’The Hand of God’: Med barndomstraume omsat til film vokser en af tidens største instruktører sig endnu større

’The Hand of God’: Med barndomstraume omsat til film vokser en af tidens største instruktører sig endnu større
Filippo Scotti og Marlon Joubert i 'The Hand og God' (Foto: Netflix)

Med ’The Hand of God’ har Paolo Sorrentino taget det helt rigtige skridt på sin rejse som filmskaber. 

Godt 20 år inde i karrieren, i 2013, præsterede den italienske auteur sit hidtidige højdepunkt med sin sjette spillefilm, ’Den store skønhed’. Det Oscar-vindende mesterstykke er en visuelt overlegen, festlig og melankolsk skildring af ensomme og retningsløse personer i Roms kulturelite – med festkongen og one-hit wonder-forfatteren Jep i centrum. 

Siden hovedværket har Sorrentino kastet de ganske vellykkede spillefilm ’Youth’ og ’Silvio og de andre’ samt de lidt mere tålmodighedskrævende pave-miniserier ’The Young Pope’ og ’The New Pope’ af sig. Alle har de fortsat stilen og i det store hele kredset om de samme temaer, som hovedværket perfektionerede – med hovedrollerne fortsat besat af charmerende mænd med magt og anseelse, som plages af fortiden og er ved at miste grebet om deres dekadente tomgangstilværelse. 

‘The Hand of God’ (Foto: Netflix)

Selvom jeg nyder Sorrentinos privilegerede hovedpersoner og mange dynamiske sekvenser med lange kamerature, vilde billeder og opfindsomme musikvalg, er det alligevel tiltrængt, at han nu går nye veje med ’The Hand of God’. Kort sagt har han skruet op for sig selv og tilsvarende ned for de store armbevægelser. 

’The Hand of God’ foregår i 1980’ernes Napoli og er baseret på Sorrentinos egne oplevelser som 16-17-årig. Teenageren Fabietto lever en sorgløs og tilbagelænet tilværelse i den syditalienske havneby, hvor de ting, der optager ham, kan tælles på to fingre: Den ofte afklædte tante Patrizia og rygterne om, at fodboldstjernen Diego Maradona bliver købt af Napolis fodboldklub. 

Sidstnævnte sker som bekendt, og dermed fungerer byens allestedsnærværende Maradona-gejst som et euforisk bagtæppe gennem hele filmen. Den titulære ’Guds hånd’-episode, hvor Maradona scorede med næven i Argentinas VM-kvartfinale mod England, er selvfølgelig også med. 

Som stor kontrast til fodboldfeberen drejer Fabiettos fortælling midtvejs i ’The Hand of God’ i en anderledes tragisk retning: Hans forældre (spillet af Sorrentino-hofskuespilleren Toni Servillo og Teresa Saponangelo) omkommer i en ulykke. 

Pludselig finder Fabietto ingen tryghed i sin vægelsindede tilværelse længere. Han føler sig nødsaget til at finde en mening med tilværelse i en fart, hvis han skal kunne kapere sorgen. Og det er i sin afmægtige limbotilstand, han søger mod filmkunsten. 

I ’The Hand of God’ viser Sorrentino til fulde, at han ikke kun er den virtuose (kritikere vil måske sige overfladiske) stils mester, men også har fuldstændigt styr på de stille, intime og følelsesladede scener. 

Luisa Ranieri i ‘The Hand of God’ (Foto: Netflix)

Selve det skæbnesvangre dødsøjeblik bliver manifesteret i en sagte og udramatisk scene mellem det kærlige forældrepar. Scenen gør først umanerligt ondt på efterkrav, da man bagefter finder ud af, at det var deres sidste stund i live. 

Scenen slår også hårdt, fordi den først forekommer halvvejs inde i filmen. Inden da har vi haft rig mulighed for at lære hele Fabiettos farverige familie at kende gennem en perlerække af detaljerige, velskrevne scener, hvor de ærkeitalienske slægtninge taler i munden på hinanden og slynger både fornærmelser og lykønskninger af sted. 

Filmens anden halvdel er måske ikke lige så underholdende som den energiske første halvdel, men til gengæld er den helt igennem rørende og reel. Under den indledningsvis komiske tone ligger gravalvorlige temaer om utroskab, ensomhed, barnløshed og psykisk sygdom – og de får endelig lov til at blive italesat og taget ind, da dødsulykken tvinger Fabietto ind i voksenlivet. 

De kaotiske dialoger vækker mindelser om et af Sorrentinos slet skjulte forbilleder, Federico Fellini. Og faktisk fuldender Sorrentino sin hyldest til den italienske mester ved at lade Fellini optræde i fortællingen – om end offscreen. 

Fabiettos storebror Marchino går nemlig til casting hos legenden, som søger statister til sin nye film. Til brormands skuffelse mener Fellini, at han har et alt for almindeligt ansigt til at kunne få en plads i film. 

Toni Servillo og Filippo Scotti i ‘The Hand of God’ (Foto: Netflix)

Ordene i Fellinis afslag er måske en ironisk kommentar til et af Sorrentinos egne gøremål i ’The Hand of God’: At fremhæve magien i hovedpersonens almindelige og jordbundne liv – indtil ulykken rammer. 

I kraft af hans bagkatalog føles det sjovt nok forfriskende at se en ny Sorrentino-film, der ikke foregår i penthouselejligheder og palæer. De er byttet ud med små Napoli-lejligheder med guldbrune køkkenkakler, klodsede fjernsyn og vhs-maskiner. 

Ligeledes forfriskende er manglen på en overdrevet karismatisk hovedkarakter med velturnerede replikker. Faktisk er Fabietto et ret stille og observerende centrum, der ofte lader sin rapkæftede omgangskreds føre ordet. Han har endnu ikke udviklet sig til den historiefortæller, Sorrentino er i dag. 

Alt det betyder dog ingenlunde, at Sorrentino ikke også i denne film byder på en masse spøjse scener, der sætter sig fast i hukommelsen. 

Undervejs møder vi blandt andet en mand med en hvinende stemmeforstærker, der reciterer opskriften på sandkage, en gnaven bedstemor, der gnasker på en stor mozzarellaklump, og en grædende mor, der jonglerer med appelsiner. Og så render man også ind i en intens, nærmest uhyggelig sexscene. Den skal bare opleves. 

Ligesom Pedro Almodóvars ditto semibiografiske ’Smerte og ære’ vokser ’The Hand of God’s emotionelle styrke kun, hvis man kender til instruktørens bagkatalog. For pludselig opdager man flere ligheder mellem kunstnerens og karakterernes liv – også i de tidligere film. 

Dora Romano i ‘The Hand of God’ (Foto: Netflix)

Jeg kan for eksempel ikke lade være med at tænke, at et par meget pludselige og lydløse dødsfald i ’Youth’ og ’Den store skønhed’ kan være inspireret af Sorrentinos eget tragiske tab. At både ’Den store skønhed’s Jep og virkelighedens Paolo får fornyet skaberkraft af at se tilbage mod fødebyen og ungdommen, er også en oplagt parallel mellem fiktionen og manden bag. 

»Jeg kan ikke lide virkeligheden. Virkeligheden er ussel«, siger Fabietto på et tidspunkt som argument for, hvorfor han drømmer om at blive filmskaber. Kunsten er en flugtvej for ham. Et skjold. Det er vel også en kommentar, man kan koble på Sorrentinos film frem til ’The Hand of God’. 

For godt nok har han aldrig været bange for at skildre sorg og smerte. Og godt nok har han også taget de virkelige personer Guilio Andreotti og Silvio Berlusconi under behandling i ’Il divo’ og ’Silvio og de andre’. Men han har alligevel altid lagt et stiliseret og drømmerisk filter ned over fortællingerne. 

I ’The Hand of God’ oplever man omsider den modnede filminstruktørs ufravigelige blik på sin egen smertefulde fortid. Det smukke resultat på nyt territorium viser, at en af tidens største instruktører har vokset sig endnu større. 


Kort sagt:
Paolo Sorrentinos dybt personlige mesterstykke ’The Hand of God’ er ikke bare et forfriskende skridt væk fra stilen og tematikkerne i ’Den store skønhed’ – filmen sætter også instruktørens bagkatalog i et nyt lys.

’The Hand of God’. Film. Instruktør: Paolo Sorrentino. Medvirkende: Filippo Scotti, Toni Servillo, Teresa Saponangelo, Marlon Joubert, Luisa Ranieri. Spilletid: 130 minutter. Premiere: 2. december i udvalgte biografer, 15. december på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af