‘Midsommar’
Nu spørger du måske: »Kan en gyser nu for helvede ikke bare være en gyser – fire jumpscares, et knirkende hus, et møguhyggeligt barn – uden vi skal overvære svenske midsommerritualer i pinefuld realtid?«
Heldigvis ikke.
Med ’Hereditary’ og ’Midsommar’ gik stortalentet Ari Aster godt i gang med at revitalisere horrorgenren med foruroligende psykologisk uhygge og et manende tålmodigt filmsprog, der sætter sig i kroppen. Stort set hele ’Midsommar’ foregår i dagslys, og efterhånden som vores hovedpersoner, (soon to be eks-)-kæresteparret Dani og Christian kommer længere og længere ind i det mystiske hedenske samfund langt ude på landet i Sverige, forstærker lyset faktisk den klaustrofobiske stemning med chokerende grafiske scener, man ville ønske, man aldrig havde set.
’Dumb Money’
Historien om GameStop-aktien er muligvis en af nyere tids vildeste underdog-historier.
I 2021 satte en gruppe private aktieinvestorer fra Reddit-forummet r/wallstreetbets sig for at investere i den segnende spilbutik, hvilket kom til at koste Wall Street-rigmænd dyrt, da de havde investeret i dens undergang i årevis.
Bevægelsens frontmand blev den ydmyge YouTuber Keith Gill (med onlinenavnet RoaringKitty), der i Craig Gillespies filmatisering spilles af en ultraelskelig Paul Dano. Samtidig hepper man dog også på hans følgere, helt almindelige mennesker, der følger hans investeringsråd. De rige skurke spilles på fornøjelig vis af Nick Offerman og Seth Rogen.
»En både sjov og overraskende vedrørende fortælling om den lille mands kamp mod den stinkende rige elite«, skrev Soundvenues anmelder.
’Triangle of Sadness’
Svenske Ruben Östlund lavede sin mest underholdende film til dato, da han lod en ekstremt eksklusiv yacht fuld med rigmænd gå til grunde, hvorefter de overlevende – fra de mest velhavende gæster til rengøringspersonalet – skaber deres eget magthierarki på en øde ø.
Guldpalme-vinderen vakte især opsigt for sin ubønhørligt udførlige bræksekvens, der er så ulækker, at det vender sig i maven, mens man samtidig græder lidt af grin.
‘Triangle of Sadness’ lever dog udover sin klamhedsfaktor især højt på sine vindende skuespilpræstationer – fra Woody Harelson til Vicki Berlin og ikke mindst filippinske Dolly De Leon, der som skibets toiletskrubber besidder de bedste overlevelsesevner, men viser sig lige så magtsyg som, de cheftype hun er blevet kommanderet rundt med hele livet.
Filmen er fra start til slut en nervepirrende og ekstremt sjov katastrofetanke. »Stor – og absurd underholdende – kunst!«, som Soundvenues filmredaktør formulerede det.
‘Nope’
’Nope’ er mere visionær sci-fi, end det er gys, mere Steven Spielberg end John Carpenter. Et søskendepar (Daniel Kaluuya og Keke Palmer) på en ranch i Californien opdager en mystisk entitet i luften, og snart går den vilde monsterjagt i en film, der uregerligt klipper til en gammel episode fra et tv-show, hvor en chimpanse går morderisk amok. Ikke alle tråde samles op – særligt Steven Yeuns forlystelsespark-ejer svæver uforløst – men det er til at leve med, når de opfindsomme indfald og visuelle bravurnumre er så mange, inklusive det fedeste rumvæsen siden ’Arrival’.
Jordan Peele har endnu ikke skuffet.
‘Palm Springs’
Andy Samberg spiller en mand, der vågner op til den samme dag igen og igen, men hvis du allerede nu tænker, at vi har fået nok af tidsloop-film, så tro om igen: ’Palm Springs’ har nemlig et fedt lille twist på ’Groundhog Day’-konceptet, idet Sambergs Nyles allerede har gennemspillet samme dag – hans ulidelige kærestes venindes bryllupsdag – hundredvis af gange, da vi kommer ind i fortællingen. Og filmen får herlig komik ud af hans milimeterpræcise kendskab til hver en detalje under festen.
’Palm Springs’ er en slags metakomedie på genren, samtidig med at den har nok hjerte til, at det aldrig bliver distanceret. Føles dine fredage på sofaen i sig selv som en evig gentagelse, er Max Barbakovs instruktørdebut et særdeles forfriskende indspark.
‘Talk to Me’
Ved første øjekast kan ‘Talk to Me’ sagtens virke som et banalt teenagegys, som vi kender det fra masser af andre film: En gruppe unge får fat i en hjemsøgt hånd og udfordrer hinanden til at kommunikere med dens overnaturlige kræfter. Men udover at være effektivt uhyggelig, gemmer det australske horrorhit også på sort komik og nogle urovækkende takter, man ikke lige sådan glemmer. Det unge talent Sophie Wilde er i hovedrollen, som den netop hjemvendte psykiatripatient Mia, et vildt bekendtskab.
‘Talk To Me’ er instrueret af Phillipou-tvillingerne, der blev kendt for at lave alternativ horror på YouTube-kanalen Racka Racka, og de rammer et slibrigt sweetspot mellem traumer og poppet uhygge.
‘Blackberry’
Vi har de seneste år oplevet en hel bølge af film i krydsfeltet iværksætteri, erhvervsliv og stædige individer med en visionær ambition. Fra ’Air’ og ’Tetris’ til ’Flamin’ Hot’, ’Dumb Money’ og ’The Beanie Bubble’.
‘Blackberry’ instrueret af Matt Johnson handler om verdens første smartphone, der en kort årrække var det hotteste nye teknologi med fast plads i hænderne på alle fra præsident Obama til de ypperste topchefer.
Vi følger de nørdede tech-opfindere Mike Lazaridis og Douglas Frenins kamp for at overtale omverden om, at de har noget særligt mellem hænderne i midt-90’ernes USA. Tonen er komisk, men tangerer mod slutningen vemodigt drama.
»’BlackBerry’ lægger ud som en charmerende nørdekomedie og havner et køligere sted med samme desillusionerede skyline-udsigt som i ’Succession’ eller ’Billions’«, skrev Soundvenues Henrik Reinberg Simonsen i sin femstjernede anmeldelse.
’No Hard Feelings’
Det er en umage idé: En 32-årig er nødsaget til at forføre et 19-årigt curlingbarn .
Men Jennifer Lawrence lykkes storkomisk med at vende sexkomedien og Mrs. Robinson-myten på hovedet millennial-style i Greg Stupinsky’s ’No Hard Feelings’.
Her spiller hun den hårdtprøvede Uber-chauffør Maddie, der for alt i verden redde sit lille hus i Montauk. Det er dog mildest talt op ad bakke, da hendes bil bliver inddraget af skattevæsenet.
Nød lærer nøgen kvinde at stå på rulleskøjter og sige ja til et overbekymret forældrepars mildest talt bizarre tilbud. Hvis hun har en affære med deres indesluttede teenagesøn, får hun en bil. Så er spørgsmålet bare, om hun skal »date ham«, eller »date ham« (læs: kneppe ham)? Svaret bliver mere hjertevarmt end som så. I et komedielandskab hvor der er langt mellem snapsene, leverer ‘No Hard Feelings’ på den vigtigste front: Med et godt grin. Hvorvidt præmissen var gået med omvendt fortegn, kan man så diskutere bagefter.
‘Bullet Train’
Hvis det er af den rette kaliber, bør ingen være for fine til slå på tæven-action på et tog. Og den tidligere stuntmand David Leitchs kulørte filmatisering af en japansk thrillerroman glider let ned på storunderholdende vis. Når Brad Pitts hired gun træder ind på et tog for at stjæle en mystisk mappe, sætter man sig godt til rette og nyder turen, mens den ene karismatiske lejemorder, gangster og hustler efter den anden stjæler scenen.
Ensemblet er desuden aldeles stjernespækket, men filmens evigt småkværulerende britiske mordermakkerpar Lemon og Tangarine, spillet af Aaron Taylor-Johnson og Brian Tyree Henry er den klare favorit. Som taget ud af en Guy Ritchie-film bringer de charme og skæv personlighed til hele affæren, og især ’Atlanta’-stjernen Henry er filmens MVP, der i flere scener decideret sætter Brad Pitt til vægs med sin underspillede, sørgmodige facon. ’Bullet Train’ er måske ikke stor kunst af den slags, der normalt når filmkritikeres toplister. Men at skære den perfekte tømmermændsfilm er om muligt en kunstart i sig selv.
‘Spider-Man: Across the Spider-Verse’
Det siger en hel del om fortælleglæden, opfindsomheden og hjertet i ‘Spiderverse’-animationsfilmene, at de brager succesfuldt igennem på et tidspunkt, hvor man ellers drømmer sig hen til et andet og fuldkommen singulært univers, hver gang man hører ordet »multivers« optræde i en superheltesammenhæng.
Opfølgeren til den epokegørende ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’ levede op til forventningerne og mere til med en svimlende ambitiøs fortælling, der på utrolig vis formår at forene skæbneafsøgende møder mellem hundredvis af multiversets edderkoppemænd (og … Spider-grise og … heste og …) med en jordnær historie om en ung mand, der bare prøver at finde sig selv og et fællesskab.
’Game Night’
Selvom fænomenet brætspilsaften ikke ligefrem emmer af action, er det en kendsgerning, at den type hverdagskonkurrencer kan bringe en djævel frem i folk.
I den undervurderede amerikanske komedie ’Game Night’ udvikler en ellers traditionsrig spilaften med entusiasterne Max og Annie sig i hvert fald i en hæsblæsende retning.
For da Max’ blærerøvsbror Brooks gør sin entré og inviterer dem hjem i sin penthouse-lejlighed til et omfattende live-rollespil, der er centreret omkring en fysisk kidnapning, bliver det pludselig svært at fatte konturerne mellem leg og virkelighed.
Jason Bateman og Rachel McAdams er charmerende og morsomme i hovedrollerne som quiznørderne, der er helt og aldeles på udebane, da de pludselig kommer i karambolage med rigtige kriminelle. Derudover skinner både Jesse Plemmons, Kyle Chandler (’Friday Night Lights’) og Lamorne Morris (‘New Girl’) i birollerne.
’Hereditary’
Nøglen til ’Midsommar’-instruktør Ari Asters særlige succes finder man i debuthittet ’Hereditary’, der med uforglemmelige chok og en vild fortælling om arvelig psykisk sygdom spinder en af de mest fremsynede gysere i nyere tid.
Toni Colette er umulig at tage øjnene fra som den sorgplagede miniature-kunstner Annie, der bliver ubehageligt meget klogere på sin egen familiehistorie, da hun mister sin mor, og de pludselig hjemsøges af en stor flok morens ukendte bekendtskaber.
Det er en lige dele klaustrofobisk og fascinerende oplevelse at mærke det morderne hjems vægge snævre ind.
’Lady Macbeth’
Stortalentet Florence Pugh (’Little Women’, ’Midsommar’) fik en bragende flot filmdebut i instruktør William Oldroyds isnende gode ’Lady Macbeth’, der fortæller historien om en ung kvinde i 1800-tallets England, Katrine, som giftes bort til en langt ældre, komplet indifferent gårdmand. Katrine er ved at gå til af kedsomhed, men da hun kaster blikket på en af gårdkarlene, vækkes hede, altopslugende lyster. Og et voksende, uhyggeligt magtbegær.
’Lady Macbeth’s kulde kan mærkes helt ind i knoglerne, forbudte kys får kinderne til at blusse og moralske tvetydighed forplanter sig til en ubehagelig fornemmelse i maven.
’Beautiful Beings’
Hvis du ganger ‘Zappa’ med 100 får du ’Beautiful Beings’, der er en næsten uhyggeligt hårdtslående coming of age-film om islandske teenagere.
Bag filmen står den ualmindeligt dygtige Gudmundur Arnar Gudmundsson, som debuterede med ’Heartstone’, og som har et helt særligt blik for at beskrive unge, så det både er følsomt og brutalt.
’Beutiful Beings’ handler om en gruppe 14-15-årige outsiderdrenge, der hvirvles ind i – og ofte selv opsøger – en voldsspiral i det lille samfund, hvor forældrene er fraværende eller fordrukne, og hvor de unge efterlades til deres eget forsøg på at finde mening i et fællesskab af alkohol og konfrontation. Det er både smukt og desillusioneret, skæbnesvangert og indimellem håbefuldt. Og med et par utrolige præstationer blandt de unge af den slags, Gudmundsson er exceptionelt dygtig til at fremkalde.
‘Den store stilhed’
Som regel møder vi nonner på film i genrefilm- og eksperimenter fra sexploitation til gys og musical. På den måde er den lavmælte danske ‘Den store stilhed’ ikke verdens letteste pitch. Men Katrine Brocks’ spillefilmsdebut er på alle måder et seværdigt, rørende og ikke mindst mærkbart stykke coming of age-drama, der er tillokkende originalt i sit valg af miljø.
For hvem går overhovedet i kloster i 2023? Det giver filmen et meningsfuldt og smukt bud på.
Den 29-årige Alma (stortalentet Kristine Kujath Torp) venter på at aflægge sit endelige løfte til Gud, da hendes forsøg på et fredeligt liv bliver afbrudt af et besøg fra hendes storebror Erik (en dirrende Elliott Crosset Hove). Med ham banker også deres fælles traume fra fortiden på døren, som pludselig skubber al Almas tillærte gudsfrygtighed ud af takt.
’Once Upon A Time In Hollywood’
Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ skabte Quentin Tarantino sin mest nostalgiske film til dato (hvilket ikke siger så lidt!) – en melankolsk hyldest til Hollywoods gyldne æra anno 1969, hvor den amerikanske nybølge bankede på døren, mens Manson-kulten spøgte i periferien af La La Land med en uafrystelig tragedie til følge.
Men Tarantino tager sig som vanligt friheder med sin fortolkning af historiens gang, når han giver Hollywood uskylden tilbage med en herlig hang out-film om den fallerede tv-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt).
Det er en udsøgt fornøjelse at være i de to has beens’ selskab, når de kører gennem Los Angeles’ gader (optaget på sprød 35mm med en utroligt detaljeret scenografi) og får sig en drink eller to for meget. DiCaprio og Pitt har en gnistrende kemi som to forskellige mandetyper, der er ude af trit med tiden omkring dem. Den improviserede scene, hvor Dalton desperat bryder sammen i sin trailervogn efter at have glemt sine replikker for gud ved hvilken gang, står blandt filmens bedste.
‘Dronningen’
May el-Toukhys grumme drama om en kvinde, der forfører sin teenage-papsøn med voldsomme konsekvenser til følge er slet og ret en af de forgange årtis vigtigste danske film. Trine Dyrholm er frygtindgydende god som (moder)naturkraften Anne, der opsluger svenske Gustav Lindh med hud og hår på et ’Antichrist’-smægtende visuelt bagtæppe af skovens dybe, våde vildnis, der grænser op til familiens skarpkantede skandinaviske designvilla. Og hudfletningen af, hvordan samfundets dyrkelse af ung maskulin virilitet – i modsætning til sager om teenagepigers seksualitet – overskygger svigtets alvor og magtforholdets sjæleknusende konsekvenser, er mesterligt iscenesat og debatværdigt.
’En helt almindelig familie’
Den 11-årige Emma elsker fodbold og sin far. Faktisk er hendes liv helt almindeligt i bedste 90’er-stil med Hawaii-pizzaer og crushes, indtil det hele bliver vendt på hovedet.
En dag springer hendes far nemlig ud som kvinde, og transformationen fra Thomas til Agnete er både underholdende og gribende skildret med udgangspunkt i instruktør Malou Reymanns egen opvækst.
Der er en øm humor på spil, og et originalt dybfølt perspektiv på familieudfordringer. Selvom Reymann fortæller sin specifikke historie, er den alment relaterbar. Ikke mindst på grund af blændende præstationer fra det unge stjerneskud Kaya Toft Loholt som Emma og Mikkel Boe Følsgaard, der gør det grundforandrede fædreskab kærligt og menneskeligt.
’Clueless’
»As if!«
Alicia Silverstone er lige så sød og gammelklog, som hun er himmelråbende blåøjet i Amy Heckerlings helt igennem 1990’er-perfekte komedie ’Clueless’. Nok er filmen løst baseret på Jane Austens vittige Kirsten Gifteknivs-fortælling ’Emma’, men det er Cher (Silverstone) og vennernes farvestrålende highschool-hverdag i Beverly Hills, der cementerer filmens status som stilskabende nyklassiker.
Heckerling beviste allerede med debuten ’Fast Times at Ridgemont High’ i 1982 (også en klassisk highschool-film) sin særlige evne for at portrættere tidens ungdom med ironisk vid og bid. Helt i tråd med midt-90’erne, byder ’Clueless’ derfor også på både kopierbare håndtegn, Dolce & Gabbana outfits, murstenstunge mobiltelefoner i guldkæder og knæhøje skolepigestrømper. Og hvad ville en highschool-film være uden en makeover? I ’Clueless’ er det stoneren Tai (nu sørgeligt afdøde Brittany Murphy), der får uvurderlige modetips af Cher.
Og vi tager alle sammen stadig noter.
‘I, Tonya’
Rapkæftet skøjteprinsesse fra trailertrash-miljø kvalificerer sig stik imod alle samfundssociale odds til de olympiske lege, men isen slår sprækker, da hun og hendes voldelige redneck-mand anklages for at have invalideret den All-American-polerede konkurrent.
For uindviede lyder synopsisen som det pure ’Fargo’-fiktion, men historien om Tonya Harding dækker ikke desto mindre over en af 90’ernes største skandaler i amerikansk sport – her taget under stærkt underholdende, semibiografisk behandling af instruktøren bag ’Lars and the Real Girl’, Craig Gillespie.
Formidable Margot Robbie skøjtede sig til en Oscar-nominering for Bedste kvindelige hovedrolle, men det var kollegaen Allison Janney, der hjemtog den gyldne mand for sin birolle som Tonyas kyniske mor.
‘Are You There God? It’s Me, Margaret’
En coming of age-komedie om en 11-årig pige, der desperat drømmer om at få sin første menstruation. Er der virkelig grund til at se sådan en, hvis man ikke er… en 11-årig pige?
Ja! For ’Are You There God, It’s Me Margaret’, der er baseret på den amerikanske bogklassiker af Judy Blume er en helt universel fortællingen om vejen fra barn til voksen. Ikke kun for en pige, selvom træningen i at udstoppe bh’er og gå ærefrygtigt rundt med et bind også er skildret med stor humor, men for en hel familie. I centrum for det hele står Margaret, der flytter med sine hippieforældre fra Manhattan til New Jersey i 1970’erne, hvor hun kæmper for at passe ind i det friserede kvarter.
»Den type skuespiller, der kan frembringe kemi med selv et hygiejnebind«, skrev Soundvenues anmelder om den unge Abby Ryder Fortsons bærende hovedrollepræstation. Som hendes forældre finder man Benny Safdie, Rachel McAdams i en næsten Oscar-værdig rolle og ikke mindst Kathy Bates som hjertevarm farmor.
‘La La Land’
Damien Chazelles pangfarvede, men umiskendeligt sørgmodige musical-ode til Hollywood og jazz er en rutsjebanetur for følelserne, ledet af Emma Stone og Ryan Gosling som de mismatchede turtelduer Mia og Sebastian, der måske vil drømmen om kærligheden mere end de vil hinanden.
Chazelle er stærkt inspireret af den franske instruktør Jaques Demys musicalklassiker ‘Pigen med paraplyerne’ (filmen, der sløjfede musicalgenrens lykkelige slutninger), men der tippes også med tophatten til ‘Singin’ in the Rain’ og Disneys ‘Tornerose’, mens de elskende synger og danser sig igennem et næsten surrealistisk kulisse-L.A., der bidrager til filmens sælsomme stemning.
Stone vandt fuldt fortjent en Oscar for portrættet af Mia, mens Chazelles faste komponist Justin Hurwitz hjemtog statuetter for både Bedste score og Bedste sang.
‘Den skyldige’
Politibetjenten Asger Holm passer engagementsløst den telefon på alarmcentralen, han er blevet placeret ved som straf, mens han venter på afgørelsen i en verserende sag om ham.
Alligevel er han hurtig til at opfange sagens alvor, da han får en kvinde i røret, som tilsyneladende er blevet kidnappet, men ikke kan fortælle det åbent.
’Den skyldige’ er et adrenalinpumpende drama, hvor man hverken får gerningsmand eller offer at se.
Det stramme koncept, hvor plottet udspiller sig i realtid, passer glimrende til filmens korte spilletid. Man har den samme information som Holm og overraskes som ham af de chokerende afsløringer undervejs, samtidig med at betjentens egen problematiske baghistorie drysses elegant ind.
‘The Babadook’
Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.
Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.
’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.
Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.
’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.
Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.
‘Hustlers’
»Kravl ind i min pels«, spinner en halvnøgen Jennifer Lopez i en blanding af campet forførelse og moderlig omsorg som stripperdronningen Ramona, der chiller med en smøg på taget af den stripklub, hun lige har givet en showstoppende optræden i – tematisk varslende til Fiona Apples ‘Criminal’.
Lorene Scafarias ‘Hustlers’ er et underholdende true-crime-komediedrama om strippere, der ripper mænd med fede tegnebøger. Filmen er baseret på en New York Magazine-artikel fra 2015 af Jessica Pressler, som i filmen figurerer i skikkelse af Julia Stiles i en rammefortælling, hvor hun interviewer Destiny om begivenhedernes gang.
Filmen blander på underholdende vis de socialrealistiske undertoner med krimi, finansdrama og glamourøs musikvideoæstetik i glossy shoppingmontager og masser af kunstige øjenvipper, pailletter og hoop-øreringe. Kvinderne er toplækre, men bliver aldrig objektiviseret af kameraet. De skildres derimod med et kvindeligt blik som magtfulde aktører, dygtige dansere og hele mennesker.