Det har rent faktisk været et virkelig godt filmår. Trods corona, premiereforsinkelser, biografnedlukninger og sporadiske skuffelser har man ikke haft noget at klage over som filmelsker, om end man nogle gange har skullet ud i hjørnerne af streamingtjenesterne for at finde guldet.
Det afspejler sig i vores top 20, hvor en lang række glimrende film akkurat missede cuttet – fra ’The Harder They Fall’ og ’CODA’ til ’Minari’. Og ’Dune’? Well … Lad os bare passere den i tavshed, så vi ikke kommer op at skændes.
Vi vil bemærke, at vi havde ’Sound of Metal’ med (højt) på listen sidste år.
Og ellers skal vi da bare komme til sagen:
20. ‘The Card Counter’
Jeg blev lovet noget med poker og Oscar Isaac. Jeg fik kun det sidste.
Det er rigtigt, at ‘The Card Counter’ ikke er den nye ‘Rounders’, men for lige at få den dimension af vejen kører Paul Schraders film den mest deprimerende (realistiske?) skildring af casinoer og gamblingverden måske nogensinde set på film, og det er faktisk en interessant afmytologisering i sig selv. Og så er der jo også så meget andet at komme efter!
Som hvad?
Et knugende intenst karakterstudie af en mand – Oscar Isaacs eksfængslede kortspiller William Tell – der sirligt lægger lagener over møblerne på sine hotelværelser og holder sig selv i behørig afstand til enhver form for menneskelig relation og opmærksomhed. Den langsomme afdækning af hans traume gennem to mennesker, der alligevel fanger hans interesse, er mørkt og hårdt, og Oscar Isaac er fuldkommen tryllebindende.
Paul Schrader – Scorseses gamle manuskriptforfatter – fik et bragende comeback som instruktør med ‘First Reformed’, som vi kårede som årets bedste film i 2018. ‘The Card Counter’ er knap så formfuldendt, men stadig en kompromisløs filmisk sjæleransagelse.
Kan stadig ses i biografen – endnu ikke på streaming. Læs vores anmeldelse.
19. ‘Nomadland’
Årets store Oscar-vinder nede i bunden af listen. Har I drukket af natpotten?
Der har som sagt faktisk været hård kamp om pladserne i år, så bare det at være med taler jo til filmens kvaliteter, og dem var der unægtelig mange af i Chloé Zhaos film om Frances McDormands’ moderne nomade Fran, der bor i sin van og lever som daglejer, presset af et urimeligt arbejdsmarked og på flugt fra fortidens traumer. Zhaos arbejde med amatører, naturligt lys og dokumentaristiske dialoger skaber store enkeltøjeblikke og et empatisk billede af USA’s outsider- og arbejderklasse, som sjældent får sin plads i rampelyset.
Men hvorfor så ikke højere på listen?
Skal man pille kritisk i konstruktionen, kan man måske sige, at hovedpersonen Frans historie føles mere konventionel, på grænsen til det distanceret-uinteressante, holdt op mod det landskab af mennesker og natur, som hun kører igennem. Hvor Zhao i ’The Rider’ – der kun havde amatører i hovedrollerne – fik den indlevende beskrivelse af et underbelyst miljø til at gå sublimt op med den centrale historie om en rodeorytter i sit livs krise, føles sammensmeltningen denne gang mere forceret. Men altså, nu lyder vi så negative. ’Nomadland’ er stadig en flot og original film.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
18. ’No Time to Die’
En enkelt blockbuster på listen kunne det blive til …
Men hvilken blockbuster! Daniel Craig fik et fornemt farvel til 007-rollen med Cary Fukunagas velsmurte film, der både excellerede i fin underspillet humor, rå action og rørende sekvenser frem mod det decideret overrumplende punktum.
Hvad man savnede i ’Spectre’ og ’Quantum of Solace’, fandt man her: Intelligens, vid, et nogenlunde sammenhængende plot og et fint karakterstudie af vores plagede agent, der fik følelser og noget på spil som vel aldrig før.
Men var superskurken ikke en smule fesen?
Rami Malek var ikke filmens højdepunkt, men til gengæld levede og åndede mange af bifigurerne: Fra David Denciks nørdede russiske forsker til Ana De Armas sprudlende Paloma, som vi gerne havde set meget mere til.
Vi ventede og ventede og ventede på ’No Time to Die’, men den viste sig at være ventetiden værd, og man forstår godt, at Bond-producerne gerne så Fukunaga vende tilbage i instruktørstolen i det kommende reboot af franchisen.
Kører i biografen – har endnu ikke ramt streamingtjenesterne. Læs Soundvenues anmeldelse.
17. ’A Sun’
En taiwanesisk film, ingen har hørt om. Uuuh, se jer.
Den ligger altså på Netflix! Og desværre kan vi ikke tage æren for at have opdaget den. For efter at være fløjet totalt under radaren var det Variety, der havde den i toppen af deres årsliste i 2020 og satte en lavine i gang nyvunden opmærksomhed rettet mod Mong-Hong Chungs dragende familieepos.
Og hvad er det så for en sol, den handler om?
Det må man jo se filmen for at finde ud af, men i centrum står to meget forskellige sønner i en taiwanesisk middelklassefamilie: Den ene, A-Ho ryger i spjældet efter at have været medvirkende til at skære hånden af en anden mand med en machete, den anden, A-Hao er en mild, intelligent og køn lovende studerende. Det er en fortælling om både at bade sig i det evige sollys og at stå i skyggen af en anden, og den smukke film udvikler sig i en hjerteskærende retning, der sætter større aftryk i kroppen, end man lige havde forestillet sig.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
16. ‘Pleasure’
Er det den der pornofilm?
Det er en film om porno, om vi må be’. En film, der har den klare effekt, at det aldrig bliver det samme at se porno igen efter at have set den.
I Ninja Thybergs Cannes-udtagne debut tager den blot 19-årige svensker Linnea til Los Angeles under aliasset Bella Cherry og med ét erklæret mål: At blive den næste store pornostjerne. Og lad os bare sige, at det ikke er et flatterende billede, den svenske instruktør tegner af pornoindustrien.
Men det er vel ikke så overraskende?
Det overraskende ligger i, at brutaliteten ikke så meget ligger eksplicit forankret i klassisk kvindeudnyttende røvhuller, men mere i de små grænser, der hele tiden rykkes. På overfladen er næsten alle flinke og imødekommende ved Linnea, men langsomt ender hun helt derude, hvor hun ikke kan bunde. Og det fascinerende ved filmen er, at hun langt fra portrætteres som et uvildigt offer.
Det er en kompleks og uhyre vigtig film – hård at se, men også med potentielt håb for enden af tunnelen.
15. ‘Summer of Soul’
I ser også dokumentarfilm, flot.
Tak. Og hvilken dokumentarfilm! Amir ’Questlove’ Thompson fra ’The Roots’ har med sit hold gravet usandsynligt dybt i arkiverne for at vække et skændeligt ubelyst kapitel i USA’s musikhistorie til live: Oplevelsen af den uforlignelige Harlem Cultural Festival i sommeren 1969, hvor cirka 300.000, primært sorte amerikanere samlede sig i newyorkerbydelen til utrolige optrædener af alle fra Nina Simone til B.B. King og en blot 19-årig Stevie Wonder.
Altså den sorte Woodstock?
Det kan man sige, men mens Woodstock, der fandt sted blot 160 kilometer væk, blev en øjeblikkelig kulturel milepæl, der er flittigt beskrevet i kulturhistorien, gik Harlem Cultural Festival i glemmebogen. Hele molevitten blev filmet, men ingen ville bringe optagelserne. Med nidkær sans for detaljen og restaurationsprocessen har Questlove gudskelov genoplivet festivaloplevelsen, så det er som om at være der selv, samtidig med at man får et vigtigt perspektiv gennem interviews med nogle af de vigtigste aktører og helt almindelige gæster i dag.
I baggrunden spøger alt fra Vietnam til mordet på Martin Luther King, der giver en ekstra social og racemæssig dimension til dette utrolige musikhistoriske filmdokument.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
14. ’Promising Young Woman’
Hvis jeg vil se historier om kvinder, der straffer overgrebstyper, kan jeg bare læse nyhederne.
Nyhederne er altså ikke så energisk, opfindsomt, humoristisk, følsomt og farverigt fortalt som Emerald Fennells opsigtsvækkende debut med Carey Mulligan i sit livs rolle som Cassandra, der har dedikeret sit liv til at straffe klamme mænd, efter hendes bedste veninde blev udsat for et voldsomt overgreb.
Det lyder altså noget MeToo-belærende.
Gå ind og find en random Facebook-tråd om identitetspolitik, hvis du absolut vil være dum at høre på. ’Promising Young Woman’ rammer naturligvis tidsånden perfekt med sit udgangspunkt i en verden, hvor alt for mange kvinder oplever alt fra hverdagssexisme til overgreb. Men dens kvaliteter skal lige så meget findes i sin tyggegummipoppede æstetiske univers, de mange fortællemæssige twists and turns, tempoet og den herlige leg med casting af de ubehagelige mænd. Det er slet og ret en utroligt veloplagt film.
Kan ses på Viaplay og Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.
13. ’The Father’
Det er den, Anthony Hopkins ikke gad hente sin Oscar for?
Han regnede ikke med at have en chance for at vinde, okay. Hvilket man naturligvis ikke forstår, for hold nu fast en præstation, skuespilveteranen leverer i sit livs efterår. I Florian Zellers film, baseret på hans eget teaterstykke, spiller Hopkins den sofistikerede Anthony, der har demens i fuldt flor og har svært ved at holde sammen på sit liv i en liebhaverlejlighed i London.
Bliver det ikke lidt rørstrømsk, sådan ugeblad til Ældresagen-agtigt?
Nej, for måden filmen er skruet sammen på er en decideret genistreg. Vi kommer simpelthen helt ind i et sind i opløsning. Fortællingen er fragmenteret, forvirrende, fuld af scenegentagelser og mennesker, der pludselig ser anderledes ud, end de gjorde før. Akkurat som det må være at opleve verden som dement.
Vi er nemlig lige præcis vant til, at fortællinger om demens eller Alzheimer’s bliver set udefra eller fra de pårørendes perspektiv, og den brillante konstruktion tillader ’The Father’ at være mere nøgtern end melodramatisk. Samtidig med at den naturligvis er både skræmmende, rørende og trist.
Kan ses på Viaplay, Blockbuster, Grand Hjemmebio og iTunes. Læs Soundvenues anmeldelse.
12. ’De uskyldige’
Jeg har set mange gysere om uhyggelige børn.
Ikke som denne, vil vi godt vove at påstå. Eskil Vogts norske film er ekstra creepy, fordi den er så realistisk og jordnært forankret i en helt almindelig hverdag i et lille boligområde i udkanten af Oslo. Her knytter fire børn, der er hjemme i blokkene trods ferien, et venskab, som stikker af i overnaturlige og dystre retninger.
Socialrealisme, siger I. Så den er ikke sådan rigtigt uhyggelig?
Det er ikke jumpscares eller andre horrorklicheer, der driver værket, men mere en række højst foruroligende scener forankret i historien om, hvordan flere af børnene opdager, at de har kinetiske eller telepatiske evner. Og som titlen omvendt antyder, er børnene her langt fra uskyldige. Tværtimod skildrer Vogt barndommen som et sted befolket af modstridende følelser, fra tætte venskaber til ondskab og mobning. Det er ikke behageligt at se på, men det er nervepirrende og dybt intenst.
Kører i biografen – har endnu ikke ramt streamingtjenesterne. Læs Soundvenues anmeldelse.
11. ‘Bo Burnham: Inside’
Det er altså ikke en film!
Njaaah, det er heller ikke et standupshow, en koncert eller en serie, så hvad er det egentlig, den multimusiske komiker Bo Burnhams normsprængende tour de force af en filmet coronasindstilstand? Det er i hvert fald filmet og klippet af en egensindig, visuelt betonet filmkunstner (han har tidligere instrueret ungdomsperlen ’Eight Grade’), og selve genremikset er i sig selv en spændende dimension. Så vi tillader os at bryde normen en smule i Burnhams ånd og har inkluderet ham på listen.
Jeg orker ikke mere corona.
Det gør Bo Burnham heller ikke, og i ’Inside’ tager han os igennem alle de destruktive, ekstatiske, navlepillende og kreative impulser, isolationstiden bar præg af. Som altid bærer musikken hans komik, men denne gang ofte i en kulsort og selvudleverende retning. Samtidig med at der er elementært smågeniale sangkommentarerer til alt fra Twitch til Instagram og Jeff Bezos, der ikke som sådan er coronarelaterede – og som udmønter sig i fire-fem genuine hits, den komiske dimension uanfægtet.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
10. ‘The Power of the Dog’
Som inkarneret cumberbitch er jeg allerede på.
Dejligt! Og der er i den grad også noget at komme efter for Benedict Cumberbatch-fans, der i sin bedste præstation siden ’Sherlock’ er frygtindgydende, tvetydig og hemmelighedsfuld i rollen som machocowboyen Phil, der undertrykker og mobber såvel broren George (Jesse Plemons) som dennes nye kone (Kirsten Dunst) og konens feminine søn (Kodi Smit-McPhee) for et godt ord.
Jeg har hørt noget om et twist?
Der er i hvert fald en overraskende slutning, som giver én lyst til at se filmen igen. Mesterinstruktøren Jane Campion (’The Piano’, ’Top of the Lake’) kombinerer inciterende portrættet af en mand i giftig selvfornægtelse med thrillerens opbygning, Jonny Greenwoods manende score og fantastiske landskabsbilleder fra New Zealand i rollen som 20’ernes Montana.
Det er en uortodoks fortælling, den følger ikke den slagne dramatiske vej, men resultatet er desto mere interessant og urovækkende.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ’First Cow’
Første ko. Det lyder ophidsende …
Okay, titlen er måske ikke så catchy som ’Fast & Furious’, og Kelly Reichardts film er da også tålmodig og afdæmpet. Men tag ikke fejl: Koen er faktisk med til at skabe en slowburn-suspense, som langsomt får et stensikkert tag i én i historien om et umage makkerpar af bløde outsiders, der i en rå og maskulin westernverden (Oregon i 1800-tallet) bygger en glimrende forretning op ved at bage nogle yderst velsmagende småkager – takket være den mælk, de stjæler fra egnens eneste ko ejet af en magtfuld guvernør.
Småkagebagere. Det lyder ophidsende …
Forestil dig natlige kupscener med livet på spil. Et dybt rørende venskab. Mennesker på kant med samfund og lov. Det kunne faktisk godt være beskrivelsen af en ’Fast & Furious’, når det kommer til stykket. Dog på et helt andet kunstnerisk niveau, som taler direkte ind i den omkalfatring af westernmyten og de urmaskuline idealer, filmkunsten er i gang med i disse år, og som også ’Power of the Dog’ – se oven for – går i rette med.
Og så får man altså bare lyst til en god småkage.
Kan ses på Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.
8. ’Red Rocket’
Tidligere ’Scary Movie’-skuespiller spiller falleret pornostjerne. Jeg ved ikke rigtigt …
Nej, men det ved vi, og den nye film fra manden bag ’The Florida Project’ og ’Tangerine’, Sean Baker, er et så frydefuldt veloplagt studie i menneskelig idioti, at vi vil vædde med, at de fleste vil finde fornøjelse i den.
Simon Rex har sit livs rolle som den charmerende failure Mikey, der modvilligt vender hjem til sin lille hjemby i Texas fra sit pornoeventyr i Los Angeles og indlogerer sig hos sin ekskone og dennes mor. Mikey er åbenlyst et blålys, men man kommer alligevel til at heppe på, at han får vendt sit livs skude.
Men hvad skal vi bruge en fortælling om sådan en kæmpe spade til?
Filmen, der blev vist under CPH PIX i november, er en allegori over et USA, hvor et bedragerisk, manipulerende mandebarn kunne blive præsident, og hvor afstanden mellem land og by er større end nogensinde før. Men den trækker aldrig den allegori ned over hovedet på os. Den serverer et empatisk billede af lilleby-Amerika – og det er vanvittigt underholdende som en Holberg’sk komedie at opleve Mikey fucke sine muligvis gode intentioner op igen og igen og igen.
Blev vist under CPH PIX – ordinær dansk biografpremiere i 2022. Læs Soundvenues anmeldelse.
7. ’Quo Vadis, Aida’
Jeg fik rigeligt latin i gymnasiet, tak.
Bare rolig, ’Quo Vadis, Aida’ er ikke eksercits i latinske bøjninger, men en komplet uafrystelig dramatisering af en af de største tragedier i nyere europæisk historie: Serbernes nedslagtning af cirka 8000 drenge og mænd i byen Srebrenica i juli 1995.
Med afsæt i en bosnisk FN-tolk, der moderer mellem de desperate lokale (hvoraf hendes egen familie er iblandt) og de rådvilde hollandske FN-udsendte, er det en film, der forener en rå autentisk fornemmelse af situationens eskalerende kaos og et nøgternt blik for, hvordan det kunne gå så galt.
Lyder som barske løjer.
Det er en hård film at overvære, og slutningen er bare hjerteskærende, men uhyrlighederne foregår mestendels offscreen. Den egentlige følelsesmæssige kraft ligger i, at man sætter sig 100 procent i hovedpersonen Aidas sted. Filmen var i øvrigt Oscar-nomineret, men tabte til ’Druk’.
Kørte i biografen – har endnu ikke ramt streamingtjenesterne. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ‘The Hand of God’
Guds hånd? En film om Maradona?
På en måde, ja! Diego Maradona spiller i hvert fald en vigtig birolle i den italienske instruktørmester Paolo Sorrentinos personlige film baseret på hans egen opvækst – og hans livs store tragedie – i fattige Napoli i 80’erne, hvor verdens bedste fodboldboldspiller kom til som en frelsende, mesterskabsfremkaldende engel.
Sorrentino – det er ham, der har lavet ’Den store skønhed’. Er den her lige så højtflyvende?
Det er hans mest jordbundne film, intim og detaljeret i den levende skildring af hovedpersonen Fabiettos farverige ur-italienske familie og hans gennemsnitlige coming of age-retningsløshed, der pludselig får en bundseriøs klangbund. Men den er også stadig rig på Sorrentinos virtuouse kameraføring og blik for tilværelsens skævhed, der får én til at kigge lidt anderledes på verden, når rulleteksterne er slut.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
5. ’Spencer’
Er I passionerede royalister eller bare uforbederlige Twi-Hards?
Ingen af delene. Vi kan bare godt lide originale film, og en sådan er chilenske Pablo Larraíns hypnotiserende fortælling om Princess Diana over tre klaustrofobiske juledage op til, at hun beslutter sig for at droppe ud af det britiske kongehus.
Larraín ser begivenhederne fra Dianas perspektiv, og aldrig er tom- og hjerteløsheden i monarkiet blevet udstillet så grumt og barokt som i denne film, fra upstairs/downstairs-mekanikken til de meningsløse traditioner, hvor selv en rituel afvejning af, hvor meget man har taget på over julen, bliver taget seriøst, som gjaldt det livet. I midten står Diana, som også selv har sine blindspots, men alligevel repræsenterer et bankende hjerte i de skindøde omgivelser.
Og Kristen Stewart? Fortjener hun virkelig den Oscar?
Hun er så god, ja, og hvis nogen stadig tvivlede på, at hun mestrer andet end sitrende nervøsitet, kommer man på andre tanker her. Hun overbeviser både med sin rystende usikkerhed over at blive kvalt i en så forstivnet institution og med sit mere og mere målrettede behov efter at vriste sig fri, for sit eget mentale helbred og, især, sine børns skyld. Giv hende nu bare den statuette!
Dansk biografpremiere udskudt til 2022 på grund af nedlukning.
4. ’Never Rarely Sometimes Always’
Et abortdrama. Det skal jeg bruge min fredag aften på, eller hvad?
Ja. Det skal du faktisk. Eliza Hittmans film er ikke bare et hvilket som helst abortdrama. Det er et dybt empatisk, dybt troværdigt og sjældent fængslende thrillerdrama, der ofte får en til at holde vejret. Vi følger 17-årige Autumn, der bliver ufrivilligt gravid i en lille by i Pennsylvania, hvor det er nærmest umuligt at få en abort uden at inddrage ens forældre.
Autumn rejser derfor mod New York med sin kusine Skylar ved sin side, og de to pigers møde med storbyen og et USA, hvor kvinder er generelt udsatte i det offentlige rum, samtidig med at deres ret til at bestemme over deres egen krop er truet, er på én gang hårrejsende og gribende.
Det lyder da i hvert fald aktuelt.
Ja, med udviklingen i USA’s abortlovgivning i for eksempel Texas må man sige, at ’Never Rarely Sometimes Always’ rammer et ømt punkt. Man ville ønske, at alle abortmodstandere så den, for det er svært ikke at få forståelse for Autumns situation. Men filmen er ikke bare propaganda, det er en stram og velkomponeret fortælling vædet i sjælden fintfølende menneskeklogskab.
Kan ses på iTunes og YouTube. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’The Last Black Man in San Francisco’
Der er da masser af sorte mænd i San Francisco.
Stop dig selv, morfar. Ingen grund til at være spydig, blot fordi de færreste herhjemme har opdaget Joe Talbots komplet originale ode til San Franciscos truede sjæl. Jimmie Fails spiller en sort mand, der går og småreparerer på et gammelt byhus, som han hævder, hans farfar har bygget – men som nu er beboet af et ældre hvidt ægtepar.
Gentrificeringstemaet er selvfølgelig til at tage og føle på, men man kan umuligt forberede sig på den kakofoni af skæve karakterer, humor, poesi og melankoli, som gennemsyrer ’The Last Black Man in San Francisco’. Se anslagets første 10 minutter – og er du ikke solgt her, er dit filmhjerte dødt.
Mmmh. Og hvor kan jeg så se den?
Filmen fik verdenspremiere helt tilbage i 2019, men ramte først Danmark – på Viaplay – i år. Siden kom den så også på Netflix. Så nu er der altså ingen undskyldning.
Kan ses på Netflix, C More, Google Play og iTunes. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Titane’
Guldpalmevinder, strip, mord og en kvinde, der har sex og bliver gravid med en bil. Kan den virkelig holde til hypetoget, når de værste chokeffekter har lagt sig?Rent faktisk, ja. Og det skyldes, at de mest hidsige plotudviklinger i Julia Ducournaus anden film sker inden for de første 20 minutter. Det er her, hovedpersonen Alexia får indopereret titan i hovedet som barn efter en bilulykke, slår en række mennesker ihjel og knalder med en muskelbil. Men det er måden, filmen udvikler sig derfra, der er den egentlige sensation.
Hvordan det?
’Titane’ går fra ekspressiv provokation til ømhed og kropslighed, da Alexia møder en brandmand, som har mistet sin søn. Deres forhold er noget af det mærkeligste og kærligste, vi længe har set på film. ’Titane’ tager os steder hen, man ikke kunne forestille sig, og den har scener, man aldrig glemmer. I midten af det hele er Agathe Rousselle og Vincent Lindon i de to hovedroller magnetiske. Ducournau slog igennem med ’Raw’, men med ’Titane’ skriver hun sig ind i verdenseliten.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’Flugt’
Ooookay, så fik man lige klaphatten skruet godt ned over øjnene, hva?
Det er første gang, at vi kårer en dansk film som årets bedste. Og vi står fuldt og helt ved det – uanset nationalitet. Jonas Poher Rasmussens exceptionelle fortælling, hvor hans barndomsven Amin fortæller sin flygtningehistorie for første gang, er nemlig en sjælden symfoni af æstetiske, fortællemæssige og tematiske kvaliteter, der i sig selv handler om og transcenderer landegrænser.
Hallå, vi er ikke på KUA længere. Hvad betyder det helt konkret?
Fortællemæssigt er ’Flugt’ en medrivende og overraskende fortælling, der med humor, empati og sans for dramatisk opbygning fortæller Amins historie, fra en farverig barndom i Afghanistan til flugtoplevelser med menneskehandlere og spinkle gummibåde og hovedpersonens homoseksualitet. Man er fuldkommen revet med.
Det forstærkes flot af den (med enkelte undtagelser) animerede billedside, som skaber en slags indlevelse via distance: Vi tror, at vi ser en fiktionsfilm, og så slår det ekstra hårdt, når vi indser, at historien er sand: Man ser simpelthen på verden – og ikke mindst verdens flygtninge – på en anden måde bagefter. Og på den måde er filmen også et væsentligt bidrag til en topaktuel debat.
’Flugt’ er simpelthen essensen af filmkunst, når alle ingredienser går op i en højere enhed.
Kan ses på Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.