’Triangle of Sadness’: Geniet Ruben Östlunds balstyriske komedie er årets mest underholdende film

’Triangle of Sadness’: Geniet Ruben Östlunds balstyriske komedie er årets mest underholdende film
'Triangle of Sadness'. (Foto: Fredrik Wenzel)

Det står sort på hvidt i filmens officielle synopsis: Et luksuskrydstogtskib synker, og de overlevende passagerer er nødstedt på en ø.

Men for nu lige at forventningsafstemme med alle, der skal ind og se Guldpalmevinderen ’Triangle of Sadness’ (og det skal alle!): Robinson-overlevelsen på stranden udspiller sig først i den sidste time af den to en halv time lange film.

Men at du ved, at det er der, vi skal hen, er fuldkommen ligegyldigt, hvilket siger meget om Ruben Östlunds nye blændende cruiseliner af en film. Det er ingenlunde destinationen, der er vigtig, men alt det, der sker på rejsen. Hvilket igen siger meget om Östlund som filmskaber: Hos ham kan plotbuer være plotbuer, treaktsmodel være treaktsmodel. Det er netop den slags kedsommeligt konventionelle manuskripttrakasserier, han mener, dansk film synker til bunds med.

I stedet skaber han sekvenser, der er attraktioner i sig selv. Mere løsrevet seværdige end slavisk dikteret af fremdrift eller klassisk karakterpsykologi, men med et stædigt blik for det enkelte setups iboende værdi.

Sammen med Jordan Peele er Ruben Östlund tidens mest forlystelsessyge instruktør. De er filmskabere, der vil stikke den satiriske pind ned i samfundets åbne sår, men de vil for alt i verden gøre det, så publikum griner og græmmes undervejs. De laver samfundskritisk eskapisme – og suger ethvert paradoks ud af begrebet.

Det har aldrig været mere tydeligt hos Östlund end i ’Triangle of Sadness’, svenskerens mest tilgængelige film og en opvisning i barokke situationer, absurd humor og en kras diagnose af verdens ulighed og de egoistiske drifter hos mennesker i toppen af fødekæden.

Charlbi Dean i ‘Triangle of Sadness’. (Foto: Fredrik Wenzel)

Første del er overraskende. Vi starter ved et modeshoot, hvor en videoreporter skiftevis fremkalder det eksklusive, traurige Balenciaga-look og det billige, glade H&M-smil hos en flok mandlige modeller, og hvor privilegieforskellenes dynamikker skitseres i et typisk Östlund-optrin, der indvarsler hele filmens hudfletning af skiftende hierarkier: Alle på første række ved modeshowet må rykke en stol til højre for at gøre plads til en særligt eksklusiv gæst. Og hvor efterlader det så manden på det yderste sæde?

Efterfølgende er vi til middag med denne stol-løse mand, den unge model Carl (Harris Dickinson), og hans kæreste Yaya (tragisk afdøde Charlbi Dean), der er topmodel og tjener godt som influencer.

De skændes om regningen i en scene, der i de fleste instruktørers hænder ville vare to et halvt minut, men her fortsætter ad absurdum, så det bliver et centerpiece i sig selv som et tidstypisk billede på de mikroforhandlinger, der truer med at underminere enhver relation, også et parforhold.

I næste akt er vi om bord på krydstogtet (indspillet på luksusyachten tidligere ejet af Aristotle Onassis og Jackie Kennedy) med den brogede forsamling af velbjærgede vesterlændinge og det personale, der skal efterkomme ethvert latterligt behov, styret af Vicki Berlins præcist obsternasige overstewardesse.

‘Triangle of Sadness’. (Foto: Plattform Produktion)

Det er en upstairs-downstairs-komedie med satirisk sans for overflodens meningsløshed og de mere eller mindre subtile demonstrationer af magt, som vi senest så ligeledes suverænt udfoldet i Mike Whites ’The White Lotus’.

I et småligt anslag af jalousi klager Carl over en af de ansatte, der flekser sin smækre bare overkrop på dækket – hvilket får konsekvenser. Og i et af de små herlige optrin, filmen er fuld af, insisterer en ældre kvinde på, at skibets sejl er beskidt og skal gøres rent. Personalet må tage opgaven på sig. Selvom skibet slet ikke har noget sejl.

Den står også på et mindeværdigt møde mellem Zlatko Buric’ kronisk klukleende, ultrakapitalistiske oligark (»I sell shit«) og Woody Harrelsons fordrukne kommunistiske kaptajn, der nødig forlader sin kahyt. Og med en stenrig britisk producent af håndgranater og landminer, der snart skal smage sin egen medicin.

En særlig betydning får rengøringsdamen Abigail (Dolly de Leon), der i et af Östlunds bedste påfund som den eneste har praktiske færdigheder ud i overlevelse, men inden da får vi svar på, hvordan det havde set ud, hvis Ruben Östlund havde instrueret ’Titanic’.

Nøgleordene er bræk i lårtykke stråler, et balstyrisk ekstravaganza af elitens undergang, som havde Hieronymus Bosch malet en Monty Python-sketch. Man skraldgriner, mens man prøver at kigge væk.

‘Triangle of Sadness’. (Foto: Tobias Henriksson)

Det er præcis så for meget, at det er lige tilpas, og i det hele taget er ’Triangle of Sadness’ Östlunds mest ubesværet medrivende film.

Måske er det dog samtidig den crowdpleasende dimension, der gør den til et mindre interessant kunstnerisk udsagn end svenskerens tidligere film.

Östlund har en udsøgt evne til at stryge mod hårene på det humanistiske verdenssyn, der ellers præger (art)filmverdenen, så man har følt sig ramt og provokeret i sædet. Fra ’Play’s fortælling om svindlende indvandrerdrenge til den bløde mands sammenbrud i ’Force Majeure’ og ’The Square’s suveræne observationer af kunstverdenens hule floskler.

I ’Triangle of Sadness’ synes Östlund at sigte efter mere belejlige mål. Vi er 99 procent, der nemt kan blive enige om the one percent’s idioti. Og selvom filmen omhyggeligt viser, at underklassens moralske kompas ikke er bedre kalibreret end de riges, føles kapitalismens ulighed og menneskets tingsliggørelse som mere oplagt retter, end dem Östlund plejer at servere.

Filmen understreger også, at slutninger er den perfektionistiske instruktørs (eneste) akilleshæl – måske en afledt effekt af hans situationsbårne tilgang til dramaturgi.

‘Triangle of Sadness’. (Foto: Fredrik Wenzel)

Til gengæld flyver de 150 minutters morskab afsted, så man ikke engang når at overveje at kigge på uret. Og det er imponerende, at Östlund igen formår at sætte så mange skibe i søen – og velvilligt lader mange af dem sejle deres egen sø – uden at sætte sammenhængen over styr.

Det vidner også om et særligt genis evne til at konstruere et unikt og originalt univers, at karaktererne for så vidt er flade typer, men alligevel føles 100 procent ægte, og at fortællingen ud fra stringent logik er hullet som en ost, men at hullerne bliver små gaver i sig selv.  

At ’Triangle of Sadness’ vandt Guldpalmen i Cannes, som den eneste sjove film i feltet, er et gyldent eksempel på, at svenskeren har fat i den lange ende i tidens filmlandskab. At spektaklet og filmkunsten ikke står i modsætning til hinanden, og at man nogle gange – hvis man vil have deres udelte opmærksomhed – må tage publikum med helt derud, hvor toilettet eksploderer i flydende lort.


Kort sagt:
Ruben Östlund er en af de få instruktører i verden, der kun har lavet fremragende film. Nu har han lavet sin mest underholdende.

'Triangle of Sadness'. Spillefilm. Instruktion: Ruben Östlund. Medvirkende: Charlbi Dean, Harris Dickinson, Woody Harrelson, Zlakto Buric, Vicki Berlin, Dolly De Leon, Sunnyi Melles, Henrik Dorsin. Spilletid: 147 min. Premiere: I biografen 22. september.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af