‘Rocketman’: Bjergtagende musical skærer Elton John ud i pap

‘Rocketman’: Bjergtagende musical skærer Elton John ud i pap
'Rocketman'

I takt med at Elton John har begivet sig ud på en omfattende afskedsturné, lander filmen ‘Rocketman’, som primært fokuserer på karrierens første tyve år. Fra debuten i 1969 til han selvindsigtfuldt bremser en misbrugsdefineret tilværelse i 1990.

Er det så den konventionelle rock-biopic, vi får serveret? Ikke helt, for der har (heldigvis) aldrig været noget konventionelt ved Elton John. Hvilket instruktør Dexter Fletcher også viser. Fletcher førte Freddie Mercury-filmen ‘Bohemian Rhapsody’ frem til målstregen efter Bryan Singers exit, og nu binder han an med en anden britisk superstjerne, der slog igennem i 70’erne.

Resultatet pendulerer både i den gode og dårlige retning.

Visuelt udnytter Fletcher hele det spektrum, der definerede den flamboyante kunstner, som Elton John var i karrierens definerende periode, hvor kostumerne fulgte forskriften: »Det kan godt blive vildere«. Samtidig underlægger han filmen et musicalformat, som obstruerer et hvert tiltag til en sammenhængende, gribende fortælling. Både ‘Rocket Man’ og ‘Don’t Let the Sun Go Down On Me’ tillægges en eftertænksom dimension, og man bjergtages af ‘Crocodile Rock’ som en bogstavelig talt himmelstræbende triumf ved Elton Johns amerikanske gennembrud på Los Angeles-spillestedet The Troubadour.

Men det er ærgerligt, at klassikere som ‘Saturday Night’s Allright For Fighting’ og ‘Bennie and the Jets’ bliver tilpasset musicalens skabelon med koreografi og en søgt tematisk kontekst.

Taron Egerton som Elton John i ‘Rocketman’.

For ofte virker filmen til at være forgabt i sin visuelle membran. Det ser flot ud, når selskabets ensomme omdrejningspunkt vandrer gennem en havefest af røvslikkere og graciøst synker ned i swimmingpoolens blå klorvand og møder sit yngre jeg, men vi bliver ikke klogere på hans selvmordsforsøg i 1975, og hvordan han kom igennem det på et tidspunkt, hvor karrieren bragede afsted.

Det gør ‘Rocketman’ til en lettere overfladisk filmoplevelse på trods af hæderlige skuespilpræstationer. Stærkt står scenen, hvor gennembrudshittet ‘Your Song’ opstår ved klaveret i barndomshjemmet. Her fremgår det tydeligt, hvor indgående Taron Egerton har studeret sin hovedpersons mimik og fraseringer. Ligesom Richard Madden (‘Game of Thrones’, ’Bodyguard’) forstår den betydning, Eltons manager John Reid havde – professionelt som privat – i en tvetydig rolle, som pendulerer mellem lidenskabelig ømhed og et kalkuleret fokus på bundlinjen.

Filmen tager let på kronologien og fortolker Elton Johns diskografi efter forgodtbefindende. ‘I’m Still Standing’ handler ganske vist om selvopretholdesdrift og sender effektivt fortællingen ud on a high note, men sangen udkom i 1983, midt i Johns eksorbitante misbrug. Det føles en kende bekvemt at bruge sangen til at illustrere hans vej tilbage til et liv uden sprut og stoffer.

Taron Egerton som Elton John, Bryce Dallas Howard som hans mor og Richard Maddens som kæreste/manager.

‘Rocketman’ skærer tingene ud i pap. At Reginald Kenneth Dwight tryglede om sin fars anerkendelse, står mejslet i granit i barndomssekvenserne og bliver så understreget igen, når den voksne popmillionær parkerer sin Rolls-Royce foran farmand Stanleys uanseelige forstadsrækkehus blot for smerteligt at bevidne sine yngre stedbrødre få den faderlige kærlighed, han selv måtte undvære.

Elton Johns ægteskab med den tyske studietekniker Renate Blauel fra 1984-88 var alt andet end lykkeligt, hvilket pointeres i et symbolsk totalbillede, hvor de træder ud fra hver deres soveværelse og tavst indtager morgenmaden. Og Elton italesætter alle sine dårlige minder i den terapigruppe, der er filmens ramme, og hvor lagene gradvist skrælles af – fra superstjernen in character iklædt djævlekostume (hvor hornene dramatisk rives af) til et afklaret menneske i afslappet joggingtøj. We get it!

Elton John var måske aldrig slået igennem, hvis ikke han havde mødt Bernie Taupin.

Dynamikken mellem tekstforfatteren, der stod i kulissen, og komponisten, som blev rampelysets feterede fokus, tildeles heldigvis god plads. Med deres dynamik rammer ‘Rocketman’ en klædelig dybde, og energien mellem Egerton og Jamie Bell (Taupin) er troværdig og gribende – lige fra det første møde, hvor den kreative kemi øjeblikkeligt slår gnister, og gennem de mange fælles eventyr i showbiz.

Elton Johns professionelle samarbejde med ordekvilibristen, som elsker cowboy-mytologi, er grundfæstet i et dybt og respektfuldt venskab, som har varet i mere end 50 år.

Som hovedpersonen selv er ‘Rocketman’ et bjergtagende, farverigt og underholdende udstyrstykke, men uden samme nuance og dybde som i Elton Johns fantastiske sange.


Kort sagt:
Der er visuelt smæk for skillingen og glimrende skuespilpræstationer i fremstillingen af Elton Johns farvestrålende liv og karriere, der skæmmes af symbolsk overforklarende sekvenser og malplacerede musical-momenter. Det blokerer for nuancerne i en film blåstemplet af hovedpersonen selv.

Læs også: Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘The Sisters Brothers’ med Joaquin Phoenix og John C. Reilly i årtiets skuespillermatch

Spillefilm. Instruktion: Dexter Fletcher . Medvirkende: Taron Egerton, Jamie Bell, Richard Madden, Bryce Dallas Howard. Spilletid: 121 min.. Premiere: Den 29. maj
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af