24 tanker om den kommende teatersæson: »Elskede bogen, MÅ se den«

Kataloget over det kommende års teater i nærheden af hovedstaden er lige landet, og det er noget af en mundfuld. Her er vores minimalt filtrerede strøtanker fra første gennemlæsning.
24 tanker om den kommende teatersæson: »Elskede bogen, MÅ se den«
Det scenekunstneriske kollektiv Regimentet fortolker 'Billedet af Dorian Gray' på Det Kongelige Teater. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen)

Årets teaterkatalog er udkommet. Med de københavnske forestillinger, du skal booke til dig, dine venner, din kæreste over det næste år.

Det er din mors dags-gave, din næste date eller din cheat code til at lyde lidt mere kultiveret næste gang, nogen spørger dig, hvad du skal i weekenden.

Men de 100 katalogsider er også en overvældende omgang.

Så, without further ado, her kommer 24 minimalt filtrerede strøtanker fra første gennemlæsning af teaterkataloget for sæson 26/27. Tilført lidt highlights fra Det Kongelige Teater, der åbenbart ikke vil være med i hulen.

1. ’Chroniques’!!! Alle fortjener voyeur-dansegruppen Peeping Tom i deres liv. Tænk scener dækket af vand, vægge der ser, mennesker slugt af møbler – et lækkert mareridt, du har lyst til at have igen og igen (Østre Gasværk).

2. ’Feerne’ er tilbage – en second chance til at få set makaber og intim queer cabaret (Får302).

3. ’Et dukkehjem’ på Vestegnen? Intimteater inde i nogens private lejlighed. Bare skriv mig i døren, Fix+Foxy.

4. Okay, Blaagaard vil provokere. ‘Meet Yourself as a Colonizer’ er performance-dukketeater-dokumentar om danske kolonialister i Grønland. Spændende.

5. Kæmpe ja tak til toxic masculinity-forestillingen ’Drenge’ på Sort/Hvid.

6. Er i øvrigt vild med tattoo-æstetikken, som Sort-Hvid har indført for sæsonen.

7. Det føles som om Blaagaard er migreret ind på Det Kongelige Teater med Yahya Hassan familiedramaet ’Familien Hassan’, og det gør absolut ingenting.

8. Husk lige GRATIS og gakket Shakespeare hver sommer i Ørstedsparken (’King Lear’).

9. Hvordan kan jukebox musicals og oldgamle Broadway/West End-produktioner blive ved med at være så populære? Kigger på dig, Det Ny Teater.

10. Betty Nansens ’Forestilling #2’. (Halv)nyt surprisekoncept, hvor den endelige titel først bliver afsløret tættere på premieren. Spændende? Ja! Men er det også lidt en pæn måde at sige »vi ved ikke endnu, hvad vi laver, men bare køb en billet, det bliver skidegodt«?

11. Halfdan Piskets tegneserieanimationer x Stravinskij orkesterdrama. ’Sacre: Det Første Offer’ lyder som en genial, spiselig, ny måde at opleve storslået klassisk musik (Konservatoriets Koncertsal).

12. Hvis du elskede ’Fuglene’ på Republique: se ’Is-slottet’. Samme forfatter, fantastiske skuespillere, god historie – det skal nok blive godt.

13. ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’. Elskede bogen, må se den. Medbring Kleenex! (Husets Teater)

Signe Thielsen medvirker i ‘Slottet’ på Mungo Park. (Foto: PR)

14. ’Bad Mexican Dog’ er »en rituel klub for underklassens beachboys« på Sort/Hvid. Deres program bugner jo! Tror bare, jeg skal se det hele.

15. Jeg ved godt, at der føles langt, men du bør altså lige tage et smut til Allerød og besøge Mungo Park. For eksempel kunne du jo se ’Slottet’.

16. ’Seks stjerner til titlen ’Untz Baby Untz’ – en forestilling til, ja, babyer (Folketeatret).

17. Sisse Babett Knudsen OG Morten Hee Andersen i familiehorror-klassikeren ’Glasmenageriet’. Ja tak, mange tak, tak. (Det Kongelige Teater)

18. Betty laver åbenbart også ’Forestilling #3’ og ’Forestilling #4’. Hvordan er jeg gået glip af #1? Må indrømme, at mystikken efterhånden virker på mig. Sign me up!

19. Apropos mystik: ’The Blind Date’ genopstår – hvis du ikke er allergisk overfor krumme tæer, så tag da lige forbi Aveny-T. Semi-improviseret, full-on blind date med en ny (hemmelig, igen) skuespiller hver aften.

20. ’Frankenstein’ i Huset!!!

21. Ja! Endelig laver Balslev ’Billedet af Dorian Grey’. Skal skal skal se! (Det Kongelige Teater)

22. Er det ikke lidt blasfemisk at gøre ’Romeo og Julie’ til en steam-punk-pirat-æstetisk jukebox musical? Hvis det skal være så svært at finde på en original måde at opsætte en klassiker på, skal man måske bare lade være. (Tivolis Koncertsal)

23. Når Lollike kalder, kommer jeg. ’Far, far, krigsmand’ kunne altså godt gå hen og blive rigtig godt (Det Kongelige Teater).

24. ’Dødsuite’ på Sort/Hvid lyder som præcis det, navnet antyder. Totalteater med ægte (???!) døende KOL-patienter. Jeg er så skræmt og fascineret på én gang.

100 sider senere plus lidt tid på internettet venter vi vist stadig på resten af Republiques program – der var kun ’Is-slottet’ på hele listen. Stay tuned. Og hvor er Nørrebro Teater? Vi venter i spænding.

Og glæder os i mellemtiden til alt det gode teater, der kommer.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af