PORTRÆT. Klokken var omtrent fire om natten på et meget snusket diskotek, som nok i virkeligheden var et frontselskab for en form for hvidvask – jeg vil ikke engang forsøge at flattere stedet ved at tildele det titlen »natklub« – da det for alvor ramte mig, at Lykke Li har annonceret sin pension.
Pludselig spillede dj’en, som i virkeligheden bare bestyrede en Spotify-playliste, det efterhånden klassiske Magician-remix af ’I Follow Rivers’, og hele stedets klientel – der primært bestod af spansktalende expats og voksne mænd af den type, Skammerens Døtre rapper om i sangen ’Gris’ – strømmede ud på det klistrede dansegulv.
Det var en aprilaften i Berlin, og der var mildest talt mange, meget bedre steder, man kunne være taget hen, men lige i det øjeblik var der ikke noget sted, jeg hellere ville være.
’I Follow Rivers’, har jeg erfaret, kan fylde dansegulve i Berlin, Paris og Tokyo – og i Horsens, Svendborg og Næstved. Med sin både underspillede og dramatiske længselsfuldhed og sin iørefaldende elektrominimalisme kender sangen ikke forskel på provins og metropol, ung eller gammel, straight eller queer.
Det house-poppede remix, Lykke Lis til dato største hit, minder ikke om nogen andre sange i den svenske popmusikers diskografi, og alligevel er det ikke helt ufortjent, at det i dag formentlig står som hendes signatursang.
Det er nemlig et perfekt eksempel på en af de særlige kvaliteter, der gør Lykke Li til så unik en kunstner – og på hvorfor det er et stort tab, at hun efter eget udsagn nu vender musikken ryggen.
Sorgen er en velsignelse
Jeg faldt pladask for Lykke Li, da jeg som teenager hørte hendes 2011-sang ’Sadness is a Blessing’. En sang, der kan beskrives som hendes musikalske manifest, øjeblikket, hvor hun for alvor træder i karakter som popmusikkens svar på Niobe, kvinden, der ifølge græsk mytologi blev så opslugt af sorg, at hun blev til sten.
»Sadness is my boyfriend / Oh, sadness, I’m your girl«, lyder det i omkvædet, hvor Lykke Li formulerer den missionserklæring, hun slavisk har efterlevet lige siden: At klamre sig til melankolien som en tømmerflåde, at dyrke den som en lille blomst, der skal vandes og plejes, at lade den være selve den sol, hele hendes musikalske univers drejer sig om. Hos Lykke Li er selv de mest iørefaldende omkvæd draperet af et sørgeslør.
Med de uigennemtrængelig lag af instrumenter, der flyder sammen i et enormt klangrum, og de insisterende trommer, der helt åbenlyst refererer direkte til den ikoniske intro fra The Ronettes ’Be My Baby’, er ’Sadness Is a Blessing’ en yderst troværdig gengivelse af 60’ernes næsten nuttede pigegruppepop.
Få musikgenrer er mere ærkeamerikanske end denne – blot et enkelt Phil Spector-produceret taktslag er nok til at fremmane billeder af skummende milkshakes severet i en neonoplyst diner og unge, cigaretrygende mennesker i en skinnende Chevrolet Chevelle – men i Lykke Lis hænder forvandles den til noget ganske andet.
Der er noget kuldslået over Lykke Lis måde at synge på, der får selv de mest varme og sødmefulde musikgenrer til at lyde som noget, der er groet dybt i de mørke svenske skove, hvor det ikke er solen, men vinden og regnen, der hersker.
På samme måde er der noget ved hendes uforfærdede omfavnelse af sorgen, der vidner om, at hun er vant til at have mørket og kulden inde på nært hold. Noget ved hele hendes aura, jeg kun kan beskrive som en umiskendeligt skandinavisk sensibilitet, som er kraftfuld nok til at trænge igennem den Phil Spector-klingende wall of sound på ‘Sadness is a Blessing’ og de næsten tropiske house-rytmer på klubversionen af ‘I Follow Rivers’.
Regnfrakke på i solen
Det skandinaviske kommer til udtryk, selv når Lykke Li akkompagneres af et ekstatisk gospelkor på ’Heart of Steel’ – en personlig favorit fra 2014-hovedværket ’I Never Learn’ – og når hun eksperimenterer med glitrende, opulent arrangeret 70’er-disco på ’Lucky Again’, førstesinglen fra hendes kommende, efter sigende sidste album, ’The Afterparty’.
Hun lyder skandinavisk, når hun fortolker Drakes ‘Hold On, We’re Going Home’. Og når hun på 2022’s undervurderede ‘Eyeye’ over næsten psykedeliske synth-toner drømmer sig væk til en sølvskinnende Chevrolet, der cruiser på de uendelige, amerikanske motorveje. Selv hendes hiphop-inspirerede 2017-album, ‘So Sad So Sexy’, føles utroligt skandinavisk.
Albummet blev ellers indspillet i Los Angeles med et hold af primært amerikanske producere og markerer Lykke Lis omfavnelse af trap-beats, autotunede rap-flows og r’n’b-sangskrivning, der stiler efter det sensuelle og forførende.
Men Lykke Lis musik er netop ikke sensuel. På albummets måske bedste sang, ‘Deep End’, synger hun om dybblå swimmingpools, men lyder mere som om, hun engang har set dem på et David Hockney-maleri end som om, hun rent faktisk har prøvet at svømme i dem.
Hele albummet igennem lyder hun som én, der måske nok er gået ud i solen, men nægter at tage sin lange, sorte regnfrakke af. Det akavede møde mellem Lykke Li og de stilarter, hun omfavner på albummet, har givet ‘So Sad So Sexy’ et dårligt ry, men personligt elsker jeg, hvor fremmedgørende og ubekvemt, hendes møde med Californien lyder.
Jeg vil våge at påstå, at ‘So Sad So Sexy’ er lige så interessant et skandinavisk take på trapmusik, som den væsentligt mere hyldede cloudrap, vi kender fra Bladee og Yung Lean – to kunstnere, der ligesom Lykke Li ikke ville være i stand til at flygte fra deres skandinaviske aura, selv hvis de prøvede.
Mere end noget andet er det det, jeg kommer til at savne, når Lykke Li lige om lidt har udgivet sit sidste album.
For selvom de største popstjerner i både Sverige, Norge og Danmark i dag i stor stil omfavner deres modersmål, er det som om, at popmusikken ikke lyder mere skandinavisk af den årsag. Derimod er skandinaviske musikere – på trods af teksterne – kun blevet bedre til at lave genskabelser af amerikanske musiktrends, der umiskendeligt lyder som den ægte vare.
Det blev Lykke Li aldrig rigtig god til. Heldigvis.
‘The Afterparty’ er ude i morgen. Lykke Li spiller på Roskilde Festival 2. juni.