KOMMENTAR. »You ugly motherfucker,« udbryder muskelmanden Arnold Schwarzenegger, da hans slibrige modstander fjerner sit visir i ’80-klassikeren ’Predator’.
Nogenlunde sådan lød det også fra kritikerne i biografmørket på Cannes Film Festival, da monstrene 50 minutter inde i sydkoreanske Na Hong-jins biografaktuelle alien-actionbasker åbenbarede sig.
Anmeldelserne af instruktørens første film i 10 år – og angiveligt Sydkoreas dyreste filmproduktion nogensinde – var i øst og vest efter verdenspremieren i det sydfranske. Stort set alle kunne blive enige om, at den adrenalinsusende første akt er eminent. Her halser den fjogede politisergent Bum-seok (Hwang Jung-min fra ’The Wailing) igennem havnebyen Hope efter det ukendte væsen, som efterlader sig et spor af afkastede lig, totalsmadrede bygninger og knuste biler.
En meget vokal gruppe kritikere satte dog denne operaagtige cold open i skarp kontrast til de grelle monstereffekter, som filmen konfronterer publikum med over de resterende to timers spilletid.
Indiewire og Slate Magazine sammenlignede uflatterende de tre meter høje Kaiju-lignende monstre – skabt med mocap-VFX og spillet af Michael Fassbender, Alicia Vikander, Taylor Russell og Cameron Britton – med skorpionkongen i ’The Mummy Returns’ og Stephen Kings tv-film ’The Langoliers’.
The Atlantic beklagede, at effekterne stod i vejen for filmens høje ambitioner, og Vulture kaldte slet og ret CGI’en for dårlig og distraherende.
Nu har filmen haft premiere verden over, også i Danmark, og monsterkritikken er ikke forstummet, selvom effekterne angiveligt har fået en overhaling siden åbningen i Cannes. Rygtet om dårlig CGI hænger stadig over Nas actionepos som en harsk fiskestank, og på diverse fora er den hurtigt blevet efterårets varme kartoffel blandt cineaster.
Soundvenues anmelder Morten Kildebæk kaldte diplomatisk effekterne for ’uskønne’, og jeg er i grunden enig.
Jeg er bare ikke enig i, at det skulle være en dårlig ting.
10 gange så billig som ‘Avatar’
Jeg vil ikke lade, som om effekterne i ’Hope’ står lige så knivskarpt, som de gør i den nyeste ’Avatar’.
Men det er værd at opholde sig lidt ved konteksten.
Når man snakker om effekter i massive blockbusterfilm, som ’Hope’ er, vil barren altid sættes af den største hangorilla i rummet, Hollywood. Her har VFX-studierne Industrial Light & Magic og det newzealandske studie Wētā FX samt videospilsproducenten Epic sat standarden for real time rendering og 3D-grafik på film. Amerikanske filmstudier har smidt milliarder af dollars efter teknologien over de seneste fire årtier og er i dag så afhængige af den, at så godt som alle indstillinger i en hvilken som helst blockbuster har fået en digital overhaling.
Til sammenligning er Sydkoreas VFX-industri stadig relativt ung og uprøvet. Studiet bag effekterne i ’Hope’, Westworld, blev grundlagt i 2018, og ifølge deres hjemmeside gør de ikke brug af in house-teknologi, men i stedet lånte grafikmotorer som Epics Unreal Engine, der også er blevet anvendt i mange af Disneys tv-produktioner.
Og selvom det er blevet rapporteret, at ’Hope’ altså er Sydkoreas dyreste produktion, ligger budgettet stadig på – efter amerikanske forhold – meget beskedne 30-40 millioner dollars. ’Avatar: Fire & Ash’ kostede 10 gange så meget.
I en perfekt verden havde ’Hope’-instruktør Na utvivlsomt ønsket sig de samme ressourcer som James Cameron, men realiteten er, at han arbejdede med en begrænset værktøjskasse. Og effekterne bør altså bedømmes ud fra den målestok.
Samtidig vil jeg argumentere for, at slutresultatet faktisk slet ikke er så skidt, som kritikerne har kørt det op til.
Virkeligheden er den vildeste effekt
Na bruger sine digitale effekter bemærkelsesværdigt i ordets mest bogstavelige forstand.
Da hovedpersonen første gang bliver konfronteret med én af de store grimme sataner, springer den op som en rasende trold fra en æske og reducerer hans makker til en rød plet på asfalten. Monstrene bevæger sig med en leopards hastighed, men med en beruset teenagers ynde, og den resulterende totalødelæggelse er iøjnefaldende grotesk og spektakulær.
Flere gange gibbede det i mig, da ét af monstrene unaturligt åbner gabet til en meterlang række af glinsende tænder, ligesom jeg begejstret hoppede i sædet ved synet af den bizarre hjulbenseffekt, med hvilken de sprinter derudad.
Det står i skarp kontrast til den måde, de amerikanske studier typisk bruger CGI. Netop fordi effekterne i Hollywood-film er blevet allestedsnærværende, forventer vi, at de ikke stikker ud, men blot er en naturlig forlængelse af vores egen virkelighed.
I mange tilfælde har dette princip taget fuldkommen overhånd.
Verdens mest komplekse computerteknologi gjorde det muligt for Jon Favreau at vise en bille rulle en kugle lort hen over ørkenen i liveaction-genindspilningen af ’The Lion King’ fra 2019. I ’Spider-Man: No Way Home’ kunne Jon Watts ikke engang filme en forpulet telefonsamtale på gaden uden at bruge bluescreen.
’Spider-Man: Brand New Day’ prøvede sågar at imødekomme kritikken ved at filme enkelte scener i New Yorks travle gadebillede, så der for første gang i mere end et årti faktisk var extras og naturlig belysning til stede i en MCU-produktion.
Og hurra for det. Men det er da temmelig paradoksalt, at virkeligheden efterhånden er blevet den vildeste speciel effect i Hollywoods storfilm.
Minder om forhenværende storhed
Jeg forstår derfor sagtens dem, der havde svært ved at sluge monstrene i ’Hope’. For på intet tidspunkt blev jeg snydt til at tro, at de digitale effekter var en naturlig del af universet. Men fordi den resulterende vold og ødelæggelse er filmet så taktilt, lod jeg mig alligevel rive med af det fænomenale overlevelsesdrama.
Faktisk hjælper diskrepansen mellem de praktiske stunts udført af mennesker og de digitale alien-effekter også til at skabe en forskel mellem de to fraktioner. De fremmede er vitterligt af en anden verden end vores. Og i et landskab, hvor skønhed er defineret gennem en glat, pornoficeret AI-linse og IG-filtre, er det svært ikke at finde værdi i en film, som dyrker det æstetisk upolerede.
Men først og fremmest minder ’Hope’ mig om, hvad Hollywoods drømmemaskine plejede at være så god til at skabe.
Tobey Maguires Spider-Man, der svinger sig mellem højhusene i New Yorks glasjungle. De majestætiske dinoer i Alan Grants forlystelsespark. Og den kluntede grottetrold, som angriber Frodo og hans frænder dybt under jorden i Morias uendelige mineskakter. Alt sammen digitale billeder, som umuligt kunne eksistere i vores egen virkelighed, fordi de tydeligvis er en effekt.
Af samme grund tror jeg heller ikke, nogen vil have noget imod monstereffekterne i ’Hope’, når man ser filmen om 10-20-30 år. Filmens kvalitet transcenderer den smålige skønhedskritik, den er blevet udsat for her i sin samtid.
’Hope’ kan ses i biografen.