De 10 mest ventede film på årets Cannes Film Festival

På tirsdag starter verdens mest prestigefulde filmfestival i Cannes, og det store spørgsmål er, hvilke film der bliver den nye ’Parasite’, ’Titane’ eller ’Anora’. Måske en af disse?
De 10 mest ventede film på årets Cannes Film Festival
'Coward'. (Foto: Aline Boyen)

Cannes Film Festival har de seneste år lanceret en række af de film, der siden er blevet de store samtaleemner på det cineastiske landkort og i flere tilfælde er løbet afsted med Oscar-statuetter et lille års tid senere.

Film som ’Parasite’, ’Drive My Car’, ’Titane’, ’Anora’, ’Once Upon a Time in Hollywood’, ’Pigen med nålen’, ’Affektionsværdi’, ’The Secret Agent’, ’The Substance’, ’Anatomy of a Fall’, ’The Zone of Interest’, ’Triangle of Sadness’ har haft verdenspremiere på Croisetten – for blot at nævne toppen af isbjerget.

Tænderne begynder altså hurtigt at løbe i vand, når den dugfriske udgave af den sydfranske festival skal til at løbe i stablen. I år løber festlighederne 12.-23. maj med et program fattigt på store amerikanske film, men til gengæld rigt på nogle af klodens mest anerkendte auteurs.

Etablerede favoritter som Pedro Almódovar, Asghar Farhadi (’Nader og Simin’), Hirokazu Kore-eda (’Shoplifters’), Ira Sachs (’Love is Strange’), Lazslo Nemes (’Son of Saul’), Andrej Zviagintsev (’Leviathan’) og Ryusuke Hamaguchi (’Drive My Car’) er klar med nye værker, der altid indgyder håb om, at de har overgået sig selv.

Selv har jeg dog allerstørst forventninger til disse 10 film, hvoraf de syv første konkurrerer om den prestigefulde Guldpalme, der skal vælges af en jury med ’Oldboy’-instruktør Park Chan-wook i spidsen.

1. ’Coward’

Skal jeg forhåndspege på én Guldpalme-favorit uden at have set nogen af årets 22 kandidater, må valget falde på det belgiske vidunderbarn Lukas Dhonts nye film.

Dhont har i en meget ung alder placeret sig øverst i det europæiske filmhierarki med ’Girl’ og ’Close’, og der er store forventninger til hans tredje og på papiret mest ambitiøse værk.

’Coward’ er således en historisk film, der udspiller under Første Verdenskrig og handler om den unge soldat Pierre, der sammen med den flamboyante Francis beslutter sig for at ændre ved skyttegravens elendigheder og opsætte en teaterrevy. Der er dømt queer-take på krigsklicheerne, og første stillbillede – se ovenfor – vækker appetitten effektivt.

‘Fjord’. (Foto: PR)

2. ’Fjord’

Cristian Mungiu er ikke just et nyt navn i Cannes-regi. Han vandt således Guldpalmen for sin gennembrudsfilm, abortdramaet ’4 måneder, 3 uger, 2 dage’, tilbage i 2007 og er siden vendt tilbage med film som ’Prøven’ og ’Kold vinter’. De har holdt et højt niveau uden at kunne hamle op med mesterværket, men der knytter sig dog særlige forhåbninger til hans nye film, ikke mindst fordi han for første gang bevæger sig uden for sit rumænske hjemlands grænser.

Joachim Trier-favorit Renate Reinsve og Hollywood-stjernen med de rumænske aner Sebastian Stan spiller et ægtepar, der flytter til kvindens fødeby, en lille norsk landsby. Her kommer de under mistanke for tvivlsom opførsel i forhold til deres børn – og derfra stikker det af.

Anne Hathaway og Jeremy Strong i Cannes 2022. (Foto: Stephane Cardinale – Corbis/Corbis via Getty Images)

3. ’Paper Tiger

James Gray er en sand Cannes-yngling, selvom han med film som ’We Own the Night’, ’Two Lovers’ og ’The Lost City of Z’ ikke har fået sit helt brede gennembrud. Amerikaneren er dog kommet tættere og tættere på med sine sidste to forsøg, sci-fi-filmen ’Ad Astra’ med Brad Pitt og den selvbiografiske ’Armageddon Time’ med Anne Hathaway og Jeremy Strong.

Disse to – Hathaway og Strong – er også på rollelisten i Grays nye film, i selskab med Adam Driver. Denne gang har den genre-alsidige instruktør kastet sig over en mafiathriller om to brødre, der jager den amerikanske drøm, men bliver hvirvlet ind i den russiske mafia.

Måske er Grays kommercielle gennembrud i vente?

‘Gentle Monster’. (Foto: Fréderic Batier/Film AG)

4. ’Gentle Monster’

Hovedkonkurrencen på årets festival har rekordmange kvindelige instruktører, nemlig fem. Én af dem er tyske Marie Kreutzer, der imponerede med ’Corsage’ i underkonkurrencen Un Certain Regard i 2022.

Nu er Kreutzer løftet til Guldpalme-jagten, og der er høje forventninger til fortællingen om to kvinder, der konfronteres med mørke hemmeligheder hos de mænd, der fylder i deres liv.

Den ene er pianisten Lucy, som flytter på landet for at støtte sin udbrændte husbond Philip. Den anden er efterforskeren Elsa, der må tage sig af sin demensramte far. Lucy spilles af Léa Seydoux, Elsa af Catherine Deneuve.

‘Fatherland’. (Foto: PR)

5. ’Fatherland’

Polske Pawel Pawlikowski har blot lavet to film på 12 år – til gengæld har de begge placeret sig i mesterskabsklassen. De sort-hvide, udsøgt fotograferede ’Ida’ og ’Cold War’ gjorde instruktøren til en superstjerne, og det er svært ikke at glæde sig, når han nu vender tilbage med sin første film i otte år, ’Fatherland’.

Denne gang træder han ud på biopic-territorium med en fortælling om den verdensberømte tyske forfatter Thomas Mann og hans datter, skuespilleren og forfatteren Erika Mann – spillet af henholdsvis Hanns Zischler og altid fænomenale Sandra Hüller.

Vi befinder os igen under den kolde krig med en far-datter-roadtrip fra Vest- til Østtyskland. Og Pawlikowskis faste fotograf Lukasz Zal – senest aktuel med ’Hamnet’ og ’The Zone of Interest’ – står lykkeligvis bag billederne igen, atter i sort-hvid.  

‘Hope’. (Foto: PR)

6. ’Hope’

Sydkoreansk films herhjemme bedst bevarede hemmelighed er den mere end ferme genre-instruktør Na-Hong Jin, der har skabt mørk, personlig og forrygende underholdning med horrorfilmen ’The Wailing’, gangsterdramaet ’The Yellow Sea’ og seriemorderthrilleren ’The Chaser’.

Han har tidligere været indlemmet i Cannes på et sær- eller midnatsvisningsmandat, men nu er han ophøjet til hovedkonkurrencen, og så er det om at spærre øjnene op.

Instruktøren har denne gang kastet sig ud i en science fiction-historie, der udspiller sig i en landsby, som rammes af panik, da en tiger angiveligt er blevet set i området. Men sagen stikker meget dybere end som så i filmen, der markerer Na-Hongs første arbejde med internationale stjerner i form af Alicia Vikander, Michael Fassbender og Taylor Russell. Det er dog sydkoreanske Hwang Jung-min, der har hovedrollen som den lokale politichef.

‘The Birthday Party’. (Foto: PR)

7. ’The Birthday Party’

Én af hovedkonkurrencens yngste instruktører er 37-årige Léa Mysius, som tidligere har vakt opsigt med fantasyfablen ’The Five Devils’, der spillede i parallelprogrammet Director’s Fortnight’ i 2022.

Nu er den franske filmskaber for første gang i Guldpalme-konkurrence med en fortælling, der handler om et par, som bor med deres datter ude på ødemarken, langt fra civilisationen. Da de vil holde en surprise-fest for deres barn, begynder mystiske hændelser at indtræffe.

Filmen er baseret på en populær fransk thriller-roman.

‘Her Private Hell’ (Foto: byNWR)

8. ’Her Private Hell’

Cannes-festivalen er andet end hovedkonkurrencen, og nu bevæger vi os ud i andre sektioner af programmet, her med stærkt dansk islæt. Nicolas Winding Refn – der ellers har været fast mand i hovedkonkurrence siden ’Drive’ – optræder uden for konkurrence med sin første film i 10 år, ’Her Private Hell’.

Det vides endnu ikke, hvad filmen handler om, men den beskrives som en thriller og har talenter som Charles Melton (‘May December’, ‘Beef’ sæson 2), Sophie Thatcher (‘Yellowjackets’, ‘Heretic’) og Diego Calva (‘Babylon’) på rollelisten.

Forhåbentligt vender Refn tilbage til fordums højder, der ikke helt har manifesteret sig i instruktørens seneste projekter, serierne ’Copenhagen Cowboy’ og ’Too Old to Die Young’.

9. ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’

I lillesøsterkonkurrencen Un Certain Regard – et sted for eksperimenter og de nye navne – finder man den hypede amerikanske instruktør Jane Schoenbruns nye film med den æggende titel ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’.

Schoenbrun er blevet et øjeblikkeligt kultdyrket navn med de egensindige, horrorflirtende queer-film ’We’re All Going to the World’s Fair’ og ’I Saw the TV Glow’, og denne gang går de meta på den med en historie om en homoseksuel instruktør, der bliver hyret til at lave en film i slasherfranchisen ’Camp Miasma’. Det resulterer i et manisk psykoseksuelt forhold til filmens hovedperson.

Hannah Einbinder og Gillian Anderson indtager de to hovedroller.

‘Club Kid’. (Foto: PR)

10. ’Club Kid’

Set med populærkulturelle amerikanske øjne var årets overraskelse i programmet Jordan Firstmans debutfilm ’Club Kid’.

Firstman er nemlig en interessant figur, der som skuespiller har gjort sig bemærket i serier som ’Ms. Marvel’, ’English Teacher og ’I Love LA’ og som medforfatter på den originale komediekrimiserie ’Search Party’.

Nu springer han ud som instruktør på klodens fineste filmfestival med en fortælling om en falleret fest-promoter, hvis liv tager en drejning, da det viser sig, at han har en søn.

Firstman har selv hovedrollen ved siden af folk som Cara Delevingne og Diego Calva.

Cannes Film Festival finder sted 12.-23. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af