Ulovlige influencer-raids på Scientology er ny giftig-sjov TikTok-trend

Optagelserne af den noget bøllede tendens bliver imidlertid taget lige så hurtigt ned, som de bliver lagt op.
Screenshot fra TikTok-profilen @eessoo777.

SÅ DU DET? Internettet og den religiøse bevægelse Scientology kan nærmest betegnes som en slags naturlige ærkefjender. Scientology går meget op i hemmeligheder, internettet går, i teorien, meget op i gennemsigtighed. Ild og vand.

Et af de helt store slag foregik i 2008, da bevægelsen havde forsøgt at få taget et interview med stjerneskuespiller og diehard scientolog Tom Cruise ned fra YouTube.

Det pissede en flok nørder på ur-shitpost-siden 4chan så meget af, at de unger navnet Project Chanology tog fysiske demonstrationer, hacking, telefonfis og sabotage på faxmaskiner (det var en anden tid) i brug for at illustrere utilfredsheden med den nyreligiøse bevægelse.

Historien, hedder det, gentager ikke sig selv – men den rimer tit. Rimet er i denne omgang en imponerende omfangsrig trend, hvor folk på TikTok filmer raids på Scientologys bygninger. De består i, at dørene brydes ned, gerningsmændene, som er iklædt masker eller, for eksempel, Sonic the Hedgehodge-kostumer, tiltvinger sig adgang til lokalerne, som de derefter fræser igennem så hurtigt som muligt.

Trenden startede angiveligt i slutningen af marts, da influenceren @swhileyy filmede sig selv spurte gennem Scientologys lokaler i Los Angeles. Videoen blev set mere end ti millioner gange, før den blev taget ned fra TikTok grundet brud på platformens retningslinjer. Selv siger @swhileyy, at Scientology står bag kravene om at tage videoerne ned.

Et andet bud kunne være, at videoerne viser optagelserne af ulovlige handlinger, som også er et brud på retningslinjerne, og at TikTok selv har taget dem ned. Hvem ved.

Det er nu ikke kun hans videoer, TikTok svinger censurkniven over. Adskillige videoer, heriblandt én optaget i Scientologys lokaler i New York, er forsvundet – men der dukker lige så hurtigt nye op.

Hvad angår motivationen for selvtægtsløberiet angiver nogle influencere, at det er for at »finde og konfrontere Tom Cruise« eller afsløre Scientologys hemmeligheder, hvilket mere eller mindre matcher målene for Operation Chanology tilbage i slutnullerne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men man kunne altså også komme til at tænke, at det måske mest er for at score nogle views. Selvom offeret er det samme, har internettet også ændret sig over de seneste mange år. I fordums lidt naive tider, havde dem, der var online, ofte den ideologiske baggrund, at internettet kunne være en demokratisk, gennemsigtig størrelse.

Der skal ingen tvivl herske om, at den motivation for at pisse Scientology af stadig findes, men hvis man ser på @swhileyys øvrige content, så er det meget noget med at pisse gadesælgere af eller videoer af at »blive venner« med stofmisbrugere, der efterlader en med en lidt grim smag af udnyttelse i munden.

Man får penge for views på TikTok. De views kan man for eksempel oparbejde ved at få tyve dværge klædt ud i camouflagetøj til at invadere en Scientologykirke eller arrangere et protestkor i minion-kostumer.

Der er i øvrigt også taget forsigtigt initiativ til et raid i Danmark den 15. maj – samme dag som Drakes nye album, ‘Iceman’, udkommer, hvilket har ledt til et kommentarspor, hvor folk med beklagelse melder fra, da de skal høre rapperens første udgivelse siden 2023.

Sikke et cirkus. Men altså – cirkus er, uanset etiske kvaler, ofte meget underholdende.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af