Kesi indfrier (næsten) de kolossale forventninger med ‘Men så kom i morgen’
ALBUM. Den første stemme, vi hører på ’Men så kom i morgen’, tilhører ikke Kesi, men Noah Carter.
»Det ka’ godt være, du ikk’ nåede alt, du ville sidste år. Det ka’ godt være, du ikk’ nåede det i går«, medgiver han, inden han understreger albummets optimistiske budskab: »Men brother … i morgen er her lige om lidt«.
Hvis Kesi mærkede en snert af nervøsitet natten til fredag, er det hans egen skyld. I månedsvis har han hypet sit nye album op med alt fra nye Instagram-profiler til stort anlagte stunts, der måske nok er hverdagskost internationalt, men som er et yderst sjældent syn herhjemme.
Det har været en fornøjelse at følge med i, men det stiller også store krav til musikken. Retfærdiggør albummet den uvant lange promovering? Var det ventetiden værd?
Heldigvis for Kesi indfrier ’Men så kom i morgen’ faktisk de kolossale forventninger, han har brugt hele året på at opbygge. Næsten i hvert fald.
For med ’Men så kom i morgen’ har Kesi begået sit formentlig bedste album siden 2020’s ’BO4L’. Det er mere varieret end kærlighedsværket ’30 somre’, mere stringent end det konceptuelle ’Fomo 88.8 FM’ og i det hele taget bare mere end fødselsdagsudgivelsen ’Tillykke’.
I mellemtiden har Kesi også udgivet ep’en ’Supernova’, og er man ligesom undertegnede til fals for denne hårdere, mere aggressive side af rapperen, dukker den også op i glimt på ’Men så kom i morgen’.
Det gælder ’Interstellar’, hvor Kesis kølige nonchalance står i genial kontrast til B.O.C-makkeren Gillis overstadige, uforståelige hook.
Eller ’Elefanter’, hvis tunge, støjende produktion måske lyder lige lovligt meget som Travis Scotts ‘Modern Jam’, men som ikke desto mindre er det perfekte underlag for Kesis selvhævdende one-liners.
Måske endda med en slet skjult stikpille til et vist ugeblad, der i 2024 omtalte ham som Thor Farlovs ledsager? »Når livet gi’r mig lemons, så ligner stenene, de’ lemonade / Ku’ lige så godt få mig et arbejde inde på Billed-Bladet«.
Størstedelen af albummet dyrker dog en helt anden stemning. Hennedub er som bekendt tilbage i folden, og sammen med Anton Westerlin, Nicki Pooyandeh og Rob & Jenne har han kreeret et varmt, sommerligt lydbillede, der trods de mange kokke hænger godt sammen på tværs af de 11 sange.
Allertydeligst er Hennedubs touch på numre som den Nelly-agtige ‘GPS’ og Kundo-collabet ‘Adrenalin’, to flirtende, bekymringsløse popbaskere, der er som skabt til den kommende festivalsæson.
Af et dansk blockbuster-album at være er featurelisten overraskende sparsom – kun fire styk holdt op imod forgængerens svimlende 16 af slagsen – og ofte er det også samarbejderne, der rammer en smule forbi.
Som ‘Drukner’, en lige lovligt salvelsesfuld duet med Annika, hvis storladne produktion leder tankerne mod Kendrick Lamar og SZA’s storhittende, men ikke ligefrem sindsoprivende ‘All the Stars’.
Helt galt går det på ‘Forbi’ med Burhan G. På udgivelsesdagen skrev jeg, at den ville have passet perfekt ind på ’30 somre’, men sandheden er nok, at alle havde været bedre tjent med at lade gæsten udgive sangen i eget navn. Det lyder simpelthen mere som en Burhan G-sang end en Kesi-sang.
Ikke mindst fordi rapperen nægter at give landets førende eksponent for sødmefulde popsange bare en lille smule modspil. I stedet får vi linjer som den her: »Det’ dit smil, der lyser rummet op, det’ lidt som en lamp’«.
Faktisk er Kesi på ’Men så kom i morgen’ oftest bedst, når han står alene.
For selvom Hans Philip er et glædeligt gensyn på venskabshymnen ’Hvor blev tiden af’ – og selvom nogle fans helt sikkert vil brokke sig over de mange navne, der ikke er med på albummet – så er de stærkeste sange langt hen ad vejen dem, der i hvert fald på papiret er uden features.
Som førnævnte ’Elefanter’. Eller førstesinglen ’Stil permanent’, hvor Kesi bare flexer over en lige så blæret produktion fra Anton Westerlin.
Og så er der ’Hver dag/Lang tid siden’, albummets næstsidste nummer og absolutte højdepunkt. Med højt humør og succeshistorier over et sommerligt beat ligger sangens første halvdel fint i forlængelse af resten af pladen, men ud af det blå tager tingene en dyster drejning.
»Det’ så lang tid siden«, gentager et forvrænget Marie Key-sample og indvarsler et beatswitch, der forvandler sangen til noget, der kunne have fundet vej til Ukendt Kunstners ‘Den anden side’.
Pludselig får albummets titel en ny betydning. »Men så kom i morgen« fremstår ikke længere som et håbefuldt mantra, snarere som en påmindelse om de moralske tømmermænd, der altid følger dagen derpå.
Selv vennerne begynder Kesi at tvivle på. »De siger, at de er der, det vil jeg ikk’ regne med / For man har jo kun sig selv«, rapper han.
Det føles som en facade, der krakelerer i realtid, og i sammenhold sin mere fortrøstningsfulde første halvdel føjer tracket en dybde, en helt ny kompleksitet til karakteren Kesi, vi ikke har set før.
‘Hver dag/Lang tid siden’ viser en side af rapperen, jeg gerne vil lære bedre at kende, og man kan kun drømme om, at han en dag tør lade den fylde endnu mere. Det album har han stadig til gode at lave.
Men hey, det er jo Kesi, vi snakker om, det er gode vibes og solskin, og lur mig, om ikke det i stedet bliver sange som ’GPS’ og ’Adrenalin’, der kommer til soundtracke sommeren. Hvem ellers?
Kort sagt:
Trods et par fejlslagne samarbejder formår Kesis nye album faktisk at indfri de kolossale forventninger, han har brugt hele året på at opbygge.