’A Complete Unknown’: Timothée Chalamet gør alt i sin magt for at ramme Bob Dylan – og lykkes med det hele
Bob Dylan er berygtet for sin modvilje i forhold til kassetænkning, genredefinitioner og fanlefleri. Dermed er det en smule ironisk, at instruktør James Mangold nu er gået til musiklegendens historie med en biopic helt efter bogen.
Modsat den jævnaldrende Hollywood-kollega Todd Haynes’ filmeksperiment ’I’m Not There’ fra 2007, hvor seks forskellige skuespillere legemliggjorde fiktionsudgaver af Dylans person og virke, er Mangold slet ikke interesseret i at genopfinde formlen for biografiske film med ’A Complete Unknown’.
Tværtimod føles den nye film snarere som en spinoff sat i samme univers som instruktørens 20 år gamle, solide Johnny Cash-portræt ’Walk the Line’ – især fordi netop Cash (Boyd Holbrook) er en tilbagevendende sidekarakter.
Denne gang er det ikke Joaquin Phoenix, men Timothée Chalamet, som indtager hovedrollen og selv synger og spiller musikikonets sange. Derudover gør ’Dune’-stjernen alt i sin magt for at ramme Dylans tilbageholdte om end skælmske mimik, fremtoning og stemmeføring – med små velvalgte glimt af følsomhed bag de distancerende solbriller.
Han lykkes fortrinligt med det hele, hvilket fortjent er blevet hædret med en Oscar-nominering.
’A Complete Unknown’ starter i 1961, i samme sekund som 19-årige Bob Dylan ankommer til New York med sin guitar og en smule oppakning. Han er rejst dertil for at møde sit idol, folk- og protestsangeren Woody Guthrie (Scoot McNairy), der har mistet taleevnen og er permanent hospitalsindlagt. Under sit besøg møder han Woodys ven og berømte musikkollega Pete Seeger (Eward Norton), som ser lyset i den unge knøs og hjælper ham i gang på små barscener i Greenwich Village.
Allerede da Seeger giver Dylan et lift væk fra hospitalet, aner man den konflikt, der kommer til at fylde i resten af filmen. Seeger spørger skeptisk, om Dylan kan lide den larmende rockmusik, der skratter ud af bilradioen. »Jeg kan lide al slags musik«, svarer talentet, som ikke forstår mentorens ekskluderende og puristiske tilgang.
Hvor filmens første halvdel skildrer Dylans vej til toppen af den voksende folkscene, handler anden del om hans begyndende distancetagen til selvsamme lyd, miljø og mennesker.
For fra 1964 inviterer han elektriske guitarer og trommer ind i sit musikunivers til stor frustration fra Seeger og hans følge – inklusive Dylans egne fans. Omverdenen har hyldet ham som ungdommens nye protestsanger, men nu protesterer han mod selve det mærkat, han ikke ser sig selv i.
Fans af musikeren vil selvfølgelig genkende de talrige og relativt fyldige sangstykker, som strømmer ud af Mangolds film og får lov at sætte sig i publikum. Chalamet og skuespilkollegaernes fine og troværdige opførelser gør lykkeligvis oplevelsen langt mere organisk end en Greatest Hits-opsamling.
Er man Dylan-fan, eller har man set Martin Scorseses grundige 2005-dokumentar ’No Direction Home: Bob Dylan’ om samme tidsperiode i hans liv, vil intet overraske i Mangolds nye portræt. Både hvad angår struktur og offentligt kendte citater er ’A Complete Unknown’ trofast mod historiens gang – lige med undtagelse af Dylan og Seegers møde ved Guthries hospitalsseng. Dylan har da også godkendt manuskriptet.
Vi får ikke en dybere forståelse af mennesket Bob Dylan, født Robert Allen Zimmerman. Ingen barndomsflashbacks eller anden baggrundshistorie gør os klogere på personen bag det gådefulde og umiskendelige talent. Det føles dog ikke som en mangel, men snarere som en pointe i sig selv.
For Chalamets Dylan-karakter er bevidst om myteskabelse og berømmelse. Hvis man vil have succes som musiker, er det værste, man kan gøre, at være almindelig, forklarer han selv i filmen. Derfor er det eneste, han vil sige om sin fortid, at han angiveligt arbejdede hos et omrejsende tivoli.
En anden pointe i ’A Complete Unknown’ er, at det går ud over Dylans tætteste relationer, at han ikke vil defineres eller ejes i nogen henseende. Både kæresten Sylvie (Elle Fanning), der er løst baseret på Dylans virkelige kæreste Suze Rotolo, og den kollegiale musikmakker og elsker Joan Baez (Monica Barbaro) fascineres af det unge musikalske geni og hjælper ham i gang, men får med tiden nok af hans svigt og utilregnelighed.
De to kvinder er egentlig de mest sympatiske karakterer i filmen, fordi man forstår der følelser og bevæggrunde. Dylan forbliver derimod helt bevidst »den gådefulde trubadur«, som Sylvie i frustration døber ham.
Han er en person, der tager og giver. Og han giver måske ikke meget andet tilbage end sin betydningsfulde kunst.
Kort sagt:
Timothée Chalamet er helt igennem overbevisende som en ung Bob Dylan i James Mangolds klassiske musikbiopic, der dog ikke vil bringe noget nyt til bordet for garvede Dylan-fans.