’Force Majeure’
»You don’t love me quite so fiercely now / When you know that you are not sure«.
Sådan synger Leonard Cohen med lige dele kærlighedslængsel og selvhad i sangen ‘Avalanche’, men ordene kunne lige så godt tilhøre hovedpersonen Tomas (Johannes Kuhnke) i Ruben Östlunds seneste film ’Force Majeure’, der også bruger lavinen som metafor. Ikke for en altudslettende depression, men for en ustoppelig splid mellem Tomas og hans kone Ebba (Lisa Loven Kongsli), der konstant tager til i styrke og truer med at begrave deres følelser for hinanden så dybt, at de aldrig mere vil komme op til overfladen.
Og for at det ikke skal være løgn, udløses følelseslavinen faktisk af en helt bogstavelig lavine under parrets skiferie i Frankrig sammen med deres børn Vera og Harry (spillet af Clara and Vincent Wettergren, der er søskende i virkeligheden).
‘Force Majeure’ er langt fra en klassisk katastrofefilm a la ‘The Day After Tomorrow’, og i stedet for på heroisk vis at sætte sit eget liv på spil for at redde dem, han holder af, vælger Tomas at redde sit eget skind (og iPhone og skihandsker) fremfor at beskytte sin familie. På et splitsekund er alt forandret: Tomas fremstår som en kastreret, selvisk kujon.
I takt med tonerne af Vivaldi, der akkompagnerer ‘Force Majeure’s stringente og smukke, blåtonede billedside, begynder glansbilledet af den svenske kernefamilie, som filmen åbner med, langsomt at smuldre. Vi hører Ebba fortælle fremmede gæster på skisportsstedet, at de er på ferie, fordi Tomas arbejder for meget og forsømmer familien. Og man får en fornemmelse af, at ferien – allerede inden lavineepisoden – er Tomas’ sidste chance for at bevise sit værd som ægtefælle og far.
‘Force Majeure’ er parforholdshorror på niveau med Bergmans ‘Scener fra et ægteskab’, og til tider er den så tåkrummende akavet, at det næsten er uudholdeligt at være vidne til. Det gælder især et par parmiddage fra helvede, hvor Ebba (der hælder nok vin i sig til at miste enhver situationsfornemmelse) udstiller Tomas’ kujonagtige adfærd og deres vaklende forhold.
Den trykkede stemning, der præger hver eneste scene, er efterhånden blevet en signatur for den svenske instruktør, der før har vist sit øje for absurditeten i menneskers adfærd i ’De ufrivillige’ og i Play’, der hudfletter hverdagsfænomener som civil uopmærksomhed og politisk korrekthed på en måde, der opfordrer tilskuerne til at granske deres egne handlingsmønstre.
Men selvom ‘Force Majeure’ er en knivskarp satire over moderne kønsroller og en rammende dissekering af, hvordan en enkelt krisesituation kan vende op og ned på et parforhold, så er skuespillet en anelse for karikeret til at gå lige i hjertekulen. Og især slutningen føles fortænkt med sit unødigt kyniske, påklistrede twist. Östlund er en menneskekender af højeste karat med en fantastisk, spiddende humor. Men for alt det højspændte, familiære drama, så mangler ‘Force Majeure’ trods alt den udefinerbare nerve, der gør, at den bider sig fast hårdt i bevidstheden.
Kort sagt:
Med ‘Force Majeure’ har den svenske instruktør Ruben Östlund kreeret en cringe fest af en film, der er så rammende, spiddende og præcis i sin beskrivelse af et dysfunktionelt ægteskab og parternes desperate forsøg på at redde resterne, at den er selvskrevet til prisen som årets mest akavede filmoplevelse for kærestepar.
Læs også: Her er årets bedste film, 10-1