‘The Power of the Dog’: Fabelagtig Benedict Cumberbatch-western vil hjemsøge dig i dagevis

‘The Power of the Dog’: Fabelagtig Benedict Cumberbatch-western vil hjemsøge dig i dagevis
Benedict Cumberbatch i 'The Power of the Dog'. (Foto: Netflix)

Hvad skal der til for, at Oscar-akademiets mere konservative medlemmer sparker Netflix-aversionerne til hjørne?

Mit gæt er den Bedste film-værdige kombination af Bedste mandlige skuespiller-værdige Benedict Cumberbatch, Bedste kvindelige birolle-værdige Kirsten Dunst, Bedst mandlige birolle-værdige Jesse Plemons og Bedste instruktør-værdige Jane Campion i et præriedrama så virtuost, at slutningen nu har hjemsøgt mig i flere dage.

Og lur mig, om den ikke vil gøre det samme ved dig.

I en svunden Hollywood-æra var »cowboyfilm« dominereret af stoiske lone rangers, der med smøgen i kæften tæmmede vildnisset så civilisationen kunne spire på en grobund af blåøjet patriotisme og blindt fremmedhad. I det 21. Århundredes western er genretroperne smeltet om til et sort spejl af fortidens synder og enspænderen på retræte over bakkekammen fra et samfund gennemsyret af giftig maskulinitet, knuste karrieredrømme og minoritetsundertrykkelse:

Tag Ang Lees sorgfulde ’Brokeback Mountain’ og Jennifer Kents brutale ’The Nightingale’, Jeymes Samuels race-makeover ’The Harder They Fall’ (også Netflix) og, ja, årets sjælfulde Oscar-vinder ’Nomadland’ fra Chloé Zhao, hvis historie om en kvindelig loner på mange måder er den mest vedkommende western om det moderne USA, der ikke kalder sig selv en western (i sig selv meget westernagtigt i dag).

Med ’The Power of the Dog’ (baseret på Thomas Savages roman) føjer Jane Campion et storværk til hylden, der hudfletter machomytens personlige omkostninger igennem Benedict Cumberbatchs midaldrende Phil, som i 1920’ernes Montana bogstaveligt talt kanaliserer sin (selv)lede ind i … at flette et reb.

Af hud.

Modtageren?

Ynglingen Peter (Kodi Smit-McPhee) i provokerende uskyldshvide sneakers, der arbejder som tjener på sin mors præriebeværtning og selv fletter delikate pynteblomster af papir til homofobiske Phils udtalte foragt.

Da voksemobberen i filmens åbningsscene demonstrativt futter en af kreationerne af for at tænde sin cigaret, blusser gløderne under et potentielt identitetssammenstød så snigende urovækkende, at filmens sidste tredjedel ville have gjort Alfred Hitchcock stolt.

Benedict Cumberbatch og Jesse Plemons i ‘The Power of the Dog’. (Foto: Kirsty Griffin/Netflix)

At afsløre meget mere om ’The Power of the Dog’ ville imidlertid være lidt af en synd, idet filmen ikke alene er en 2021’s bedste, men også en af de mest lumske, der snildt tåler flere gensyn for at få alle tvetydige nuancer med.

Lad os derfor nøjes med følgende skitse:

Til en begyndelse bor bryske, uvaskede Phil og hans milde, velklædte lillebror George (Jesse Plemons) alene på en kvægranch, hvor Phil er mand for at kastrere tyre med de bare næver, jo tak, og kalde George for en vattet »fatso« ved enhver lejlighed.

Brødrene er som nat og dag, men den stereotype rollefordeling bedrager. Og da George gifter sig med enken Rose (Kirsten Dunst) og bringer både hende og stedsønnen Peter (jep, der var han igen) hjem til gården, er Phil ved at kvæles i jalousi over at spille andenviolin.

Banjo, til gengæld, det spiller han gerne, navnlig hvis det kan sætte Roses haltende musikalitet til vægs, når hun forsøger at øve sig på klaveret. Ja, instruktøren af ’The Piano’ har naturligvis slæbt et sofistikeret flygel med til sin isolerede antiheltinde i vildmarken med det lille, beske twist, at Kirsten Dunsts Rose i modsætning til Holly Hunters Ada (som blev parkeret på en ranch i New Zealand) dårligt kan klimpre sig igennem ’Lille Peter Edderkop’, og da ingenlunde et stykke af Strauss, uden at gå til af nerver.

Kirsten Dunst i ‘The Power of the Dog’. (Foto: Netflix)

’The Power of the Dog’ sitrer af intime magtkampe på en Campion Classic-baggrund af bjergtagende (newzealandske) landskaber, der skriger efter at blive oplevet på det store lærred – hvorfor jeg også på det kraftigste vil opfordre til, at du fanger filmen i biografen inden den lander på Netflix.

Johnny Greenwood fra Radiohead (som tidligere har komponeret musikken til ’There Will Be Blood’ og ’Phantom Thread’) har begået et score, der er lige så smukt som det er ladet med paranoia, og det virkelige ægtepar Dunst og Plemons (de mødtes på settet af ’Fargo’ sæson 2) er ikke overraskende uniformt fremragende. Det samme er Kodi Smit-McPhee (’X-Men’, ’The Road’), som rammer en skarp balance mellem sårbarhed og sadisme, men det er ærkebritiske Benedict Cumberbatch og hans drævende cawwboy-accent, der stjæler showet med en af karrierens mest kamæleonske præstationer.

Det er ikke nogen nyhed, at Cumberbatchs fløjlsstemmebånd kan spytte spydig sarkasme i søvne, men her spæder skuespilleren Phils arrogance op med en brutalitet og et vildt svingende moralkompas, der gør, at man holder vejret, hver gang han får en anden karakter på tomandshånd.

Kodi Smit-McPhee i ‘Power of the Dog’. (Foto: Netflix)

Som filmskaber har Campion fortrinsvis gjort sig i udskammede kvindeskikkelser, der kæmper for at blive fri for samfundskonventionernes ulideligt stramme korsetter og maskulin objektivisering, være det sig i 1800-tallet i ’The Piano’ og ’Portrait of a Lady’ med Nicole Kidman, 90’erne i ’Holy Smoke’ med Kate Winslet, eller 10’erne i den brillante krimiserie ’Top of the Lake’ med Elizabeth Moss.

I forlængelse af dén kunstneriske signatur er westerngenrens eksistentielle outsider-tematikker et naturligt match, og det centrale på fokus på knudemanden Phil en velkommen mulighed for at dykke adskillige spadestik dybere ned i psyken på køteren, hvis forkvaklede køns- og selvforståelse har terroriseret heltinderne ovenfor. Om end ’The Power of the Dog’ har sin helt egen Sorteper i ærmet.

Campion vandt tidligere på året prisen som Bedste instruktør på filmfestivalen i Venedig, og til næste år kan hun meget vel blive den blot tredje kvinde, der løber med en Oscar for samme (hun var nomineret for ’The Piano’ i ’94).

Jeg vil heppe ivrigt på hende hele vejen.


Kort fortalt:
Den newzealandske instruktør Jane Campion har begået en bragende flot og forrygende velspillet western med nyklassiker-potentiale, der er lige så smerteligt sjælfuld som den sitrer af suspense og paranoia.

'The Power of the Dog'. Film. Instruktion: Jane Campion. Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Kirsten Dunst, Jesse Plemons, Kodi Smit-McPhee. Spilletid: 2 timer og 5 min. Premiere: I udvalgte biografer 18. november. På Netflix 1. december.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af