Film skal som bekendt ses i biografen, men der er få film, der retfærdiggør det udsagn i lige så høj grad som Stanley Kubricks mesterværk ’Barry Lyndon’.
Den episke periodefilm, der i år fejrer 50-årsjubilæum og kan ses adskillige gange i Cinemateket over de næste måneder, er på alle måder skabt til biografrummet:
En spilletid på 185 minutter. Et storslået, periodespecifikt klassisk score. Uhyre smukke billeder, der giver effekten af at træde ind i et maleri fra 1700-tallet – fotograferet med særlige objektiver fra NASA, der gjorde det muligt at optage indendørsscener udelukkende ved brug af stearinlys.
Alt sammen hovedingredienser i Kubricks lige dele satiriske og tragiske storhed- og forfaldshistorie om den fattige opportunist Redmond Barry (Ryan O’Neal) og hans bestræbelser på at nå velstandens tinder i 1700-tallets aristokrati i Europa.
Med fire Oscar-statuetter i bæltet var filmen en af Kubricks mest anerkendte kunstneriske succeser i samtiden, om end han selv måtte se sig forbigået, da priserne for instruktør, manus og bedste film blev uddelt. Filmens kommercielle gevinst var også beskeden. ’Barry Lyndon’ blev kritiseret for at være lang i spyttet, for en udtryksløs hovedrolleindehaver og et sneglende – ja, ligefrem kedeligt – plot.
I dag har filmen for længst opnået mesterværksstatus, dens indflydelse er mærkbar i alt fra ’There Will Be Blood’ til ’The Favourite’, og dens fortælling om en adel, hvis eneste formål er at opnå mest mulig rigdom og magt, føles mere relevant i dag end nogensinde før.
Fra fremtid til fortid
Det kom som en overraskelse, da Stanley Kubrick i 1970’erne købte rettighederne til William Makepeace Thackerays mindre kendte, satiriske roman om Barry Lyndon og 1700-tallets hierarkiske samfundsorden fra 1844.
Instruktøren havde i sine tre foregående film haft blikket rettet mod en nærtforestående, dystopisk fremtid i ’Dr. Strangelove’, ’Rumrejsen 2001’ og ’A Clockwork Orange’ – minutiøse, stilistisk overlegne og gådefulde film, der havde sikret Kubrick sin mytiske status som hemmelighedsomgærdet, perfektionist auteur.
Med ’Barry Lyndon’ vendte han blikket mod fortiden for at afdække, hvordan datidens samfund lagde kimen til den forbrugerisme, jagt på fremskridt og de megalomane magtkampe, som hans forrige film kritiserede.
Egentlig ønskede Kubrick at lave en film om Napoleon, men den blev skrinlagt efter årevis med forberedelser, da det oppustede budget faldt sammen. I stedet fandt instruktøren mange paralleller mellem Napoleon og Barry Lyndon:
Begge var de øboere af familier uden nævneværdig status. Begge formåede de at udnytte store verdenskonflikter til selv at stige i graderne gennem manipulation og list. Og begge endte de deres dage tilbage på den ø, de kom fra, bortkastet fra det samfund, de så gerne ville være del af.
Det er næppe noget tilfælde, at ’Barry Lyndon’ slutter i 1789, året for Den franske revolution, hvor Napoleons rejse for alvor begynder. Et menneskes hovedløse jagt på rigdom og magt afløses af et andets i en proces, der gentages i uendelighed, og som filmhistorien har dyrket på tværs af genrer.
Fra western- over gangstergenren og frem til den moderne crime- og finans-film, hvor den sidste flig af ære og værdier er splintret.
En verden af ritualiseret vold
’Barry Lyndon’ fortæller historien om titelfigurens storhed og fald over to kapitler, indrammet af tre afgørende skuddueller. Først er det Barrys far, der må lade livet i en duel. Hvorfor? En ubetydelig uoverensstemmelse omkring en hest.
Dét tab får Barry til filmen igennem at opsøge alternative faderfigurer, mens han selv knuses af sit fejlagtige forsøg på at leve op til faderrollen. Det er dog en anden duel, der sætter gang i Barrys rejse. Som ung, illusorisk romantiker – hovedkuldsforelsket i sin kusine, der flirter med alle mænd i den irske landsby, de bebor – kaster han sig ud i en duel med en rivaliserende kurmager.
Barry vinder duellen (sådan da), men må flygte fra sit fødeland og opgive de naive, romantiske idealer, han til at starte med er styret af. Der går nemlig ikke mange timer, før han har fået stjålet alle sine ejendele af landevejsrøvere, så han må lade sig indrullere i den engelske hær under Syvårskrigen, hvor han umærkeligt stiger i graderne ved tilfældets kraft.
Og filmen slutter med en spektakulær skudduel så brutal i sin realisme, at jeg aldrig har fået den ud af hovedet, efter jeg så filmen første gang.
Den franske forfatter Michel Houellebecq har med sin vanlige satiriske pen beskrevet, hvordan ethvert møde mellem to mænd ultimativt står og falder mellem et homoseksuelt møde og en duel – et udsagn, der passer perfekt på ’Barry Lyndon’, hvor filmens mandlige relationer byder på glimt af ømhed, men mest af alt destruktivitet.
I filmens første halvdel hudfletter Kubrick satirisk datidens maskulinitetsidealer og blotlægger de kujonagtige militærledere i spraglede gevandter som bedragere. Han præsenterer en verden af ritualiseret vold, som tilsyneladende er den eneste ventil, der holder civilisationen oven vande. En civilisation, som filmen blotlægger som en fordækt junglelov, hvor de rige tager fra de rige og giver til sig selv.
Redmond Barry passer om nogen ind i dette system. Han er et tomt hylster uden værdier eller ære, som konstant hamskifter i løbet af filmen for at tilpasse sig sine omgivelser. Først er han med den engelske hær, så den preussiske, dernæst kamuflerer han sig som adelig gambler, før han tilraner sig et lukrativt giftermål, en rig kone, fanget i sit guld-bur, en stedsøn, som han hader, og titlen Lyndon.
Med hvert kostumeskifte når han et trin højere op ad magtens stige, indtil han til sidst bilder sig selv ind, at han faktisk hører hjemme i de høje luftlag.
At spille spillet
Det ville være nærliggende at beskrive ’Barry Lyndon’ som et karakterstudie. Der er kun få scener, hvor Barry Lyndon ikke er i billedet. Men det ville også være misvisende:
Ryan O’Neal spiller karakteren med så stor uigennemsigtighed, at vi aldrig får et dybere indblik i Barry Lyndon i løbet af filmens lange spilletid, og karakteren er underligt passiv igennem hele filmen. Ting sker for ham, og den nøgterne alvidende fortællerstemme foregriber konstant handlingsmæssige udviklinger, så vi ved, hvad der kommer til at ske, inden det er sket. Begivenhederne er prædetermineret, ude af hans kontrol.
Kubricks ærinde er ikke at udstille Barry Lyndon for hans manglende moral, men i stedet at pege på de samfundsstrukturer, der tilskynder opkomlingens adfærd. Hvor alle relationer reduceres til brikker i et spil om at nå til tops, fordi man føler, man fortjener det, og fordi man indser, hvor let det egentlig er at snyde alle omkring sig.
Barry er hverken sympatisk eller begavet, men alligevel føler man en form for empati med hans foretagende, fordi han agerer i trods mod et system, hvor en mand af hans status ellers ville være reduceret til kanonfoder på slagmarken. Han spiller spillet, fordi spillet ellers ville spille ham, og han har en unik evne til at opdage huller i samfundet, som han kan snige sig igennem.
Han er en mand, der er formet af de historiske bølger, som skyller ind over ham, og til sidst opsluger ham for dermed at afsløre, at han er en parentes i det store billede.
Kubricks profetiske klarsyn
Kubrick observerer maskeraden fra kølig distance. Et tilbagevendende stilistisk greb i filmen er brugen af omvendt zoom og telelinser, hvor billedbeskæringen starter tæt på karaktererne, for til sidst at zoome ud og reducere dem til de små ubetydelige prikker, de udgør i det storslåede, omkringliggende landskab. En bevægelse fra den levende historie til det statiske maleri.
Ligesom i Scorseses beslægtede gangsterfilm inciterer Kubrick tilskueren til at leve sig ind i karakterens bestræbelser i filmens morsomme første halvdel, for til sidst at konfrontere én med ens identifikation med slette mennesker i anden halvdels monumentale tragedie. Fælles for de to instruktører er et ærinde om at gøre fortiden levende, for at vise, hvordan den giver genlyd i samtiden og derigennem blotlægge den menneskelige naturs mørke.
Dette projekt kulminerede med Kubricks svanesang, den uretfærdigt misforståede ’Eyes Wide Shut’, der er en slags søsterfilm til ’Barry Lyndon’, og som bygger en direkte bro til nutiden (og som i øvrigt også kan ses i Cinemateket i disse måneder).
I ’Eyes Wide Shut’ genfortolker Kubrick en roman om 1800-tallets dekadence i Wien for at vise, hvordan den samme dekadence har slået rod i nutidens Manhattan, hvor de samme kvindesyn gentages, og hvor magtens cirkler udlever deres skyggeeksistens i en boble hævet over det intetanende fodfolk i byens gader.
Begge film hører til blandt Kubricks absolut bedste og tydeliggør det profetiske klarsyn, hvormed han destillerede den samfundsmæssig ulighed, som er blevet gentaget gennem historien.
Men som efterteksten i ’Barry Lyndon’ bekendtgør, har disse ligegyldige magtkampe, der driver så meget af menneskehedens historie, ingen indflydelse, når først vi er døde og borte. Dér er vi alle lige.
’Barry Lyndon’ kan ses i Cinemateket frem til 30. december.