’C’mon C’mon’: Joaquin Phoenix er knuselskelig i indiedarlings nye film

’C’mon C’mon’: Joaquin Phoenix er knuselskelig i indiedarlings nye film
Joaquin Phoenix og Woody Norman i 'C'Mon C'Mon'. (Foto: Scanbox)

Få instruktører formår som Mike Mills at skabe rørende skildringer af alle de usagte følelser, som kan snige sig ind i familieforhold og lægge sig som en mur imellem de nære relationer.

Det beviste han allerede med sin fremragende, Oscar-vindende gennembrudsfilm ’Beginners’ og den hæderlige opfølger ’Alletiders kvinder’, to erindringsfilm, der skildrede det ikke altid harmoniske forhold mellem forælder og barn (henholdsvis instruktørens far og mor).

Hans fjerde spillefilm – den knuselskelige ’C’mon C’mon’ – er ingen undtagelse. Denne gang er det Mills’ forhold til sit eget barn, det gælder.

Fokuspunktet er en lille, intim historie om den overbeskyttende onkel Johnny (altid sublime Joaquin Phoenix), der skal passe sin nevø Jesse (Woody Norman), mens Jesses mor får udredt drengens bipolare far (Scoot McNairy) i et hospital på den anden side af landet. En historie, der undervejs vokser til en stor fortælling om hukommelse og historiefortællingens evne til at bearbejde indestængte følelser.

Joaquin Phoenix og Woody Norman i ‘C’mon C’mon’ (Foto: Scanbox)

Johnny arbejder som radiojournalist på et projekt, hvor han skal interviewe unge mennesker fra alle baggrunde om deres håb for fremtiden.

I en række quasi-dokumentariske scener fortæller de virkelige personer om de store systemiske ændringer, de håber på: En ende på racisme og sexisme. At der bliver taget hånd om globalopvarmning. Men de fortæller også om de nære forhold til deres familie, som måske synes ubetydelige i det store verdensbillede, men som alligevel er altomsluttende og universelle.

Da Johnny pludselig får ansvaret for niårige Jesse, som han ikke har set i over et år, tager han ham med til New York og New Orleans, hvor han arbejder på udsendelsen. Hans arbejde handler om at lytte til de unge, som ofte bliver glemt i hverdagen – og han er god til det. I hvert fald indtil han pludselig skal lytte til et nært familiemedlem og navigere i Jesses følelseshav.

Langsomt spirer et kærligt bånd mellem de to outsidere, der begge lider afsavn, men som langsomt åbner op over for hinanden.

Joaquin Phoenix og Woody Norman i ‘C’mon C’mon’ (Foto: Scanbox)

Johnnys radioudstyr – høretelefoner og en mikrofon – bliver en slags filter til at genopdage verden. Og Jesse er straks fascineret, når han med høretelefonerne på peger mikrofonen mod de lyde, vi normalt ikke tænker to gange over.

Udstyret bliver en måde at være til stede i verden på som introvert, men fungerer også et stærkt symbol på den isolation både Johnny og Jesse oplever i hverdagen – den ene som barnløs og single, den anden bange for at blive forladt af sine fraskilte forældre.

Som Johnny siger, er radio en måde at gøre det hverdagslige udødeligt, hvilket også er en klar kommentar til Mills ærinde med ’C’mon C’mon’, der uden de store armbevægelser gør den undseelige og ret udramatiske historie til en universel fortælling om kærlighed og familie, ensomhed og isolation.

De større filosofiske tematikker er bundet op på det velspillede forhold mellem Phoenix og den unge Woody Norman, der begge imponerer med en enorm naturalisme, som var de fleste af scenerne ren improvisation.

Phoenix er som altid sublim i rollen som en introvert, ensom eksistens, der godt kan lide at pege mikrofonen mod andre, men som selv har svært ved at udtrykke sine følelser. Og som måske har blandet sig lidt for meget i søsterens forhold til sin syge mand og haft svært ved at håndtere deres mors død et år forinden, hvilket har skabt et skår i deres bånd.

Woody Norman og Joaquin Phoenix i ‘C’mon C’mon’ (Foto: Scanbox)

Sammen med Jesse bliver han konfronteret med sin egen utilstrækkelighed midt i det perfekte liv i den kreative klasse, når han har svært ved at sætte grænser for drengen og – som enhver anden forælder – begår fejl, som i øjeblikket føles uendeligt store. Men sammen vokser de og lærer at skatte livets små øjeblikke på en sommetider lidt for genkendelig måde.

Om man får en stor oplevelse med ’C’mon C’mon’, afhænger nok af, hvorvidt man kan abstrahere fra de ladede sort-hvid-billeder og de stærke melodramatiske tendenser, som ganske vist er underspillede, men alligevel træder klart frem sammen med historiens lidt påtagede indie-cuteness.

For mig gik filmen dog for det meste rent ind.


Kort sagt:
Joaquin Phoenix er fremragende som kærlig, introvert radiovært i Mike Mills knuselskelige indiedrama om isolation, ensomhed og familie.  

’C’mon C’mon’. Spillefilm. Instruktion: Mike Mills. Medvirkende: Joaquin Phoenix, Woody Norman, Gaby Hoffmann, Scoot McNairy, Molly Webster, Jaboukie Young-White. Spilletid: 109 min. Premiere: I biograferne 21. april.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af