KOMMENTAR. Først en disclaimer: Jeg kan umuligt adskille Michael Jackson fra mit eget følelsesliv.
Når man, som jeg, er født i 80’erne og vokset op i 90’erne, var der reelt kun én popkulturel megastjerne. Og jeg vil påstå, at hans berømmelse aldrig er blevet overgået. Michael Jackson – eller bare Michael – var overalt. Præcis som Elvis eller Beatles var referencerammen for mine forældres generation, og Taylor Swift er det i dag.
Med ’overalt’ mener jeg både i mit ydre og i mit indre liv. Michael Jackson var min tilværelses kulturelle følgesvend, og timerne jeg har brugt på at (forsøge at) danse eller synge som ham på mit børneværelse skal vel tælles i tusinder.
I mit voksenliv fylder han trods alt ikke helt så meget, men der går ikke mange dage mellem, at hans musik får mig løftet op, eller jeg smilende falder over gåsehudsfremkaldende klip på sociale medier.
Så kald mig bare fan af Michael Jackson.
Derfor har jeg heller aldrig troet på pædofilianklagerne mod ham, som jeg ellers har studeret nøje i årtier. Både i mit hjerte og i min hjerne virker de helt på månen.
Udover at jeg fundamentalt mener, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist – hvilket sagerne mod Jackson som bekendt aldrig blev, tværtimod var der ikke flig af reelle beviser – har jeg altid fundet det klart mere sandsynligt, at anklagerne er et resultat af kombinationen af Jacksons hårde opvækst, underlige livsførelse og naive tilgang til grådige mennesker med massive økonomiske motiver, end at han i virkeligheden var børnemishandler.
Jo, Jacksons ’out of this world’-persona og stjernestatus endte i en menneskelig deroute, når man ser på den forskruede ansigtskirurgi og det medicinmisbrug, som endte med at slå ham ihjel. Men seksualforbryder? Den køber jeg ikke. Alle omkring ham beskriver ham da også som humanist med stort H.
’Leaving Neverland’s ensidighed
Derfor kan det også være lidt trættende at møde den negative automatreaktion omkring Jackson – eksempelvis når man læser de fortrinsvist negative anmeldelser af ’Michael’, som jeg vil tillade mig at kalde misforstået på lange stræk.
En del kritikere hæfter sig for eksempel ved, at filmen ikke nævner pædofilianklagerne med ét ord. Ensidigt? Uden tvivl. Men tillad mig at påpege, at ’Leaving Neverland’ var langt mere ukritisk og ensidig og alligevel modtog fine anmeldelser. Så måske kritikerne skal feje lidt for egen dør.
Personligt var jeg lettet over, at ’Michael’ slutter i 80’erne, før alle sagerne om børnemishandling begyndte. For det giver et emotionelt frikvarter, hvor man uspoleret kan nyde musikken og mindes det overjordiske talent, Michael havde. Hvis ellers man sænker skuldrene og åbner sanserne.
Måske er det en blåøjet måde at se tingene på, og jeg forstår da godt nogle af anmeldernes indvendinger. Min påstand er blot, at en film som ’Michael’ skal føles og mærkes mere end tænkes og tolkes. Og eftersom en toer formentlig er uundgåelig, skal der nok blive rigelig med tid til den menneskelige deroute.
Musikkens magi og stilsikre iscenesættelse fik mig simpelthen til at glemme verden omkring mig i et par timer. Dét er filmens formål – og som sådan er den en naturlig forlængelse af Michael Jacksons enestående evne til at entertaine, mere end det er en ph.d.-afhandling om hans liv.
Man skal ikke se ’Michael’, hvis man er på jagt efter en kritisk gennemgang af Jacksons liv. På godt og ondt er ’Michael’ mere en koncert end en film i klassisk forstand. Det skyldes ikke mindst, at Jaafar Jackson i hovedrollen er så god til at imitere sin onkel på scenen, at man flere gange glemmer, at det ikke er den rigtige MJ.
Alene dén præstation er så rigeligt billetprisen værd – og slår med længder Rami Maleks Oscar-vindende præstation i ’Bohemian Rhapsody’. Lige så forrygende er i øvrigt Juliano Valdi som den unge Michael og Colman Domingo som den bidske patriark Joe Jackson. Domingo indtager med sædvanlig urkraft hver en scene og lykkes over al forventning med at gøre skurkerollen tredimensionel.
Kunne ikke sidde stille
Der er bestemt kritiske ting at sige om ’Michael’. Med fanbriller er der for meget overfladefokus på Jacksons opvækst og familiære kampe og for lidt på selve skabelsen af musikken eller tilblivelsen af geniet.
Der går få sekunder mellem, at Jackson konstaterer, at han vil lave den bedst sælgende plade nogensinde til – vupti – at ’Thriller’ udgives. Man får nærmest intet at vide om, hvordan Jackson udviklede sig musikalsk eller et reelt intet indblik i hans flid, dedikation eller kunstneriske arbejde. Jackson og producer Quincy Jones gennemgik 800 (!) sange, før de landede på de endelige ni, der klarede cuttet til ’Thriller’, og den slags detaljer og scener er savnet i en på mange måder for arketypisk far-søn-fortælling.
Derfor vil jeg heller ikke påstå, at ’Michael’ isoleret set er en mesterlig film. Det vil også være en tilsnigelse at sige, at historien rørte mig sådan rigtigt. Men jeg vil stadig vove den påstand, at anmelderne har slebet knivene ekstra skarpt ud fra en fordomsfuld vurdering af hovedpersonens underlighed – og en usubstantieret grundantagelse om, at Jackson er skyldig.
Anmelderne, inklusive Soundvenues filmredaktør, virker til nærmest at have anstrengt sig for at binde sig selv på arme og ben, så de ikke blev revet for meget med undervejs i biografsædet. Personligt sad jeg ikke stille meget af spilletiden. Jeg kunne mærke en genbekræftelse af musikken og magien – og en glæde ved, at min barndomshelt velfortjent fik noget af sin menneskelighed tilbage.
Don’t stop till you get enough, lyder sangen som bekendt. For mig stopper det aldrig. Jeg får aldrig nok Michael.
Og at dømme ud fra den forrygende åbning i biografer verden over, er jeg ikke den eneste.
Søren Langelund er cand.mag i Medievidenskab, tidligere filmanmelder og i dag underdirektør i Dansk Industri.
’Michael’ kan ses i biografen.