KOMMENTAR. Jeg ved nøjagtigt, hvordan lige præcis DU vil have det med opfølgeren til ’Leaving Neverland’, den voldsomt omtalte dokumentar om pædofilianklagerne mod Michael Jackson fra 2019.
Ja, det er dig, jeg taler til.
Hvis du er af den holdning, at Michael Jackson er uskyldig, og at Wade Robson og James Safechuck – de to mænd, der fortæller om at være blevet seksuelt misbrugt af popstjernen i årevis, mens de var børn – er løgnere … ja, så vil du også synes det efter at have set ’Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson’.
Hvis du er overbevist om, at Michael Jackson misbrugte børn, er det nøjagtigt, hvad du stadig vil være efter at have set den timelange, DR-aktuelle dokumentar.
Og er du i tvivl om, hvad der er op og ned i en af de mest omtalte post-MeToo-sager overhovedet, rykker den nye film nok heller ikke det store i dig.
På vej i retten
’Leaving Neverland 2’ er nemlig først og fremmest et mellemspil, som samler op på, hvad der er sket siden den første films premiere for seks år siden. Den gentager Robson og Safechucks historier og berører, hvordan den store opmærksomhed på filmen og dem selv siden har påvirket deres liv.
Omdrejningspunktet er især de to mænds håb om at vinde en appel, så deres anklager rent faktisk kan komme for retten. De er tidligere blevet afvist på grund af forældelsesfristen, men ændringer i lovgivningen i kølvandet på MeToo-bevægelsen betyder, at de nu får grønt lys til at fremføre deres sag foran en jury.
Det kan blive en milepæl af en sag, og de fortæller overbevisende om, hvordan det vil være en sejr i sig selv at få lov til at fortælle deres sandhed i en retssal.
Det spegede er naturligvis, at Michael Jackson er død, og retssagen handler således ikke formelt set om, hvorvidt Jackson er skyldig, men om hvorvidt hans to firmaer kan holdes ansvarlige for, hvad der måske/måske ikke skete bag hans lukkede soveværelsesdør. Med andre ord: Er de implicerede, bærer de medskyld?
Det vil retssagen forhåbentligt vise, og ’Leaving Neverland 2’ havde unægtelig været en vægtigere opfølger, hvis den handlede om denne afgørelse frem for blot afgørelsen om at nærme sig en afgørelse. Der er grundlæggende ikke meget nyt.
Så hvorfor lave filmen nu?
Med dødstrusler i bagagen
Det korte svar er nok, at det hjælper Michael Jackson-anklagernes sag.
Efter vi alle sammen i 2019 diskuterede, om vi fortsat kunne høre ’Billie Jean’ med god samvittighed, er det vel fair at sige, at anklagerne her seks år senere har fortonet sig noget i glemslens tåger, og at Jacksons udødelige sange igen bliver spillet på alt fra klubben til børnefødselsdage (!), som om intet rigtigt var hændt. Streamingen af hans musik er gået op med 37 procent de seneste tre år.
Snart kommer en ventet Hollywood-biopic om sangeren, med Jacksons nevø i hovedrollen, instrueret af ’Training Day’-instruktør Antoine Fuqua og godkendt af Jacksons bobestyrere John Branca og John McClain, som selv er medproducere på projektet og følger det tæt.
’Leaving Neverland’-instruktør Dan Reed har i et debatindlæg råbt vagt i gevær forud for den kommende film, og der er ingen tvivl om, at Reed i dag må anses som et talerør for Jackson-anklagerne snarere end en såkaldt objektiv dokumentarinstruktør. Han har da også måttet stå model til seriøse dødstrusler fra Jackson-fans siden 2019.
Den oprindelige ’Leaving Neverland’ kunne med rette anklages for at være ensidig og udelade modargumenter, og i toeren forsøger Reed at komme nogle af de kritikpunkter i møde.
Blandt andet fremlægger han, at han over seks år har forsøgt at få Jackson-boet i tale, til en grad at han til sidst »tryglede om« at få dem til at stille op. At anmodningen er nået frem, bekræftes, da Jackson-advokaten Jonathan Steinsapir i ’Leaving Neverland 2’ passerer Reed på vej fra en høring om sagen og kækt bemærker: »Trygler du stadig?«
Reed har i stedet interviewet en række af Michael Jacksons fans i den nye dokumentar, men enten gør han dem ingen tjenester i klipningen, eller også er det bare ikke de skarpeste knive, der har villet stille op. Deres interviewbidder begrænser sig i hvert fald til argumenter af den slags, Sokrates ville pille fra hinanden med snøre om stemmebåndet: Robson og Safechuck er kun interesserede i penge, de havde samstemt deres forklaringer, og »jeg kan bare ikke se for mig, at Michael Jackson skulle have sex med nogen«.
På den måde er ’Leaving Neverland 2’ mere aktivisme, end det er en klassisk afsøgende journalistisk dokumentar, men det betyder ingenlunde, at man bør afvise hverken filmens pointe eller Robson og Safechucks forklaringer.
Min egen position
Måske er det her, jeg i de rene linjers navn skal erklære min egen position i skyldsspørgsmålet: Jeg hælder til at tro på anklagerne uden at være urokkelig i denne tro.
Jeg satte mig grundigt ind i begge siders argumenter dengang i 2019 og skrev en længere artikel om sagen, hvor jeg både påpegede ’Leaving Neverland’s svagheder og hullerne i Jackson-fansenes genmæle.
Her med over et halvt årtis afstand – og med alt, hvad vi ved om beslægtede sager, fra R. Kelly til Diddy og generel viden om grooming og pædofiles modus operandi – må jeg nok bare sige, at der sjældent går så meget røg uden en brand. Og der er meget røg omkring Jackson.
Hvis man prøver at løsrive sig en smule fra mandens fantastiske musik (som har betydet ufatteligt meget for min egen barndom), så tag lige det her ind:
En voksen mand med en dybt traumatisk opvækst præget af vold, pres og tidlig berømmelse lever et beskyttet liv omgivet af folk, der er betalt for at støtte alt, hvad han gør, og med hele verdens affektion som globalt idoliseret stjerne. Han har over en lang årrække en skiftende turnus af fremmede børn i pre-teen-alderen hos sig, både i hjemmet og med på turné, hvor de – hvilket ingen anfægter – hyppigt sov med ham i hans seng for lukkede døre på et værelse med et alarmsystem installeret.
I årene efter kommer anklager om overgreb fra flere forskellige børn og mænd frem, hvoraf Jackson betaler én af dem 20 millioner dollars i et forlig, og to af dem som voksne fortæller om deres oplevelser i hårrejsende konkrete detaljer med risiko for at få smadret deres liv af Jacksons ressourcestærke bo og hans inkarnerede fans.
Ingen ugler i mosen? Really?
Hvem har det største pengemotiv?
Forklaringen har altid lydt, at Michael Jackson ikke selv havde en barndom og derfor bare elskede at være omgivet af børn, men det er et åbenlyst bluffnummer. Jackson var en granvoksen, kønsmoden mand med lige så mange drifter og lige så meget psykologisk kapacitet for manipulation som alle mulige andre. Han var muligvis skadet af sin barndom, men han var ikke et barn.
Som Dan Reed sagde til os i vores interview fra 2019:
»Hvad troede folk, der foregik nat efter nat efter nat med så mange forskellige små drenge? Hvad ville du tænke, hvis det var en mand på din gade, der hver eneste nat tog en ny dreng med sig hjem og sov sammen med ham?«
Jackson-sagen er stadig betændt, og hans mest trofaste fans sidder klar på tasterne, så snart man ytrer et ord offentligt om pædofilianklagerne.
Men for dem, der har lagt sig fast på deres holdning ud fra en personlig idé om, hvem Michael Jackson var i privaten, affektion for musikken og løsrevne overskrifter om Robson og Safechucks manglende troværdighed, vil jeg i hvert fald anbefale, at man bruger 20 minutter på at læse argumenterne på begge sider. De bliver gennemgået her og her – ligesom vores gamle, kritiske interview med Dan Reed stadig er relevant. Så har man i hvert fald en form for kvalificeret grundlag at deltage i den nu genopstandne samtale på.
Da ’Leaving Neverland’ kom ud, sagsøgte Michael Jacksons bo HBO for 100 millioner dollars. Boet havde fundet en gammel kontrakt fra 1992, hvor HBO lovede ikke at bringe dårlig omtale om Jackson, da de fik rettighederne til at vise en koncertfilm fra sangerens ’Dangerous’-tour.
En dommer har godkendt søgsmålet til voldgiftsmægling, hvilket er en sejr for Jackson-siden. Nu er den gamle ’Leaving Neverland’ trukket tilbage fra streamingtjenesten Max, og den nye film i USA er kun blevet vist på YouTube. Mest af alt siger det noget om, hvordan Jackson-boet har både ressourcerne og villigheden til at jorde anklager med alle tænkelige midler og paragraffer på rede hånd.
Mener man, at Robson og Safechuck er motiveret af penge, må man samtidig spørge sig selv, om boet – hvis primære formål er at kapitalisere på Jacksons musik og person til al evighed – ikke er dem med det mest presserende økonomiske incitament.
Det er ikke nødvendigvis deres argumenter, vi skal tage for pålydende, når vi hver især overvejer, hvad vi mener om anklagerne mod Michael Jackson.
Og vi kan i hvert fald meget passende blive mindet om, hvad det var, vi talte så meget om dengang for seks år siden, før vi igen hylder alt, Michael Jackson stod for. Her er ‘Leaving Neverland 2’ et sted at (gen)starte.
’Leaving Neverland 2’ kan ses på DR.