’Hope’: Vanvittig sydkoreansk sci-fi-basker efterlader én ovenud forbløffet
FILM. Når ‘Hope’s rulletekster rammer, sidder man ovenud forbløffet tilbage.
Det gør man til dels, fordi den sydkoreanske film har præsteret årets måske mest uforløste slutning, der binder en sløjfe på lige nøjagtigt nul handlingstråde.
Men også fordi man forinden det bratte brud har oplevet en højoktans actionbasker af fuldkommen gakket karakter. Et vildt sammensurium af skøn-, grim- og klamhed på mere en to og en halv time, hvor mennesker og rumvæsener jagter hinanden i udkanten af Sydkorea nær den berygtede nabo mod nord.
At den særegne alienfortælling, der fik verdenspremiere i Cannes-festivalens hovedkonkurrence tidligere i år, er en uforudsigelig oplevelse, er måske faktisk ret forudsigeligt. For bag filmen står den anerkendte sydkoreanske instruktør Na Hong-jin.
Han er netop kendt for at lave genrefilm med originale vinkler og overraskende twists, der leger med publikums forventninger. Det fik vi i særdeleshed med hans seneste og mest kendte film, 10 år gamle ‘The Wailing’, som svinger fra klassisk mordopklaringskrimi til en brutal eksorcismegyser, hvor spøgelser og dæmoner driver gæk med de sagesløse mennesker.
På lignende vis bliver man undervejs i instruktørens første science fiction-projekt i tvivl om, hvad der egentlig er på spil i sammenstødene mellem jordboere og uønskede gæster. En af dem der skal finde ud af det, er den lokale politibetjent Go Bum-seok (spillet af Hwang Jung-min, der agerede shaman i ‘The Wailing’).
Som altid i Nas film er ordensmagten ikke særligt skarp. Derfor lykkes en gruppe unge, riffelbærende mænd i starten af ‘Hope’ med at overbevise Go Bum-seok om, at en problemtiger er løs i den nærliggende skov. Man aner dog ret hurtigt, at her er tale om noget meget større end et kattedyr. Det kan vi se på de voldsomme ødelæggelser og atypiske fodspor, som væsnet har efterladt.
I stil med det filmiske forbillede ‘Jaws’ venter ‘Hope’ et godt stykke tid med at vise os monstret, imens det uden for billedet totalsmadrer den lille fiskerby. Denne underholdende og tempofyldte første del smager af slapstick-komedie, fordi den desperate politibetjent igen og igen kommer for sent i jagten på uhyret – og egentlig gør mere skade end gavn.
Gennem det veludførte stuntarbejde, de praktiske effekter og de virtuose billeder, indfanget af den hyldede filmfotograf Hong Kyung-pyo (‘Parasite’, ‘Burning’, ‘The Wailing’), kan man godt se, at her er tale om Sydkoreas dyreste filmproduktion nogensinde.
Det kan man til gengæld ikke se på de computerskabte rumvæsener, som kræver en del tilvænning, når først de viser deres ansigter.
Ved verdenpremieren fik ‘Hope’ hug for sine grimme CGI-monstre, og de skulle være blevet justeret en smule efterfølgende. Men slutresultatet er stadig påfaldende kantet og uskønt. Trods et tungt budget har der øjensynligt ikke været penge nok til effekter, der kan matche Hollywood-standarder.
Apropos Hollywood: Bag væsnernes forskelligartede kroppe og uforståelige sprog gemmer sig de vestlige skuespillere Alicia Vikander, Michael Fassbender, Taylor Russell (‘Bones and All’) og Cameron Britton (‘Mindhunter’). På sin vis er det både morsomt og forfriskende antikommercielt, at de internationalt kendte stjerner er så uigenkendelige.
De mystiske aliens får plads til karakterudvikling i den overraskende sidste akt, som vender det voldelige kulturmøde på hovedet. Na bevæger sig væk fra sin tilbagevendende fascination af ondskab ved at løfte fortællingen til at handle om andet end blodig overlevelse.
Men han kommer som nævnt ikke frem til noget, der minder om en afrunding. I et interview med Gold Derby har instruktøren forklaret, at han i ‘Hope’ faktisk kun når en tredjedel ind i det handlingsforløb, han oprindeligt havde planlagt.
Den flagrende slutning leder tankerne hen på Danny Boyles ligeledes ukonventionelle genrefilm ’28 Days Later’ fra sidste år. Forskellen er dog, at zombiefilmen allerede havde en efterfølger i kassen, der blev udsendt et halvt år senere. ‘Hope 2’ er derimod ikke bekræftet endnu.
Vi må håbe, fortsættelsen får grønt lys inden længe. For det ville virkelig være en skam, hvis Na Hong-jins meget ujævne, men også meget fornøjelige sci-fi-vanvid slutter her.
Kort sagt:
Man skal både sluge mangelfulde CGI-effekter og en brat slutning. Til gengæld leverer sydkoreanske Na Hong-jin med sin første sci-fi-film et spektakulært og vanvittigt actionridt, som fortjener en efterfølger hurtigst muligt.