Den nye Michael Jackson-biopic har fået omfattende anmelderkritik, men har samtidig været en stor succes ved billetlugerne. Faktisk har ‘Michael’ slået rekorden for den bedste åbningweekend for en biopic nogensinde.
Tidligere gik rygterne på, at fortællingen skulle opdeles i to film. Det var dog før, ‘Michael’s sidste akt blev omskrevet, og man måtte lave omfattende reshoots, da en juridisk aftale forhindrede et plotspor om retssagen i 1993, hvor Jackson blev ankalget for at have misbrugt 13-årige Jordan Chandler.
Nu bekræfter Adam Fogelson, filmboss for studiet Lionsgate, at en efterfølger til ‘Michael’ er i udvikling. Han nævner også, at produktionen potentielt kan starte optagelser allerede senere i år eller i 2027.
Det fortæller han ifølge Billboard som gæst i podcasten ‘The Town With Matt Beloni’.
»Der er en enorm mængde musik, noget af hans allerbedste musik, og livserfaringer, som er adskilt fra anklager – så meget, at det alene kunne fylde mere end en film nummer to«, siger Fogelsen om mulighederne for en opfølger.
Herfra går snakken på, hvordan en 2’er vil tackle overgrebsanklagerne, som første film ikke berører. Den slutter omkring 1988, altså før Chandler-sagen og de efterfølgende anklager. Filmbossen stiller spørgsmålstegn ved, om publikum, der mødte op til den første film, overhovedet er interesseret i at se disse negative historier.
»Det viser sig, at den brede offentlighed virkelig gerne ville se en film, der ikke beskæftigede sig med de anklager, men som fejrede manden, hans musik og, ja, rejsen til toppen«, siger han.
»Har de lyst til at se det mørke manuskript, som jeg læste, da jeg læste det oprindelige manuskript til Michael Jackson-filmen?«, spørger podcastværten Matt Belloni. »Hvordan laver man en anden film og dramatiserer alt det uden at fremmedgøre det publikum, der kom til den første film?«.
Fogelson vil ikke gå i dybden med filmholdets kreative overvejelser angående 2’eren. Han giver værten ret i, at nogle af de »mørke« dele af det originale manuskript af juridiske årsager ikke kan komme med.
»Men ved fortsat at opnå en dybere forståelse af, hvem Michael var, tror jeg, der er mange måder, filmskaberne vil kunne få det til at lykkes på«, siger Fogelson.
»Og i løbet af de næste par uger, når vi alle sætter os ned og taler om den fulde og samlede vision for, hvad denne film skal være, vil jeg være i en bedre position til at besvare spørgsmålet«.
Filmbossen bemærker, at instruktør Antoine Fuqua og resten af det kreative hold vil lytte til publikums reaktioner, når de går i gang med at producere efterfølgeren, »hvis og når vi giver grønt lys«.
‘Michael’ slutter med en tekst, der mere end antyder, at vi har en opfølger i vente. Med mindre balancegangen mellem hyldest og negative historier synes umulig at udføre i praksis, må en efterfølger til den store biografsucces næsten være garanteret, alene af økonomiske årsager.
