘Top Gun: Maverick’ klarede ikke cuttet, men den behøver nok næppe heller mere opmærksomhed – og den nye ‘Avatar’ må også klare sig uden vores opbakning.

Men mon ikke du til gengæld kan finde film på listen, som du endnu ikke har set, endsige hørt om, som du kan bruge juleferien på at indhente, inden 2023 står for døren.

Park Hae-il og Tang Wei i ‘Decision to Leave’ (Foto: PR)

20. ‘Decision to Leave’

Uh, manden bag ’Oldboy’ og ’The Handmaiden’ er ude med nyt!
Det er nemlig rigtigt. Den sydkoreanske mester Park Chan-wooks nye film, der får dansk premiere i juledagene, er en lækker noir om en kriminalbetjent, der efterforsker et dødsfald, hvor en mand er faldet ned fra et bjerg. Et uheld? Selvmord? Eller … mord? Mødet med den afdødes mystiske, forførende enke bringer manden i tvivl, også om hvor hans eget hjerte ligger.

Er den på højde med Park Chan-wooks tidligere film?
’Decision to Leave’ har ikke helt de nådesløse twists, den uimodståelige suspense eller storladenheden fra ’Oldboy’ og ’The Handmaiden’, men selv en lidt mindre Chan-wook-film er niveauer over så meget andet. Hans nye film er uforudsigelig og fantastisk flot at se på i sin stilfulde, og aldrig kitschede, homage til Hitchcock, en interessant fortolkning af den klassiske film noir-fortælling, der visse steder også bliver overraskende romantisk. Selvfølgelig med et bizart koreansk vrid.

Dansk biografpremiere 25. december.

Aaron Taylor-Johnson og Brad Pitt i ‘Bullet Train’. (Foto: SF Studios)

19. ‘Bullet Train’

Slå på tæven-action på et tog. Det troede vi, I var for fine til.
Indimellem bliver man overrasket. Og vi var da også selv halvforbløffede over, hvor godt den tidligere stuntmand David Leitchs kulørte filmatisering af en japansk thrillerroman gled ned. Men man kan ikke fornægte velskabt underholdning, og når Brad Pitts hired gun træder ind på et tog for at stjæle en mystisk mappe, sætter man sig godt til rette og nyder turen, mens den ene karismatiske lejemorder, gangster og hustler efter den anden stjæler scenen.

Ja, det er et spraglet ensemble. Hvem var jeres favorit?
Uden tvivl det evigt småkværulerende britiske mordermakkerpar Lemon og Tangarine, spillet af Aaron Taylor-Johnson og Brian Tyree Henry. Som taget ud af en Guy Ritchie-film bringer de charme og skæv personlighed til hele affæren, og især ’Atlanta’-stjernen Henry er filmens MVP, der i flere scener decideret sætter Brad Pitt til vægs med sin underspillede, sørgmodige facon. ’Bullet Train’ er måske ikke stor kunst af den slags, der normalt når filmkritikeres toplister. Men altså: At skære den perfekte tømmermændsfilm er vel en kunstart i sig selv?

Kan ses på Blockbuster, Viaplay og YouTube Movies.

‘Beautiful Beings’. (Foto: Reel Pictures)

18. ‘Beautiful Beings’

Smukke skabninger. En film om labre unge modeller?
Ikke just. Men noget meget bedre: En hårdtslående coming of age-film om islandske teenagere! Bag ’Beautiful Beings’ står den ualmindeligt dygtige Gudmundur Arnar Gudmundsson, som debuterede med ’Heartstone’, og som har et helt særligt blik for at beskrive unge, så det både er følsomt og brutalt.

Brutalt hvordan? En islandsk ’Zappa’?
Gange 100. Filmen handler om en gruppe 14-15-årige outsiderdrenge, der hvirvles ind i – og ofte selv opsøger – en voldsspiral i det lille samfund, hvor forældrene er fraværende eller fordrukne, og hvor de unge efterlades til deres eget forsøg på at finde mening i et fællesskab af alkohol og konfrontation. Det er både smukt og desillusioneret, skæbnesvangert og indimellem håbefuldt. Og med et par utrolige præstationer blandt de unge af den slags, Gudmundsson er exceptionelt dygtig til at fremkalde.

Kan hverken ses i biografen eller på streaming lige nu. Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Catherine Called Birdy’. (Foto: Alex Bailey)

17. ‘Catherine Called Birdy’

Tak for ingenting ‘Bridgerton’ – jeg har det efterhånden med kostumedramaer, som drengen i ‘Den sjette sans’ har det med døde mennesker. Jeg ser dem alle vegne.
Selvom det er ’Girls’-skaber Lena Dunham, der har instrueret årets middelalderkomedie, skiller den sig fantastisk og sexforladt ud fra mængden af film og serier, hvor ukuelige kvinder er tusind gange klogere end den tid, de er født i. 

Det 19-årige ‘Game of Thrones’-talent Bella Ramsey styrer fænomenalt den sjove og velskrevne ‘Catherine Called Birdy’ med en selvoptaget kækhed og karisma, der kanaliserer millennial-instruktørens humor, mens hun samtidig legemliggør, hvordan virkeligheden så ud for en 14-årig i Yorkshire helt tilbage i det 13. århundrede med enorm komisk timing. 

Hvorfor er det interessant for mig, hvordan det var at være en pige i 1200-tallet? 
Ingen ‘Fleabag’-fan bør snydes for Andrew Scotts mesterligt excentriske dumme fortidsfar, der ikke kan se problemet i at gifte sin datter væk for penge, mens han prioriterer at købe en kæletiger til sig selv. 

Selvom voiceovers er udskældte, gør Lena Dunham det faktisk muligt at genforelske sig i grebet gennem Birdys barnlighed og naivitet, der aldrig kammer over i anakronistisk sarkasme. Hvem skulle have troet, at ‘Girls’-generationsstemmen ville brillere med Monty Python-forladt middelalderquirk?

Kan ses på Amazon Prime. Læs Soundvenues anmeldelse.

Noomi Rapace som Maria i ‘Lamb’. (Foto: Lilja Jóns/Go to Sheep)

16. ‘Lamb’

Lisbeth Salander har et barn, der er et får. Det lyder godt nok … islandsk.
Et lam. Får får lam, ved du nok. Men ja – islandsk mærkværdighed, når det er bedst! Noomi Rapace er den ene halvdel af et par, der lever isoleret på deres gård i de islandske fjelde i sorg over tabet af deres dødfødte barn. Men da ét af deres får føder et ganske særligt lam, tager de det til sig, iklæder det tøj og opfostrer det, som var det et menneskebarn. Hvilket fører til scener af stor ømhed, fordi lammet – Ada – er utroligt nuttet og vellavet (og kun lidt creepy). Samt øjeblikke fyldt med uimodståelig deadpan, når morens bror lægger vejen forbi …

Er det mere end en gimmick?
Der er intet i vejen med en gimmick, når den er så formfuldendt eksekveret som her, men der er faktisk også bund i historien, som rammer hovedet på det allegoriske søm, når det kommer til menneskets forhold til naturen. En historie, de smukke islandske omgivelser er perfekt designet til at illustrere. Valdimar Jóhanssons Nordisk Råds Filmpris-vinder er ikke for enhver smag, men går man med på præmissen, er der en bizart interessant oplevelse i vente.

Kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster, Viaplay m.fl.

‘Barbarian’. (Foto: 20th Century Studios)

15. ‘Barbarian’

En gyser, jeg ikke har hørt om. Tell me more!
Det er faktisk godt, du ikke har hørt om den. For det er absolut mest optimalt, hvis du ved så lidt som muligt om de retninger, plottet stikker afsted i. Vi afslører dog ikke for meget ved at fortælle, at udgangspunktet er den unge kvinde Tess (Georgina Campbell), der rejser til Detroit på grund af en jobsamtale og indlogerer sig i et hus, hun har lejet gennem Airbnb. Det viser sig imidlertid, at huset er dobbeltbooket – og en umiddelbart sød og hjælpsom mand (Bill Skarsgård) åbner således døren, da hun ankommer. Og så er gode dyr rådne.

Så tror jeg godt, jeg kan regne ud, hvor det bærer hen.
Det tror vi ikke, du kan. ’Barbarian’ vil tage røven på enhver, og dens twists er foruroligende på alle niveauer. Men vejen derhen er også bare voldsomt seværdig, både charmerende, suspensefuldt og intelligent iscenesat af debutanten Zach Cregger. ’Barbarian’ kunne godt gå hen og blive lidt af en klassiker på gyserfeltet i det lange løb.

Kan ses på Disney+.

‘Navalny’. (Foto: CPH:DOX)

14. ‘Navalny’

Det er ham oppositionspolitikeren i Rusland?
Præcis. Systemkritikeren Aleksej Navalnyj, som i 2020 fik et voldsomt ildebefindende på et fly over Rusland i 2020, og som kun med nød og næppe overlevede, da han blev fragtet fra et hospital i Sibirien til behandling i Berlin. Det er hans historie – og ikke mindst dén historie – Daniel Roher fortæller i ’Navalny’, og det er stærke, ja nærmest ufattelige, sager. For ja: Navalnyj blev forsøgt myrdet.

Hvordan ufatteligt?
Man måber, når man hører den uforfærdede politiker fortælle om det på mange måder ubehjælpelige attentatforsøg. Og kæben ryger helt ned i jorden, når man ser ham ringe op til nogle af de mænd, der stod bag og eksekverede attentatet – især når nogle af dem springer i med begge ben. Man får også næsegrus beundring for en mand, som risikerer alt – alt – i sin kamp mod den russiske despot.

I lyset af Putins angreb på Ukraine i år står betydningen af Aleksej Navalnyjs kamp endnu tydeligere frem. Filmen ’Navalny’ er et afgørende testamente over Putins skånselsløshed – og oprørets pris og nødvendighed.

Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.

Daniel Craig i ‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’. (Foto: Netflix)

13. ‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’

Hey, vi andre kan først se den på Netflix lillejuleaften. Snyd!
Ja, vi fik en tidlig julegave på redaktionen, skyndte os at åbne den og blev ikke et sekund skuffet. Rian Johnsons opfølger til den uventede storsucces ’Knives Out’ sender Daniel Craigs mesterdetektiv Benoit Blanc med den mærkværdigt ubestemmelige accent afsted mod et nyt mysterium. Denne gang til en græsk ø, hvor tech-milliardæren Miles Bron samler sine nærmeste venner – en eklektisk flok af blandt andet en Twitch-stjerne (Dave Bautista), en privilegieblind model (Kate Hudson) og en højredrejet guvernørkandidat (Kathryn Hahn) – til en weekend med hygge, luksus og et fiktivt mordmysterium. Der hurtigt bliver omsat til et virkeligt ét af slagsen!

En vaskeægte whodunnit ligesom i 1’eren. Bliver det måske lidt forudsigeligt uforudsigeligt denne gang?
Det var vi også lige ved at tro, men Rian Johnson er altså garant for et mysterium, hvor der ligesom med titlens løg pilles flere og flere lag af, så man pludselig ikke ved, hvilket mordmysterium det er, Benoit Blanc egentlig er i gang med at opklare. ’Glass Onion’ er mindst lige så underholdende, intelligent, overraskende og godt selskab som den første, og så trækker filmens sjove satire over den moderne celebrity-klasse heller ikke ned.

’Glass Onion’ bliver et kæmpe julehit på Netflix.

Kommer på Netflix 23. december.

Joaquin Phoenix og Woody Norman i ‘C’Mon C’Mon’. (Foto: Scanbox)

12. ’C’Mon C’Mon’

Joaquin Phoenix som et helt almindeligt, uexcentrisk menneske. Er det nu også en god ting?
Lige så ærefrygtindgydende Joaquin Phoenix er som sindsforstyrret joker eller ptsd-ramt lejemorder, lige så god er han i en helt underspillet rolle som radiovært, der indvilliger i at passe sin niårige nevø, mens hans søster – drengens mor – får styr på sit liv. Bag filmen står Mike Mills, der tidligere blandt andet har lavet den vanvittigt fine ’Beginners’, og som også her viser sin humoristiske og fintfølende fornemmelse for rørende familiehistorier.

Er det sådan en ’følelseskold kyniker blødes op af nuttet lille dreng’-historie?
Mike Mills er heldigvis bedre end den slags klicheer, og ’C’Mon C’Mon’ lever ikke mindst gennem det troværdige og nuancerede nærvær mellem den quirky dreng og den empatiske, men ensomme journalist, der har sværere ved relationer i sit privatliv end i sit professionelle. Det er svært at stå for deres forhold – og så kommer filmen med den indlagte risiko, at man selv blive lidt klogere på livet af at se med.

Kan ses på Filmstriben, Viaplay, Grand Hjemmebio og Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.

Hidetoshi Nishijima og Tôko Miura i ‘Drive My Car’ (Foto: Camera Film)

11. ’Drive My Car’

En tre timer lang japansk film om en teaterinstruktør og hans chauffør. Jeg er helt oppe at køre.
Pak ironien og fordommene sammen. Ryûsuke Hamaguchis film, der vandt én Oscar og var nomineret til to mere, herunder for Bedste Film, er en af den slags slowburn-film, der kommer snigende ind på dig, så du til sidst sidder med karakterernes skæbne i dine hænder. Tålmodighed skal der dog til – prologen varer 45 minutter, hvor hovedpersonen Kafukus hustru pludselig forsvinder. Derefter springer vi to år frem i tid, hvor han siger ja til at instruere en opsætning af ’Onkel Vanja’ på en afsidesliggende teaterfestival.

Og så sker der det helt vildt nervepirrende, at han får en chauffør, der kan drive hans car?
Du gør altså mest af alt dig selv til grin. Men ja, han får påtvunget en fåmælt chauffør i den unge Misaki, der selv bærer rundt på traumer, som langsomt kommer op til overfladen i den intelligente og fortolkningsåbne film. Som Soundvenues anmelder Freja Dam skrev: »Når man overgiver sig til dens poetiske, tænksomme og gådefulde stemning, lukker filmen én ind i en særlig meditativ tilstand, der ophæver tid og sted (…). Jeg kunne have siddet på bagsædet af Kafukus røde Saab i dagevis«.

Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Rød’. (Foto: Disney/Pixar)

10. ‘Turning Red’

Jeg elsker Pixar! Er det rigtigt, at instruktøren brød igennem med en kortfilm om en dumpling? 
Domee Shi stjal og knuste seernes hjerter med den lillebitte film ‘Bao’, der på kun otte minutter hudflettede ensomheden hos en mor, hvis søn var fløjet fra reden. 

Instruktørens første spillefilm ‘Turning Red’ var ligeledes et pletskud i familiefølelserne, men var i stedet i øjenhøjde med en ung pige fra Torontos Chinatown-kvarter, hvis boyband-besættelse og forelskelse i ekspedienten fra den lokale døgnkiosk ikke falder i god jord hos hendes kontrollerende mor. 

Det er både den første helt kvindeinstruerede Pixar-film, der med sit pubertetstema kaster sig over noget meget lidt Disney-romantisk.

Hvorfor er der så en panda på plakaten? 
Efter et voldsomt skænderi med moren, som hun ellers knokler for at behage i familiens tempelmuseum, forvandler Mei sig til … en rød panda. Hvilket også er en form for metafor for at gå fra barn til voksen og betydningen af myter i den kinesiske kultur.

‘Turning Red’s forening af menstruation, ungdomshormoner og en rød panda lyder langt mere skør på papiret, end den tiltrængte og banebrydende feminin fortælling i Disney Pixar-universet det er. Derudover er filmens femmands boyband 4*Towns originale sange (som Billie Eilish og Finneas O’Connell har skrevet), fuldstændigt umulige at sidde stille til. 

Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Fire of Love’. (Foto: CPH:DOX)

9. ’Fire of Love’

Cheesy titel, alligevel.
Og dog 100 procent rammende. En af årets helt store Oscar-kandidater for Bedste Dokumentar handler nemlig om ægteparret Katia og Maurice Krafft, der ikke bare delte kærligheden til hinanden, men også til … vulkaner.

Okay, hver sin fetish.
Kald det hvad du vil, men ’Fire of Love’ er filmen, der via Krafft-parrets utrolige optagelser fra en lang række af verdens største aktive vulkaner giver dig et så nærgående og spektakulært blik på naturens magt, at du kommer til at forstå fascinationen. Sara Dosa fortæller deres historie med poetisk nysgerrighed over for det kompromisløse og frygtløse pars dødedans med udbrud, lava og aske, og når man lige har vænnet sig til hendes lovlig søvnige voiceover, vil man betages af den udsøgt doserede formidling af Maurice og Katias liv – og død.

En af årets helt store dokumentaroplevelser.

Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Nope’. (Foto: UIP)

8. ‘Nope’

Troede, vi var enige om, at Jordan Peeles nye ikke er lige så god som ’Get Out’ og ’Us’?
Konsensus er kedeligt. I vores øjne var ’Nope’ fuldt ud på højde med i hvert fald ’Us’ og på én gang en forfriskende afstikker fra den socialbevidste horror, der kendetegnede de to foregående film, og en naturlig forlængelse af Peeles fokus på afroamerikansk kultur i kontekst af USA’s bredere mainstreamhistorie.

Hmm, jeg havde bare håbet, den ville være uhyggelig.
’Nope’ er mere visionær sci-fi, end det er gys, mere Steven Spielberg end John Carpenter. Et søskendepar (Daniel Kaluuya og Keke Palmer) på en ranch i Californien opdager en mystisk entitet i luften, og snart går den vilde monsterjagt i en film, der uregerligt klipper til en gammel episode fra et tv-show, hvor en chimpanse går morderisk amok. Ikke alle tråde samles op – særligt Steven Yeuns forlystelsespark-ejer svæver uforløst – men det er til at leve med, når de opfindsomme indfald og visuelle bravurnumre er så mange, inklusive det fedeste rumvæsen siden ’Arrival’.

Jordan Peele har endnu ikke skuffet.

’Nope’ er endnu ikke kommet på streaming. Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Hændelsen’ (Foto: Another World Entertainment)

7. ‘Hændelsen’

Abortfilmen, der vandt Guldløven. Havde den fået så meget ros, hvis temaet ikke havde været så aktuelt?
Var ’Citizen Kane’ blevet hyldet for dens filmteknik, hvis den fik premiere i dag? Spørgsmålet skyder med løst krudt, for film vil altid blive læst ind i deres samtid.

Og der er ingen tvivl om, at ’Hændelsen’ bliver ekstra relevant og skræmmende, når man ser, hvilken vej det går med kvinders rettigheder rundt om i verden, ikke mindst i USA, i disse år. Filmen er baseret på den nyligt Nobel-prisvindende franske forfatter Annie Ernaux’ selvbiografiske roman om sine oplevelser som ung kvinde i 60’ernes Frankrig og handler om den unge Anne, der bliver gravid, men står over for et umuligt dilemma: Abort er strengt ulovligt, men får hun et barn, tvinges hun til at opgive sine studier.

Langt ude.
Ja! Audrey Diwan skildrer sin unge hovedperson med sanselig nysgerrighed og dog en vis grad af nøgtern distance. Hun bygger langsomt op mod den frygtelige abort og viser på stærkeste vis, hvor absurd det er, at kvinder ikke kan bestemme over deres kroppe. Alle abortkritiske magthavere bør tvinges til at se ’Hændelsen’ efterfulgt af de lige så uforglemmelige ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ og ’Never Rarely Sometimes Always’.

Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Everything Everywhere All at Once’. (Foto: UIP)

6. ‘Everything Everywhere All at Once’

Jeg bliver træt bare af at læse titlen. 
Det var du ikke den eneste, der gjorde. Og lige så mange der lovpriste The Daniels’ indie-multiverse-action-familiedrama, lige så mange følte, at det var lige en selvhøjtidelig version af at skrive lol med Microsofts Word Art. 

‘EEAAO’ som filmen er blevet pædagogisk forkortet på sociale medier, er en uregerlig størrelse. Men den er også fantastisk. Og den kommer først og fremmest med fred med sin elementært rørende historie om en kinesisk-amerikansk vaskeriejer, der skal redde jorden fra undergang ved at operationalisere sit livs spildte chancer gennem multiverse-jumping. 

Lyder umiddelbart lidt overdrevet, at den lover alting alle vegne på samme tid. 
Instruktørduoen The Daniels forener den eleverede A24-indiestil med absurdteater, der søsætter helt unikke og grænseløse genreeksperimenter. På den front er filmen i hvert fald både en action/superhelte/multivers/dommedagsfilm og metakommentar på hele det cinematiske format. Med en snert af Wong Kar Wai-inspireret kærlighedsnoir, en queer parodi på et parforholdskammerspil, hvor folk har hotdogs i stedet for fingre, slow cinema og ‘Ratatouille’-spinoff. og En bagel-superfjende repræsenterer verdens undergang. Men ‘EEAAO’ er i sin kerne et rørende familiedrama om generationsskellene i en kinesisk immigrantfamilie. 

Det er den eneste tårefremkaldende film med buttplugs som vigtig plotrekvisit, hvor man stortuder til et tavst klimaksbillede af to sten med påklistrede plastikøjne. Et sansebombardement af ægte følelser og ægte fjolleri.

Kan lejes på bla. Viaplay og Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse i fire universer.

‘Triangle of Sadness’. (Foto: Mubi)

5. ‘Triangle of Sadness’

Jeg synes, at Ruben Östlunds debutfilm ’De ufrivillige’, som I garanteret ikke har set, var en meget mere subtil satire end den bastante kritik af verdens ulighed, ’Triangle of Sadness’ lagde for dagen med sin fortælling om over- og underklasse på et luksuskrydstogtskib.
Nå.

Kan I slet ikke se, hvad jeg mener?
Det er måske sandt nok, at ’Play’, ’Force Majeure’ og ’The Square’ spillede på mindre letafkodelige tangenter, men se på ’Triangle of Sadness’ sådan her: Den er det svenske genis blockbuster, hans all aboard-eventyr ud i socialsatire på den helt store klinge, hvor forhammeren nogle gange kan være lige så effektiv som skalpellen. Tænk at lade en søsygesekvens spille sig ud over 15-20 minutter, kulminerende i en russisk oligarks kone, hvis slappe krop glider frem og tilbage mellem toilet og væg i sit eget bræk og fæces, mens hun prøver at holde fast i lokumsbrættet. Stor – og absurd underholdende – kunst!

Östlund kombinerer som få andre den store provokerende kunst med den forlystelsessyge underholdning, og ’Triangle of Sadness’ to en halv time suser afsted, så man kun tror, der er gået det halve, når man når til den, trods alt, lidt undervældende slutning. Svenskeren har endnu til gode at lave en mindre end fremragende film.

P.S. ’De ufrivillige’, som også er fantastisk, var ikke Östlunds debut, det var ’Guitarmongolen’, som du garanteret ikke har set.

Kan stadig fanges i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.

Alana Haim i Paul Thomas Andersons ‘Licorice Pizza’. (Foto: PR)

4. ’Licorice Pizza’

Det var altså ikke ‘There Will Be Blood’.
Tak for observationen. Til gengæld var det Paul Thomas Andersons mest lystfulde og legesyge film siden ’Boogie Nights’, og er man gladest for den amerikanske instruktørmester, når han ikke er alt for anspændt alvorlig som i ’Blood’ og ’The Master’, var ’Licorice Pizza’ en lise for sjælen. Et konstant interessant og ganske besynderligt møde mellem en gammelklog barnestjerne og en uforløst, ti år ældre skolefotograf, spillet fortræffeligt af Cooper Hoffman og Alana Haim.

Hmm, men var der ikke nogle småracistiske scener, der trak ned?
En beskrivelse af en japansk restaurant, som en af hovedpersonerne arbejder for, dyrkede nogle asiatiske stereotyper, man bestemt kunne diskutere, men fremstillingen kunne lige så let læses om en kritik af 70’ernes racistiske forhold til asiatiske immigranter.

Det var i hvert fald ikke entydigt nok til at overskygge, hvor veloplagt Paul Thomas Andersons flagrende tidsbillede af sin egen barndoms San Fernando Valley var, fuld af hysterisk morsomme scener med blandt andet Bradley Cooper og Sean Penn i brilliante små roller.

’Licorice Pizza’ var måske ikke Paul Thomas Andersons dybeste film, men til gengæld var det en af hans mest seværdige – en fortælling, der bare gerne måtte have fortsat i det uendelige. Hvor mange film kan man sige det om?

Kan ses på Prime Video, Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.

Jason Isaacs og Martha Plimpton i ‘Mass’. (Foto: PR)

3. ’Mass’

Den har jeg ALDRIG hørt om.
Så er det, fordi du ikke læste vores artikel om tre intense film, der var gået under radaren herhjemme fra oktober. Men du er tilgivet – bare du ser Fran Kranz’ komplet uafrystelige debutfilm om to forældrepar, der mødes til en samtale i et baglokale i en kirke. Det ene par har for seks år siden mistet deres barn i et skoleskyderi. Det andet par var forældre til skoleskyderen.

Det lyder som tunge sager.
Det er det – i sagens natur. Men fordi filmen udspiller sig på god afstand af tragedien, kommer den følelsesmæssige vægt faktisk mere snigende, end man kunne tro. Mødet starter med fuld velvilje og søgende høflighedsfraser de fire mennesker imellem, og kun langsomt åbnes det betændte sår, der uundgåeligt sidder i dem alle. Måske for, at det i sidste ende kan blive helet lidt mere end før?

Filmen udspiller sig i realtid og opholder sig stort set kun i kirkerummet. Man føler, at man er fluen på væggen til noget meget intimt og intenst, og det er ualmindeligt gribende at blive lukket ind i de komplicerede følelser, der rumsterer i dem alle fire. Kvartetten af skuespillere – Martha Plimpton, Jason Isaacs, Ann Dowd og Reed Birney – har deres livs roller.

Kan ses på Filmstriben, Viaplay, Grand Hjemmebio og Blockbuster.

Timothée Chalamet og Taylor Russell i ‘Bones and All’. (Foto: Warner Bros/Metro-Goldwyn-Mayer Pictures)

2. ’Bones and All’

Jeg var vild med ‘Call Me By Your Name’, en smuk kærlighedssommer i Italien, der var lige til at spise. Hvis Luca og Timothée er sammen igen, kan intet vel gå galt?
Jamen, i ‘Bones and All’ er Luca Guadagnino og hofspilleren Timothée Chalamet virkelig i topform. Og der er stadig et smukt og utroligt taktilt drama på spil, det er bare ikke helt så let at fordøje.  

Den lækre italienske villa er byttet ud med det frenetisk filmede amerikanske midtvest, og den hotte romance mellem Elio og Oliver har fået et lidt mere blodigt spin. Der er et andet mørke på spil denne gang med en intens og interessant fortælling om to unge kannibaler, der forelsker sig og rejser igennem USA.  

Kannibaler? Det lyder ulækkert.  
Hvis man synes, det var klamt nok at se Armie Hammer manhandle et blødkogt æg i ’Call Me By Your Name’, kan man godt forberede sig på et chok. For der bliver fortæret menneskekød og ædt blod og indvolde i ’Bones and All’, og det er rimelig klamt. Men det er også en vild og vægtig kunstnerisk roadmovie gennem et mistroisk Reagan-USA, hvor ‘Call Me By Your Name’s bløde far Michael Stuhlbarg blandt andet leverer en af årets mest sindsoprivende birollepræstationer som sindssyg vagabond, ligesom Chloë Sevigny er uforglemmelig i sin mikroskopiske medvirken. 

At de såkaldte eaters bliver spillet af Timothée Chalamet og stortalentet Taylor Russel gør det meget medrivende at følge både forelskelsen og blodsudgydelserne. For ‘Bones and All’ er først og fremmest en både smuk og urovækkende kærlighedshistorie om to unge outsidere, der forsøger at finde deres plads i verden sammen. 

Kan fanges i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Verdens værste Menneske’. (Foto: Camera Film)

1. ’Verdens værste menneske’  

Det er 10 år siden, ’Girls’ fik premiere. Er der seriøst ikke sket noget bedre og mere banebrydende i år, end at endnu en forvirret millennial-kvinde fandt det for overvældende at tage en beslutning?
Selvom man måske skulle tro, at popkulturen efterhånden havde udtømt samtlige millennial-navler for eksistentielle spørgsmål af varierende spændingsniveau, leverede den norske mester Joachim årets film, der faktisk formåede at genopfinde det skamredne generationsportræt med skandinavisk fortegn og frisk ironisk finesse. 

’Verdens værste menneske’, den 30-årige Julie, er endnu en selvoptaget ung kvinde, der repræsenterer sin generations almene tvivl. Men hun er også bare et ærligt og smukt filmisk spejl for nogle følelser og diskussioner, der ikke har mistet relevans, bare fordi Hollywood i kølvandet på ’Girls’ masseproducerede smukke neurotikere i popkulturen. 

Det lyder lidt som om, hun er verdens mest anstrengende kvinde også? Hvor opfindsomt fundet på af de to mænd, der står bag filmen … 
Der er ikke spor af mænd, der hader kvinder, over ’Verdens værste menneske’. Tværtimod mærker man tydeligt, at Joachim Trier elsker sin fantastiske og irriterende hovedkarakter. Og mens de første to kapitler af hans ’Oslo’-trilogi havde unge mandekvaler i fokus, var det befriende med en kvinde som centrum for instruktørens kunstneriske blik. 

Julie er (believe it or not) både en kvinde og et grundstof af menneskefølelser. Skildret som 2022’s afmaskerede nybølge-heltinde er hun både filmisk fascinerende og den mest relaterbare basic bitch på en og samme gang. Da hun løber gennem et freezeframet Oslo i forelskelsens frihed, bliver livstvivlen til skønhed. 

Vi er alle #JeSuisJulie i filmens fortælling om generationel grundangst for at lukke en eneste af livets døre. ‘Verdens værste menneske’ handler muligvis om et Descartes-dumt og banalt menneskeliv, men det er et nutidigt følelsessymfonisk mesterværk i verdensklasse. 

Kan ses på Netflix, Grand Hjemmebio, Blockbuster og YouTube Movies. Læs Soundvenues anmeldelse

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af