Fire søskende har sagsøgt Michael Jacksons bo med anklager om, at de hver især blev seksuelt misbrugt af sangeren over en periode på mere end et årti. Det skriver Pitchfork.
De fire søskende – Frank, Dominic, Marie-Nicole og Aldo Cascio – mødte angiveligt Jackson, fordi han ofte boede på et luksushotel, hvor deres far arbejdede. Ifølge anklageskriftet begyndte overgrebene, da de var omkring syv eller otte år gamle.
Han viste dem angiveligt pornografi – herunder børnepornografi – og tvang drengene til at se på, mens han misbrugte Marie-Nicole og fortalte hende, at det var »en normal ting mellem en mand og en kvinde«.
Søgsmålet beskriver desuden, hvordan Jackson tvang børnene til at indtage alkohol og hårde stoffer samt receptpligtig medicin som Xanax og Viagra. Angiveligt brugte han et barnligt sprog til at gøre substanserne mere tillokkende, hvorfor alkohol blandt andet blev omtalt som »Disney-juice«.
Jackson skal desuden have truet med at ødelægge hele familiens liv, hvis de seksuelle handlinger blev afsløret, ligesom han instruerede børnene i, hvad de skulle sige, hvis en voksen spurgte dem, om de var blevet misbrugt.
Sagsøgerne hævder desuden, at Jackson anvendte manipulationstaktikker for at få større adgang til dem. Blandt andet skal han have isoleret de fire søskende fra hinanden og taget dem med på internationale turnéer langt fra deres forældre. Misbruget fortsatte angiveligt indtil Jacksons død i 2009.
»Efter trusler fra Michael Jackson-boet om økonomisk ruin og stillet over for falske offentlige beskyldninger om afpresning og løgn har Cascio-familien valgt ikke længere at tie«, udtaler en advokat for Cascio-familien, Howard King, til Pitchfork.
»De søger ikke blot en rimelig kompensation for mere end et årtis misbrug af en hel familie, de håber også, at deres indberetning vil opmuntre andre ofre og give andre mulighed for at træde frem og ryste tavshedens lænker af sig«.
Cascio-familien har tidligere forsvaret Jackson i forbindelse med lignende søgsmål, men 2019-dokumentaren ‘Leaving Neverland’ – som omhandler Jacksons misbrug af to drenge – tillod dem at se virkeligheden i øjnene og indse, at Jacksons handlinger var forkerte, fortæller de.
Et separat søgsmål mod Jackson skal for retten i november i år. Sagen er anlagt af James Safechuck og Wade Robson, de to ofre, der netop er omdrejningspunktet for ‘Leaving Neverland’.
