’Michael’: Hvis Michael Jackson-filmen føles som propaganda, er det, fordi den er det
FILM. Var man i tvivl, om Danmark var klar til at udslette alt, hvad der hedder ’Leaving Neverland’ fra den kollektive Michael Jackson-associationsrække, skulle man bare se ’X Factor’ tidligere i april.
Her optrådte den senere vinder Hugo som en tro kopi af sit store idol Michael Jackson, men ikke alene det. Han var på scenen akkompagneret af et … børnekor.
Mens gentagelsen af de hårrejsende vidnesbyrd om seksuelle overgreb mod børn i ’Leaving Neverland 2’ samt nye anklager ramte som brag i skoven, ingen hører, har verden bevæget sig videre. Eller bevæget sig tilbage, rettere. Tilbage til den næsegruse beundring af Michael Jacksons banebrydende musik, med den indbyggede bedrøvede baghistorie om dårlig barndom, Peter Pan-komplekser og berømmelsens bagside.
Det er da også denne fortælling, instruktør Antoine Fuqua og manuskriptforfatter John Logan stadfæster i biografaktuelle ’Michael’. Historien om, hvordan patriarken Joseph Jackson (en overbevisende Colman Domingo) bogstaveligt talt piskede sine børn til musikalsk succes med The Jackson 5, og hvordan den ene af disse fem Jackson-charmetrolde havde et helt ekstraordinært talent, som faren alt for længe prøvede at spærre inde i sin egen stald.
I filmens åbningsscene stirrer lille Michael længselsfuldt – og symptomatisk for biopic’ens mangel på subtilitet og elegance – ud ad vinduet, hvor jævnaldrende børn leger i sneen, før hans far militant kalder ham tilbage til musikprøverne i dagligstuen i den lille arbejderby Gary i Indiana.
I fraværet af en rigtig barndom bliver Michaels bedste venner efter gennembruddet chimpansen Bubbles og de andre eksotiske dyr (fra en lama til en anaconda), han omgiver sig med i familiens nyerhvervede Encino-villa i Californien. Og mens brødrene bliver voksne og skal ud at nedlægge damer, vil den unge Mike hellere spille Twister og se tegnefilm, mens han knuger sit gamle Peter Pan-blad til sig. Som lille skrev han sin fars navn ud for et af billederne af Kaptajn Klo.
Helt i tråd med den gængse opfattelse er Michael et aseksuelt, blidt og uskyldsrent væsen, der måske ikke ligefrem kurerede kræft, men tæt på: Han besøger sygdomsramte børn på hospitalet, har altid tid til en autograf, og da han indlægges efter en alvorlig forbrænding, donerer han millioner til behandling af brandofre. Konfliktsky har han svært ved at se sin farmand i øjnene og sige fra, men der er ikke én ond (eller bare menneskelig) drift i hans krop.
Hvis det føles som propaganda, er det, fordi det er det. Bag filmen står Michael Jacksons bo, hvoraf den ene af bestyrerne, manageren John Branca, da også skildres flatterende af Miles Teller i en lille rolle. Seks familiemedlemmer står som executive producers, og sønnen Prince har angiveligt været på optagelserne hver eneste dag.
’Michael’ er da også et effektivt marketing-modangreb efter ridserne i The King of Pops eftermæle. The Michael Jackson Company tager fortællingen om Jackson tilbage på et tidspunkt, hvor anklagerne har fortonet sig, musikerens streamingtal stadig er i top, og en Michael Jackson-musical på Broadway gik som varmt brød.
Men selv hvis man er af den klare overbevisning, at Michael Jackson er uskyldig, må ’Training Day’-instruktør Fuquas version føles som en poleret eventyrversion, der får ’Bohemian Rhapsody’ til at ligne et gritty karaktermord. De to film har samme producer.
’Michael’ kradser i overfladen af forholdet til far og mor, men Josephs tyranni bliver aldrig mere end den familievenlige udgave af ’King Richard’. Man kan argumentere for, at den enevældige far får ret i, at Michael ikke kan klare sig uden for familiens beskyttende rammer, men vi kommer det ikke nærmere.
Brødrene er blot statister, på samme måde som de fleste andre figurer er fyld, der kønsløst optager filmens rum ved siden af kongen. Michael Jacksons komplicerede plads i afroamerikansk kultur spises af med replikken »I’m a proud black artist«, da han insisterer på, at hans videoer skal vises på ellers kridhvide MTV.
Hvad får vi i stedet? Forførende Michael Jackson-singalong! Sange som The Jackson 5’s landeplage ’ABC’ og senere solonumre som ’Human Nature’, ’Billie Jean og ’Bad’ spilles i nærmest fuld længde, så det er svært at sidde stille.
Midt i den relativt konventionelle iscenesættelse af optrædenerne brillerer debutanten Jaafar Jackson i rollen som sin onkel. Man glemmer hurtigt, at det ikke er den ægte vare, der moonwalker foran os, og selvom det sandsynligvis er den virkelige udgaves lyse sangstemme, der sendes ud af hans mund, indhyller nevøen os troværdigt i illusionen. Juliano Valde, der spiller barneudgaven, er ligeledes svær at stå for.
’Michael’ er således en film, der – helt som spået af Jacksons datter Paris, der har taget afstand fra projektet – forstår, hvordan den skal behage fansene. Masser af musik. En coming of age-historie, der gør ondt, men ikke for ondt. Og så de livsparoler, som Michael Jackson sværger til, og filmen med ham: »I have to shine my light«.
Det gør ondt at se den flotte unge mand være så utilfreds med the man in the mirror, at han får lavet et uberettiget nose job. Og mest vellykket fanservice og kunstnerskildring får vi, da Michael følger den raserende bandekrig mellem Bloods og Cribs i fjernsynet og efterfølgende samler hårde typer fra gaden til de forenende dansetrin, der skulle blive til den ikoniske video til ’Beat It’.
Det er dog også det tætteste, vi kommer på at placere Michael Jackson i den verden og tid, der omgav ham. Michael blev inspireret fra tilfældige programmer i tv, fra Chaplin og The Three Stooges, eller bare flydende i en swimmingpool, hvor han holder sig klar til at modtage den guddommelige inspiration, så Gud ikke giver den til Prince i stedet, som han siger.
Muligvis levede Michael Jackson rent faktisk i sin egen boble, men det gør også ’Michael’ til en underligt kontekstløs affære. Vi får hverken tidsbilledet som i ’A Complete Unknown’, det sprudlende filmsprog som i ’Rocketman’, de uforlignelige koncert-imitationer som i ’Bohemian Rhapsody’ eller bare den gode gamle dramatiske rise and fall som i ’Elvis’.
’Michael’ er flot, men uinteressant. En guldstatue i ørkenen. Et glansbillede renset for kunstnerisk vinkel eller anden selvstændig tolkning end den, alle med et minimalt kendskab til hovedpersonen er flasket op på.
Det skyldes muligvis, at ’Michael’ måtte skrives, optages og klippes om, efter boet opdagede en gammel klausul i en forligsaftale med familien til den første Michael Jackson-anklager, Jordan Chandler, der dikterede, at Chandler aldrig måtte figurere i dramatiseringer af historien. Oprindeligt skulle filmens start og slutning være disse første pædofili-anklager fra 1993.
Nu ender filmen i stedet med ’Bad’-albummet i slutningen af 80’erne, mens en toer er i støbeskeen. Det er i enhver henseende den halve sandhed, ’Michael’ serverer.
For folk, der hælder til at tro på anklagerne i ’Leaving Neverland’, vil den storladne film fremstå som et 200 millioner dollars dyrt, manipulerende pr-stunt, der skal pleje Michael Jacksons brand og hans posthume firmas bundlinje. Ens smag i munden vil dikteres af, hvor man selv står i skyldsspørgsmålet. Sikkert er det, at man med ’Michael’ umuligt kan skille manden og værket.
Som vi har set gennem historien, kan propaganda indimellem godt blive stor filmkunst. Det er ’Michael’ bare ikke.
Kort sagt:
’Michael’ renser Michael Jacksons navn med den velkendte historie om vidunderbarnet, der som voksen udlevede den barndom, han aldrig selv fik. Takket være Jafaar Jackson som en tro kopi af sin onkel er musikscenerne medrivende i en poleret og stavepladepsykologisk biopic.