Man sidder paralyseret tilbage efter den mest skræmmende film, jeg har set

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. I dag kigger Freja Dam på et guldpalmevindende abortdrama spækket med hårrejsende scener.
Man sidder paralyseret tilbage efter den mest skræmmende film, jeg har set

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Abort på film har altid skræmt mig fra vid og sans. Som så mange unge kvinder betragtede jeg i mange år graviditet som det værste, der kunne overgå mig, og de filmiske fremstillinger ramte ned i både frygten for at blive gravid, før jeg var moden til det, og de fysiske og psykiske smerter og traumer, mange abortscener skildrer.

Annas illegale abort på et snusket toilet i Bille Augusts ungdomsklassiker ‘Tro, håb og kærlighed’ udskød min seksuelle debut med mindst et par år, ligesom Pennys nærfatale møde med en kvaksalver i ‘Dirty Dancing’ stod som et skræmmescenarie i mine tidlige teenageår. Siden priste jeg mig lykkelig for kvinders frie valg i nutidens Danmark, da jeg følte med triste Ulla i ‘Matador’, heppede på Vera Drake, der »hjælper unge kvinder« i Mike Leighs drama af samme navn, og vred mig i biografsædet til Jos grafiske abort på sig selv i Lars von Triers ‘Nymphomaniac Directors’ Cut’.

Senest har jeg hidset mig op over det konservative USA’s luskede forsøg på at stramme abortlovgivningen i Ricki Stern og Anne Sundbergs Netflix-dokumentar ‘Reversing Roe’ og med tilbageholdt åndedrag og blødende hjerte fulgt 17-årige Autumns faretruende kamp for at få en abort uden sine forældres samtykke i Eliza Hittmans sølvbjørnevinder ‘Never Rarely Sometimes Always’.

Men aldrig har jeg haft så ondt i maven som under rumænske Christian Mungius guldpalmevinder ‘4 måneder, 3 uger og 2 dage’ fra 2007: En elegant underspillet og brutalt realistisk thriller, der både tegner et mørkt billede af den frygtsomme tilværelse i et undertrykkende totalitært styre og konsekvenserne for kvinder ved at leve i et samfund uden fri abort.

Alt det uden for billedet

Filmen udspiller sig i Bukarest i 1987, i den sidste del af diktator Nicolae Ceauşescus styre, hvor abort og prævention var forbudt for at øge befolkningstallet. Vi følger de to veninder og roommates Otilia (en fantastisk kontrolleret Anamaria Marinca) og Gabita (Laura Vasiliu) gennem en lang dag, hvor Gabita får foretaget en illegal abort.

Men det ved vi som seere ikke endnu, da vi møder dem om morgenen på deres lille kollegieværelse. Kameraet står statisk ved døråbningen, mens de to kvinder går rundt og pakker tandpasta, vat og plasticdug (hm…?), og Otilia går på jagt ude på gangen for at skaffe sæbe og cigaretter hos kollegiets sortbørspusher.

Deres samtale om, hvor mange penge de har, og hvornår de skal afsted, er helt naturalistisk og fri for klodset eksposition. Men spændingen ligger tykt i luften, og man fornemmer klart, at de er i en penibel situation. Passive Gabita er i knibe og har ondt af sig selv. Handlekraftige Otilia, filmens hovedperson, tager affære og ansvar: Låner penge af sin kæreste, Adi (Alex Potocean), skaffer et hotelværelse og møder den umådeligt svinske og uhyggelige Dr. Bebe (Vlad Ivanov).

Lægen har kvindernes skæbne i sine hænder, og han er ikke bleg for at udnytte situationen. Han er gal, fordi Gabita dumt har løjet om, hvor langt hun er henne. Hun sagde to måneder, men i virkeligheden er det snarere titlens mere end fire. Det giver en højere straf, forklarer han nedladende, og derfor tager han sig ekstrabetaling i naturalier.

Det er kendetegnende for hele filmen, at de mest uhyggelige scener udspiller sig uden for billedet og uden at dvæle ved kvindernes følelser. Filmen har stort set ingen nærbilleder, men lader enten karaktererne gå ind og ud af billedet i lange tableauer – konsekvent og modigt filmet og framet af fotograf Oleg Mutu – eller følger dem med et uroligt håndholdt kamera ned gennem mørke gader og opgange. Der er ingen musik, kun lyden af hektiske åndedrag, fodtrin, trafik og blinkende lysstofrør.

Det rene tortur

Mens Otilia bliver afpresset til sex med Dr. Bebe inde i værelset, holder kameraet sig således tæt på den ventende Gabita ude på badeværelset. Hun tænder for vandhanen for at overdøve lydene, indtil Otilia træder ind i bar underkrop og begynder at vaske sig lettere febrilsk.

Kameraet er fæstnet til hendes baghoved, mens hun sidder forstenet i badekarret og venter på, at Gabita har fået sin tur. Da Gabita træder ind på badeværelset igen, ser vi ikke hendes ansigt, men hører hendes gråd.

Dr. Bebe sætter uden bedøvelse en sonde op i Gabita og forklarer klinisk hende og Otilia, hvordan de skal forholde sig til foster, blod og feber, og hvordan de under ingen omstændigheder må lukke hotelpersonalet ind eller søge lægehjælp, hvis de vil undgå fængselsstraf til dem alle. Smerten og skrækken står malet i kvindernes ansigter, selvom de accepterer informationerne tavst.

De to skrækindjagende scener er ikke engang filmens værste. Dén foregår uventet under et middagsselskab, hvor Mungiu igen benytter venten og tilskuerens forestillingsevne som spændingsmiddel.

Adi har presset Otilia til at komme forbi til hans mors fødselsdag, selvom hun har fortalt, at hun skal noget vigtigt. Det vil han ikke høre tale om, for hans mor laver marengs. Så der sidder Otilia bænket ved middagsbordet i en syv minutter lang, uudholdelig og klaustrofobisk indstilling. Hun er omgivet af svigerforældrene og deres larmende venner, snobbede læger og kemikere, der har for travlt med at kloge sig på de forkælede unge nu til dags til at ænse Otilia. Hun sidder tavst fraværende og urolig, mens vi ved, at hun kun tænker på, om Gabita ligger på hotelværelset og forbløder. På et tidspunkt ringer telefonen, og vi ser, hvordan hun kæmper for ikke at springe op og tage den. Det er den rene tortur.

Hårrejsende slutbillede

(Spoiler alert: I de følgende afsnit omtales dele af slutningen på filmen)

Da de unge endelig får lov til at rejse sig, konfronterer Otilia kæresten, der mener, at en abort er noget farligt noget at kaste sig ud i. Hvad har han tænkt sig at gøre, hvis hun blev gravid? Hvorfor kom han inde i hende forleden, selvom hun sagde, han ikke skulle? Hun skal i hvert fald ikke lave kartofler til ham hele livet. Adi undskylder, men ved ikke for hvad. Det står klart, at kvinderne er på egen hånd.

På vej tilbage til hotellet kaster hun op i en gyde.

På værelset har Gabita fået fosteret ud. Det ligger ude på badeværelset, fortæller hun, og vil Otilia ikke tage sig af det? Otilia går derud. Først ser vi hende stå og stirre chokeret. Så panorerer kameraet ned til det lillebitte foster på gulvet og holder fast i nogle lange sekunder, mens Otilia løber ind for at finde et håndklæde og en plasticpose til at pakke det ind. Ude i de mørke, øde gader forsøger hun at finde et sted at skaffe sig af med fosteret, og både hun og vi seere har hjertet oppe i halsen, hver gang en hund gør, eller en bil starter. Bliver hun opdaget?

Nej. Der er intet dramatisk klimaks i ‘4 måneder’. Men oplevelsen kommer uden tvivl til at præge begge kvinder resten af livet. Ikke mindst Otilia, der har taget al ansvar og risiko på sig og tydeligvis er blevet provokeret til at tage sine egne livsvalg op til revision.

Mens hun finder den tilsyneladende mindre påvirkede Gabita i restauranten – hun har med mørk ironisk sans for detaljen bestilt ’bryllupsmenuen’ – siger Otilia, at det her skal de aldrig tale om igen.

I det hårrejsende slutbillede læser Gabita menuen, mens Otilia vender hovedet og ser lidende ind i kameraet. Så er der rulletekster. Og tavshed. Og selvom vi i princippet kan ånde lettet op, sidder man paralyseret tilbage.

’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ kan ses på Filmstriben og SF Anytime.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af