‘The White Lotus’: Hypet HBO-miniserie er mareridtsferien, du virkelig gerne vil med på
Det starter i en hawaiansk lufthavn, hvor liget af en person fra luksushotellet The White Lotus bliver gelejdet ind i flyets bagagerum.
Imens sidder en skumlende ung mand med poloskjorten stoppet ned i shortsene og bare fødder i bløde hyttesko og forsøger at lukke ned for det snakkesalige midaldrende par på sædet overfor.
Fra en kæbe så højspændt som en vægtløfter i aktion, fortæller han modvilligt, at han er på vej hjem fra sin bryllupsrejse. Og da parret spørger, hvor konen er, beder han dem om, venligst at holde deres kæft, og de tier endelig stille, mens mistanken om, hvorvidt han har slået hende ihjel larmer i den summende gate.
Men selvom ferien for nogens vedkommende slutter fatalt, er HBO-serien ‘The White Lotus’ ikke et mordmysterie.
Den amerikanske manuskriptforfatter Mike White, hvis værker blandt andet tæller manuskriptet til ‘School of Rock’ og serien ‘Enlightened’ med Laura Dern i hovedrollen, tager bare hvert eneste redskab i sin dramatiske værktøjskasse i brug for at gøre ‘The White Lotus’ til et gnistrende, tåkrummende og ikke mindst udførligt underholdende miniserielt karaktermord på USA’s øverste overklasse, men også den amerikanske turist og forbruger, som begreb.
Hvem der ender død i flyets kølerrum glider nemlig hurtigt i baggrunden, som tingene meget hurtigt begynder at gå galt, da vi sammen med hotellets nyankommne VIP-gæster tjekker ind på det luksuriøse strandresort på Hawaii en uge forinden.
Førnævnte mand, Shane Patton, tjekker her ind med sin smukke kone Rachel, men får knap nok båret sin udkårne over dørtærsklen, før han kaster sin kærlighed over et andet projekt – nemlig at bevise, at hotellet har tjekket dem ind i en marginalt mindre eksklusiv suite, end de har betalt for.
Der gemmer sig en vaskeægte Karen-type bag den gorillagængende rigmandssøn, hvis mor viser sig at have både bestilt, planlagt og betalt for det hele. Gennem hele affæren er det svært at tage øjnene fra Jake Lacy (‘Girls’, ‘The Office’), hvis tikkende bombe af forkælet rigmandssøn, venter på at blive detoneret af hotellets manager Armond (Murray Bartlett fra ’Looking’), der i stedet for at indrømme, at der er sket en dobbeltbooking, starter en psykologisk krig med klagegæsten fra helvede.
Armond har nemlig nok at se til med de øvrige VIP-gæster. Familien Mossbacher, hvis familiære dysfunktion egentlig ikke er meget anderledes end så mange andres, bortset fra at de hører til den økonomiske elite.
Skarpe Connie Britton spiller moren Nicole, en techboss med Feng Shui-vanvid og konstante arbejdsopkald. Tågehovedmesteren Steve Zahn spiller hendes mand Mark, hvis magtforholdsmæssige blueballs er så voldsomme, at hans nosser bogstaveligt talt er svulmet op til dobbeltstørrelse. Sydney Sweeney (‘Euphoria’) ætser som deres collegedatter Olivia. En selvudnævnt woke-queen der med sin veninde Paula læser Nietzsche ved poolen og ikke misser en eneste chance for at konfrontere sin mor med, hvor dårligt et menneske, hun synes hun er.
Imens lader hun sin 16-årige lillebror Quinn, der bare gerne vil se på sin telefon i fred, sove på en drømmeseng i suitens vinduesløse minikøkken, fordi hun synes, han er for klam til at sove i rum med.
Som den helt store joker fuldendes gruppen med Jennifer Coolidges Tonya McQuoid – et omvandrende nervevrag, der er taget til Hawaii for at sprede sin mors aske, men hverken kan finde ud af at få det sølvskrin posen ligger i åbnet, eller meget andet for dens sags skyld.
Som birolleskuespiller har Coolidge (Stifler’s mom fra ‘American Pie’ til hun dør) altid været dybt undervurderet, selvom hendes komiske talent for overdimensionerede personager ofte har overskygget kvaliteten af de projekter, hun har spillet med i. Rollen i ‘The White Lotus’ er bestemt en forlængelse af den nasale stemme og karakteristiske replikfrasering, men der er samtidig noget uhyggeligt menneskeligt over den lidt latterlige ensomme overklassekvinde, der forsøger at lade sig massere til selvrealisering.
Generelt er der ikke sat en eneste fod forkert i castingen af The White Lotus. Ud over et isnende velskrevet humoristisk manuskript, lever serien i sin detaljerigdom. Der er kælet for såvel hver eneste replik som titelsekvensen, hvor farverige vignetter på et tropisk tapet, gemmer på hemmeligheder om begivenhedernes gang, som hoteløkosystemets eget lille hulemaleri.
Og selvom karaktertegningen af gæsterne i sig selv er et spidsfindigt vanvidsshow, ligger ‘The White Lotus’ styrke i at illustrere det skæve forhold mellem dem, der bor på hotellet og dem, der arbejder på hotellet. Med mådeholdne seks afsnit er der et dramatisk gods bag den tåkrummende komik, som man for sjældent ser. Men netop fordi serien er bygget op omkring en næsten teatralsk drivkraft, hvor karaktererne ofte umotiveret konfronterer hinanden med deres problemer, sagtner det indlevelsen lidt.
Der er skruet op for den tropiske stemning på lydsiden, som nærmest enerverende understreger feriens Hawaii-helvede, når bølgerne går allerhøjest. De rige gæster er muligvis over personalet og den manipulerende hotelleder i fødekæden, men serien vil også gerne demonstrere, at det er øens indfødte folk, der er allernederst, som ildspyende baggrundsdansere for rige menneskers livkriser.
Er det at tage munden for fuld, at hotelferien fyldt med rige røvhuller og hårdtprøvet personale i ‘The White Lotus’ også vil være historien om USA’s udnyttelsesbaserede servicesamfund forklædt som liberalismens drøm? Det er i hvert fald ambitiøst.
Men selvom Eat The Rich-mentaliteten er slet skjult, er alle i sidste ende enten moralsk fordærvede, eller moralsk fordærvelige når de tjekker ind på The White Lotus.
Kort sagt:
Det tjener til ‘The White Lotus’ ære, at den ud over at være en gedigen kapitalismekritisk komedie med farcemomenter, er en seks timer lang mareridtsferie, du alligevel virkelig gerne vil med på.