’Når støvet har lagt sig’: DR’s nye søndagsserie fortjener ros for at stryge publikum mod hårene
Terrorangreb er et bemærkelsesmæssigt populært emne i skandinaviske film og serier for tiden. I Norge er to spillefilm og en dokumentar om Utøya netop blevet fulgt op med den anmelderroste serie ’22. juli – dagen, der ændrede Norge’, og herhjemme har Ole Christian Madsens ‘Krudttønden’ om angrebet i København i 2015 allerede skabt debat inden premieren 5. marts.
Nu kommer DR’s søndagssatsning, Dorte Høgh og Ida Maria Rydéns ‘Når støvet har lagt sig’, der i modsætning til de andre værker har et fiktivt terrorangreb som omdrejningspunkt. Derfor skriver serien sig heller ikke ind i samme debat om, hvornår det er ’for tidligt’ at skildre et nationalt traume. Til gengæld kan man godt undre sig over, hvad forfatterne vil med terrorangrebet, der er et ret voldsomt dramaturgisk greb. I virkeligheden handler serien nemlig slet ikke om terror, men om de mennesker, der tilfældigvis bliver ramt. Om det lykkes at bruge terrorangrebet tematisk – i vores interview fortæller Høgh og Rydén, at terrorelementet skal skabe en modpol til sammenhængskraft – er umuligt at sige efter de tre første afsnit, jeg har set.
Serien starter lige på og hårdt med et skudangreb på en københavnsk restaurant. Herefter springer serien ni dage tilbage i tiden og introducerer os for nogle af de mennesker, der er på restauranten eller på anden måde har tilknytning til episoden, og hvis skæbner i løbet af serien fletter sig ind i hinanden.
Vi møder blandt andet parret Morten (Jacob Lohmann) og Camilla (Julie Agnete Vang), der er uenige om, hvordan de skal håndtere deres teenagesøns stofmisbrug. Plejehjemsbeboeren Holger (Henning Jensen), der ønsker at dø. Restaurantens tjener Louise (Filippa Suenson), der forsøger at få studie og arbejde til at gå op med at være alene med sin otteårige morsyge datter, Marie (Viola Martinsen). Frisørlærlingen Jamal (Arien Kashef), der kæmper for selvstændighed, men bliver trynet af sin storebror.
Og den tråd, jeg var mest fanget af, og som indtil videre er den eneste, der tematiserer terror: Den konservative justitsminister Elisabeth (Karen-Lise Mynster), der forsøger at få et lovforslag igennem om at udstyre asylansøgere med fodlænker frem for at spærre dem inde ud fra et princip om retssikkerhed. Hun kommer i et spændende politisk og etisk dilemma, da der bliver fundet en taske med ammunition nær et udrejsecenter og er nervøs for, at hendes kolleger vil bakke ud af forslaget på grund af terrorfrygt. Skal hun holde sagen tilbage for offentligheden i, hvad hun selv ser som den større sags tjeneste? Eller skal hun bare give op og gå på pension, som både hendes partileder og kulturradikale kone (Lotte Andersen) opfordrer hende til?
De øvrige plottråde og karakterer fungerer også fint på et menneskeligt plan, og efter at have set tre afsnit er jeg nysgerrig på at følge dem alle videre. Jeg er især spændt på, om det lykkes serien at skabe en større fortælling, for indtil virker seriens multiplotstruktur ret fragmenteret. Det er lidt forvirrende med den konstante tilførsel af nye karakterer, og vi er ikke kommet i dybden med nogen af dem endnu.
Første afsnit er instrueret med fin fremdrift af Milad Alami, der har skabt et dejligt gritty København. Skuespillet er godt over hele linjen, og der er en god blanding af kendte og nye ansigter. Jeg var især glad for at stifte bekendtskab med Filippa Suenson og den talentfulde barneskuespiller Viola Martinsen som mor og datter.
Replikker skurer en smule indimellem, hvor karaktererne har tendens til at sige, hvad de mener og føler direkte frem for at udtrykke det som subtekst, som de fleste mennesker gør.
Jeg er lidt irriteret på seriens tilbagevendende klip frem til terrorangrebet, som om skaberne er bange for, at vi ikke har tålmodighed til at følge karakterne uden at blive mindet om den spændende begivenhed i fremtiden. Det har jeg. Og jeg glæder mig til at se videre.
Uanset udfaldet fortjener skaberne og DR ros for modet til at stryge publikum mod hårene til søndagsaftenkaffen.
Kort sagt:
De første puslespilsbrikker i multiplothistorien i DR’s nye søndagssatsning med et terrorangreb som kontroversielt bagtæppe er særdeles lovende, men meningen med det hele må vi vente på.
Anmeldt på baggrund af tre afsnit.