’Rekonstruktion Utøya’: Massakrens overlevende fortæller, så man får våde øjne
»I må gerne vågne nu«, siger unge Mohammed til de fire jævnaldrende nordmænd, der livløst ligger op ad en klippesten. De rejser sig døsigt op, som vågnede de fra en lidt for lang middagslur. »Hvis bare det var så nemt«, siger Mohammed med et halvtrist smil.
Det her er nemlig blot en rekonstruktion af den forfærdelige oplevelse, han gennemgik for syv år siden. Lige nu befinder han sig i et filmstudie og ikke på øen Utøya, hvor 69 personer den 22. juli 2011 blev dræbt af terroristen Anders Behring Breivik.
I dokumentaren ’Rekonstruktion Utøya’ mødes fire af massakrens overlevende med 12 andre unge, som skal hjælpe dem med at genfortælle historien. I fire kapitler instruerer hovedpersonerne Rakel, Mohammed, Jenny og Torje skuespillerne i små genopførsler i en minimalistisk, sort kulisse, der er tegnet op med hvid tape på gulvet.
Instruktør Carl Javérs dokumentar er den tredje film på under et år, der behandler den norske tragedie, hvorfor den måske vil blive mødt af en vis mæthed hos publikum. Men jeg vil faktisk vove at påstå, at ’Rekonstruktion Utøya’ har størst eksistensberettigelse af de tre film – og egentlig burde den have været den første, vi fik at se.
Både Erik Poppes intense onetake-mareridt ’Utøya 22. juli’ og Paul Greengrass’ engelsksprogede Netflix-film ’22 July’ er uden tvivl velresearchede, men de er stadig fiktionsfilm. Uanset påpasselighed og sympatiske hensigter fra folkene bag vil der altid være noget problematisk i at gøre en virkelig tragedie til et stykke underholdende fiktion. Begge film blev da også mødt med stor skepsis, allerede før de kom ud.
I kraft af ’Rekonstruktion Utøya’s dokumentariske afsæt får man en helt anden, ægte og direkte kontakt til Utøya-ofrene, som i de terapeutiske iscenesættelser både rækker indad og ud mod en sørgende nation. Det er umuligt ikke at blive rørt.
Filmens styrke ligger ikke i at opleve de unge menneskers amatørskuespil. Simulationer er der nok af i de to fiktionsfilm, og den fysiske rædsel fra terrorangrebet formidles mere effektivt i Poppes ’Utøya 22. juli’. Det overvældende er at høre genfortællingen fra ofrenes egen mund – og derefter se deres reaktioner på rekonstruktionerne.
Man sætter alt ind på at analysere Rakels ansigt, når hun med let åben mund overværer, hvordan hun blev svigtet af sin veninde, der i stedet for at hjælpe hende fri af et stålhegn ulykkeligt måtte undskylde og løbe videre. Lige inden har vi hørt Rakel tale i telefon med selvsamme veninde for at spørge om lov til at bruge historien. Ikke fordi hun bærer nag, men fordi det er en vigtig del af hendes oplevelse.
Man kan ikke andet end beundre Rakels styrke til både at være tilgivende og selvransagende, når hun senere afslører, hvordan hun også selv efterlod en såret pige.
Torje, der var 12 år gammel under angrebet, bearbejder ikke oplevelsen med samme overskud. Hans forsvarsmekanisme er at lukke helt af for sine følelser, og han fortrækker ikke en mine. Som amatøransigtsanalytiker kommer man på overarbejde, og det gør ham ikke mindre interessant at kigge på.
Det er disse modige medvirkende, som bærer ’Rekonstruktion Utøya’, hvis kapitelopdeling i sig selv ikke byder på nogen overraskelser. Det gør dog ikke så meget, at filmen bliver en kende træg, for dens vigtigste formål er ikke underholdning, men oplysning, forståelse og identifikation.
Netop dette synes Carl Javér dog at glemme mod slutningen, hvor Torje (højst sandsynligt på foranledning af instruktøren) finder det nødvendigt at tilbageholde oplysninger om sin storebrors skæbne. Man kan næsten høre Javér råbe »surprise!«, når twistet afsløres, og de unge skuespillere overmandes af følelser. Et unødvendigt trick.
For de medvirkendes indforståede pagt er stærkt opløftende i sig selv, og på dette tidspunkt i filmen har deres historier allerede flere gange givet én våde øjne.
Kort sagt:
Enkelte fodfejl afholder ikke dokumentaren ’Rekonstruktion Utøya’ fra at være en fantastisk rørende oplevelse.
Læs også: Fortællingen om Anders Breivik, som man ikke ser i Utøya-filmene