KOMMENTAR. Jeg har set såvel spillefilmen ’Utøya 22. juli’ og Netflix’ ’22 July’. Begge er retvisende skildringer af aspekter af terrorangrebet og stærkt ubehagelige at se på.
Men der er en ting, jeg savner i skildringen af Brevik generelt. Fortællingen om hvor grundlæggende latterligt et menneske, Anders Behring Breivik er. I førstnævnte film skildres han kun som en fjern silhuet, og i den anden kommer man lidt nærmere på ham under retssagen, og han fremstår mest af alt som en kalkulerende psykopat, selvom den absurde verdensfjernhed i hans terrorpolitiske projekt lejlighedsvis kommer til udtryk.
Jeg vil ikke gå ind i diskussionen om Breiviks eventuelle diagnoser, men det er mit indtryk, at der i den offentlige skildring af manden mangler det, jeg finder mest påfaldende: Hvor latterligt et menneske han er.
At opfatte ham som en slags dæmonisk kraft, der er nærmest larger than life – én hvis navn, nogle nægter at nævne – er ekstremt menneskeligt. Det giver intuitivt mening, at monumentale begivenheder modsvares af monumentale årsager.
Et af de mest hjerteskærende mentale billeder fra massakren er en beskrivelse i Åsne Seierstads ’En af os’, hvor hun skildrer, hvordan mobiltelefonerne i de dræbte ungers lommer konstant ringede, mens retsmedicinerne gik rundt på øen efter massakren, og tusmørket faldt på. Overalt kunne man høre tonerne fra ofrenes yndlingsmusik og se, hvordan der i mobildisplayene, der lyste op, som regel stod »Mor« eller »Far«. Det er svært at forestille sig, at udløseren af en så sjælsrystende tragedie var grundlæggende og fundamentalt latterlig. Ond, tydeligvis farlig og ekstremt morderisk, javist. Men også i allerhøjeste grad et latterligt menneske.
Var ingen naturkraft
Det mener jeg ikke som en slags retrospektiv dom, jeg fælder over ham for at besudle hans navn mest muligt, selvom han naturligvis fortjener det i så rigt mål. Men fordi det er en kendsgerning.
Jeg har anmeldt de fleste bøger om både angrebene og Breivik for forskellige aviser, læst hele hans bizarre manifest og skrevet en længere upubliceret analyse (den blev for lang), blandt andet med henblik på at sandsynliggøre, hvornår han tog beslutning om at udøve terror, og mener at have et ret godt billede af ham.
Det sidste, han er, er en naturkraft eller en eller anden Michael Myers-agtig dræbermaskine med unikke evner. Han er en mand, hvis primære bedrift i sit overflødige liv var at bygge en bombe uopdaget. Det er komplekst og svært, men det kunne han desværre. At kalde massakren på øen for en bedrift, er imidlertid absurd. Forudsætningen var en total mangel på empati, men det er ikke en bedrift at være uempatisk, og det involverede intet mod og ingen særlige evner at dræbe ubevæbnede teenagere på en ø, hvor han var rustet til tænderne med automatvåben.
Breivik overgav sig, det sekund han mødte modstand, i modsætning til sine alenlange fantasier i sit manifest om at gå ned i en heroisk kugleregn og blive posthumt hyldet som martyr. Derefter gav han sig til at klynke over, at han havde fået en rift på fingeren af et knoglefragment.
Forfængelige billeder
Hans idiotiske manifest er en kombination af tilfældige udklip af andres skrifter og enmandsrollespil, hvor han forestiller sig at blive en pumpet riddertype, »The perfect knight« (uendelig megen plads går med at spekulere over alle de anabole steroider, han tager, og hvorvidt de giver ham leverskader), som han efter alt at dømme er blevet inspireret til i et af de computerspil (’Dragon Age: Origins’), hovedparten af hans vågne tid går med, og han bruger utrolig lang tid på at forsvare, at han spiller (skydespil er en slags forberedelse, jo).
Han fabler løs om en fiktiv tempelridderorganisation, han lader som om eksisterer, tilsyneladende i håbet om at inspirere til dens oprettelse efter hans terroraktion. En længere passage er dedikeret til den gravsten, som den fiktive organisation skal købe til ham (kan bestilles billigt i Indien), og hvordan den skal udsmykkes – han har selvfølgelig lavet en tegning.
På de forfængelige billeder, han tager af sig selv, er han udstyret med et væld af medaljer, han har købt på nettet – dem leger han så er ordener, som han har fået. Fiktive ordner, han har tildelt sig selv. I lange passager skriver han indforstået med et sympatisk sindet publikum, som selvfølgelig er lige så fiktivt, som hans ridderorden og medaljer.
I sin politiske karriere var han også en total fiasko. Breivik så sig selv som en fantastisk politisk begavelse, men formåede intet andet end at blive smidt ud af samtlige fællesskaber og organisationer, han forsøgte at blive en del af. Han fantaserer også om at samarbejde med både rockere og endda Al Qaeda om at skaffe våben, men formåede selvfølgelig heller ikke det.
Hans politiske ideologi er et bizart selvopfundet miskmask af islamkritik, anti-marxisme, racisme og drømme om et hyperpuritansk norsk samfund, som angiveligt skulle komme i 2083 – 400 år efter slaget ved Wiens porte – og som hans angreb skulle være begyndelsen på udviklingen henimod.
Det er intet storladent diabolsk over Anders Behring Breivik. Han er et latterligt menneske, en ynkelig ond og narcissistisk fantast og en nærmest universel fiasko, der desværre formåede at lykkes med en ting i sit liv: At dræbe 77 uskyldige mennesker, de fleste børn.
Mikkel Andersson er debattør, blogger på Berlingske, medvært på Radio24syvs medieprogram Q&A og medstifter af RokokoPosten. Ovenstående tekst blev først bragt på hans Facebook-side.
Læs også: Må en englænder lave film om Norges største tragedie?