Om et par måneder kan danske biografgængere opleve Timothée Chalamet i rollen som Bob Dylan, når biopic-filmen ‘A Complete Unknown’ lander i Danmark. Men selv om rollen er endt med at gå til Chalamet, betyder det jo ikke, at andre ikke har givet et forsøg på at gøre sig som folkrock-legenden, da manuskriptet skulle fintunes.
En af dem, der i den forbindelse har siddet om et bord og læst Bob Dylan-rollens linjer højt, har været Bob Dylan selv. Det fortæller en af filmens producere, Peter Jaysen, i et afsnit af podcasten ‘The Town’.
Her fortæller Jaysen, at Bob Dylan skulle godkende manuskriptet, og at han kom med »betydeligt input«, da han mødtes med filmens instruktør James Mangold »adskillige gange«.
»På et tidspunkt satte de sig sammen og læste hele manuskriptet højt«, fortæller Jaysen. »Jim Mangold læste alle roller og regibemærkninger, og Bob Dylan læste kun linjerne og dialogen for sig selv«.
»I løbet af den proces sad han og gav noter til manuskriptet. Da den afsluttende session var forbi, skrev han under på manuskriptet og sagde ‘Må Gud være med jer’«.
I resten af podcasten fortæller Jaysen endvidere at Dylan ikke havde det store at skulle have sagt efter manuskriptet blev underskrevet. Han skulle ikke godkende den endelige klipning, og at han end ikke var sikker på, at Dylan havde set filmen endnu.
Da Dylan tidligere på måneden hyldede Timothée Chalamet, antydede han også lidt, at han ikke havde set den, idet han skrev »jeg er sikker på, at han kommer til at være fuldstændig troværdig som mig«.
‘A Complete Unknown’ får dansk biografpremiere 20. februar 2025.