KOMMENTAR: Man kan være sikker på to reaktioner, når man falder over en af de utallige tråde på sociale medier, hvor ’Leaving Neverland’ diskuteres. Der er dem, der har ladet sig overbevise om James Safechuck og Wade Robsons vidneudsagn og føler sig sikre på, at Michael Jackson er pædofil. Og der er dem, der affejer filmen som følelsesmanipulation uden beviser. Lad os, for overskuelighedens skyld, kalde dem offerfløjen og MJ-fløjen.
Jeg hører til dem, der fandt ’Leaving Neverland’ ret overbevisende. Jeg synes, der er så mange alarmklokker, der ringer i Michael Jacksons forhold til børn, at de er svære at overhøre.
Men jeg er ikke sikker. Jeg kan ikke afvise, at Robson og Safechuck lyver, og jeg anser det ikke for en umulighed, at de har kunnet koordinere udsagnene om, hvordan Michael Jackson forgreb sig på dem. Verden er fuld af overbevisende løgnere, og der er ingen, der kan sige noget med sikkerhed om deres sandruelighed efter at have været i selskab med to mennesker og deres familier i tre-fire timer.
Samtidig mener jeg, at filmen på nogle områder gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at gå mere kritisk til sine hovedvidner. For eksempel burde Robson og Safechuck havde forklaret, hvorfor de valgte at sagsøge Michael Jackson-boet for et stort millionbeløb. Det er svært for udenforstående at forstå, og de er nemme at affeje som golddiggers.
Men selvom jeg hælder til at tro på deres beretninger, har jeg samtidig sat mig relativt meget ind i MJ-fløjens argumenter. I denne verserende, overophedede kamp om popstjernens eftermæle er MJ-fløjen hurtige til at hente kilder frem, der sår tvivl om Robson og Safechucks troværdighed. »Det er op til den enkelte at vurdere, om man vil tro på udsagnene eller bruge ti minutter på at researche dem, inden man smider ’Thriller’-albummet i skraldespanden«, lød det forleden fra en studerende i et debatindlæg på Politiken.
Problemet er for mig at se, at mange på MJ-fløjen selv tilsyneladende kun har brugt 10 minutter på at overveje modargumenterne, som de videreformidler mindst lige så ukritisk, som de anklager andre for at gøre i forhold til filmen.
Blandt de mest populære ’gendrivelser’ er eksempelvis en Forbes-artikel skrevet af Michael Jackson-eksperten Joe Vogel samt Facebook-opslag som dette foruden Michael Jackson-boets 10 sider lange brev til HBO, hvor de går i rette med dokumentaren.
Men mange af de pointer, der fremføres her, er enten i sig selv til diskussion, ubekræftede eller blot argumenter, som ikke nødvendigvis undergraver Robson og Safechucks historier.
Lad os tage nogle af de væsentligste punkter.
Påstand: James Safechuck og Wade Robson er beviseligt løgnere
Michael Jackson har to gange været genstand for reelle sager om seksuelt misbrug af børn: I 1993 og i 2005. Wade Robson vidnede for Michael Jackson i såvel 1993- som 2005-sagen, som henholdsvis 11-årig og 22-årig.
James Safechuck vidnede for Michael Jackson som cirka 15-årig i 1993, men han vidnede ikke for Jackson i retten i 2005.
’Leaving Neverland’ forklarer dog ret tydeligt den psykologiske mekanisme, der kan ligge bag de to mænds skiftende forklaringer. Som børn – ja, selv som voksne – elskede de Michael Jackson overalt på jorden, og de ville beskytte ham, samtidig med at de frygtede konsekvenserne for både dem selv og ham, hvis de fortalte, hvad der angiveligt skete bag lukkede døre. Hændelser, som de ikke opfattede som ’forkerte’, da de var børn.
Ifølge eksperter i overgreb på børn er det langt fra unormalt, at ofrene først som voksne erkender, at de er blevet misbrugt.
Så selv om det kan være svært at forstå, at man bakker op om sin overgrebsmand – Robson skrev for eksempel en følelsesladet hyldest til Jackson, da han døde – betyder det ikke i sig selv, at fortællingen om overgrebet er løgn. Robson og Safechuck elskede Michael Jackson oprigtigt. Det er ikke så sort-hvidt, som man med »hvorfor ville du komme til din overgrebsmands begravelse«-argumentet prøver at gøre det til.
Påstand: Wade Robson og James Safechucks søgsmål mod Michael Jackson-boet blev afvist
I 2013 sagsøgte Wade Robson og James Safechuck begge Michael Jackson-boet, men søgsmålet blev afvist. Årsagen er dog vigtig at få med. I 2015 erklærede retten, at Robson havde indgivet sit søgsmål for sent til, at han kunne kræve erstatning fra Jackson-boet.
I 2017 vurderede en dommer så, at det simultane søgsmål mod Jacksons virksomheder, MJJ Productions og MJJ Ventures, ikke var bæredygtigt, fordi virksomhederne ikke kunne holdes ansvarlige for Jacksons eventuelle gerninger.
Det var således ikke selve indholdet i søgsmålet, der blev afvist.
Påstand: Wade Robson har prøvet at få en bogkontrakt
På MJ-fløjen har rygterne floreret ivrigt om, at Wade Robson prøvede at sælge en bog om overgrebene, før han indgav sit søgsmål i 2013. Det er dog foreløbigt kun netop det: Rygter. Book deal-historien er blandt de ting, som ’Leaving Neverland’-instruktør Dan Reed rubricerer som løgn i vores interview med ham. Jeg skal ikke kunne sige, om det er rigtigt, at Robson har skrevet sine erindringer ned, og om han har prøvet at sælge dem til et forlag, men det er i hvert fald på ingen måde bekræftet.
Og selv hvis det er sandt, må man samtidig understrege, at man sagtens både kan være et overgrebsoffer og grådig. Overgrebsofre er ikke per definition perfekte mennesker uden den slags egoistiske drifter, der også kan karakterisere alle andre mennesker.
Påstand: Wade Robson ville have hævn for at være blevet vraget af Jackson-familien
Wade Robson var i starten af årtiet i spil til at skulle instruere en stor Michael Jackson- og Cirque du Soleil-produktion, ’One’. Og MJ-fløjen – som i føromtalte, hyppigt delte Forbes-artikel – fremhæver gerne, at Robson blev vraget til jobbet.
Det er dog ikke dokumenteret. Dan Reed siger i vores interview:
»Jeg har set den mail, hvor Wade siger nej til jobbet. Og det er en mail, der kom efter al den anden dialog, hvor han har været frem og tilbage og ikke vidst, om han kunne klare jobbet eller ej. Så skriver han til John Branca, mener jeg, eller en af de andre ledere af boet, og han siger: ‘Hør, jeg kan ikke klare det, og jeg er nødt til at trække mig. Jeg er meget ked af det’. Så det, de siger, er en løgn, der er designet til at underminere Wade«.
Man ville ønske, at Dan Reed og Wade Robson ville fremlægge denne mail, men omvendt kan man også undre sig over, at Michael Jackson-boet ikke har dokumenteret deres påstand om, at Robson blev vraget. Lige her må man sige, at det er dem, der har noget at bevise.
Påstand: Michael Jackson er blevet undersøgt og frikendt – og man fandt intet
Det er fuldstændigt rigtigt, at Michael Jackson blev frikendt i 2005. I 1993 indgik han et forlig med Jordan Chandlers familie, dog uden at erkende nogen form for skyld. Michael Jackson og hans Neverland-ranch er blevet undersøgt uhyre grundigt af FBI, og man fandt ikke noget, der kunne inkriminere ham.
At der absolut intet af interesse er blevet fundet på Neverland i undersøgelserne af Michael Jackson, er dog ikke helt rigtigt. I 2003 fandt politiet nøgenbilleder af børn, som det dog blev vurderet ikke kunne kategoriseres som børneporno. I 2005 bekræftede Santa Barbara-sherif Robert Spinner, at man havde fundet fem fingeraftryk fra anklageren (Gavin Arvizo) på tre forskellige pornoblade og to fingeraftryk fra dennes bror i ét pornoblad. Michael Jacksons fingeraftryk var også på. Et af bladene blev vist til jurymedlemmerne under retssagen. Det beviser ikke i sig selv noget, men i sammenhæng med anklagerne i ’Leaving Neverland’ er det stadig interessant.
Én ellers på overfladen overbevisende Michael Jackson-anklager blev af tv-programmet Hard Copy i 90’erne afsløret i at lyve, hvorfor man kan fristes til at tro, at det også gælder alle andre anklagere. Men sådan hænger det jo ikke nødvendigvis sammen. Og det er vigtigt at understrege, at det ikke var Wade Robson og James Safechuck specifikt, der blev undersøgt i de daværende retssager.
Påstand: Dan Reed har ikke lavet research
MJ-fløjen fremhæver ofte, at Dan Reed selv har erkendt, at han ikke har lavet research på Robson og Safechucks anklager. Jeg ved ikke helt, hvor påstanden stammer fra, men Reed har nu i flere interviews sagt, at han gjorde alt for at verificere, at det, de sagde, var rigtigt. For eksempel hos Vulture her. Og i vores eget interview, hvor han siger, at han eftertjekkede deres udsagn i et år.
Påstand: Der har været masser af børn omkring Michael Jackson – det er underligt, der kun står to frem
Med de hundredvis af børn, Michael Jackson omgikkes med, hvorfor er det så kun James Safechuck og Wade Robson, der står frem, hvis Jackson virkelig var pædofil? Alle andre, som Macaulay Culkin, bakker jo entydigt op om stjernen og siger, at der aldrig er sket dem noget?
Her må man igen sige, at bare fordi Jackson forgreb sig på de to drenge, er det ikke sikkert, han har gjort det på andre. Og samtidig må man trods alt huske, at der har været andre anklagere. Jordan Chandler og Gavin Arvizo i henholdsvis 1993- og 2005-sagerne – samt et par mildere anklager fra drengene Terry George og Michael Jacobshagen.
Som man kan læse om her, har der også været talrige vidneudsagn gennem årene fra medarbejdere på Neverland-ranchen, som har fortalt om, at de så Jackson i mistænkeligt intime situationer med nogle af drengene, heriblandt Wade Robson. De fleste af dem er afskrevet som utroværdige, fordi de ifølge Jacksons forsvar stjal fra ranchen eller var ude efter penge.
Men når man hævder, at ’Leaving Neverland’ er ensidig, bør man trods alt bemærke, at der er masser indicier, som kunne bakke op om dens fortælling, som filmen heller ikke har medtaget. Den har valgt udelukkende at fokusere på Robson, Safechuck og deres familier.
Påstand: Michael Jackson-boet har tilbagebevist alle Robson og Safechucks anklager
I deres 10 sider lange brev tilbageviser Michael Jackson-boet faktisk meget få konkrete beskrivelser af faktuelle forhold – eksempelvis hvornår Robson og Safechuck var på ranchen, at de overnattede i sangerens soveværelse, og at de havde et meget tæt venskab med timelange telefonsamtaler på nogle gange daglig basis. Et fejlagtigt årstal er det eneste, der bliver angrebet i boets brev.
Modangrebet på Robson og Safechuck går primært på deres, og særligt Robsons, karakter. På at de er upålidelige i lyset af deres jagt på penge, og at de har skiftet forklaring. Men igen – Robson blev angiveligt misbrugt første gang, da han var syv år, og det er vel ikke så underligt, hvis man kan rode rundt i sin beskrivelse af, hvordan det første overgreb tog sig ud? Man skal i hvert fald passe på med at stille krav til potentielle overgrebsofre, som man ikke selv ville kunne leve op til, hvis man skulle fortælle om ting, der lå 20-25 år tilbage i tiden.
Udsagn fra de tidligere retssager bekræfter i øvrigt nogle af Robson og Safechucks konkrete beskrivelser. I 2005 fortalte Macaulay Culkin, at Michael Jackson rigtignok havde en alarmanordning, så han kunne høre, hvis nogen nærmede sig hans soveværelse.
For at opsummere…
Det betyder heller ikke, at Robson og Safechuck med sikkerhed taler sandt. Mit ærinde her er blot at få de mange mennesker på MJ-fløjen, der uden videre deler Forbes’ artikel eller skriver debatindlæg til Politiken, om at applicere samme kritiske sans på de angreb mod ’Leaving Neverland’, som de selv mener, man bør applicere på filmen.
I sidste ende er vi overladt til spekulationerne. Så måske begge sider skulle undgå at drage alt for stivnakkede konklusioner.
LYT TIL VORES NYE PODCAST SOUNDVENUE STREAMER: Om ‘Leaving Neverland’, ‘Triple Frontier’ og Hollywood vs. Netflix
Læs også: ‘Leaving Neverland’-instruktør i Danmark svarer på kritik – »det er alt sammen løgne«
Læs også: Vi har set ‘Leaving Neverland’ og undersøgt sagen selv – her er vores vurdering