’Aphaca – Brug for hinanden’: Et unikt indblik i en af de vildeste kometkarrierer i dansk musik
DOKUMENTAR. Københavnerkvartetten Aphaca har på rekordtid skrevet deres egen side i dansk musikhistorie.
Og overraskende nok føles det hverken for tidligt eller overmodigt, men snarere helt naturligt, at de nu får deres egen dokumentarfilm.
Det altid omfavnende superband er blevet akkompagneret af kameraer, siden de underskrev den første store pladekontrakt, og sjældent har en så krævende indsats vist sig at være så godt givet ud som i Aphacas tilfælde.
Bag filmen står Emil Næsby Hansen, der i 2018 skabte et nyt, poetisk rum i dansk ungdomsdokumentar med ‘Skjold og Isabel’. Han møder i foråret 2023 fire småforvirrede og håbefulde unge fyre med en drøm om at være gode og store, men allervigtigst »for alle«.
Som musikalsk støttepædagog sættes de sammen med produceren Adi, der skal forløse potentialet i bandet, hvis samarbejde kredser om den usagte regel, at konflikter aldrig må ende i splid eller uvenskab, men løses ved at insistere på at rumme, tilvælge og lytte til hinanden. Og selvfølgelig ved altid at have tid til en rygepause.
Netop fordi Aphacas univers bæres af ideen om et fællesskab og en generation, der omfavner sårbarhed og følelser og vil en verden med plads til alle, er det tankevækkende, at filmen har mærkbart fokus på medlemmerne som individer. Ved at fremhæve dem som enkeltdele skal vi forstå det unikum, helheden er.
Vi er med trommeslager Noah på caféjob og i Paris med kæresten, på skolebænken og ved middagsbordet med pianisten Bertil, til vennemiddag med bassisten Bertram og alene hjemme og til psykolog med forsangeren Rumle.
Det er et interessant nyt blik på fællesskab-først-bandet Aphaca. Bassisten Bertram, der er både grinagtig humørbombe og velreflekteret sjæl, er klart den, der mest gavmildt deler ud af sig selv, imens de mere tilbageholdne Noah og Bertil ikke på samme måde hviler foran kameraet. Overraskende er frontfiguren med den vilde stemme og usvigelige charme, Rumle, mest af alt tavs og tænksom.
Det er helt sikkert ikke altid let at være sin generations mest karismatiske entertainer, og måske af frygt for, at forsangeren ubevidst ville overtage hele fortællingen, begår instruktør Næsby faktisk filmens store genialitet ved netop at frame Rumle, som han gør. Det giver plads til at forstå den byrde, han bærer, men også den måde, hans talent risikerer at tynge de andre.
Her kunne Næsby med fordel have strakt de individuelle scener en smule længere, for det føles indimellem, som om der er mere at komme efter helt inde under huden på dem.
Omvendt bliver tålmodighed netop værktøjet, som får de fælles scener i øvelokalet og studiet til at løfte sig fra klassisk musikdokumentar til en undersøgelse af identitet, venskab, drømme og håb. Uanset om det drejer sig om rytmefigurer på hihatten eller den gode måde at fortælle nogen, at deres nye påfund er noget lort, forholder Næsby sig roligt og nært med sit kamera. Sådan bliver konflikterne nøglen til at forstå Aphaca på godt og ondt.
Det samme bliver den musikalske katalysator, Adi, der klogt sætter ord på styrken i drengenes venskab, da karrieren begynder at tage fart. Det er drevet af tillid og tro på, at deres forskelligheder er en gave, og den kærlige, rosende opsang virker til endegyldigt at give dem modet til både musikalsk og menneskeligt at tage skridtet fra ungdom til voksenliv.
Det bliver også et vendepunkt for filmen, for med succesen kommer der mere på spil, og det går så småt op for dem, at uanset hvor stædigt de står på, at alle er lige vigtige, er og bliver det Rumle, der som forsanger »er den«.
Han er stemmen bag ordene, en uomgængelig præmis for succesen, og da han en dag er syg, fremstår de tre andre nærmest fortabt. Om de vil indse det eller ej, afslører filmen her det smertelige faktum, at de fire måske ikke har lige meget brug for hinanden.
Det er igen via Bertram, at frustrationen og chokket over den sandhed bedst italesættes, sideløbende med at han modent reflekterer over både rampelysets dragende kraft og det ‘almindelige’ ungdomsliv, man giver afkald på som en del af landets største band.
Det er vigtige perspektiver i historien om Aphaca som både band og samlepunkt for en ung generation, der med de bedste intentioner drømmer om en kærligere verden, men en dag nok vil opdage, at den aldrig helt bliver, som de håbede.
Når den uundgåelige konflikt – i individerne, kollektivet og en hel generation – får plads til at åbenbare sig, bliver ‘Aphaca – Brug for hinanden’ meget mere end bare endnu en banddokumentar.
Kort sagt:
Vi får et unikt indblik i en af de vildeste kometkarrierer i dansk musik med ‘Aphaca – Brug for hinanden’, som for det meste tør tage sig tid til at forstå både individerne og kollektivet – men som også tør udfordre forgængeligheden i den selvopfattelse og idealisme, som er omdrejningspunkt for hele deres univers.