Kontroverserne og kritikken fra anmeldere har stået i kø omkring den stormombruste Michael Jackson-film ’Michael’ siden premieren onsdag i sidste uge.
Soundvenues filmredaktør kaldte den i sin anmeldelse »et glansbillede renset for kunstnerisk vinkel«.
Men kommercielt set er historien en helt anden. ’Michael’ har nemlig haft en bedre åbningsweekend end nogen anden biopic i verdenshistorien. Det beretter blandt andre Variety. Her er det blevet til svimlende 217 millioner amerikanske dollars i billetsalg – eller lige under 1,4 milliarder danske kroner.
Af disse 217 millioner dollars kommer omkring 120 millioner fra det internationale marked, mens de resterende 97 millioner er indtjent i Nordamerika.
Det er dog også værd at bemærke, at filmen har kostet tårnhøje 200 millioner dollars at producere. Det skyldes ikke mindst, at man var nødt til at lave en del af filmen om på grund af en klausul omkring de misbrugsanklager, der var fra Jordan Chandlers forældres side.
Det medførte i sidste ende, at man måtte bruge 22 dage ekstra på at filme, hvilket kostede omkring 15 millioner dollars mere.
I sidste uge blev det ligeledes afsløret af skuespilleren Kat Graham, at hendes rolle som Diana Ross var blevet skrottet fra filmen – som følge af det, hun kaldte »lovmæssige overvejelser«.
Det har, indtil nu, været Queen-filmen ’Bohemian Rhapsody’, der havde rekorden for den bedste åbning for en biopic med omkring 122 millioner dollars i indtjening.
Man forventer, at ’Michael’ som minimum ender med at sælge for omkring 700 millioner dollars på verdensplan.
