Hvilke billeder dukker frem for dit indre, når du hører ordene ’Ringenes herre’?
Størstedelen af verdens befolkning vil uden tvivl begynde at genkalde sig karakterer og scenarier fra Peter Jacksons højtelskede filmatiseringer af J.R.R. Tolkiens fantasyromaner.
Dermed risikerer verden også at glemme en pioner, der kom før Jacksons ikoniske trilogi.
Den amerikansk-palæstinensiske animationslegende Ralph Bakshi var den første til at instruere en filmatisering af ’Ringenes herre’. Og faktisk var hans animationsfilm fra 1978 en ung Peter Jacksons allerførste møde med det fantasyunivers, som han siden ville dedikere sin karriere til.
»Du kan ikke købe den kærlighed, som blev lagt i projektet. Det er den fineste ting, jeg har lavet. Det kunne nok være mit livs højdepunkt«, udtalte Bakshi om sin film op til premieren i et interview med Jim Korkis (som først så offentlighedens lys i 2020).
Hans ’Ringenes herre’ bar præg af store ambitioner og teknisk nyskabelse. Men det var også en produktion præget af kaos i kulissen og et bittert efterspil.
Resultatet har man nu heldigvis chance for at genopdage i Cinemateket, tilmed på en analog filmrulle fra den oprindelige danske premiere. I den anledning dykker vi ned i historien bag.
Den skæve animator byder ind
Tolkiens fantasyepos udkom som tre bøger i 1954-55 og blev derfra ved med at vokse i popularitet gennem 60’erne. Da fanskarens dedikation stadig holdt ved ind i 70’erne, anede Hollywood-studierne naturligvis en mulighed for at tjene penge.
Før Bakshis filmatisering var John Boorman, instruktøren bag ’Deliverance’, længst med sit forsøg. Rettighedsindehaver United Artists satte ham til at skrive et manuskript, der skulle samle den storladne fortælling i en enkelt spillefilm. Det projekt kom dog aldrig videre fra skrivefasen.
På det tidspunkt havde Ralph Bakshi etableret sig som en fremtrædende og uafhængig outsider i filmbranchen, der vakte opsigt ved at skubbe animationsgenren væk fra Disneys familievenlige territorium. I 1972 fik han et stort gennembrud med debutspillefilmen ’Fritz the Cat’, der med sin rå, seksualiserede og politiske kant blev verdens første x-ratede tegnefilm – og et kæmpehit i biograferne.
Bakshi var fan af fantasy og sci-fi og undersøgte helt tilbage i 1957 muligheden for at forvandle ’Ringenes herre’ til animationsfilm. Men dengang fik han at vide, at Disney sad på rettighederne. I 70’erne tog han sin fantasyfascination med i filmen ’Wizards’, og mens han arbejdede på den, hørte han om Boormans fejlslagne forsøg på en ’Ringenes herre’-film. Det fik ham til at kontakte United Artists.
Han mente, at det var galimatias at tvinge mere end 1000 siders epos ned i en enkelt film og pitchede en hel filmtrilogi, hvilket han fik grønt lys til. I samtiden var koblingen mellem episk fantasy og den provokerende animator et ret uventet match. Men Bakshi havde i sinde at lave en loyal filmatisering uden kontroversielle svinkeærinder. Han besøgte sågar den afdøde forfatters datter, Priscilla Tolkien, i England for at få hendes velsignelse til projektet.
Mens han færdiggjorde ’Wizards’ (som fik premiere i 1977), ledte han et stort animationshold til den indledende produktion af den første ’Ringenes herre’-film. Den skæve animator var klar til at kaste sig ud i sit med afstand største og mest mainstream-appellerende projekt.
Det skulle vise sig at blive en langt hårdere og mere konfliktfyldt proces, end han havde forestillet sig.
»Jeg døde næsten«
I sin samtid var ’Ringenes herre’ en af Hollywoods hidtil mest ambitiøse animationsfilm med et budget på otte millioner dollar for første film og et stort hold på 3000 ansatte.
Bakshi tilknyttede et hold af britiske teaterskuespillere, der stemmelagde eventyret med vægtig seriøsitet. Castet bestod blandt andet af en ung John Hurt (kort før Oscar-gennembruddet med ’Midnight Express’ og ’The Elephant Man’) som Aragorn og Anthony Daniels (manden bag C-3PO i ’Star Wars’) som Legolas. Peter Woodthorpe giver Andy Serkis kamp til stregen med sin uhyggelige udgave af Gollum.
En del af budgettet gik faktisk til liveaction-optagelser. For Bakshi valgte at dedikere sig til den særlige rotoscoping-metode, som han havde eksperimenteret en smule med i ’Wizards’. Her filmer man skuespillere med et kamera og tegner derefter oven på optagelserne for at fange bevægelserne og spare tid.
De britiske stemmeskuespillere indspillede deres replikker i hjemlandet, hvorefter Bakshi instruerede bevægelserne med andre skuespillere. Mest krævende var en række store kampscener med et hav af statister i Spanien. Særligt disse optagelser var ved at knække nakken på instruktøren.
»Jeg døde næsten«, sagde Bakshi i 2018 om produktionen til The Hollywood Reporter i et tilbageblik på filmen.
»Jeg havde ikke budget til at producere. Mens jeg optog filmen som liveaction i Spanien, styrede jeg virksomheden over telefonen gennem min sekretær og min produktionsleder. Jeg fik ikke meget søvn. Det var det hårdeste, jeg nogensinde har skullet gøre. Men animatorerne elskede mig. Og jeg havde enorm opbakning på alle mine film fra de her folk, fordi de elskede det, de lavede, og de vidste, hvad jeg prøvede at gøre. De holdt sammen på det hele«.
Imponerende, ujævn, psykedelisk
Vanen tro gik Bakshi kontra på Disneys toneangivende normer med sin tilgang til animationen.
»Jeg fik at vide, at hos Disney blev skuespillerne bedt om at spille, som om de var i en tegneserie, med al den slags overdrivelse. I ’Ringenes herre’ lod jeg skuespillerne spille det helt naturligt«, fortalte han i 1978 til Jim Korkis.
»I ’Ringenes herre’ er det den traditionelle metode med rotoscoping, men tilgangen er utraditionel. Det er en form for rotoscope-realisme, som ikke ligner noget, man har set før. Det er virkelig noget unikt inden for animation«.
Selvom visse indslag stadig fremstår ret cartoony – særligt den påfaldende forpjuskede udgave af Frodos tro væbner Samwise – er bevægelserne ganske rigtigt mere tro mod virkeligheden end Mickey Mouses typiske gestik. Dog er animationen også tilpas ujævn til, at ’realisme’ ikke lige er det første ord, man tænker på.
Især ikke når Bakshi skruer op for visuelle effekter, der giver ’Ringenes herre’ en nærmest psykedelisk kvalitet.
Da Gandalf står over for den Sauron-venlige troldmandskollega Saruman, har animatorerne eksempelvis sat liveaction-optagelser af farvede lamper ind som baggrund. Andre steder forstærkes hektiske kampscener ved på lignende vis at bytte den egentlige baggrund ud med en skarp farve, der skaber en voldsom kontrast og silhuet-agtige karakterer.
Det er også værd at hæfte sig ved den imponerende mængdeaf karakterer, som optræder på samme tid i en række frames i Bakshis ’Ringenes herre’. En animationsfilm havde aldrig tidligere præsteret lignende kampscener med så mange figurer i bevægelse, side om side. Dét muliggjorde rotoscoping-teknikken.
’Ringenes herre’ har dog også undervejs en del skønhedsfejl. For mens hovedkaraktererne gennem hele filmen står tydeligt frem, kunne flere bikarakterer godt have tålt lidt mere kærlighed.
På kroen The Prancing Pony, hvor hobbitterne møder Aragorn, har man for eksempel ikke prioriteret at tegne nye ansigter på de øvrige gæster. De har altså stadig deres sorthvide liveaction-fjæs intakt fra de oprindelige optagelser, blot tilført en farve.
Mens Nazgul, de sorte ryttere, er upåklageligt eksekveret, er Saurons hær af orker og den farlige balrog omvendt ikke specielt frygtindgydende eller imponerende udført. Det er simpelthen for tydeligt at se, at figurerne i virkeligheden bare er mennesker i udklædning.
Alt behøver dog ikke se smooth og perfekt ud. De små skæverter er jo en del af charmen ved at se en ældre, håndtegnet animationsfilm. Det samme gælder ridserne og de små udfald i lyden fra Cinematekets gamle 35mm-rulle.
Man kan se og mærke, hvornår filmen og rullen er fra.
Et epos uden afslutning
Den største svaghed ved Bakshis ’Ringenes herre’ handler dog ikke om animation. Den går på det åbenlyse problem, at fortællingen simpelthen ikke får en afslutning.
Under produktionen gik ’Ringenes herre’-projektet af budgetmæssige årsager fra at være en trilogi til at være to film. Men i sidste ende blev toeren aldrig sat i produktion. Dermed slutter heltenes eventyr efter slaget ved Helm’s Deep, og Frodo og Sam, der har fået Gollum som rejsemakker, når aldrig at destruere ringen.
At filmen ikke fik den tiltænkte efterfølger, skyldtes i høj grad et turbulent og betændt samarbejde mellem Bakshi, United Artists og producer Saul Zaentz (som købte filmrettighederne til Tolkiens bøger ved projektets begyndelse og sad på dem frem til sin død i 2014). Zaentz havde instruktøren faktisk selv hentet ind som tovholder, efter hans egen kontaktperson hos United Artists blev fyret.
Undervejs var Bakshi som sagt hårdt presset, både på budget og tid, men produceren og filmstudiet nægtede at udskyde den planlagte premiere. Oven i hatten lavede Zaentz og United Artists et træk, som Bakshi opfattede som en kniv i ryggen.
De fjernede ’Del 1’ fra filmtitlen, og dermed gav de også på forhånd publikum en forståelig forventning om en afsluttet fortælling. Bakshi var ikke inde over beslutningen og opdagede først den nye titel, da han så promoveringsmaterialet en uge før premieren. Han havde heller ikke final cut, og producenterne fik klipperne til at omrokere det eksisterende materiale for at finde frem til en slutning, som kunne give publikum fornemmelsen af en slags afrunding.
Det fik de selvfølgelig ikke. Forsøget på at skabe forløsning fremstår i den endelige film også temmelig halvhjertet, med en indsat voiceover-fortæller, der proklamerer: »Som deres tapre kamp endte, således ender også den første store fortælling om Ringenes herre«.
Selvom ’Ringenes herre’ faktisk blev en pæn kommerciel succes med en indtjening på omkring 30 millioner dollar i USA alene, var modtagelsen splittet, og den bratte slutning var et fremtrædende kritikpunkt blandt utilfredse anmeldere og fans.
»Selv med en vis tilbøjelighed til at forsvare Bakshis redigeringsvalg på grund af opgavens sværhedsgrad, virker afslutningen dårligt gennemtænkt«, lød eksempelvis vurderingen fra Roger Ebert. Han påpegede ganske rammende, at »historien aldrig rigtigt når et klimaks« og gav smålunkne 2,5 ud af 4 stjerner.
Når man ser filmen i dag, stikker den bratte afslutning selvfølgelig stadig gevaldigt ud. Men går man ind til filmen vel vidende om det uforløste og til tider forvirrende plot, har man alligevel en givende oplevelse i vente.
For trods sine mangler giver Bakshis ’Ringenes herre’ sjovt, farverigt og charmerende modspil til Peter Jacksons filmatiseringer.
Peter Jacksons Bakshi-hyldest
Peter Jackson stiftede som nævnt bekendtskab med Tolkiens univers i mødet med Bakshis ’Ringenes herre’.
»Jeg kunne godt lide den første del – den havde nogle hyggelige scener i Hobbiton, et uhyggeligt møde med Den Sorte Rytter på vejen og et par ret gode kampscener – men så, cirka halvvejs, blev fortællingen meget usammenhængende og forvirrende, og jeg forstod virkelig ikke, hvad der foregik«, fortæller han i bogen ’Peter Jackson: A Film-Maker’s Journey’ fra 2006.
»Men det, den gjorde, var dog at give mig lyst til at læse bogen – om ikke andet så for at finde ud af, hvad der skete!«.
I ’Ringenes herre: Eventyret om ringen’ kan man faktisk finde flere referencer til Bakshis forgænger. For eksempel med den scene, han nævner i citatet, hvor de fire hobbitter gemmer sig fra en kutteklædt Nazgul-rytter bag en stor trærod. Præcis dette billede har han genskabt i sin egen film.
Helt i starten af ’Eventyret om ringen’, ved Bilbos fødselsdagsfest, har Jackson også gengivet en indstilling fra Bakshis film, et skud i frøperspektiv af hobbitten Proudfoot, der siger: »Proudfeet!«. Det er en bevidst hyldest til Bakshi, forklarer Jackson i kommentarsporet til filmen.
Måske har Jackson også, bevidst eller ubevidst, ladet sig inspirere på andre fronter. Prologen, der forklarer ringens forhistorie, minder meget om indledningen i Bakshis film. Det samme gør en scene, hvor Nazgul bryder ind på hobbitternes værelse på The Prancing Pony og stikker deres sværd ned i sengene, der viser sig at være tomme.
Det bitre efterspil
Efter det dårlige samarbejde med sin producer lukkede Bakshi ned for en opfølger, der kunne afrunde fortællingen.
»Jeg havde et kæmpe skænderi med Zaentz, og jeg havde ikke lyst til at lave del 2«, fortæller instruktøren til The Hollywood Reporter.
»»Livet var for kort til at bruge sin tid sammen med en flok mennesker, man ikke havde lyst til at være sammen med. Med andre ord folk, der ville røvrende dig på den måde, efter at du havde tjent så mange penge for dem. Man har ikke lyst til at bruge endnu otte år sammen med den slags mennesker«.
Bakshi fremstår bitter over sit ufærdige passionsprojekt. Bitterheden bliver i den grad også rettet mod Peter Jackson.
For animatoren mener tydeligvis, at han ikke har fået nok anerkendelse for sin tidlige filmatisering, og at Jackson til gengæld har fået for megen ære for sin trilogi. At Bakshi gjorde det svære forarbejde, som Jackson kunne bygge videre på.
»De tog alt fra mig«, siger Bakshi i et interview med FPS Magazine i 2005.
»Jeg sidder her med en bog, der hedder ’Ringenes herre’, og ingen film at kigge på. Hver eneste fucking ting, du ser i ’Ringene’ – designet, Gimli, Aragorn, dværgene, elverne, alt det der – det fandt jeg på, grundlæggende fordi der ikke var noget at kigge på. Peter Jackson kiggede på det og sagde: ’Det kan jeg lide, det kan jeg ikke lide, det kan jeg forbedre’«.
I et opsigtsvækkende udfald siger han sågar, at instruktørkollegaen »kan kysse min fucking røv«.
Kultstatus og varme minder
Med tiden er Jacksons trilogi klart blevet det kanoniserede filmværk over Tolkiens bøger, særligt for de fans, der ikke voksede op med animationsfilmen. Den har til gengæld fået kultstatus for de vilde ambitioner, den loyale fortolkning og den særlige animationsstil.
Dertil er filmens kaotiske produktion fyldt med spøjse historier, der bliver ved med at fascinere.
For eksempel var ’Ringenes herre’ faktisk Tim Burtons første animationsjob, om end der er uenighed omkring, hvad han helt præcist arbejdede med. Undervejs besøgte Mick Jagger i øvrigt produktionen, fordi han var fan af bøgerne, og han pitchede tilmed sig selv til at spille Frodo. På det tidspunkt var det dog for sent at erstatte den noget mindre kendte tv-skuespiller Christopher Guard, som da også gør et fint stykke arbejde i hobbitrollen.
I 2018 havde alderdommens mildhed lagt sig en smule over Bakshi. I interviewet med The Hollywood Reporter havde han i hvert fald en mere positiv indstilling til fortidens bedrifter og kampe i filmbranchen.
»Jeg har altid følt, at min attitude var en torn i øjet på Hollywood. Jeg spillede et spil, som ingen ville lade mig spille«, siger den aldrende provokatør om sin filmkarriere.
»Men jeg havde en fantastisk tid i Hollywood. Jeg havde mere frihed, end nogen instruktør nogensinde har haft i sit liv – måske med undtagelse af Spielberg. Efter alt det, jeg har været igennem, klager jeg ikke. Jeg havde den bedste tid i mit liv«.
Ralph Bakshis ’Ringenes herre’ kan ses lørdag den 9. maj og torsdag den 14. maj i Cinemateket i København.