Stanley Kubricks mesterlige svanesang foregreb MeToo og Cruise-Kidmans skilsmisse

Over juleferien ser vi nærmere på de underkendte filmmesterværker, som ikke ved premieren fik den anerkendelse, de fortjener. Jakob Freudendal skriver i dag om ’Eyes Wide Shut’, mesterinstruktøren Stanley Kubricks sidste værk, der stadig står som en af de mest komplekse film om seksualitet, voyeurisme og magtforholdet mellem mand og kvinde – og som gav Tom Cruise mavesår.
Stanley Kubricks mesterlige svanesang foregreb MeToo og Cruise-Kidmans skilsmisse
Nicole Kidman og Tom Cruise i 'Eyes Wide Shut'. (Foto: PR)

MISFORSTÅEDE MESTERVÆRKER. Stanley Kubricks svanesang, ’Eyes Wide Shut’, begynder med et statisk billede af Nicole Kidman som den velstående, hjemmegående newyorker-husmor Alice, der klæder sig af med ryggen til kameraet.

Det burde være et sensationelt og seksualiseret billede, men det præsenteres på observerende afstand, som var vi vidne til et almindeligt hverdagssyn og ikke en af verdens største filmstjerner splitterravende nøgen.

Kubricks misforståede mesterværk indbyder os fra start til at se noget, vi ikke burde se, mens han samtidig udfordrer blikket, der ser. Objektiviserer og seksualiserer beskueren kvinden på billedet? Gør filmen?  

Titlens betydning fastslås i samme scene, hvor Tom Cruises overklasselæge Bill Harford ikke så meget som ser på sin kone, da hun spørger, om hun ser godt ud. Han er for optaget af at betragte sit eget spejlbillede.

Den virtuose åbning kunne ikke være længere fra det, man ville forvente af en film, der op til premieren i 1999 var blevet markedsført som »den mest sexede film nogensinde«.

Ikke nok med at den havde 90’ernes hotteste Hollywood-skuespillerægtepar, Cruise og Kidman, i hovedrollerne som et ægtepar i opløsning – hjemsøgt af fantasier om utroskab.

Den var også instrueret af Stanley Kubrick, instruktøren bag mesterværker som ’Rumrejsen 2001’, ’A Clockwork Orange’, ’The Shining’ og ’Full Metal Jacket’, der døde kun seks dage efter, han havde vist sine skuespillere et (næsten) færdigt gennemklip af filmen, som han selv anså som sit hovedværk. Den slags tragiske timing, legender er gjort af.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men som det ofte er tilfældet med de allerstørste værker, blev Kubricks psykoseksuelle thriller misforstået af kritikerne, der kategoriserede filmen som et sjældent fejlskud fra den ellers så perfektionistiske instruktør.

New York Post skrev, at filmen føltes, som om den var lavet af en, »der ikke havde forladt huset i 30 år« og Washington Post beskrev Kubrick som »håbløst ude af trit med tiden, forgabt i tabuerne fra sin ungdom og ude afstand til at behandle den snørklede ting, moderne seksualitet er blevet«.

Selvom filmen klarede sig godt ved billetlugerne, mente størstedelen af anmelderne, at fortællingen om den naive læge, der begiver sig ud på en odysse gennem natten, hvor han blandt andet forvilder sig ind til et berygtet orgie blandt New Yorks elite, var urealistisk, idéforladt, intetsigende, objektiviserende og værst af alt: Ikke sexet.

En kritik, der stadig hænger ved i dag, men som skyder forbi mål dengang som nu, hvor MeToo-afsløringerne har givet Kubricks epos fornyet relevans.

Profetisk kommentar på MeToo

’Eyes Wide Shut’ er den diametrale modsætning til det erotiske ægteskabsdrama, kritikerne tilsyneladende søgte efter med lys og lygte uden nogensinde at finde.

Det er en fortælling om ægteskab og kvindeundertrykkelse, der gradvist afslører sig som en kalejdoskopisk kritik af vestlig kapitalisme og det hvide patriarkats usmagelige magt, som på næsten profetisk vis kommenterer den i nyere tid afdækkede overgrebskultur á la Harvey Weinstein og Jeffrey Epstein.

Filmen handler om den samme form for elite, som styrer verden fra skyggerne og opfatter kvinder som en vare, der kan købes for penge og smides væk efter brug. En elite, som ikke viser sit ansigt – heller ikke til det herostratiske maskebalorgie, hvor sagesløse Bill Harford indser alvoren af det kaninhul, han har forvildet sig ned i.

Optagelserne til filmen begyndte i 1996 og skulle have varet et halvt år, men endte i stedet med at sætte Guinness-rekord for den længste kontinuerlige filmoptagelse: 15 måneder.

Som vanligt pressede Kubrick sine skuespillere til det yderste, når selv små biroller gik fra to ugers optagetid til flere måneder, og Tom Cruise blev tvunget til at gentage tilsyneladende ligegyldige indstillinger som at gå gennem en dør op til 95 gange – med det resultat at pligtopfyldende Cruise fik mavesår over sin egen utilstrækkelighed.

Tom Cruise i ‘Eyes Wide Shut’. (Foto: PR)

Det hjalp nok heller ikke på sagen, at en del af instruktørens metode i forberedelsen af filmen var at psykoanalysere Kidman og Cruise i en form for parterapi, som skulle blotlægge parrets egne utilfredsheder, jalousier og tvivl på deres ægteskab.

Grænsen mellem virkelighed og fiktion blev yderligere sløret af, at skuespillerne sov i deres karakterers seng og i det hele taget blev bedt om at gå en ekstra længde for at indleve sig i rollerne.

Da parret blev skilt to år efter premieren, spekulerede pressen i, om filmen rent faktisk havde ført til deres brud, en idé, som Kidman senere har afvist, selvom hun også har sagt, at psykoanalysesessionerne ledte til, at Cruise hørte ting, han ikke ville høre. »Det var uhyggeligt ærligt til tider«, har Kidman udtalt ifølge Vanity Fair.

Det kan i sig selv synes underligt, at filmen blev set som forældet i en tid, hvor USA’s præsident fik oralsex af en praktikant i Det Ovale Kontor.

Ganske vist er ’Eyes Wide Shut’ baseret på Arthur Schnitzlers bog ’Dream Story’ fra 1926, der udspiller sig i slutningen af 1800-tallet, men som Kubrick rigtigt nok indså, havde magtforholdet mellem mand og kvinde ikke rykket sig stort siden fordums tid, da han besluttede sig for at opdatere forlægget til nutiden.

Filmens omdrejningspunkt er Cruises Bill Harford, der lever et tilsyneladende perfekt liv som privatlæge for de allerrigeste familier på Manhattan. Han er lykkeligt gift med Alice, har en stor penthouselejlighed og en sød datter, Helena.

Men han får revet tæppet væk under sig, da han finder ud af, at det ikke kun er ham, der skal tøjle sit begær for andre kvinder, hvilket han kun gør for sin kones skyld – ikke fordi han ikke har lyst til andre. Også hans kone har (selvfølgelig!) lyst til andre mænd, som hun fortæller, mens de deler en joint i en mesterlig scene, hvor Kidman stjæler showet helt og aldeles (»if you men only knew!«).

Den erkendelse slår Bill ud af kurs, fordi han indser, at han ikke kan kontrollere hendes lyster på samme måde, som han kontrollerer de fleste andre aspekter af hendes liv som hjemmegående husmor. Selvom de er mand og kone, kender de faktisk slet ikke hinanden.

Datiden lever i nutiden

At en moderne mand kan have så arkaisk et kvindesyn, har utvivlsomt provokeret nogen. Men hele pointen med filmen er at udstille netop denne sygdom, som har levet i bedste velgående i årtier, hvis ikke århundreder, mens vi som samfund har vendt det blinde øje til – og fortsat gør det.

Kubrick gør en subtil pointe ud af at sidestille overklassen anno 1990’erne med oplysningstidens adel – alene brugen af klassisk musik, det dekadente maskebal og den indledende barokke champagnefest med østrigske rigmænd, flirtende supermodeller og prostituerede, der misbruges på toilettet, afspejler, hvordan datiden lever videre i nutiden. Og filmens sortsynede fremstilling af ægteskab som en slags transaktionel alliance ekkoer fortidens arrangerede ægteskaber.

Men modsat datidens adel er metropolens moderne overklasse historie- og navnløs. De er intet mere end summen af deres bankbog, som Bill Harford på ingen måde kan måle sig med. Han er en outsider, der tiltvinger sig adgang til det fine selskab med sit lægekort, som han flasher, som var det et politiskilt.

‘Eyes Wide Shut’. (Foto: PR)

Det, der er fascinerende ved ’Eyes Wide Shut’, er, at den ikke skilter med sin kritik. Men når først man har set den, emmer den ud af alle indstillinger.

Tom Cruises karakter er bevidst skitseret som et mere eller mindre tomt hylster – en søvngænger, som får en vækkelse, da han bevæger sig gennem nattelivet ansporet af sin hustrus skelsættende afsløring og pludselig ser sex (og misbrug) overalt.

Om det er hans klienter, der lægger an på ham, de prostituerede, som antaster ham på gaden, de unge kvinder, som sælges i baglokalerne i selv de på overfladen anstændige butikker, eller mareridtssynene af hans kone i favnen på en anden. Det går næsten hen og bliver irriterende, så vilde folk er med Bill Harford – men er det virkelighed eller en perverteret og privilegieblind mandefantasi?

Som filmen skrider frem, pibler den rådne samfundsorden op til overfladen. Men Harford siger ikke fra, når han ser unge piger blive solgt til Wall Streets børsmæglere, men udnytter sin position som rig, hvid mand og tester sit ægteskabs grænser i en indirekte videreførelse af århundreders misogyni.

Den mest sortsynede julefilm

Det er ikke et tilfælde, at filmen udspiller sig i julen, den mest kapitalistiske højtid – et forbrugsorgie, om man vil – der er så afskåret fra sin oprindelige betydning, som filmen antyder, at ægteskabet er blevet fra kærlighed, og overklassen er fra pøblen.

Kvinderne er ansigtsløse mannequindukker, sådan som rigmændene ser dem. De vil gerne kneppes og gør det gladeligt, som Cruises uhyggeligt rige klient Victor Ziegler (Sydney Pollack) på et tidspunkt forsøger at overbevise Bill om, da hans moralske tømmermænd pludselig vågner op til dåd.

Kubrick drager paralleller mellem det misogyne kvindesyn, sexarbejderne mødes med i filmen, og Kidmans karakter Alice. Hun er også underlagt ægteskabets vilkår og har brug for sin mands pengepung til at realisere sig selv. Hun groomer deres datter – opkaldt efter den græske gud for skønhed – til at tage over for hende, når hun lærer hende at smukkesere sig og skoler hende i matematik med et regnestykke om, hvilken dreng der har flest penge.

Filmen fremlægger alle de små indlejrede kønsdiskriminationer i hverdagen, der antager nærmest bibelske proportioner, når Alice skamfuldt gengiver sine erotiske drømme, hvor hun har sex med talrige ansigtsløse mænd, til sin mands store forfærdelse. For en drøm er aldrig kun en drøm, som vi får at vide i filmens geniale slutning.

Nicole Kidman i ‘Eyes Wide Shut’. (Foto: PR)

’Eyes Wide Shut’ gør ellers en dyd ud af at sløre grænsen mellem drøm og virkelighed. Er maskebalorgiet, hvor en kvinde måske, måske ikke bliver myrdet, bare en fantasifuld visualisering af Bill Harfords begær?

Filmen leger med tanken, men i sidste ende er virkeligheden langt mere sortsynet. For maskeballet afspejler den indledende champagnefest hos Ziegler – det er de samme gæster, der er indbudt, men i starten af filmen holder de på facaderne, mens de ved maskeballet paradoksalt nok viser deres sande ansigt.

Den ikoniske og herligt tvetydige slutreplik, hvor Alice forkynder, at den eneste måde at genoprette balancen i deres ægteskab er ved at »kneppe«, er ikke så meget udtryk for, at hun endelig har fået sin mand til at anerkende sine lyster.

Det er en måde igen at lukke øjnene og vende tilbage til et liv i lykkelig uvidenhed, indrammet af fantasier, de ikke kan undertrykke, og magtstrukturer, de både er afhængige af og dybt forfærdede over.

’Eyes Wide Shut’ kan ses på HBO Max og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af