(Guiden er opdateret 3. april 2025)
‘Verdens værste menneske’
Selvom man måske skulle tro, at popkulturen efterhånden havde udtømt samtlige millennial-navler for eksistentielle spørgsmål af varierende spændingsniveau, leverede den norske mester Joachim den tredje film i ‘Oslo’-trilogien, der faktisk formåede at genopfinde det skamredne generationsportræt med skandinavisk fortegn og frisk ironisk finesse.
’Verdens værste menneske’, den 30-årige Julie, er endnu en selvoptaget ung kvinde, der repræsenterer sin generations almene tvivl. Men hun er også bare et ærligt og smukt filmisk spejl for nogle følelser og diskussioner, der ikke har mistet relevans, bare fordi Hollywood i kølvandet på ’Girls’ masseproducerede smukke neurotikere i popkulturen. Det er en legende fornøjelse at følge hende gennem sit unge voksenliv, hvor hun smilende dropper både uddannelser og elskere for at finde sig selv.
‘Tár’
Cate Blanchetts ypperlige dirigent Lydia Tár var nærmest ikonisk ved ankomsten.
Da vi møder hende i begyndelsen af Todd Fields film, giver hun interview om sine præstationer til en ivrigt rosende journalist fra The New Yorker. Men bag den professionelle facade hos det hyldede musikalske geni viser der sig at gemme sig en kynisk egoisme. Det er et spørgsmål om tid for perfektionen begynder at krakelere.
Og det må det siges at gøre i ‘Tár’, hvor vi på nervepirrende vis kommer helt tæt på en kvinde, hvis skurkagtighed er skildret uhyre elegant.
Blanchetts præstation er fænomenal, og fra start til slut er filmen et fantastisk ubehageligt mysterie.
‘The Florida Project’
De bor lige ved siden af Disneyland, men deres drømme går aldrig i opfyldelse.
Det er virkeligheden for hovedpersonerne i Sean Bakers rå sociale drama, der følger en enlig mor og hendes datters meget lidt fortryllende liv på det ramponerede motel ’The Magic Castle’ i forlystelsesparkens periferi. Willem Dafoe er stedets elskelige bestyrer, der med lige dele medlidenhed og tough love, gør hvad han kan for at holde sine sølle lejere oven vande.
Moren Halley stykker et eksistensgrundlag sammen via sexarbejde og småkriminalitet, mens datteren Moonie tilbringer dagene med stedets andre børn. En barndom der har sine særlige smukke øjeblikke, selvom den foregår på kanten af samfundet. Hele tiden sniger Disneys nærliggende fantasifabrik sig ind i fortællingen på paradoksal vis.
Soundvenues anmelder kaldte ’The Florida Project’ for »en af de mest gribende skildringer af barndom og fattigdom nogensinde«.
‘Love Lies Bleeding’
Fans og ikke-fans af bodyhorror, foren jer!
For ‘Love Lies Bleeding’ tager helt særligt greb om den til tider lidt frastødende genre. Instruktør Rose Glass har fundet en ret uimodståelig kombination af kropslige udskejelser, humor, vold, gore og forelskelse, som man mærker lige så intenst som alt det klamme.
Kristen Stewart er en lille smule tilbage i sin fænomenale ‘Twilight’-akavethed som træningscenterbestyreren Lou, der falder hovedkulds for den smukke bodybuilder Jackie.
Hvis man synes ‘Drive’ manglede kvindekraft, men også at ‘Titane’ var lige en tand for ulækker, er ‘Love Lies Bleeding’ perfekt.
’Election’
Før han lavede ’The Holdovers’ ’Sideways’ og ’Nebraska’ slog instruktør-manuskriptforfatter Alexander Payne sit navn fast med den kulsorte highschool-komedie ’Election’ i 1999.
Filmen positionerede noget meta-spydigt den upcoming superstjerne Reese Witherspoon som en overambitiøs skolepige, Tracy Flick, over for den nedadgående 80’er-stjerne Matthew Broderick som læreren, Jim, der småligt beslutter sig for at spænde ben for stræberelevens elevrådformandsdrømme.
’Election’s intrikate tematikker om kontroversiel kønspolitik, forsmået maskulinitet, LGBTQ-teenagere og slutshaming er kun blevet mere relevante siden premieren, og Payne gør en komisk dyd ud af sidestille forstadsamerikansk highschool-tyranni med kimen til storpolitisk korruption og græsrodsbevægelsernes kamp i Guds eget land. En lille knaldperle.
’How to Have Sex’
Molly Manning Walkers ’How To Have Sex’ vandt Un Certain Regard-pris i Cannes og tager med ømhed og grum alvor minderne fra teenagelivet op til revision. Det er en film for alle, der har kastet op på toilettet for at gå ud og knappe en ny øl op bagefter.
Vi tager med tre 16-årige veninder på druktur til et resort i den græske festby Malia, hvor britiske turister udgør én stor vodkadrikkende klump i poolen om dagen og på dansegulvet om natten med shots og selvlysende drinksspande. Pigerne i deres stiveste puds og drengene i bar overkrop og klipklappere. En petriskål for overskredne grænser. Især for den ene pige Tara, der for alt i verden bare gerne vil miste sin mødom.
’I Used to Be Funny’
Da vi møder ‘I Used to Be Funny’s spirende standup-komiker Sam Cowell, spillet af stortalentet Rachel Sennott, er der absolut intet at grine af i hendes liv.
Efter ellers at have stået på tærsklen af et populært gennembrud er den morsomme unge kvinde faldet ned i en dyb depression, som følge af en brat og ubehagelig afslutning på en tidligere sidetjans som au pair hos en sorgramt familie. Da San opdager, at den 14-årige pige, hun plejede at passe, er forsvundet og eftersøgt af politiet, begynder hun til gengæld langsomt at tage aktion og konfrontere fortiden i forsøg på at få det sjovt igen.
’I Used to Be Funny’ er en sjælden indie-perle, der forener humor, standup og traumer på en usandsynligt vellykket og stemningsfuld måde. Du har næppe set Rachel Sennott i en så usjov rolle, men filmen gør overraskende stort følelsesmæssigt indtryk.
’The Woman King’
Du har ikke set Viola Davis’ fulde potentiale, før du har set hende som banebrydende actionhelt i ’The Woman King’. Der er noget så sjældent som et elegant koreograferet actionbrag med sorte kvinder komplet i front. Et originalt og medrivende indspark i en genre, der er ikke altid brillerer i risikovillighed, centreret omkring et stykke historie fra det område i Afrika, der i dag udgøres af Benin.
Her bliver tiden skruet helt tilbage til 1823, hvor Dahomey-kongeriget er under trussel fra Oyo-empiriet, der bortfører deres befolkning og sælger dem til slavehandel. Stammens helt store styrke er dog den nærmest uovervindelige kvindelige krigertrup agojie, der bliver ledet af Davis’ bryske og fascinerende general Nanisca. Det er en lise at se energien hos det stærke cast, hvor ’Bond’-skuespiller Lashana Lynch vækker opsigt sammen med det nye stjernefrø Thuso Mbedu. Undervejs bliver der plads til både melodrama og smukke actionscener.
‘Fuld af kærlighed’
Historien er rig på film om misbrugere, men det er forfriskende interessant at opleve misbruget fra de pårørendes synsvinkel, for det er i mange tilfælde her, tragedien er størst.
I ‘Fuld af kærlighed’ gør Christina Rosendahl netop det. Med udgangspunkt i sin egen historie fortæller hun om en ellers kultiveret familie, der bag parcelhusets vægge dog tynges af faren Peters alkoholmisbrug.
Vi følger den ældste datter Sofia, der sætter sit ungdomsliv på pause, fordi hun føler sig nødsaget til at holde sammen på familien og gøre sin far rask.
Stine Stengade og Lars Ranthe leverer nogle af karrierens bedste præstationer, mens det unge talent Viilbjørk Malling Agger slår såret og sørgmodigt igennem i hovedrollen.
‘Midsommar’
Nu spørger du måske: »Kan en gyser nu for helvede ikke bare være en gyser – fire jumpscares, et knirkende hus, et møguhyggeligt barn – uden vi skal overvære svenske midsommerritualer i pinefuld realtid?«
Heldigvis ikke.
Med ’Hereditary’ og ’Midsommar’ gik stortalentet Ari Aster godt i gang med at revitalisere horrorgenren med foruroligende psykologisk uhygge og et manende tålmodigt filmsprog, der sætter sig i kroppen. Stort set hele ’Midsommar’ foregår i dagslys, og efterhånden som vores hovedpersoner, (soon to be eks-)-kæresteparret Dani og Christian kommer længere og længere ind i det mystiske hedenske samfund langt ude på landet i Sverige, forstærker lyset faktisk den klaustrofobiske stemning med chokerende grafiske scener, man ville ønske, man aldrig havde set.
’Dumb Money’
Historien om GameStop-aktien er muligvis en af nyere tids vildeste underdog-historier.
I 2021 satte en gruppe private aktieinvestorer fra Reddit-forummet r/wallstreetbets sig for at investere i den segnende spilbutik, hvilket kom til at koste Wall Street-rigmænd dyrt, da de havde investeret i dens undergang i årevis.
Bevægelsens frontmand blev den ydmyge YouTuber Keith Gill (med onlinenavnet RoaringKitty), der i Craig Gillespies filmatisering spilles af en ultraelskelig Paul Dano. Samtidig hepper man dog også på hans følgere, helt almindelige mennesker, der følger hans investeringsråd. De rige skurke spilles på fornøjelig vis af Nick Offerman og Seth Rogen.
»En både sjov og overraskende vedrørende fortælling om den lille mands kamp mod den stinkende rige elite«, skrev Soundvenues anmelder.
’May December’
»Jeg vil jo gerne have, du fortæller vores historie rigtigt«, lyder det fra 60-årige Gracie i den kritikerroste ‘May December’, da hun byder Hollywood-stjernen Elizabeth ind i sit hjem.
Anledningen er, at den yngre skuespiller skal portrættere hende i en film om hendes ægteskab. Et ægteskab ned en mand, hun fandt sammen med, da han var 13 år, og den dengang 36-årige kvindes kollega i en dyrehandel. Historien er løst baseret på en virkelig historie om en amerikansk skolelærer, der forførte en elev fra sin 7. klasse.
Forholdet mellem grooming og ægte kærlighed bliver udforsket med skarp kritik og fascinerende præstationer fra Julianne Moore, Natalie Portman og ‘Riverdale’-udbryderen Charles Melton i Todd Haynes film.
»Med ’May December’ har Todd Haynes skabt en fuldstændig fantastisk kompleks film om magt og overgreb. Du skal se den – særligt hvis du overvejer at lave true crime eller hedder Mike Fonseca«, skrev Soundvenues Luna Ehlers i sin femstjernede anmeldelse.
’Triangle of Sadness’
Svenske Ruben Östlund lavede sin mest underholdende film til dato, da han lod en ekstremt eksklusiv yacht fuld med rigmænd gå til grunde, hvorefter de overlevende – fra de mest velhavende gæster til rengøringspersonalet – skaber deres eget magthierarki på en øde ø.
Guldpalme-vinderen vakte især opsigt for sin ubønhørligt udførlige bræksekvens, der er så ulækker, at det vender sig i maven, mens man samtidig græder lidt af grin.
‘Triangle of Sadness’ lever dog udover sin klamhedsfaktor især højt på sine vindende skuespilpræstationer – fra Woody Harelson til Vicki Berlin og ikke mindst filippinske Dolly De Leon, der som skibets toiletskrubber besidder de bedste overlevelsesevner, men viser sig lige så magtsyg som, de cheftyper hun er blevet kommanderet rundt af hele livet.
Filmen er fra start til slut en nervepirrende og ekstremt sjov katastrofetanke. »Stor – og absurd underholdende – kunst!«, som Soundvenues filmredaktør formulerede det.
‘Palm Springs’
Andy Samberg spiller en mand, der vågner op til den samme dag igen og igen, men hvis du allerede nu tænker, at vi har fået nok af tidsloop-film, så tro om igen: ’Palm Springs’ har nemlig et fedt lille twist på ’Groundhog Day’-konceptet, idet Sambergs Nyles allerede har gennemspillet samme dag – hans ulidelige kærestes venindes bryllupsdag – hundredvis af gange, da vi kommer ind i fortællingen. Og filmen får herlig komik ud af hans milimeterpræcise kendskab til hver en detalje under festen.
’Palm Springs’ er en slags metakomedie på genren, samtidig med at den har nok hjerte til, at det aldrig bliver distanceret. Føles dine fredage på sofaen i sig selv som en evig gentagelse, er Max Barbakovs instruktørdebut et særdeles forfriskende indspark.
‘Kød og blod’
»Jeg vil gøre alt for min familie«, siger Joachim Fjelstrups Jonas undervejs i ’Kød og blod’ og opsummerer samtidig den gennemgående tematik for Jeanette Nordahls spillefilmdebut. En film, hvori instruktøren (’Når støvet har lagt sig’) sammen med manusforfatter Ingeborg Topsøe (’Charmøren’) fortæller en historie, der vækker minder om australske David Michôds ’Animal Kingdom’:
Da 17-årige Idas (Sandra Guldberg Kampp) mor omkommer i en bilulykke, placerer familieforsorgen hende hos mosteren Bodil (fabelagtige Sidse Babett Knudsen), der har de voksne sønner Jonas (Fjelstrup), David (Elliott Crosset Hove) og Mads (Besir Zeciri) boende. Familie lever af lyssky aktiviteter i lokalsamfundet, og bruger trusler og vold, hvis ikke »forretningsforbindelserne« makker ret.
Det er altid sjovt at se genrefilm i en dansk kontekst, som da Fenar Ahmad med ’Underverden’ placerede en dyster actionthriller i de københavnske kvarterer, og i ’Kød og blod’ udspiller det kriminelle drama sig i rammer, vi normalt aldrig ville forbinde med gangsterfamiliebrutalitet:
Et fynsk forstadshus med lædersofaer og dåse-Pepsi ad libitum i køleskabet. Og det er knugende klaustrofobisk.
’Once Upon A Time In Hollywood’
Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ skabte Quentin Tarantino sin mest nostalgiske film til dato (hvilket ikke siger så lidt!) – en melankolsk hyldest til Hollywoods gyldne æra anno 1969, hvor den amerikanske nybølge bankede på døren, mens Manson-kulten spøgte i periferien af La La Land med en uafrystelig tragedie til følge.
Men Tarantino tager sig som vanligt friheder med sin fortolkning af historiens gang, når han giver Hollywood uskylden tilbage med en herlig hang out-film om den fallerede tv-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt).
Det er en udsøgt fornøjelse at være i de to has beens’ selskab, når de kører gennem Los Angeles’ gader (optaget på sprød 35mm med en utroligt detaljeret scenografi) og får sig en drink eller to for meget. DiCaprio og Pitt har en gnistrende kemi som to forskellige mandetyper, der er ude af trit med tiden omkring dem. Den improviserede scene, hvor Dalton desperat bryder sammen i sin trailervogn efter at have glemt sine replikker for gud ved hvilken gang, står blandt filmens bedste.
’Clueless’
»As if!«
Alicia Silverstone er lige så sød og gammelklog, som hun er himmelråbende blåøjet i Amy Heckerlings helt igennem 1990’er-perfekte komedie ’Clueless’. Nok er filmen løst baseret på Jane Austens vittige Kirsten Gifteknivs-fortælling ’Emma’, men det er Cher (Silverstone) og vennernes farvestrålende highschool-hverdag i Beverly Hills, der cementerer filmens status som stilskabende nyklassiker.
Heckerling beviste allerede med debuten ’Fast Times at Ridgemont High’ i 1982 (også en klassisk highschool-film) sin særlige evne for at portrættere tidens ungdom med ironisk vid og bid. Helt i tråd med midt-90’erne, byder ’Clueless’ derfor også på både kopierbare håndtegn, Dolce & Gabbana outfits, murstenstunge mobiltelefoner i guldkæder og knæhøje skolepigestrømper. Og hvad ville en highschool-film være uden en makeover? I ’Clueless’ er det stoneren Tai (nu sørgeligt afdøde Brittany Murphy), der får uvurderlige modetips af Cher.
Og vi tager alle sammen stadig noter.
‘I, Tonya’
Rapkæftet skøjteprinsesse fra trailertrash-miljø kvalificerer sig stik imod alle samfundssociale odds til de olympiske lege, men isen slår sprækker, da hun og hendes voldelige redneck-mand anklages for at have invalideret den All-American-polerede konkurrent.
For uindviede lyder synopsisen som det pure ’Fargo’-fiktion, men historien om Tonya Harding dækker ikke desto mindre over en af 90’ernes største skandaler i amerikansk sport – her taget under stærkt underholdende, semibiografisk behandling af instruktøren bag ’Lars and the Real Girl’, Craig Gillespie.
Formidable Margot Robbie skøjtede sig til en Oscar-nominering for Bedste kvindelige hovedrolle, men det var kollegaen Allison Janney, der hjemtog den gyldne mand for sin birolle som Tonyas kyniske mor.
‘The Babadook’
Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.
Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.
’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.
Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.
’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.
Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.
‘Hustlers’
»Kravl ind i min pels«, spinner en halvnøgen Jennifer Lopez i en blanding af campet forførelse og moderlig omsorg som stripperdronningen Ramona, der chiller med en smøg på taget af den stripklub, hun lige har givet en showstoppende optræden i – tematisk varslende til Fiona Apples ‘Criminal’.
Lorene Scafarias ‘Hustlers’ er et underholdende true-crime-komediedrama om strippere, der ripper mænd med fede tegnebøger. Filmen er baseret på en New York Magazine-artikel fra 2015 af Jessica Pressler, som i filmen figurerer i skikkelse af Julia Stiles i en rammefortælling, hvor hun interviewer Destiny om begivenhedernes gang.
Filmen blander på underholdende vis de socialrealistiske undertoner med krimi, finansdrama og glamourøs musikvideoæstetik i glossy shoppingmontager og masser af kunstige øjenvipper, pailletter og hoop-øreringe. Kvinderne er toplækre, men bliver aldrig objektiviseret af kameraet. De skildres derimod med et kvindeligt blik som magtfulde aktører, dygtige dansere og hele mennesker.
‘No Country for Old Men’
Coen-brødrene skabte deres mindst Coen’ske film med Oscar-vinderen ’No Country For Old Men’, der spidder amerikansk senkapitalisme og grådighed med sit isnende portræt af et åndsforladt USA, hvor ondskaben svæver over de asfalterede ørkenveje ved højlys dag.
Josh Brolin spiller den fåmælte cowboy af i går, Llewelyn Moss, der falder over en kuffert med to millioner dollars midt ude i ørkenen, hvor en narkohandel er gået grueligt galt. Han nupper pengene, men hans bedagede retskaffenhed tvinger ham til at vende tilbage til gerningsstedet, hvor han får den nådesløse lejemorder Anton Chigurgh (en uforglemmelig Javier Bardem) på nakken.
Hvad der følger, er et åndeløst spændende spil katten-efter-musen, der ville gøre salige Hitchcock stolt.
‘Lærerværelset’
Vi ved det godt. Du gider ikke rigtigt ind at se en film, der hedder ‘Læreværelset’. Hvad er det overhovedet? Et cardigandrama om utaknemmelige børn og fremmedgjort kaffeånde?
Men se nu bare bort fra titlen. Bag den gemmer sig et skarpt skåret hverdagsdrama så spændende som en thriller og med lige så mange pågående moralske spørgsmål som en filosofibog.
Den unge Carla (Leonie Benesch fra ’Det hvide bånd’ og ’Babylon Berlin’) er en god og nærværende lærer for en 7. klasse i Tyskland. Skolen præges imidlertid af en række tyverier, og da mistanken retter sig i en uheldigt racistisk retning, prøver Carla selv at afsløre synderen.
Det fører hende ud på stormombruste etiske farvande, og de spørgsmål om skyld og retfærdighed, man i starten tænker er nemme at besvare, bliver efterhånden sværere og sværere, efterhånden som situationen eskalerer.
Over blot 98 minutter holder instruktør Ilkar Catak seeren i et solidt spændingsgreb uden at lande på letkøbte konklusioner.
‘Blade Runner 2049’
Den forudgående hype til trods blev Denis Villeneuves opfølger til Ridley Scotts sci-fi-klassiker ikke nogen videre succes ved de amerikanske billetluger tilbage i 2017 – akkurat som den første ’Blade Runner’ heller ikke var det tilbage i 1982.
Måske er det ’Blade Runner’s lod ikke at modtage retmæssig anerkendelse i sin samtid, om end ’2049’ dog begejstrede en lang række kritikere. Villeneuves feberdrøm af en futuristisk fabel var lang, ja – måske også for lang. Men filmen leverer ikke desto mindre en seeroplevelse, man meget sent glemmer.
Foruden Ryan Goslings medrivende centrale præstation som alle tiders mest poetisk melankolske androide (move over, Roy) på jagt efter en højere mening med sin eksistens, var ’2049’ en åndeløst overrumplende æstetisk såvel som audiovisuel triumf, der sømløst byggede ovenpå Scotts oprindelige fortælling uden at give tab på sine egen originalitet.
’Druk’
Thomas Vinterbergs Oscar-vinder er en af hans bedste film til dato.
I centrum står Mads Mikkelsen i en suveræn præstation som den udbrændte gymnasielærer Martin, der sammen med vennerne Tommy (Thomas Bo Larsen) og Nikolaj (Magnus Millang) sætter sig for at afprøve den norske filosofs Finn Skårderuds tese om, at en funktionspromille på 0,5 kan vække den menneskelige sjæl op til dåd.
Men lige så vidunderlig rusen er til at starte med, stikker alkoholismen selvfølgelig også sit ansigt frem i eksperimentet.
Hvad der starter som en ublu hyldest til alkohol, ender som noget meget mere nuanceret. Og så er slutscenen en af de bedste i nyere tid.
‘The Devil Wears Prada’
En af de bedste komedier fra 00’erne er også en af de mest underholdende film om modeindustrien til dato, baseret på forfatter Lauren Weisbergers semiselvbiografiske roman om en ung kvinde, der bliver ansat som assistent for chefredaktøren på branchens mest toneangivende magasin, Runway (aka. Vogue).
Anne Hathaway spiller assistenten Andy, der sendes på stadigt mere absurde ærinder rundt i New York, mens Emily Blunt er kollegaen Emily, der i modsætning til Andy lever og ånder for jobbet. Stanley Tucci er moderedaktøren, det er umuligt ikke at elske og på toppen af kransekagen leverer Meryl Streep en af sine mest underholdende præstationer som isdronningen Miranda Priestly.
‘The Devil Wears Prada’ er proppet med geniale oneliners (»Did you fall down and smack your little head on the pavement?«) og stikpiller til modeverdenen, men det er det storspillende cast, man gerne besøger igen og igen.