Timothée Chalamet siger, at hans succes skyldes dengang, han blev slået til ridder af kultrapper

Timothée Chalamet siger, at hans succes skyldes dengang, han blev slået til ridder af kultrapper
Nardwuar og Timothée Chalamet. (Foto: YouTube)

Nardwuar laver interviews som ingen andre gør. Nogle interviewpersoner bliver decideret skræmt af hans interviewstil og har set sig nødsaget til at flygte. Men da Timothée Chalamet blev sat over for Nardwuar, var han helt med på konceptet.

Har du nogensinde set andre interviews, hvor den interviewede ruller hen ad gulvet for at mødes med intervieweren? For det gør Chalamet som det allerførste, da Nardwuar skal interviewe ham.

Chalamet er for tiden aktuel som hovedrolleindehaveren i Bob Dylan-filmen ‘A Complete Unknown’, men interviewet handler ikke det store om Chalamets skuespillererhverv. I stedet lægger Narduwar op til godt og vel 50 minutters musiknørderi, og Chalamets indre musiknørd folder sig ud til fulde.

Samtalen kommer selvfølgelig af flere omgange ind på Bob Dylan og genrefæller som Phil Ochs og Arlo Guthrie. Men Chalamet deler også ud af sin entusiasme for Kid Cudi, Common og Frank Ocean. Chalamet udnævner i den sammenhæng Frank Ocean til at være »den moderne Bob [Dylan]«.

Interviewets nok mest mindeværdige moment kommer dog knap en halv time inde i interviewet, hvor snakken falder på kultrapperen Lil B, som Chalamet har været begejstret for siden sine teenageår. Tidligere i år begyndte en video tilmed at florere, hvor man kunne se en 16-årig Chalamet blive slået til ridder af Lil B.

»Lil B er en uhyre formativ kunstner for mit liv og min karriere«, fortæller Chalamet. »Han udgav et album ved navn ‘I’m Gay’, og omkring udgivelsen var han meget tvetydig om sin seksualitet og betydningen bag albummet. Jeg var bare inspireret fra et perspektiv, der hed ‘wow, ham her gør bare hvad end han fucking vil’. Jeg syntes det var virkelig cool i sin tid, at der var nogen i hiphopgenren, der bare stak i alle retninger. Jeg elsker Lil B. Skud ud til Lil B«.

Chalamet fortæller også lidt om konteksten bag videoen, hvor Lil B – eller Based God, som han også kaldes blandt fans – slår ham til ridder:

»Jeg mødte ham på New York University. Jeg havde 50 dollars fra en reklame jeg havde været med i. Jeg bestak en fyr for at give mig hans billet. Jeg var alene afsted, forrest til højre. Jeg rakte hånden i vejret, og fortalte at jeg ville invitere et crush ud. Han inviterede mig på scenen, og så slog han mig til ridder«.

Chalamet fortæller at al hans succes sidenhen kan trækkes tilbage til det øjeblik: »Ærlig talt – han sagde ‘Den drengs hænder er blevet velsignet’, og derfra tog min skuespilskarriere fart. Tak, Based God. Det gik ret dårligt inden da. Jeg havde praktisk talt kun lavet ‘Royal Pains’, og allerede som 22-årig var jeg Oscar-nomineret. Skud ud til Lil B. Intet er muligt uden Lil B. Skud ud til Based God«.

Se både interviewet og ridderkåringen herunder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af