’Beautiful Beings’: Volden borer sig ind i publikum under barsk og smuk ungdomsfilm
Man kommer ikke helskindet ud af biografen efter at have set Islands kandidat til næste års Oscar-uddeling. Den socialrealistiske fortælling om en gruppe lovløse teenagedrenge borer i en på alle ledder og kanter. Lyden af at blive slået til plukfisk vænner man sig aldrig til.
’Beautiful Beings’ er instruktør Gudmundur Arnar Gudmundssons anden spillefilm efter ’Heartstone’ fra 2016, der også skildrer unge i det islandske samfund. Hvor den forrige film gribende portrætterede to drenge i en fiskerby, er vi her rykket til byen.
14-årige Addi bor i Reykjavik sammen med sin lillesøster og synske mor. I en voiceover præsenterer han selv sine to nærmeste venner Konni og Siggi. De trives begge i skolegården, men mobbes inden for hjemmets fire vægge. Konni, der er en anerkendt slagsbror og hjerteknuser, er i virkeligheden hunderæd for sin egen far, og Siggi driver et klamt hævntogt ved at lave sin sæd til isterninger, der efterfølgende fortæres uvidende af en strid stedfar.
Det er detaljer om de to kammerater, som kun Addi kender til. En udpræget giftig maskulinitet sikrer, at de aldrig kan tale om de ting, der er himmelråbende hjerteskærende hos dem hver især. Addi er den mest ressourcestærke af de tre drenge. Han inviterer den skrøbelige Balli ind i gruppen, og han er den, der har det værst af dem alle sammen. Udover at blive mobbet og slået ned med jævne mellemrum efterlades han tit alene hjemme i flere dage i en bolig, der er gået i forrådnelse.
Der er ikke meget trøst at hente. Smøgen er som en ekstra finger på knægtene, en allestedsnærværende sutteklud, der skal dulme de dunkende nerver. Nervøsiteten fremprovokeres af den evige kamp om positioner både i drengegruppen og i familierne. Den egentlige fortrolighed mellem drengene spirer kun i korte momenter, hvor de hviler hovedet på hinandens skuldre eller klapper hinanden på ryggen.
Der er ikke langt fra skulderklap til bank. Favntag, enten intime eller voldelige. Det er umuligt for dem at forudse, hvornår det ene opstår fremfor det andet – selv fra de mennesker, der burde være deres beskyttere. Seksuelle handlinger er oftere knyttet til vold og dominans end erotik og nydelse.
Volden er svær at blive venner med som publikum, og det er vel netop idéen. Den er højlydt, og billederne er rystende i mere end en forstand. Man får lyst til at kigge væk, men gør det ikke. Selvom der er så meget nedgang, og fortællingen på mange måder er en lang, bedrøvende islandsk saga om vold, så planter Gudmundsson også et spinkelt håb i filmen.
Addi begynder at have syner, der smidigt sammenflettes i fortællingen og introducerer noget magisk realisme. Synerne begynder at optræde lige der, hvor man har allermest brug for fremdrift i filmen.
Der er samtidig løbende pauser i voldsudgydelserne, hvor den islandske natur stjæler billedet, selvom vi oftere befinder os på bagsmækken af en knallert eller i Ballis beskidte og næsten nedrivningsklare hjem.
Unge mænd, der oplever vold og gruppepres, er et tema, som de fleste har haft på skoleskemaet. ’Ondskaben’ af Jan Guillou, ’Zappa’ af Bjarne Reuther og ’Det forsømte forår’ af Hans Scherfig er nogle af hovedværkerne. Man kunne frygte, at fortællingen var en, man havde fået én gang for meget i sin barndom, men det er heldigvis ikke tilfældet.
Historier om unge rødder, der skal enten vokse eller rådne i systemerne, de er fængslet i, spiller en central rolle i formidlingen af en destruktiv maskulinitetskultur, og ’Beautiful Beings’ skriver sig smukt på listen af fortællinger, der formidler temaet stilfuldt og iøjnefaldende.
Gudmundur Arnar Gudmundsson løfter opgaven på højde med de tidligere klassikere.
Kort sagt:
Volden vil ingen ende tage i Islands smukke Oscar-bud, der er på niveau med beslægtede klassikere som ’Ondskab’ og ’Zappa’.