’Jo Nesbø’s Detective Hole’: Netflix’ rå nye nordic noir-serie rammer hovedet på sømmet
SERIE. Der har været et behov for forløsning for norske Jo Nesbøs barske bogserie om detektiven Harry Hole.
Siden Tomas Alfredsons meget omtalte filmatisering af ’Snemanden’ i 2017 med Michael Fassbender i hovedrollen blev nedsablet af den brede anmelderstand, har ingen turdet røre den – men det har Netflix nu lavet om på.
Streaminggiganten har nemlig kastet sig ud i en stort anlagt serie baseret på romanen ’Marekors’. Og hvem bedre til at tage styretøjet og fortolke bogen end Nesbø selv?
I serien befinder vi os i et hedebølgeramt Oslo. Manden i centrum er Harry Hole (Tobias Santelmann), en slags fordrukken, norsk pendant til Carl Mørck. Hole er en fremragende betjent, men et personligt traume og en hang til de våde varer hænger over ham som en mørk sky.
Da en mystisk morder begynder at hærge byen med en række okkulte drab, står Hole over for et besværligt opklaringsarbejde. Nemmere bliver det ikke af, at drabschef Tom Waaler (en seriøst ubehagelig Joel Kinnaman) udelukkende har sin egen bundkorrupte dagsorden for øje.
Og det er kun toppen af isbjerget, for man skal holde tungen lige i munden i den temmelig proppede fortælling. Plottråde om bandekrig, våbensmugling, en debat om politiets tilladelse til at bære våben, en maskeret loge der vil genetablere samfundsmoralen samt Holes privatliv fylder også en væsentlig del af seriens ni episoder.
Af samme årsag mangler ’Detective Hole’ heller ikke underholdningsværdi. Selvom det i grove træk er en klassisk nordic noir, hvor Oslo ligner Gotham, og vores hovedperson finder mere trøst i bunden af en flaske end hos Jesper Christensens comic relief af en psykolog, er det stadig ekstremt medrivende at se spindelvævet blive optrevlet.
Det skyldes ikke mindst Holes alternative metoder for at komme til bunds i sagen. Som i en rimelig vild, psykedelisk scene, hvor han under et trip opdager, at lokationen for mordene danner et pentagram. I disse skarpt klippede hallucinationer løfter den visuelle side sig i niveau.
En massiv styrke er også det A-hold, der pryder rollelisten. Fans af rigmandsserien ’Exit’ vil formentlig genkende et par ansigter, og særligt Santelmann og Kinnamann gør skræmmende god figur som hinandens rebelske antiteser. Med sine triste ansigtsfolder mestrer Santelmann rollen som den martrede agent, mens Kinnamans kolde og slikkede udtryk giver en intimiderende aura til Tom Waaler, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
’Detective Hole’ klarer ikke ubetinget frisag fra nordic noir-klicheerne. Harry Hole som den rockelskende, fordrukne enspænder tenderer indimellem det parodiske, og til tider fremstår efterforskningsarbejdet så inkompetent, at det er svært at tage alvorligt.
Som når Holes partner tager alene på en efterforskning, og det får fatale konsekvenser, selvom det nemt kunne være afværget med hurtig billeddokumentation. Eller når kollegaernes frustrerende mangel på kommunikation gentagne gange skal fungere som et værktøj til at drive plottet frem.
Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på politiets arbejdsmetoder, men skurken Tom Waaler får også urealistisk lang snor til at fortsætte sine modbydeligheder.
Alligevel må man sige, at Netflix og Nesbø har ramt hovedet på sømmet med en rå, grafisk og seværdig krimi.
Serien slutter med en cliffhanger, der lægger op til endnu en sæson, og forhåbentlig betyder det, at Nesbø kan fortsætte med at give Harry Hole den succeshistorie i levende billeder, han fortjener.
Kort sagt:
’Jo Nesbø’s Detective Hole’ er nordic noir på godt og ondt, løftet særligt af de to fremragende hovedroller og en stærk visuel side. Netflix-serien yder simpelthen Harry Hole retfærdighed.