’Elvis’: Musikikonet har fået den biopic, han fortjener
»Jeg kunne se i den piges øjne, at hun havde følelser, som hun ikke vidste, om hun overhovedet måtte have«.
Sådan lyder det fra Tom Parker, Elvis Presleys manager, da han første gang bevidner det fænomen, som den unge rock’n’roll-sanger fra Sydstaterne er ved at udvikle sig til.
Det er legendens berygtede impresario, som agerer fortæller i Baz Luhrmanns stort opsatte drama, der følger den ikoniske stjernes karriere med fokus på netop forholdet mellem Parker og Presley.
Et forhold, der bestemt ikke var gnidningsfrit. I filmens åbningssekvens ser man Parker – en fænomenal Tom Hanks maskeret til ukendelighed – med et ønske om at »set the record straight«. At han ikke var den skurk, som eftertiden har gjort ham til. En rolle, der viser sig tvetydig, i takt med at historien foldes ud.
For selvom Parker bestemt fik sat Elvis’ karriere på skinner og skabte en industri, der er årsagen til, at han den dag i dag stadig er et uomgængeligt kulturikon, var det netop de kommercielle hensyn, som Parker hele tiden havde for øje.
Hensyn, der også skulle tilgodese hans egen ludomani, som ifølge filmen var årsagen til, at Elvis havde en årelang residency i Las Vegas (en lukrativ koncertmodel, som både Britney Spears og Elton John efterfølgende har benyttet sig af), fordi Parker derved kunne få strøget sin enorme spillegæld af byens casinoer.
Men Presley var bestemt ikke en kunstner, som lod sig koste rundt med. Austin Butler har læst på lektionen og formår i sit portræt at lægge et troværdigt snit mellem mennesket og stjernen.
Førstnævnte belyses i de nærværende scener, hvor Elvis’ meget nære forhold til moren Gladys er i centrum, og vi ser sidstnævnte folde sig ud, da Presley går imod Parkers plan i forbindelse med det legendariske comebackshow i 1968, som efter en årrække med ligegyldige Hollywood-musicals for alvor genstarter den kunstneriske gnist.
Det er ret så forrygende at se Parker panikke, da det efterhånden går op for ham, at det letbenede juleshow, han havde i tankerne, går fløjten, i takt med at Elvis – efter samråd med de progressive producenter bag ‘NBC Comeback Special’ – træder ind på scenen i sort læder og bliver genfødt som relevant rockstjerne. Med den fortryllende samfundsbevidste single ‘If I Can Dream’ som ledestjerne.
Det er derfor også essentielt, at Luhrmann belyser, hvordan Presley var et bindeled mellem den sorte og den hvide kultur, som i 50’ernes USA stadig var opdelt. Og med sin appel og gennemslagskraft spillede en ikke uvæsenligt rolle i, at raceadskillelsen lakkede mod enden.
Rørende er således scenerne, hvor den unge knægt fra det fattige Mississippi lader sig betage af en gospelgudstjeneste og rådfører sig med BB King efter at være kommet i uføre hos det konservative USA, som bestemt ikke bryder sig om den effekt, Presleys seksualiserede sceneoptræden havde på datidens teenagere.
Med tanke på Luhrmanns affinitet for storslåede kulisser har det været et drømmejob for den australske instruktør at arbejde med en så farverig kunstner som Presley.
Og han blænder da også op for det helt store visuelle skrud i ‘Elvis’, som virkelig er en fryd for øjet. Både stjernens ekstravagante palæ Graceland i Memphis og koncertsalen på International Hotel i Las Vegas er gengivet ned til mindste detalje.
Luhrmann har heller ikke berøringsangst over for Presleys misbrug, og vi ser både konen Priscilla forlade ham som konsekvens og privatlægen Dr. George Nichopoulos sørge for fortsatte forsyninger af piller og indsprøjtninger.
Det er dog et ædelt træk, at Luhrmann ikke svælger i Elvis’ forfald i karrierens sidste år, hvor misbruget blev stadigt sværere at maskere. Vi får dog den berømte optagelse af balladen ‘Unchained Melody’ fra en af de sidste koncerter i sommeren 1977, hvor der klippes fra Butlers gengivelse til Presleys egen optræden.
Det er en dybt gribende stund, og man bliver stadig bevæget af, hvordan den blege, overvægtige stjerne – holdt oppe på narkotisk receptmedicin – alligevel leverer varen få uger før sin død.
Heri ligger ligeledes en vigtig pointe. Parker var ganske vist en kynisk forretningsmand, men den helt store kærlighed i Presleys liv var nok alligevel den til sit tilbedende publikum.
På godt og ondt var de et makkerpar, som var forbundne og drog fordel af hinanden.
Symbolsk er således scenen, hvor manager og artist står i en spejlsal i et tivoli, og Presley siger til Parker: »I don’t know the way out«
Med ‘Elvis’ har vi fået en biopic, som viser nuancerne i en af det 20. århundredes største skikkelser og samtidig har blik for det maksimalistiske cirkus, der omgav ham.
Kort sagt:
Med Baz Luhrmanns flair for storslåede kulisser præsenteres historien om Elvis Presleys karriere og forhold til manageren Tom Parker med den respekt, portrættet fortjener – godt hjulpet af Austin Butler og Tom Hanks’ overbevisende præstationer.